Denne politiske udvikling er ekstremt alvorlig. Det er ikke bare en yderfløjs fantasifoster, ej heller en ny provokation fra det yderste højre på de sociale medier. Men en formel, konkret og dybt alvorlig drejning af begivenhederne. Den trumpske fascisme er ved at blive lov i Italien.

 

Lad os sige det ligeud: Remigration handler om deportation ud fra etniske og kulturelle kriterier. Det vedrører ikke bare dem uden papirer, men også folk med lovligt ophold, der er skyldige i at blive betragtet som ”ikke-assimilerede”. Det er etnisk udrensning forklædt som regeringspolitik. Det er statsracisme. Det er forfatningsstridigt. Og tanken er allerede stærk nok til at slå døren ind til statsinstitutionerne.

 

Udenfor selve parlamentet blev den stærkt højreorienterede RER-komite – der består af CASA pound, Veneto Fronte Skinheads, Rete dei Patrioti med tidligere aktivister fra Forza Nuova – denne gang forhindret i at holde en pressekonference i parlamentet om deres projekt for massedeportation (note 1). Udmærket. Men det vil være en alvorlig fejl at se dette som en afgørende sejr over højrefløjen.

 

Men det var kun et udtryk for en midlertidig våbenhvile, ikke afslutningen på højrefløjens offensiv. For disse yderligtgående grupper er ikke isolerede. De bliver kurtiseret og normaliseret. Af den tidligere general Roberto Vannacci, men også af Lega partiet, som ikke overraskende netop gjort den britiske racist Tommy Robinson stueren, da han blev officielt modtaget af partiets leder Matteo Salvini.

 

De Italienske Brødre (Giorgia Melonis parti – det største parti i regeringen, o.a.) har siden de kom til magten foregivet at holde en institutionel afstand til højreekstremisterne, men deres ideologiske grundlag er foreneligt med remigrations-politikken. Skinheadsenes oplæg til en styrkeprøve blotlagde ganske vist en intern splittelse indenfor flertallet - mellem dem, som ønskede at opretholde facaden, og dem, der skubbede på for en direkte konfrontation. Men begge parter bevæger sig i den samme retning.

 

Det er den samme drejebog, der bliver prøvekørt og testet over hele Europa.

 

Åbent ny-fascistiske grupper skaber røre om sagen med flash mobs, bannere, møder og underskriftsindsamlinger, mens løsrivelses- og national-populistiske partier – der ofte ikke er andet end succesfulde ekstremister – samler, støtter og bringer det indenfor institutionerne. Det er sket i Østrig, hvor den identitære beægelse banede vejen, og FPÖ bidrog med den politiske støtte. Det skete i Tyskland, hvor båndet mellem ny-nazister og AfD på remigrationsspørgsmålet  blev mødt med store anti-racistiske demonstrationer. Det sker i Nordeuropa med Sverigesdemokraterne, i Danmark med Dansk Folkeparti, i Holland med Geert Wilders, i Belgien med Vlaams Belang, i Spanien med Vox, i Portugal med Chega.

 

I Frankrig har ledelsen af Rassemblement National (Marine Le Pens parti, o.a.) i ord lagt afstand til de identitære ideer, men blandt især unge mennesker står ideerne stærkt. Det er ingen tilfældighed. Det var i Frankrig i 1990’erne, at den mest paranoide besættelse af teorien om ”den store udskiftning”, den fælles ideologiske ramme, for disse projekter tog form. Europa bliver opfattet som en etnisk enhed, der skal ”renses”, kultur blev brugt som en erstatning for race, og i dag bliver race skamløst bragt tilbage i projektørlyset.

 

Globalt er der én model: Donald Trump. Hans projekt med masse-deportationer, en tilbagevenden til USA før bevægelsen for borgerrettigheder, og en strukturel kriminalisering af indvandrere, er den fuldendte model for remigration.

 

En forvaltet etnisk udrensning. Det er hvad de søger. Det er, hvad de ønsker at importere.

 

Som Emilio Lussu (note 2) minder os om, er det 105 år siden, de første bevæbnede fascister indtog deres plads i parlamentet og smed deres modstandere ud. I dag var døren til parlamentet lukket for ny-fascisterne. Udmærket. Men truslen vil ikke blive udenfor ret længe. Den er faktisk allerede inden døre. Når en minister som [landbrugsminister] Francesco Lollobrigida taler om ”etnisk udskiftning”, legitimerer han den teoretiske ramme for remigration . Når et forslag om at udvise indvandrere med papirerne i orden ”kan diskuteres”, er dæmningen bristet.

 

Den italienske regeringsleder Giorgia Melonis tætte politiske og ideologiske bånd til Trump viser slægtskabet mellem deres politik. Den udvikling, der blev stoppet i går i parlamentet, var – ud fra dens hensigter og mål – en trumpistisk udvikling. Selvom der er en vis forlegenhed over de mindst præsentable figurer, så er der ingen virkelig forskel, når det handler om hadet til indvandrere.

 

Det farligste nu er, at uden nogle forfatningsmæssige bolværk vil lovforslaget blive en del af regeringens grundlag. Ved hjælp af en online underskriftsindsamling – forsinket og dårligt designet – kan et racistisk og forfatningsstridigt forslag blive genstand for en lovlig debat og måske opnå en uventet opslutning.

 

De, der tror, at det er nok at lukke en dør, tager fejl. Vi må åbne øjnene. Vi må organisere os socialt og politisk. Vi må stoppe disse vindstød, før de udvikler sig til en storm. For remigration er ikke bare en dårlig ide, der skal tilbagevises. Det er fascisme, og fascisme skal ikke diskuteres. Den skal stoppes.

 

Osservatorio Repressione er en antifascistisk, antiracistisk og antisexistisk forening, grundlagt i 2007 med det formål at fremme og koordinere studier, forskning, debatter, seminarer om undertrykkelse, særlovgivning, fængselssituationen samt at indsamle, bevare materialer og dokumenter relateret til disse emner samt udgivelse af forskningsmateriale.

 

Note 1: Den 30 januar besatte oppositionspolitikere et rum i parlamentet, som var blevet booket at lederen af Lega partiet, Sallvini, med henblik på, at det yderste højre/de fascistiske støtter af loven kunne holde en pressekoference. Den pressekonferrence fandt ikke sted.

 

Note 2: Emilio Lussu (1890 –1975) var en sardinsk og italiensk skribent, anti-fascistisk intellektuel, officer, partisan og politiker.

 

Artiklen er oversat fra International Viewpoint af Bodil Rasmussen