Demo mod racisme og fascisme, Strasbourg, 14. marts. Foto: Photothèque Rouge / Alexandre 

 

Redaktør for webmagasinet L’Anticapapitaliste, Olivier Lek Lafferrière, interviewer her Ugo Palheta, specialist i studiet af fascismens fremkomst, om denne udfordring.

 

Olivier Lek Lafferrière: Du lægger stor vægt på begrebet "fascisering" for at fremhæve, at der er tale om en proces. Man får det indtryk, at der i øjeblikket er en ret svimlende acceleration i denne proces.

 

Ugo Palheta: Processen med fascisering skal ikke forstås som en tendens, der skrider gradvist og ubønhørligt frem, uanset hvad der sker. Processen involverer kvalitative spring, vendepunkter som det, vi oplever i øjeblikket, hvor den ideologiske og politiske magtbalance kan ændre sig i den ene eller den anden retning. To aspekter forekommer mig særligt vigtige lige nu:

 

Den første er dæmoniseringen af ​​La France Insoumise [LFI - det største parti på venstrefløjen, o.a.] og antifascismen efter den neofascistiske aktivist Quentin Deranques død. Antifascister bliver et mål for denne kampagne, fordi de har været i spidsen for de fleste af de store folkelige bevægelser i de sidste ti år, og LFI, fordi det på en kampklar måde har udtrykt denne masseprotest i parlamentarisk sammenhæng.

 

Det andet aspekt er normaliseringen af ​​den yderste højrefløj. En stor del af den politiske og mediemæssige elite flytter deres røde linje fra den yderste højrefløj over til den radikale venstrefløj for at fremme en samling af højrefløjen, som uundgåeligt vil involvere National Samling, og højst sandsynligt under deres lederskab. Ved at fusionere "midterblokken" og den yderste højrefløjsblok er målet at stabilisere det politiske system og sikre parlamentarisk legitimitet til at accelerere en social nedskæringspolitik.

 

Denne udvikling er af særlig interesse for arbejdsgivere, der håber at gennemføre den neoliberale dagsorden om at afvikle social sikring og offentlige serviceydelser. Perspektivet om en højreorienteret koalition under ledelse af National Samling har vundet terræn blandt de fleste store erhvervsledere, efter italiensk model, og er blevet en troværdig og endda ønskværdig mulighed.

 

I hvilke institutionelle former kan den yderste højrefløjs magtovertagelse tage form?

 

Det mest sandsynlige scenarie er ikke nødvendigvis en formel alliance mellem organisationer, hvilket altid har afskrækket National Samling. De vil sandsynligvis forsøge at absorbere hele dele af Macrons lejr samt Les Republicans [LR - centrum-højreparti, o.a. ], som vi så med Éric Ciotti [tidligere medlem af parlamentet fra LR, oa.], ved at love dem ministerposter og gunstige valgkredse.

 

Perioder med fascisme kombinerer altid disse to fænomener: en yderste højrefløj, der vinder terræn, mens den traditionelle højrefløj bliver mere ekstrem og slutter op bag de radikale holdninger: statslig autoritarisme, racisme og kriminalisering af venstrefløjen og sociale bevægelser.

 

På dette sidste punkt er der allerede nået betydelige milepæle i de senere år, især med det stigende antal administrative opløsninger af antiracistiske, antikoloniale eller antifascistiske grupper (og truslen fra Ciotti og andre om at opløse La France Insoumise). En sådan dynamik vil højst sandsynligt blive intensiveret med National Samling ved magten, især i tilfælde af social uro og politisk krise. Når denne repressive spiral først er sat i gang, er den meget vanskelig at stoppe.

 

Hvordan kan vi handle i dag for at modvirke denne proces med en accelereret fascistisk udvikling?

 

At være antifascistisk begynder med at forhindre den yderste højrefløj i at etablere en militant tilstedeværelse i kvarterer, byer, universiteter eller arbejdspladser. Dette kræver en lokal aktivistisk tilstedeværelse og en kollektiv magtbalance, som erfaringerne fra den anti-fascistiske enhedsfront Ras l'Front viste i 1990'erne.

 

Det andet aspekt er selvforsvar. Venstreorienterede organisationer, fagforeninger og kollektiver skal være i stand til at beskytte deres demonstrationer og lokaler mod højreekstrem vold og politiundertrykkelse. Der er et desperat behov for antifascistiske grupper, men selvforsvar må ikke uddelegeres til disse; det skal udføres af masseorganisationer.

 

Antifascisme har også en ideologisk og politisk dimension. Det involverer kamp for at gøre et socialt alternativ troværdigt og for ideer, der nyder bred støtte i befolkningen – styrkelse af offentlig service, højere løn, forbedring af arbejdsvilkår osv. – men som mange anser for uopnåelige. Venstrefløjen skal demonstrere, at et brud med neoliberalismen er muligt.

 

Vi skal også kæmpe med næb og klør på områder, hvor venstrefløjen i øjeblikket er i mindretal og meget tilbageholdende (i bedste fald), især mod indvandringsfjendtlige, islamofobiske og sikkerhedsrelaterede politiske tiltag. Hvis venstrefløjen ikke kæmper disse kampe, vil den yderste højrefløj fortsætte med at sætte sin dagsorden med støtte fra mainstream-medierne.

 

Jean-Luc Mélenchons succes i 2022 viser, at det er muligt at kombinere et anti-neoliberalt program med en fast holdning mod islamofobi og politivold, samtidig med at man sikrer betydelig folkelig støtte, især blandt unge og arbejderklassen i byerne.

 

Hos os i NPA-l'Anticapapitaliste mener vi, at der på trods af alle hindringer er behov for en antifascistisk front for hele den sociale og politiske venstrefløj. Hvad synes du om dette perspektiv?

 

Spørgsmålet om enhed på venstrefløjen er og bliver centralt og kan ikke ignoreres, eftersom ingen enkelt organisation har det sociale grundlag og den politiske styrke til alene at vinde over den yderste højrefløj.

 

Men enhed betyder ikke fravær af debat. Det indebærer også en konfrontation om programmer og strategiske retninger. Der er i øjeblikket to poler inden for det, der traditionelt omtales som "venstrefløjen": en orientering, der støtter neoliberalisme, det er Socialistpartiet og Raphaël Glucksmann, og en orientering, der søger et brud med neoliberal, racistisk og autoritær politik, det er primært La France Insoumise.

 

Derfor må man tilstræbe enhed uden at opgive den strategiske debat. På den anden side er det en opskrift på nederlag, hvis man bruger den nødvendige kamp mod antisemitisme til at miskreditere La France Insoumise og erklærer dem "uacceptable", for det er det samme som at gøre enhver samlet front mod den yderste højrefløj umulig.

 

Parlamentsvalget i 2024 viser, at en samlet og militant dynamik kan forhindre National Samling i at vinde. Meningsmålinger havde forudsagt dens sejr, nogle gange endda et med absolut flertal. Alligevel gjorde militant mobilisering - der involverede faglige aktivister, feminister, antiracister og mange borgere uden politisk erfaring - det muligt for Den Nye Folkefront [venstre-alliance dannet forud for parlamentsvalget i 2024, o.a., se artikel] at vinde. Det centrale spørgsmål er derfor, hvordan man kan genvinde denne form for momentum, på trods af en kontekst præget af et generelt ryk til højre, dæmonisering af ​​venstrefløjen og interne rivaliseringer.

 

12. marts 2026

 

Oversat fra International Viewpoint af Anne Haarløv

 

Socialistisk Informations note om resultatet af lokalvalget 22. marts 2026:

Resultatet af anden runde af lokalvalget den 22. marts gav ikke det gennembrud for den yderste højrefløj, som National Samling havde håbet på. Både Paris og Marseille vil fortsat være ledet af socialdemokratiske borgmestre. Generelt var det et godt valg for det socialdemokratiske Parti Socialiste.

Den yderste højrefløj gik frem overalt og vandt i mindre og mellemstore kommuner, men blandt de større byer lykkedes det kun i Nice at vinde for Éric Ciotti – tidligere ledende figur hos de konservative republikanere, nu allieret med National Samling. National Samling fastholdt dog borgmesterposten i Perpignan i det sydlige Frankrig.

I Lyon fortsætter den grønne borgmester Grégory Doucet, som blev bakket op af det yderste venstre (La France Insoumise- LFI).

For LFI var valget ikke en stor succes. LFI vandt i Roubaix og allerede i første runde i den nordlige Paris-forstad Saint-Denis. Socialistpartiets ledelse havde frarådet at indgå en alliance med LFI, hvilket dog kun delvist blev fulgt lokalt. I mellemstore byer som Limoges, Brest, Clermont-Ferrand and Poitiers lykkedes det trods enhed på venstrefløjen ikke at vinde.