I disse tider er regeringer tilsyneladende i stigende grad ude af kontakt med de mennesker, de repræsenterer, og mange mennesker mister troen på det, der serveres for dem som “demokrati”. Når en politiker tager skridt til at vende denne tendens, er der brug for vores opbakning. Politikeren er Emmanuel Fernandes, valgt til Nationalforsamlingen i min valgkreds for venstrefløjspartiet La France Insoumise (LFI).

Fernandes blev valgt det sydlige Strasbourg til Nationalforsamlingen ved parlamentsvalget i 2022. Et af hans kampagneløfter var, at han ikke ville vente de fulde fem år af sit mandat med at stille sig selv til ansvar over for vælgerne. Derimod ville han underkaste sig muligheden for, at han efter en folkeafstemning ville træde tilbage halvvejs inde i sin valgperiode.

Selvom hans valgsejr var meget lille – han slog snævert Macrons kandidat med 51 procent af stemmerne med en valgdeltagelse på 47 procent – har han holdt sit løfte, og befolkningen i Strasbourg får nu mulighed for at bedømme hans indsats.

Tilbagekaldelse

Reglerne er enkle. Han beder alle indbyggere i Strasbourg om at udfylde en formular, hvis de ønsker, at der skal afholdes en afstemning om tilbagekaldelse. Hvis mere end 10 procent af beboerne udfylder og indsender denne formular, vil der blive afholdt en folkeafstemning inden for seks måneder.

Forudsat at mere end 25 procent af de stemmeberettigede deltager i folkeafstemningen, vil vores repræsentants fremtid blive afgjort med simpelt flertal. Hvis flertallet beder ham om at gå, vil han træde tilbage.

For at alle formaliteter bliver overholdt, skal man dokumentere identitet og adresse ved afstemningen, og stemmerne vil blive optalt af en commissaire de justice, en offentlig embedsmand.

I sidste uge fik jeg fat på Fernandes i Europarådet, hvor han er en del af den franske delegation til den parlamentariske forsamling, og spurgte ham om hans demokratiske eksperiment. Han forklarede, at ideen om en afstemning om tilbagekaldelse var en del af partiets program for en ny forfatning og en ny, sjette republik, “fordi når du ikke holder, hvad du lovede, bør folk have mulighed for at tilbagekalde dit mandat”.

Fernandes er ikke det første LFI-parlamentsmedlem, der tilbyder en folkeafstemning om sin indsats. I det forrige parlament opfordrede François Ruffin sine vælgere til at underkende ham, hvis de ikke var tilfredse med hans første år i embedet, og forsynede dem med en formular til at gøre dette.

Men Ruffin satte barren meget højere. Han lovede simpelthen at træde tilbage, hvis 21.000 mennesker – cirka en fjerdedel af valgkredsens registrerede vælgere – underskrev underskriftsindsamlingen om, at han skulle gå.

Jeg bad Fernandes fortælle mig, hvordan de kom frem til de procenter, han bruger. Han forklarede, at 10 procent af vælgerne er den procentdel, der er nødvendig for at kræve en national folkeafstemning. 25 procent-reglen for folkeafstemningen skal sikre, at den er tilstrækkelig repræsentativ.

Partiet ønsker, at stemmeretten skal være mere rummelig, og det praktiserer han ved at udvide vælgerlisten til denne folkeafstemning til at omfatte 16- og 17-årige og også indbyggere (som mig), der ikke har stemmeret i Frankrig. Omkring 12.000 mennesker skal udfylde den oprindelige formular, for at folkeafstemningen kunne gennemføres, og det vil så kræve omkring 30.000 stemmer i alt for at blive accepteret. Godt 33.000 mennesker stemte i anden runde af folketingsvalget.

En uheldig konsekvens af at organisere det på denne måde er, at fordi det kun er folk, der ønsker en folkeafstemning, der forventes at udfylde formularen, er det kun kommentarer fra modstandere, der vil blive samlet i kommentarfeltet. Selvom nogle af disse kan være nyttige, er det måske en mistet mulighed for at få en mere afbalanceret samling af synspunkter. Fernandes sagde, at det bliver interessant at se, hvad folk skriver, men at han ved, at de fleste, der ønsker en folkeafstemning, vil være vælgere, som var modstandere af ham fra starten.

Folk kan indsende formularerne, der kræver et mandat online eller med posten, eller ved en af de fire markedsboder, der afholdes i forskellige dele af Strasbourg.

Tjen folket

Fernandes indrømmede, at mens nogle har anerkendt folkeafstemningen som et godt initiativ, har andre betragtet det som for risikabelt, men han sagde: “Jeg tror, at det aldrig er risikabelt at give folket mulighed for at udtrykke deres vilje, og jeg er her kun for at tjene folkets interesser”.

LFI’s manifest opfordrer til denne type folkeafstemning, men Fernandes forklarede, at den faktiske udformning af den nye forfatning, partiet kræver, endnu ikke kan kendes, fordi den ville blive skrevet af en grundlovgivende forsamling. Chancen for, at det vil ske, er stadig langt væk, men som Island og Chile desværre kan bevidne, er det lettere at skrive en radikal ny forfatning end at få den accepteret og gjort til virkelighed.

Da jeg flyttede til Frankrig, kunne jeg ikke forstå, hvorfor det virkede umuligt at blive medlem af LFI. Ingen forklarede mig, at de ikke arbejder med et medlemssystem, men forsøger at være åbne og inkluderende i deres interne demokrati. Som Fernandes udtrykte det: “Vi er en politisk bevægelse, der har vinduer og døre på vid gab for borgerne”. Alle, der er interesserede, kan tilslutte sig deres lokale aktivistgruppe, og repræsentanter fra grupperne deltager i et landsmøde. Partimanifestet, som blev skrevet til Jean-Luc Mélenchons første præsidentvalg i 2017, byggede på en masse arbejde med forskelllige borgergrupper, og det er opdateret gennem denne aktivistorganisation.

Da jeg spurgte Fernandes, hvordan de nåede til beslutninger om ting, der ikke var i det originale manifest, såsom deres holdning til krigen i Ukraine, forklarede han, “det er også et spørgsmål om, hvem vi er, hvad vi er … Vores holdning var der allerede før krigen … at Frankrig skulle have en alliancefri position … Vi skulle have vores egen stemme i verden”. Han forklarede også, at et første skridt ville være at fjerne Frankrig fra NATOs integrerede militærkommando, som general de Gaulle havde gjort i 1966, men som blev omgjort af Nicholas Sarkozy.

Fernandes blev valgt som kandidat til parlamentsvalget på et møde mellem aktivistgrupper, hvor de forskellige personer, der kæmpede om kandidaturet, præsenterede sig selv og deres ideer, og beslutningen blev truffet ved konsensus efter diskussion. Parlamentsmedlemmer kan ikke gå ud fra, at de bliver genvalgt som kandidater til næste valg.

Fernandes’ tilhængere har ingen grund til at kritisere deres meget hårdtarbejdende repræsentant, men hans hårde arbejde for progressive sager spiller måske ikke så godt sammen med dem, der stemte på hans modstander, så dette demokratiske eksperiment rummer en meget reel risiko. Det er dog opmuntrende at se et oprigtigt forsøg på at tage demokratiet alvorligt.

Strasbourg er stolt af at være menneskerettighedernes, demokratiets og retsstatens by, fordi den er hjemsted for Europarådet. I sidste uge blev venstrefløjen og progressive medlemmer af Rådets parlamentariske forsamling – inklusive Fernandes – chokerede og forfærdede, da denne forsamling, som eksisterer for at beskytte menneskerettighederne, vedtog et forslag, der i praksis gav grønt lys til Israels folkedrab i Gaza.

Det er derfor særligt glædeligt at se, at politisk integritet stadig fortsætter kampen for at overleve i denne smukke by.

2 februar 2024

Sarah Glynn kommer fra Skotland og er forfatter og aktivist – hendes hjemmeside er her.

Oversat fra Green Left af Åge Skovrind