Klimaet kom til at fylde for meget, og vores klimapolitik fremstod teknokratisk. Enhedslisten skulle have gjort mere ud inflationsudspillet, siger Emil Samaras i dette interview om Enhedslistens tilbagegang i folketingsvalget.

af Michael Voss

Emil Samaras var opstillet for Enhedslisten i Københavns Storkreds. Han er 24 år, bor på Frederiksberg og studerer retorik. Han er også medlem af Rød-Grøn Ungdom.

 

”Jeg valgte at føre valgkamp på klimaspørgsmål, fordi mange unge ikke opfatter Enhedslisten som det grønneste parti,” fortæller Emil Samaras og fortsætter:

 

”Men hvad skete der så? Så fokuserede hele partiet på klimapolitikken. Det skulle jeg jo være glad for, men alligevel ikke. Det blev for meget all-in, så f.eks. ulighed kom til at stå for svagt.

 

Jeg mener heller ikke, at valgkampen for klimaet var helt, som den skulle være. Den blev for teknokratisk,” siger Emil og henviser til det berømte tv-dækkede møde mellem Inger Støjberg og Mai Villadsen på Støjbergs brors gård.

 

”Støjberg kom til at fremstå som repræsentant for lokalsamfundet. Mai talte hele tiden om, at vi skal leve op til nogle mål. Vi skal tale mere om, hvad det betyder for mennesker.

 

Jeg tror også, vi skal blive bedre til at lave tydelige fjendebilleder, som folk kan forholde sig til. Hvem er skyld i problemerne? Hvem burde handle anderledes?

 

Kravet om at forbyde privatfly havde noget af det, men vi brugte det ikke nok i valgkampen,” mener Emil.

 

Emil uddyber bemærkningen om ulighed: ”Der kom et rigtigt godt inflationsudspil, men det fik ikke nok plads i valgkampen. Vi fik ikke vist tydeligt nok, at vi har en politik, der kan hjælpe mennesker, som er pressede på økonomien. Derfor kan jeg godt være enig, når Pelle Dragsted skriver, at vi skal have mere klassepolitik.

 

”Vi skal have mere klasse og mindre klima,” siger Emil, men retter sig selv: ”Måske ikke mindre klima, men mere klasse, end vi har haft indtil nu.”

 

Et andet begreb, der har fået en plads i Enhedslistens debat om valgresultatet, er ”modernisering”, som var hovedpointen i et debatindlæg af Pernille Skipper i Politiken.

 

”Når jeg går ind for modernisering, så handler det ikke specielt om politikken, men om den måde, som partiet arbejder på. Vi skal være hurtigere til at omstille os, så vi kan føre kampagner om det, der bekymrer folk.

 

Vi skal også blive bedre til trække flere mennesker til partiet og til at aktivere flere.

 

Jeg er med i RGU. Det er lykkedes os at skabe et rum, hvor det er nemt at være med. RGU er åbne, offentlige, er meget til stede online, ringer rundt til medlemmerne og bruger mange forskellige redskaber.

 

Det skal Enhedslisten lære af. De kommer til at lære af det. Det er bare et spørgsmål om, hvor længe det varer.”

 

Jeg spørger også Emil, hvad han mener om tilgangen til Mette Frederiksen-regeringen:

 

”Vi var nok for ukritiske, men vi kunne ikke rigtig gøre andet i valgkampen, fordi det er sådan, vi har forholdt os til regeringen i årene op til valget,” svarer han.

 

Til sidst anfægter Emil interviewets hovedspørgsmål: Hvorfor gik Enhedslisten tilbage?

 

”For mig er tilbagegangen ikke overvældende. I det store billede er det mere et udtryk for stagnation. Men stagnation er ikke godt nok, og vi skal ikke stille os tilfredse med undgå tilbagegang eller genvinde de fire mandater. Vi skal have et perspektiv for at vokse.”

 

Og hvordan gør vi så det?

 

”Det er ikke, fordi jeg har alle svarene. Med valgkampen i baghovedet vil jeg sige, at vi skal fremstå ulighedsbekæmpende som Inger Støjberg og have klare værdier som Vanopslagh.”

 

”Vi skal kombinere brede folkelige paroler og klare fjendebilleder med positive forslag, som kan trække Danmark radikalt til venstre,” lyder Emils afslutningsreplik.

 

Enhedslisten efter valget

Enhedslisten mistede en fjerdedel af sine vælgere ved folketingsvalget i november 2022. Hvad er forklaringen på det? Hvilke overvejelser giver det anledning til, og hvordan rejser partiet sig igen? Disse spørgsmål bliver allerede diskuteret flittigt og vil uden tvivl sætte sit præg på det næste årsmøde. Som bidrag til debatten bringer Socialistisk Information i den kommende til en række interviews med forskellige kandidater og medlemmer af partiets ledelse.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com