Foto: Pierre Rousset

 

Det kan blive et vendepunkt for partiet France Insoumise (LFI), det yderste venstre, alle anti-fascister og selve anti-fascismen er lagt i dok indtil videre. Vi må skabe en fælles front mod den flodbølge af angreb fra politikere og medier, som vi er blevet mødt med, og i den situation skal vi under ingen omstændigheder bagatellisere alvoren af det, der er sket. Quentin Deranques død burde være undgået. Hans død sætter et spørgsmålstegn ved vores etik som aktivister. La Jeune Garde hører til hos os, og det er lige præcist derfor, vi skal lære af den tragedie, der fandt sted ved højlys dag. [Antifascisterne i sammenstødet var tidligere medlemmer af gruppen La Jeune Garde (Den Unge Garde), der er blevet forbudt].

 

Den refleksion, som jeg her har foretaget, har med min egen historie at gøre. En af de fascister fra den gruppering af fascister (Occident), der var den vigtigste dengang, 1960’erne og 1970’erne, smadrede mit hoved med en tung jernstang. Jeg blev i al hast bragt til det nærmeste hospital. Politiet kom, og de ville tage med på politistationen. Hospitalspersonalet spærrede for dem, og jeg blev med det samme taget under behandling. Hvis ikke det var sket, ville jeg have været død. Parallellerne til nutiden er slående – selv om den politiske situation er en helt anden.

 

Sammenstød med fascisterne var dengang en daglig foreteelse, der fandt sted på markeder, foran universiteter, og hvor som helst vi ellers blandede os eller solgte vores aviser… Der var én ting, der stod helt fast: Vi ville ikke risikere at slå nogen ihjel, så vi ramte ikke folk i hovedet med potentielt dræbende ’våben til formålet’. De smadrede mit hoved, men jeg ville ikke smadre deres. Det var en rød linje, der ikke måtte overskrides. Det blev den uheldigvis i Lyon.

 

Jeg tror, at Den Unge Garde havde samme holdning. Jeg er overbevist om, at de aktivister, som det drejede sig om, ikke ønskede at slå nogen ihjel. Det korte af det lange er imidlertid, at Quentin Deranque døde. Han døde ikke i en almindelig slåskamp, men i en ’gruppe-mod-gruppe’ konfrontation. Kunne han være reddet, hvis han var bragt til hospitalet med det samme? Det er et vigtigt juridisk spørgsmål. Hvis man ser det ud fra et politisk synspunkt, så ændrer det ikke ved karakteren af det spørgsmål, som vi er stillet over for. Et spørgsmål, der bliver stillet til os.

 

Vi er nødt til at give et svar på det med det samme, og det er ikke udtryk for mangel på solidaritet. Der kommer en retssag mod de tidligere medlemmer af Den Unge Garde. Vi må stille som krav, at retten ikke er forudindtaget. Hvis vi lytter til de mildest talt besynderlige bemærkninger, som justitsministeren har fremlagt (han lyder som en ultra-konservativ indenrigsminister), er der grund til at frygte, at han vil lægge pres på den efterforskning, der finder sted, en frygt, der forstærkes af, at det politiske klima for tiden er gennemsyret af hysteri. De enkeltindivider og organisationer, der vil støtte et forsvar for de anklagede, vil blive anset for mere troværdige, hvis de klart har fordømt mordet. Det vil tage meget lang tid, før retssagen er afsluttet. Seriøse politiske refleksioner i forbindelse med ’Lyon-krisen’ kan ikke bare sættes på pause i ubestemt tid. Hvis det skal give nogen mening, så skal det ske nu.

 

Det har ikke været min intention at foretage en analyse af den politiske situation i Frankrig efter det, der skete i Lyon, eller give et overblik over det nuværende yderste højrefløj, i modsætning til den dominerende diskurs i medierne. Hvad det angår, vil jeg referere til en artikel af min ven og kammerat Léon Crémieux (1). Med hensyn til anti-fascismens historie vil jeg henvise til en afhandling, der er offentliggjort i tidsskriftet Regards af historikeren Roger Martelli. Jeg er enig med dem i det højaktuelle spørgsmål om anti-fascisme, forstået som den bredest mulige socio-politiske bevægelse.

 

Med udgangspunkt i mine egne erfaringer vil jeg vende tilbage til de valg, som udgjorde grundlaget for et sammenhængende fælles revolutionært engagement, der også omfattede, hvordan man skulle kontrollere udøvelsen af vold.

 

Jeg sagde til Léon, at hans kritik af de handlinger, der førte til Quentin Deranques død, ville have fremtrådt mere klart, hvis han havde fremført den tidligere i sin artikel og formuleret den mere utvetydigt. Det tror jeg ikke, at han vil være uenig i, især fordi han dengang, hvor han var aktivist i Aix i det sydlige Frankrig, hvor han som ordensvagt mindst to gange greb ind for at stoppe dem, der blev ved med at slå løs på fascister, der lå på jorden, og i hvert fald én gang forhindrede, at kunne være gået helt galt.

 

´For os var det åbenlyst’, bemærker han. Vores meningsudveksling dengang fik mig til at tænke tilbage. I forbindelse med et sammenstød med politibetjente, var der en politiofficer, som demonstranter havde fanget og holdt fast. Vi trak ham hurtigt væk fra stedet, så der ikke kunne ske ham noget, selv om de indtil da havde brugt forsvarsgranater og tåregas, mens vi kastede brosten og Molotov-cocktails, som vi havde gjort så mange gange, når vi sloges med dem. Det passer altså ikke, at vi var ’ultra venstre’-bøller, der tørstede efter blod!

 

Vi ’valgte’ ikke vold, slet ikke. Vi var den generation, der blev født under Anden Verdenskrig eller umiddelbart efter, og som arvede det, der nu var fortid, og dermed også de traumer, der fulgte med. Vi gik ind i kampen dengang, der var krig i Algeriet, racistiske angreb, USA’s krig i Vietnam og også andre krige, hvor vi i internationalismens navn støttede dem, der kæmpede for deres lands befrielse.

 

Det gaullistiske anti-terrorkorps SAC førte sig frem med omfattende voldsudøvelse i Frankrig, og var på det punkt arvtagere til OAS, et terrorkorps af samme observans, der under ledelse af generaler og andre med tilknytning til hæren fungerede som et supplement til SAC. Den højreekstremistiske organisation ’Occident’ og deres medløbere fandt især deres tilhængere blandt studenter, der førte en konstant ’guerilla-krig’ imod det yderste venstre, nazistiske grupperinger gik under radaren, og myrdede deres modstandere, hvis de kunne komme til det. Som et tegn på, at fortalerne for et fransk Algeriet fortsat var bevæbnede, blev Henri Curiel myrdet i 1978! Han var en egyptisk kommunistisk aktivist, og han havde ligesom os været med i hemmelige netværk, der støttede Algeriets Nationale Befrielsesfront (FNL). Disse netværk var kendt som ”kuffert-bærere”, det vil sige, at de gemte deres våben i tasker eller skjulte dem under frakker og i lommer.

 

Vores organisationer blev forbudt, og vi blev tvunget ud i gråzonen mellem ’delvis kendt’ og ’fortsat hemmelig’, vores demonstrationer blev forbudt, især i Paris, og vores medlemmer kom i fængsel for at have genoprettet en forbudt organisation … Situationen var endnu værre i andre europæiske lande, hvor det begyndte i Italien og Spanien. I Frankrig blev vi hverken opfattet som særligt heltemodige, og der var heller ingen, der havde medlidenhed med os. Vi levede i en tilstand, der kan karakteriseres som ’famlende’ eller ’søgende’, og som blev delt af hele den generation, som vi tilhørte, og hvis højdepunkt selvfølgeligt var maj 1968, hvor vi gjorde oprør, og fik følgeskab af arbejderne, der erklærede generalstrejke. Den tid, vi levede i, var præget af det, der bedst kan karakteriseres med ordet ’håb’. Vi styrede efter stjernerne på himlen. Det var et mål, der i meget høj grad formindskede risikoen for sekterisme, og vi var i stand til at integrere spørgsmålet om vold i den måde, som vi tænkte på.

 

Mine filippinske venner, der tilhørte den samme generation som jeg selv, førte an i en væbnet kamp imod den undtagelsestilstand, som var erklæret af Ferdinand Marcos Sr. De udviklede en udbygget politisk-militær tænkning: Enhver politisk beslutning kan have politiske implikationer, og enhver militær beslutning kan have politiske implikationer. Det er ikke en sprogbrug, der er relevant for os, fordi vi ikke er involveret i væbnet kamp. Men vi må ligesom vore filippinske kammerater vurdere, hvad de politiske implikationer af mindretals-aktioner, uanset hvilken karakter de har, og hvor de findes.

 

Jeg var medlem af ledelsen af Kommunistisk Forbund (senere Revolutionære Kommunisters Forbund), før jeg måtte gå i eksil efter tre domme, herunder en betinget dom på tre år, hvor et nys ville være nok til, at jeg kom i fængsel. Ledelsen havde mange funktioner, lige fra at beskytte vores aktiviteter imod angreb fra fascister, til også at beskytte demonstranter (ofte sammen med andre), og gennemføre en række spektakulære (ikke-voldelige) aktiviteter, og til mere farlige operationer, som for eksempel at uddele flyers på Citroën-fabrikkerne lige op i øjnene på arbejdsgivernes militser, der spredte frygt i firmaet alle steder.

 

Vi havde (det var nu ikke noget, som jeg havde ansvar for) selvforsvarsgrupper, der kunne tage kampen op imod særligt aktive nazister. Det måtte nødvendigvis finde sted i det skjulte - ikke fordi vi selv valgte det, men fordi vi var nødt til det. Det var meget vigtigt at forhindre, at identiteten på de kammerater, der var med til det, blev ved med at være hemmelig. Vores regler for, hvordan vi skulle forholde os, skulle til hver en tid respekteres: ikke noget med at slå nogen i hovedet, så man risikerede at slå nogen ihjel. Selv i det skjulte bekæmpede vi ikke nazisterne med deres egne metoder.

 

Enhver væsentlig indblanding fra vagtværnets side blev diskuteret på forhånd, både med hensyn til de tekniske detaljer, og den politiske begrundelse for dem. Resultaterne blev vurderet senere i samarbejde med forretningsudvalget. Med den måde at arbejde på kunne vi forhindre, at vagtværnet kom ud af kontrol og gik deres egne veje. Det gav også lejlighed til at se nærmere på, om vores aktioner var relevante, eller det skulle kasseres til fordel for noget andet. Vi har en tendens til at gentage det, som vi tidligere har gjort, uden at tage hensyn til, at den kontekst, som det indgår i, hele tiden ændres. Så det, der virkede i går, holder på et tidspunkt op med at gøre det. En fælles kritisk evaluering giver os mulighed for med jævne mellemrum at vurdere, om vi har tilpasset os den nuværende situation.

 

På trods af dette kan der selvfølgelig stadigvæk ske fejl. Den demonstration, der fandt sted 21. juni 1973, blev diskuteret meget grundigt. Ordre Nouveau holdt et møde på Palais de la Mutualité i Paris for at fordømme ’ukontrolleret indvandring’, samtidig med at indvandrer-arbejdere blev myrdet. Det var en provokation, der var til at tage og føle på. Der kom kun verbale fordømmelser fra venstrefløjen. Kommunistisk Forbund besluttede at organisere en kampklar demonstration for at få fascisterne til at trække sig tilbage. Demonstrationen endte med at samle flere tusinde deltagere. De nåede til udkanten af Mutualité uden konfrontationer. Den berygtede indenrigsminister, Raymond Marcellin, ville opløse vores organisation og lokke os i en fælde. Nogle få af os kom i fængsel. Jeg tror ikke, at vores initiativ var helt på linje med den politiske situation på det tidspunkt, men det var svært at finde på andre måder at agere på, fordi det krævede, at vores sociale basis først blev styrket. Vi blev efterladt i et tomrum, som vi ikke kunne komme ud af.

 

Opløsningen af Kommunistisk Forbund førte til en solidaritet af et omfang, der sjældent er set, da indenrigsministerens manøvrer blev afsløret af pressen, og en stor del af befolkningen på den måde fandt ud af, hvad Ordre Nouveau var, og hvorfor de var så farlige. Marcellins fælde gav også anledning til, at politistyrken reagerede på en måde, der sjældent var set. Da det kom til stykket, var det alle kræfter på venstrefløjen, der stod sammen imod opløsningen af Kommunistisk Forbund, herunder også det kommunistiske parti, der tidligere havde kaldte os…’Marcellins ultra-venstrefløj’.

 

Det var i hvert fald denne ’episode’ der satte gang i diskussionen om at ’opdatere’ det, der var organisationens mål, analysere de forandringer, der havde fundet sted, og presse på for en genopbygning af mere langsigtet karakter.

 

I begyndelsen af 1970’erne var fremtiden meget usikker. Ville regeringen blive mere undertrykkende, end den allerede var? For at forstå noget af det, der blev diskuteret den gang (som jeg ikke vil komme nærmere ind på her), er det vigtigt at huske på, at vi ikke ønskede en privat krig med staten og en eskalering af volden. Men vi frygtede, at det var staten, der ville blive drivkraft bag denne eskalering, og at vi ville være dårligt forberedt herpå, hvis det kom så vidt. Sådan blev det heldigvis ikke, og for vores vedkommende afviste vi at ’militarisere’ vores organisation. I stedet demokratiserede vi vores vagtværn. Fra 1973 og fremad, kort før mit ’eksil’, skulle hver enkelt parti-celle vælge medlemmer til vagtværnet. Vi var også de første til at integrere kvindelige kammerater i vagtværnet og dets ledelse.

 

Jeg vil her til slut angive de vigtigste punkter i min konklusion:

 

·       Der kan altid ske ulýkker (der er en, der kan falde ned fra en bro under et sammenstød, osv.), men vi må aldrig med fuldt overlæg løbe risikoen for at slå nogen ihjel, især ikke ved at slå dem i hovedet på en måde (med knoer, koben o.l.), der kan medføre dødsfald. Jeg tror, at det er en regel, som alle i den anti-fascistiske lejr vil erklære sig enige i.

·       Det vigtigste for os bør være at styrke vores kapacitet til at iværksætte en antifascistisk mobilisering. For mig er det åbenlyst, at nutidens ’gruppe-mod-gruppe, som i Lyon konfrontationer’ ikke bidrager til dette.

·       Enhver struktur, der har ansvaret for at beskytte de bevægelser, som vi er med i, må være under kontrol af den politiske ledelse for at undgå, at den går sin egen vej.

 

Den nuværende periode er meget forskellig fra 1960’erne og 1970’erne, og jeg er alt for gammel (79) og for langt væk fra aktivistisk ansvar til at kaste mig ud i det, der diskuteres nu. Jeg tror dog stadigvæk, at udgangspunktet for en diskussion af vores opgaver (herunder anti-fascisme) må være opbygningen af en social og politisk front, der er så bred som muligt for at kunne tage kampen op imod fremgangen den yderste højrefløj (i alle dets forskellige former), klimakrisen, krisen på sundhedsområdet, og den social krise i almindelighed. Det er de mest påtrængende af de opgaver, der står foran os.

 

Uenigheder kan ikke blive løst, hvis vi låser os fast til det parlamentariske spil. Enhed er noget, der må bygges op med de nævnte emner som grundlag. De kan have en dyb indvirkning på, hvordan vi er politisk aktive.  Let at sige - men knap så let at føre ud i livet.

 

3. marts 2026

 

Pierre Rousset har siden 1960'erne været medlem af Fjerde Internationales ledelse og er i dag aktiv i NPA-Anticapitaliste i Frankrig

 

Oversat fra europe-solidaire af Niels Overgaard Hansen