Der går ikke en dag uden nye bombeangreb i Gaza og Libanon. Den politiske, økonomiske og militære ledelse i Israel har besluttet at udnytte angrebet d. 7/10 sidste år som baggrund for en genoptegning af kortet over Mellemøsten. Der står nu israelske soldater i Syrien, der foregår en landinvasion af det sydlige Libanon, og den militære aktivitet i Palæstina er blevet øget. Derudover bomber Israel yderligere både Iran og det nordlige Yemen, og fra hele tre forskellige lande forsøger Hezbollah, Houthi’erne og Iranerne at bombe i Israel. Israels regering forsøger åbent at opfordre til borgerkrig i både Libanon og Iran. I denne situation øges de regionale spændinger til bristepunktet.

Samme umenneskeliggørelse
Det er ikke unikt for Israel at søge at løse de afgørende indre modsætninger i samfundet via uhæmmet vold mod befolkningen. Det unikke for Israel er, at den befolkning, som volden udøves mod, er det besatte palæstinensiske folk. På trods af deres påståede forskelle, minder den Israelske handlemåde meget om den måde, som Assad opførte sig på mod den syriske befolkning, som Saddam anvendte mod kurderne og som Janjaweed benytter mod befolkningen i Sudan. Den centrale fortælling forbliver den samme: at modstand mod en bestemt regering og en bestemt politik fører til det fuldstændige tab af alle formelle rettigheder, modstanderen er ikke borgere, ikke engang mennesker, og derfor er der ingen rettigheder, som kan tildeles dem.

For den indsatte er forskellen på at være placeret i Sednaya i Syrien eller Sde Telman i Israel ikke eksisterende. For den bombede har det ingen interesse, om bomberne er smarte bomber fra USA, en tønde fyldt med sprængstof og metalstumper smækket sammen i Syrien eller en russisk eller iransk raket. Det er ikke vigtigt for ofrene, om bomberne er smidt fra israelske eller russiske fly, når resterne af ens naboer må graves ud af et sønderbombet hjem.

Det peger på en dybere forbindelse i den måde, som folkemorderiske regimer handler på. På et tidspunkt, så er udryddelsen af befolkninger at foretrække frem for opgivelse af egen magt. Vi har her at gøre med et definerende træk ved en lang række af regimer, og fælles for dem er, at de lærte vigtige lektier fra nedkæmpelsen af Det Arabiske Forår – også de steder, hvor denne bevægelse ikke fik nogen nævneværdig kraft. Den lektie er, at uhæmmet brutalitet kan knuse folkelig modstand, det er den samme opskrift, Israel forsøger at gentage nu.

Magthavernes fælles frygt 
I en række arabiske lande har solidaritetsdemonstrationer med Palæstina været forbudt det meste af det forgangne år. Demonstrationerne viste sig meget hurtigt at genoptage energien fra de enorme sociale og politiske forskydninger, vi oplevede i det forgangne årti. De var en decideret trussel mod de arabiske ledere, der forsøger at balancere mellem en formel kritik af Israel og opretholdelsen af handelsforbindelser med samme. Det er bemærkelsesværdigt, at flere sydamerikanske lande end arabiske har afbrudt deres forbindelser til Israel i protest mod folkemordet i Gaza. Det er svært at forestille sig, at Israel havde haft det nuværende manøvrerum til at igangsætte det aktuelle folkemord, hvis ikke det var fordi de folkelige aspirationer omkring dem var blevet knust. I dette centrale spørgsmål forbindes Israels kapitalister og magthavere med enhver kapitalist og magthaver i de omkringliggende lande.

Derfor er ethvert håb om, at de arabiske lande formår at standse Israels folkemord også luftkasteller. Det har de hverken viljen eller evnen til. Mens Hizbollah i årevis vil kunne binde Israel til en udmattende guerillakrig i Libanon, så er det utænkeligt, at de vil kunne udfordre Israel i en direkte militær konfrontation. Mens Houthi-bevægelsen kan standse skibssejlads i Adenbugten, så er det fri fantasi, at de nogensinde skulle kunne blive en militær trussel mod den israelske hær. Og mens den iranske hær kan sende et enormt antal raketter mod Israel, så kommer Iran aldrig til at true Israels militære kapacitet seriøst, endsige til at kunne bremse Israels koloniale projekt overfor palæstinenserne. På den anden side kan Israel ikke for alvor forvente sikkerhed, hverken på den jord, som de nu invaderer i Libanon eller i selve Israel. Det samme gør sig gældende for Israels udenlandske støtter, der har kastet enhver rest af international retsorden ud ad vinduet.

Nyt arabisk forår?
Venstrefløjens svar på situationen kan ikke basere sig på en yderligere militarisering af en konflikt, som alene kan få verden til at brænde. Tværtimod må vi stå entydigt fast på en afvæbning af den og derfor på det simple krav, at våbenhandel med og militær støtte til Israel skal ophøre med det samme!

Ved at fastholde ofrenes synspunkt, så bliver det til gengæld muligt og oplagt at åbne for en alliance og samtale med den massebevægelse, der definerede ’10’erne – bredt set kendt som Det Arabiske Forår. Her er det afgørende, at vestlige venstreorienterede træder tilbage og lytter til de uvurderlige erfaringer, som blev samlet i den proces, samt at vi forstår at bygge alliancer langt ind i den arabiske diaspora, folk som for manges vedkommende er endt i Europa netop på baggrund af deres hjemlige tyranner.

Dette møde finder i øjeblikket sted ved de store og folkelige solidaritetsdemonstrationer for Palæstina og den samlede bevægelse for palæstinensisk frihed og menneskeværd, der i øjeblikket er samlet i kravet om en øjeblikkelig varig våbenhvile. Det er en afgørende opgave for den danske venstrefløj at tage aktivt og del i og nyttigt bidrage til denne bevægelse. At forbinde den til andre bevægelser for frihed og lighed, ikke kun i regionen, men internationalt. Det er allerede et erklæret perspektiv for dele af bevægelsen, der aktivt har forbundet sig til øvrige kampe for international solidaritet og mod imperialisme. Venstrefløjen kan med et ydmygt og arbejdsomt bidrag medvirke til både at skabe kontakter og dele erfaringer, og det skal vi selvfølgelig gøre så godt vi kan.

Socialistisk ArbejderPolitiks Forretningsudvalg, den 20. oktober 2024