Oprørsdagen, 25. januar 2011, som førte til Mubaraks afgang. Foto: Muhammad Ghafari, CC BY 2.0, Wikimedia

 

Men regimets holdning er til at forstå, hvis man indser, hvordan magthaverne i Kairo opfatter palæstinenserne: Som en kilde til trusler, ustabilitet og inspiration til egypterne om at gøre oprør. Den palæstinensiske sag har altid været en radikaliserende faktor for den egyptiske offentlighed. De fleste vendepunkter – hvis ikke alle – i denne mest folkerige arabiske nations nyere konflikter, har direkte eller indirekte været resultat af en kædereaktion, udløst af palæstinensisk modstand og folkelig mobilisering.

 

Fra 1968 til "brødopstandene" i 1977
Det meste af litteraturen om 1968, året for globale oprør, har en tendens til at fokusere på Maj 68 i Frankrig og opkomsten af ​​sociale bevægelser i Europa og USA. Den arabiske verden havde sit eget 1968, som sjældent diskuteres.

 

Desillusionerede, som de var over Gamal Abdel Nassers regime efter det militære nederlag til Israel i 1967, sluttede egyptiske skoleelever og arbejdere sig – især i Helwan, syd for Kairo, et af de historiske arnesteder for faglige kampe i industrien – sammen med universitetsstuderende i masseprotester. De gik på gaden i februar 1968 og krævede hærens øverste leder og Nasser selv til ansvar. Dette oprør blev slået ned, men Nasser gav i sit såkaldte 30. marts-manifest også løfter om demokratiske reformer.

 

Endnu en bølge af protester mod regimet brød ud i november samme år i Alexandria. Den var stærkere end i februar, og gjorde kystbyens gader til en kampzone mod sikkerhedsstyrkerne. Hærens helikoptere blev tilkaldt og fløj i lav højde for at terrorisere eleverne. Aviserne fordømte hurtigt demonstranterne som "israelske agenter".

 

Disse to bølger af protester var blandt de vigtigste faktorer, der pressede Nasser til at erklære "udmattelseskrigen" mod de israelske besættelsestropper i Sinai. Men de markerede også starten på "tredje bølge af egyptisk kommunisme". Nye dissidentorganisationer begyndte at slutte sig sammen og spillede en central rolle i studenteroprørene i 1971-73. Disse oprør tvang Nassers efterfølger, Anwar Sadat, til at indlede en begrænset krig for at befri dele af Sinai-halvøen.

 

Krigen gav Sadat en vis anledning til midlertidigt at posere som en national befrier, men snart kom sociale spørgsmål på banen. I 1974 begyndte Sadat regimets første forsøg på at indføre neoliberalisme, kaldet "Open Door Policy" eller Infitah. Året efter begyndte arbejderbevægelsen at svare igen med massestrejker i Helwan, Shubra og Mahalla.

 

Strejkebølgen og studenterprotester banede vejen til "brød-intifadaen" i 1977, i form af en national strejke og to dages gadekampe med politiet over hele landet, udløst af spareforanstaltninger. Sadat måtte annullere sine neoliberale dekreter og sætte hæren ind for at slå opstanden ned.

 

Palæstina optrådte altid i baggrunden som en revolutionerende faktor. Karameh-slaget i marts 1968, hvor Fedayeen besejrede en israelsk styrke på østbredden af Jordanfloden, var en inspirationskilde for den voksende sociale bevægelse i Egypten. Studenterdemonstranter sammenlignede palæstinensernes heroiske modstand og de konventionelle egyptiske og arabiske hæres bedrøvelige præstationer i 1967. Sådanne sammenligninger blev jævnligt bragt på banen i de følgende år, når studerende vendte sig imod Sadat og fordømte ham for at nøle med at udkæmpe en befrielseskrig. Budskabet var: Hvis palæstinenserne kunne gøre det, hvorfor kan vi så ikke?

 

Den sociale bevægelse – som blev født ud af disse begivenheder og forårsagede den kædereaktion, der til sidst førte til opstanden i 1977 – blev anført af medlemmer fra venstreorienterede studentergrupper, der blev kaldt "Supporters of the Palestinian Revolution Societies."

 

Efter at have knust opstanden skyndte Sadat sig at indgå en fredsaftale med Israel, desperat efter amerikansk støtte til at opretholde sit regime. Han blev myrdet i 1981. Næsten ingen dukkede op til hans begravelse, og lejemorderne nævnte hans forræderi og udsalg af palæstinenserne som deres hovedmotiv.

 

Fra den første palæstinensiske intifada i 1987 til den første egyptiske 'Krig mod Terror' i 1992

Nederlaget for opstanden i 1977 var reelt den tredje kommunistiske bølges undergang, selvom dens officielle afslutning normalt markeres med sammenbruddet af Sovjetunionen og den stalinistiske blok i 1991.

 

1980'erne i Egypten var stillestående år, ikke kun i forhold til økonomien, men også når det kom til sociale kampe. Spontane udbrud af protester mod regimet fandt sted, for det meste på universitetsområder, udløst af den palæstinensiske sag.

 

Med udbruddet af den første palæstinensiske intifada genopstod politisk modstand. Egyptiske universitetsmiljøer og fagforeninger protesterede intenst i solidaritet med palæstinensere, hvilket snart førte til sammenstød med regimets sikkerhedsstyrker. Disse sammenstød skabte vrede og rejste krav om demokrati, afvikling af ​​sikkerhedsapparatet og brud på båndene til Israel, som havde etableret en diplomatisk mission i Giza, i gå-afstand fra Kairo Universitet.

 

Protesterne var så stærke, at Hosni Mubaraks informationsminister, Safwat el-Sharif, udstedte direktiver til det statslige tv om at begrænse dækningen af ​​Palæstina-relaterede nyheder. Styret udnyttede også Yasser Arafats støtte til Iraks invasion af Kuwait i 1990 til at tilsvine og dæmonisere palæstinenserne.

 

Den USA-ledede Golfkrig i 1991 og den efterfølgende Pax Americana gav den palæstinensiske intifada et knusende slag og opmuntrede de USA-tro magthavere i regionen, inklusive Mubarak.

 

Vi kan ikke adskille inddæmningen af ​​den første palæstinensiske intifada fra starten af ​​Oslo-processen og styrkelsen af ​​de lokale arabiske regimer. Det er ikke tilfældigt, at Egyptens første krig mod terror blev lanceret i 1992, samme år som regimet indledte sin neoliberale overgang sponsoreret af IMF og Verdensbanken. Selvom det erklærede mål var at bekæmpe et islamistisk oprør fra Gamaa Islamiya og Islamisk Jihad, målrettede regimet indsatsen mod alle afskygninger af afvigende meninger.

 

Mine universitetsår startede i 1995, på højden af ​​oprørsbekæmpelsen. Kairo var under politiovervågning døgnet rundt – kontrolposter, tilfældige ransagninger, attentater, masseanholdelser. Oppositionens politiske partier var under belejring. Industriaktioner styrtdykkede. Fagforeninger blev bragt under statskontrol. Dissidenter blev stillet for vilkårlige domstole. Og ingen vovede at hviske Mubaraks navn, hverken i en protestsang, en avisartikel eller en telefonsamtale.

 

Hvordan kom vi så fra sådan en situation til et oprør, der væltede Mubarak og hans familie et årti senere, i 2011? Endnu en gang var det Palæstina.

 

Fra den anden palæstinensiske intifada i 2000 til den egyptiske revolution i 2011
Udbruddet af den anden intifada, den 28. september 2000, sendte chokbølger gennem regionen, inklusive Egypten. Araberne så deres regimer enten som hjælpeløse i forhold til at stoppe Israels aggression eller, mere præcist, som medskyldige i undertrykkelsen af ​​palæstinenserne.

 

Gennem det stigende antal satellit-tv-stationer som Al-Jazeera, fik millioner af egyptere lige ind i deres eget hjem live billeder af de israelske grusomheder og af palæstinensiske børn, der gik i lag med kampvogne. Folk begyndte straks at drage paralleller mellem undertrykkelsen af ​​palæstinenserne i hænderne på det israelske apartheidregime og den undertrykkelse, egypterne selv blev udsat for under Mubaraks styre. De konkluderede, at hvis disse børn kunne angribe den mægtige israelske hærs kampvogne, kunne vi angribe Mubaraks pansrede politikøretøjer.

 

Enorme solidaritetsprotester brød ud på tværs af egyptiske universiteter i den første uge af oktober 2000. Selv gymnasieelever og børnehavebørn gik på gaden og viftede med palæstinensiske flag. Faglige organisationer, som havde ligget i dvale de foregående år, oplevede en genoplivning af aktivismen. Men denne genopblussen af ​​politik i gaderne blev mødt med brutal undertrykkelse. Politiet slog ned på protesterne og gennemførte masseanholdelser af studenterorganisatorer. Dette var også min første oplevelse med at blive tilbageholdt og tortureret af statens sikkerhedspoliti.

 

Protesterne døde midlertidigt hen, men genopstod i april 2002, da Ariel Sharon sendte sine kampvogne ind på Vestbredden og efterlod et blodspor af massakrer i Jenin og andre byer. I to dage kæmpede egyptiske studerende mod politiet i gadekampe i Giza, i det, der blev kaldt "Cairo University Intifada". Det var første gang, jeg hørte tusinder råbe mod Mubarak: "Hosni Mubarak er ligesom Sharon. Han er den samme figur! Han har samme farve!"

 

Protestbølgen blev igen slået ned med magt, men noget var allerede ved at ændre sig i den folkelige stemning. Muren af ​​frygt, Mubarak havde rejst i de foregående to årtier, var langsomt ved at smuldre. Aktivistorganisationer, både i universitetsmiljøet og udenfor, voksede også, og knyttede det regionale (Palæstina og Irak) til det lokale.

 

Med invasionen af ​​Irak gik titusinder på gaden i hovedstaden og provinserne, svarende til de største protester, Egypten har været vidne, til siden opstanden i 1977. Igen så man to dages kampe med sikkerhedsstyrkerne i centrum af Kairo, man så demonstranter brænde Mubaraks plakater, rive bannere ned fra hans regerende National Demokratiske Parti og bekæmpe tropperne med sten ligesom palæstinenserne. Tahrir-pladsen blev indtaget i to dage, i det, der skulle blive en generalprøve for opstanden et årti senere.

 

I tre på hinanden følgende år skabte disse mobiliseringer omkring Palæstina og Irak for egyptiske aktivister spillerum til at organisere og afholde gadeaktioner, som der engang blev skredet hårdt ind overfor. Det er ikke tilfældigt, at Kefaya (arabisk for "Nok")-bevægelsen, vendt mod Mubarak, blev lanceret i december 2004 i slipstrømmen på sådanne mobiliseringer, og af de samme arrangører, som ledede de pro-palæstinensiske og anti-irakiske bevægelser. Det regionale var ved at blive det lokale.

 

Kefaya organiserede gadeaktioner, der tiltrak studerende, uddannede fra middelklassen og intellektuelle, men slog næppe rødder blandt den egyptiske arbejderklasse. Men bevægelsen lagde en bevidst strategi om at sprede protesternes visuelle billeder gennem mainstream-medierne og internettet til det bredest mulige publikum på det tidspunkt, for at fremkalde en dominoeffekt. Sådanne billeder af snesevis (og nogle gange hundreder), der sang mod Mubarak og brændte hans plakater, elektrificerede landet. De ødelagde Mubaraks tabu én gang for alle og var et budskab til offentligheden om, at man kunne gå i lag med autoriteterne, hvad enten det var i regeringen eller på arbejdspladsen.

 

Det er på denne baggrund, at 3000 kvindelige beklædningsarbejdere, i december 2006 i Mahalla, i hjertet af Nildeltaet, gik i strejke med økonomiske krav. De opfordrede deres mandlige kolleger til at handle, og snart gik hele tekstilfabrikken i strejke. Deres sejr efter tre dage udløste den største og mest vedvarende strejke, der er set i Egypten siden 1946.

 

Disse strejker eskalerede til to provinsopstande i 2008, i Mahalla og Borollos, hvor demonstranter rev Mubaraks plakater ned. De strejkende flyttede sig hurtigt fra det økonomiske område til det politiske. Industrifagforeningernes organisatorer deltog også regelmæssigt i palæstinensiske solidaritetsaktioner.

 

Det var denne sociale bevægelse, der banede vejen for oprøret i januar 2011, som endelig væltede Hosni Mubarak. På Tahrir-pladsen var palæstinensiske flag til stede i næsten enhver mobilisering, mens israelske ledere sørgede over tabet af Mubarak og med frygt så på, hvordan den egyptiske revolution udviklede sig. Samme år blev den israelske ambassade i Kairo stormet to gange af revolutionære, som krævede brud med de diplomatiske forbindelser med Tel Aviv.

 

2013 kontrarevolutionen
Militærkuppet blev ledet af den daværende forsvarsminister Abdel Fattah el-Sisi og forsøgte at sætte en stopper for revolutionen og enhver sag, der blev ført frem af de revolutionære. Øverst på ​​listen stod naturligvis Palæstina, den vigtigste radikaliserende faktor for egyptiske unge.

 

Da Sisi påbegyndte sine kontrarevolutionære massakrer i anden halvdel af 2013, strammede han også belejringen af ​​Gaza, dæmoniserede Hamas i medierne og samarbejdede effektivt med israelerne i deres 2014-krig mod Gaza.

 

Tel Aviv modtog nyheden om Sisis kup med entusiasme, sluttede et tæt politisk og økonomisk venskab med det nye regime og markedsførte Sisi i USA og Vesten som det eneste håb for at redde Egypten fra "terroristerne". Til gengæld tillod Sisi det israelske luftvåben at operere i Sinai og gennemførte hundredvis af angreb mod påståede terrormål.

 

Hamas viste sig dog modstandsdygtigt på trods af den egyptisk-israelske belejring. Da Sisi stod over for store tab i sin oprørsbekæmpelse på Sinai-halvøen mod ISIS, måtte han vende sig mod Hamas i 2017 for at få hjælp til at fastholde grænsen og for at stoppe den indgående strøm af salafister fra Gaza – som hader Hamas – der ville til Egypten for at deltage i oprør mod det egyptiske militær.

 

På trods af denne tilnærmelse og den relative lettelse af belejringen forblev den humanitære situation dyster i Gaza. Sisi forsøgte i mellemtiden at præsentere sig selv som en troværdig mægler for den nyvalgte amerikanske præsident Joe Biden, i stand til at formidle våbenhviler eller fredsløsninger mellem Israel og palæstinenserne, i et forsøg på at genvinde noget af Egyptens tabte regionale indflydelse.

 

Krigens udbrud i oktober sidste år førte til, at Sisi lukkede Rafah-krydset ned igen, og kun tillod en brøkdel af de sårede i Gaza at rejse til Egypten for at søge lægebehandling, og kun efter Israels godkendelse af listen over navne. De minimale hjælpeforsyninger, der drypper ind i Gaza, gennemsøges først af israelske tropper, før karavanerne får lov til at komme ind i Gaza. Kairo er rent faktisk en del af Israels krigsindsats.

 

Men blandt egypterne er der stadig en overvældende støtte til palæstinenserne. Palæstinensiske flag ses på biler, butikker og varer. Boykotkampagner rettet mod internationale mærker, der støtter Israel, udvides stadig. Abu Obaida, Qassam-brigadernes talsmand (se note) er blevet et stort navn i den egyptiske offentlighed.

 

Til regimets rædsel genopliver det israelske angreb på Gaza langsomt den politiske aktivisme, som Sisi har dræbt i løbet af det sidste årti. I løbet af den første uge efter overfaldet i oktober brød der til sikkerhedsstyrkernes overraskelse spontane gadeprotester ud i Kairo og provinserne. På universitetetsområdet, hvor modstand er blevet slået ned i årevis, oplevede man demonstrationer med studerende, som aldrig havde protesteret før.

 

Regimet forsøgte at kapre protestbølgen og opfordrede til statssponsorerede protester den 20. oktober for at støtte Sisis diplomatiske bestræbelser, og skildrede ham som en national sikkerhedsforkæmper. Det gav bagslag. For første gang i omkring et årti strømmede egypterne i massevis til Tahrir-pladsen og gentog slagordene fra januar-revolutionen i 2011. Efter at de var blevet spredt, rev demonstranter Sisis plakater ned i centrum af Kairo, og der fulgte korte gadekampe med sikkerhedsstyrkerne.

 

Protesterne er aftaget, i hvert fald for nærværende. Men en sten er allerede blevet kastet i det stille vand. En ny generation af aktivister er blevet født i Egypten, og de har en lang vej foran sig for fuldt ud at genoplive den revolutionære bevægelse. Og endnu en gang kan vi takke Palæstina for det.

 

18. januar 2024

 

Note: Abu Obaida er dæknavn for den palæstinensiske talsmand for Izz ad-Din al-Qassam Brigaderne, den militære fløj af den islamistiske politiske og militære organisation Hamas.

 

Hossam el-Hamalawy er journalist og socialistisk aktivist og bor for tiden i Berlin. Han var med til at organisere revolutionen i 2011 i Egypten. Du kan følge hans blog her.

 

Oversat fra Links af Anne Haarløv