De militære konfrontationer mellem Israel på den ene side, og Hezbollah, houthierne, pro-iranske militsgrupper i Irak m.fl. på den anden, varer ved og tager til, og dermed også risikoen for en krig, der breder sig fra land til land i hele regionen.

 

Den israelske hær fortsætter efter 110 dage med at føre en folkemordskrig imod den palæstinensiske befolkning i Gaza-striben. Den fulgte umiddelbart efter Hamas’ angreb 7. oktober, der førte til 1.139 personers død, heraf 695 civile, 373 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne og 71 udlændinge. (1)

 

De 2,4 millioner indbyggerne i Gaza-striben lever under et konstant israelsk bombardement, karakteriseret ved en hidtil uset grad af voldsanvendelse. I slutningen af januar er, ifølge de laveste skøn, mere end 26.000 palæstinensere blevet dræbt ved israelske luftangreb. Det langt overvejende flertal af ofre er kvinder og børn. Og dette uden at glemme de mere end 10.000, der ligger under murbrokkerne, efter al sandsynlighed døde. Mere end 1,9 millioner er fordrevet i Gaza-striben, hvad der svarer til 85 procent af dens samlede befolkning. Det er på mange måder et nyt Nakba. Nakba i 1948 førte til, at mere end 700.000 palæstinensere med magt blev fordrevet fra deres hjem og blev flygtninge. Denne fordrivelse er fortsat til i dag.

 

Lige nu intensiveres regionale spændinger fortsat, uden (endnu) at blive til en meget omspændende krig, selv om spændingerne er taget voldsomt til siden begyndelsen af januar. I betragtning af den israelske besættelseshærs massive voldsanvendelse, der nyder støtte fra vestlige imperialistiske allierede, udsættes befolkningerne i Syrien, Irak, Yemen og Libanon for tiltagende risici for en regional kæmpebrand, med uoverskuelige tab af menneskeliv til følge.

 

Syrien

Siden 7. oktober har Israel gentagne gang haft Syrien som mål for snigmord på fremtrædende personligheder. Syd for Damaskus dræbte israelske missiler brigadegeneral Razi Mousavi, en højtstående officer fra Quds-styrken, Revolutionsgardens eliteenhed for operationer i udlandet (den ideologiske hærenhed i Den Islamiske Stat Iran). De iranske ledere har forsikret om, at der vil komme en reaktion på dette mord, der fandt sted 25. december. Få dag efter, den 8. januar, blev Hassan Akacha, et Hamas-medlem, der var ansvarlig for at fyre Hamas-raketter fra Syrien mod Israel, dræbt af den israelske besættelseshær, der opererede i Beit Jinn, en israelsk by, sydvest for Damaskus. Mellem 12. oktober og 8. januar blev lufthavnene i Damaskus og Aleppo udsat for ikke færre end 18 israelske luftangreb. De ramte også Hezbollahs og pro-iranske styrkers positioner og installationer i Damaskus-regionen.

 

Selv om den syriske diktator, Bashar al-Assad, har erklæret sin solidaritet med palæstinenserne, har det syriske regime hverken interesse i eller kapacitet til direkte deltagelse i modaktioner imod den israelske krig i Gaza-striben. Det er i direkte forlængelse, rent historisk, af det syriske regimes politik siden 1974, hvor det har forsøgt sat undgå enhver direkte konfrontation med Israel. Det indebærer også, at den fordømmelse af den israelske krig, der er blevet fremført af repræsentanter for regimet, ikke vil føre til nogen form for militær eller politisk støtte til Hamas. Altså ikke nogen styrkelse af relationerne mellem de to aktører, og ingen tilbagevenden til, hvordan det var før 2011, hvor de blev afbrudt efter, at den palæstinensiske bevægelse havde udtrykt støtte til opstanden i Syrien.

 

Det syriske regime genetablerede forbindelserne til Hamas i sommeren 2022, efter mægling fra Hezbollahs side. Fremtidige forbindelser mellem Syrien og Hamas vil i alt væsentligt blive organiseret af Iran og Hezbollah, og være forbundet med dem.

 

I mellemtiden har der været en intensivering af vold i det nordlige Syrien. Det nordvestlige Syrien er blevet et fokuspunkt i en konflikt, der har været kendetegnet af en bølge af russiske og syriske bombardementer. Denne eskalering er en følge af et massivt angreb på et militærakademi, da der var afgangsceremoni, et angreb, der krævede mindst 89 dødsofre. Der blev anvendt droner, med eksplosive ladninger, efter al sandsynlighed affyret fra nærliggende områder, kontrolleret af de tyrkiske myndigheder eller Hayat Tahrir Sham (HTS), en oprørsgruppe af islamistisk tilsnit, og denne hændelse danner baggrund for de voldsomme luftbombardementer.

 

Angrebet i Homs banede vejen for det syriske regime og dets russiske allierede til at eskalere deres militære aktioner i regionen, med meget alvorlige humanitære konsekvenser. Siden begyndelsen af oktober er mere end 100 blevet dræbt - næsten 40 pct af dem børn - og over 400 blevet såret. Som følge af affyringen af granater og bombardementer fra Damaskus’ og Moskvas væbnede styrker, er 120.000 blevet tvunget til at forlade deres hjem, i følge FN’s kontor for koordineringen af humanitære anliggender (OCHA).

 

Det tyrkiske militær har udvidet deres operationer, med områder kontrolleret af den autonome administration i Nord- og Østsyrien (AANES). Dette strategiske træk kom i kølvandet på et selvmordsangreb ved indgangen til indenrigsministeriet i Ankara, hvor to politifolk blev såret. En gruppe med tilknytning til Kurdistans Arbejderparti (PKK) påtog sig ansvaret. Det førte til en hurtig og vidtrækkende aktion fra den tyrkiske regerings side. Særlig bemærkelsesværdigt var det, at det tyrkiske parlament 17. oktober stemte for at udvide sit mandat til i yderlige to år at tillade deres væbnede styrker at trænge over grænserne til Syrien og Irak.

 

Det store antal luft- og droneangreb siden oktober 2023 har efterladt befolkningen i nordøst uden elektricitet, vand, varme og tilknyttede tjenester, enten midlertidigt eller gennem hele vinteren. I slutningen af december rettede tyrkiske fly og droner en række angreb mod det nordøstlige Syrien, og ramte oliekilder og vigtig infrastruktur. Disse angreb førte til strømafbrydelser i mange storbyer og på landet i Jazeera-distriktet, med en reduktion af elværkernes kapacitet på 50 procent til følge. Mindst 176 er blevet dræbt ved de tyrkiske angreb i 2023, og 272 såret. I midten af januar udførte Tyrkiet en ny række luftangreb i det nordøstlige Syrien og det nordlige Irak.

 

Denne massive eskalering af bombardementer i det nordlige Syrien er udtryk for et forsøg på at benytte sig af, at det internationale fokus er rettet mod Israels krig i Gaza. De involverede hovedaktører - herunder Tyrkiet, Rusland og det syriske regime - har strategisk udnyttet, at den globale opmærksomhed har været rettet imod den israelske krig. Denne bevidste manøvre tillader dem at operere uden risiko på den nordlige krigsskueplads.

 

Ved at udnytte dette kaos er USA’s militærbaser i Syrien - og i Irak - i tiltagende grad blevet mål for drone- og raketangreb, orkestreret af grupperinger med tilknytning til Iran. Forsvarsministeriet i USA meddelte 10. januar, at USA-tropper og baser i Syrien og Irak er blevet angrebet 127 gange siden 17. oktober. Disse tiltagende angreb har været en direkte reaktion på Washingtons støtte til Israels krig i Gaza-striben. Det er en måde, hvorpå de kan fremme både deres politiske og lokale mål. Siden slutningen af oktober har USA’s luftangreb systematisk ramt installationer, der var benyttet af pro-iranske militser og Irans Revolutionsgardes korps i det østlige Syrien.

 

Irak

Også i Irak har der været spændinger mellem USA’s væbnede styrker og pro-iranske militser. USA-styrker ramte 4. januar hovedkvarteret for de irakiske sikkerhedsstyrker midt i Bagdad, og dræbte to medlemmer af al-Noujouba-fraktionen af den pro-iranske militsgruppe Hashd al-Shaabi. Blandt de dræbte var kommandant Abou Taqwa, som Washington havde anklaget for at være aktivt involveret i angreb på USA’s militærbaser i Irak. Da Hashd al-Shaabi er officielt integreret i Iraks nationale hær, har det irakiske forsvarsministerium fordømt angrebet i stærke vendinger.

 

Premierminister Mohammmad Chia al-Soudanis kontor har beskrevet angrebet 4. januar som en meget farlig eskalering. Det meddelte, at der var blevet dannet en bilateral komité, der har ansvaret for at tage skridt til definitivt sat afslutte tilstedeværelsen af de internationale styrker, anført af USA.

 

Det er ikke første gang, at Iraks herskende klasse har krævet, at USA trak deres tropper ud. Efter USA’s mord i 2020 på Kassem Suleimani, chef for den iranske al-Quds-styrke under Revolutionsgarden i Bagdad, krævede den midlertidige premierminister, Adel Abdel-Mahdi, at USA skulle fremkomme med en plan for tilbagetrækningen af deres styrker. Dette krav er blevet kategorisk tilbagevist af USA’s udenrigsministerium.

 

Det irakiske parlament har også lavet udkast til en lov, der kræver USA’s tilbagetrækning, men den er ikke bindende. De 2.500 USA-soldater yder officielt Iraks væbnede styrker råd og træning. Deres tilstedeværelse var på invitation af den irakiske regering, der havde ønsket hjælp til at bekæmpe den såkaldte Islamisk Stat- (IS) jihadist-gruppe i 2014, men var også del af en aftale, underskrevet i 2008 af den tidligere premierminister Nouri al-Maliki - der nu indgår i det pro-iranske shia-koordineringsnetværk - og Washington. Aftalen blev dengang godkendt af det irakiske parlament. Hvad Washington angår, så ønsker de at opretholde deres militære tilstedeværelse i både Irak og Syrien.

 

Yemen

På tilsvarende måde har der fra yemenitisk side været tiltagende spændinger mellem houthiernes væbnede bevægelse og USA’s væbnede styrker og deres allierede. Siden 7.oktober har houthierne, i solidaritet med palæstinenserne, foretaget stadigt flere angreb i Det røde Hav på skibe, der blev opfattet som forbundne med Israel. De erobrede f.eks. 19. november et handelsskib, ’Galaxy Leader’, der var ejet af en israelsk forretningsmand, med dets besætning på 25 mand. Houthierne har ved mage lejligheder erklæret, at de først vil indstille disse angreb, når Israel har stoppet krigen imod palæstinenserne i Gaza-striben.

 

Washington har i den situation oprettet en multinational flådestyrke i begyndelsen af december, der skal beskytte handelsskibe i Det Røde Hav, som 12 procent af verdenshandelen foregår igennem. Hovedformålet er altså at sikre en af de vigtigste skibskorridorer for den internationale handel. På den sidste dag i 2023 blev 10 houthi-militsfolk dræbt, da USA’s militær hævdede at have sænket tre skibe som reaktion på angreb på et dansk containerskib. Det var det første angreb på houthierne, der havde krævet dødsofre, efter at den multinationale flådestyrke var blevet oprettet. Få dage senere gennemførte USA og UK en ny række luftangreb mod houthierne. Washington har derudover indført sanktioner rettet imod houthiernes finansieringskilder, med sigte på personer og selskaber i Yemen og Tyrkiet. Mellem 18. november og 13.januar er mere end 27 handelsskibe i Det Røde Have og Aden-bugten blevet angrebet af houthierne.

 

Libanon

Mens Libanon har været målet for israelske missiler siden begyndelsen af den israelske krig mod Gaza, er risikoen for en større konfrontation mellem Hezbollah og Tel Aviv tiltaget efter det israelske snigmord på Saleh al-Arouri, nr. 2 i Hamas’ politiske bureau, og grundlægger af dets militære gren, al-Qassam-brigaderne. Det fandt sted 2. januar i en af de sydlige forstæder til Beirut. To andre repræsentanter for Hamas, Samir Fandi og Azzam al-Akraa, samt fire andre med tilknytning til bevægelsen - og også til den libanesiske Jamaa Islamiya (en afdeling af det Muslimske Broderskab i Libanon) - blev også dræbt i angrebet.

 

Hamas-leder Arouri har været bosat i Libanon siden 2018. Han har af to omgange været i fængsel i Israel i mere end 10 år, før han blev løsladt i 2010. Han var en af de fortrolige samtalepartnere til Hassan Nasrallah, Hezbollahs generalsekretær.

 

Den næste, der blev myrdet af en israelsk drone i det sydlige Libanon var Wissam Tawil, en kommandant fra Al-Radwan-styrken, en af Hezbollahs militære enheder. Han var den højest rangerende officer, der blev dræbt efter 8. oktober. Som reaktion på det har Hezbollah angrebet militærbaser i det nordlige Israel.

 

Israelske angreb har krævet ca. 160 dødsofre blandt Hezbollah-medlemmer mellem 8. oktober og midte af januar 2023. Den israelske besættelseshærs luft- og droneangreb på landsbyer i det sydlig Libanon har også ført til tvungen fordrivelse af mere end 76.000 fra deres hjem, samt lagt store områder af dyrket land øde.

 

Snigmordene på Arouri og Hezbollah-kommandant Tawil har ikke for indeværende medført ændring af det libanesiske islamistiske partis standpunkt, og det samme gælder for deres hovedsponsor, Iran. Når de er tilbageholdende med stærkere militære reaktioner på den israelske krig, hænger det sammen med ønsket at fastholde deres egne politiske og geopolitiske interesser. Hezbollah fortsætter med at tjene som en front, der kan holde Tel Aviv under pres, sådan som det er kommet til udtryk i Hassan Nasrallahs taler. Og Iran ønsker ikke, at deres kronjuvel, Hezbollah, skal svækkes. Irans geopolitiske mål er ikke at befri palæstinenserne, men at kunne bringe disse grupperinger i spil især i dets relationer til USA. I den kontekst skal Hezbollah bare holde sig til ’kalkulerede og velafvejede reaktioner’ på israelske angreb.

 

Det, der udgør en trussel, er, at Israel vil fortsætte med deres snigmord og angreb på libanesisk område. Der er en sektion af den herskende klasse i Israel, der, i forbindelse med den israelske krig mod Gaza, vil tvinge Hezbollah til at trække sig 10 km tilbage fra grænsen, det vil sige nord for Litani-floden. Det ville være en betydelig politisk og militær fordel for Israel. Eskaleringen af de israelske angreb i Libanon er forbundet med Israels nye militære fase. At trække fem brigader, hovedsageligt bestående af reservister, bort fra Gaza i begyndelsen af dette år, er et element i Israels strategi med en ’lav-intensitets krig’. Målsætningen for den inkluderer en skærpet kontrol over Gaza-striben, der er kommet under deres herredømme, samt ødelæggelse af netværket af underjordiske tunneller, og tilintetgørelsen af den modstand, der er der endnu. De tiltagende trusler og angreb i Libanon er tegn på, at Hezbollah er gået glip af muligheden for at tvinge Israel til at kæmpe på to fronter. Det er et tilbageslag for dem.

 

Konklusion

I mellemtiden fortsætter folkemordskrigen imod palæstinenserne, der er låst fast i Gaza-striben, med uformindsket styrke. De israelske regeringsledere har forkyndt, at krigen vil vare ved ’hele vejen igennem’ 2024. At Israel kan komme afsted med det, er en trussel mod arbejderklassen i regionen, og forsætter med at forøge faren for en krig i hele regionen. De vestlige imperialistiske magter, anført af USA, øger bare de brede lokale klassers lidelser ved deres støtte til Israel, de autoritære stater i regionen og de fortsatte bombardementer.

 

Hvad kan venstrefløjen og progressive aktører gøre i denne situation?

 

Det er vigtigt at gentage vores modstand mod den koloniale og racistiske israelske Apartheid-stat, samtidig med at forsvare palæstinensernes ret til at gå til modstand mod et forbryderisk regime. Ja, som enhver anden stat, der står over for de samme trusler, har palæstinenserne sådanne rettigheder, herunder at ty til militære midler. Og libaneserne har ligeledes ret til at modsætte sig israelsk militær aggression og krig. Det må ikke forveksles med støtte til de forskelligartede palæstinensiske og libanesiske partier, herunder Hamas og Hezbollah. Det gælder i særlig grad for aktioner, der medfører vilkårlige drab på civile.

 

Hovedopgaven for venstrefløjen er fortsat at udvikle en strategi, baseret på regional solidaritet fra neden. Det betyder modstand mod de vestlige stater og Israel på den ene side, og på den anden side også modstand imod de autoritære stater (hvad enten det drejer sig om Iran, Saudi-Arabien, Tyrkiet, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater osv.), og de politiske kræfter, der er knyttet til dem. Baseret på klassekampe fra neden er denne strategi den eneste vej til at vinde befrielse fra disse regimer og deres imperialistiske støtter (hvad enten det er USA, Kina eller Rusland). Igennem denne kamp må palæstinensere, libanesere og dem i andre lande også medtage kravene fra alle, der lider under national undertrykkelse - som kurderne og andre, der lider under forskellige former for etnisk, sekterisk og social undertrykkelse.

 

20. januar 2024

 

NOTE:

Det skal bemærkes, at den 7. oktober blev israelske civile også dræbt af israelske besættelsesstyrker, herunder ved affyring af granater mod huse, hvor israelere blev tilbageholdt.

 

Joseph Daher er en schweizisk-syrisk akademiker og aktivist med et omfattende forfatterskab bag sig om det syriske oprør. Hezbollah mm., samt medstifter af ’Alliance of Middle Eastern and North African Socialists’.

 

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen