Verden er præget af stigende rivalisering mellem imperialistiske stormagter, der ikke viser nogen respekt for menneskerettigheder og folkeret. I Palæstina fortsætter Israels brutale folkemord støttet af USA, med EU som passiv tilskuer, og Danmark gør sig medansvarlig ved at eksportere våbendele til Israels krigsførelse. I Ukraine fortsætter Rusland sin blodige krig og besættelse, mens USA presser Ukraine til at afgive naturressourcer, og acceptere russiske krav. Trump truer med at annektere Grønland, befolkningen har klart svaret. at de ikke ønsker at blive en del af USA. Men truslerne fra en af verdens største magter skaber utryghed i Grønland og i Rigsfællesskabet.
Den usikre og forandrede verdenssituation stiller nye krav til socialistiske partier. Det er nødvendigt, at vi kaster os offensivt ind i kampen om fremtiden, med følgende budskaber:
1. Vi skal styrke den internationale solidaritet med folk og nationer, der kæmper mod imperialistisk aggression og besættelse af deres land. Derfor fortsætter vi støtten til Ukraines forsvarskamp. Det er ukrainerne selv der skal bestemme deres fremtid. Vi kræver at den danske regering, skal sige fra over for Israels folkemord, stoppe enhver støtte til Israels krigsførelse og arbejde for sanktioner og boykot, og anerkende Palæstina som stat. Vi støtter den grønlandske befolkning i modstanden mod USA, på deres vej mod eventuel selvstændighed, og i deres krav om respekt og ligeværd i Rigsfællesskabet.
2. Danmark skal gøre op med afhængigheden af USA, og at føre en uafhængig udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik Et første vigtigt skridt er at annullere aftalen om militærbaser, vi vil ikke give amerikanske tropper suverænitet over dansk territorium.
3. Uafhængighed af over for stormagterne kræver, at vi styrker vores egen forsvarsevne og suverænitetshåndhævelse. Efter mange års fejlagtig prioritering af USA's angrebskrige på bekostning af vores egen sikkerhed, vil det kræve forbedringer af dansk forsvar, samfundssikkerhed og beredskab. Men vi vil ikke deltage i en endeløs oprustningsspiral hvor militære udgifter skal udgøre en stadig voksende andel af vores økonomi. Udgifterne skal styres af, hvad der konkret er nødvendigt.
4. Vi skal opbygge udenrigs- og sikkerhedsalliancer baseret på respekt for menneskerettigheder, demokrati og den internationale retsorden. Det gælder først og fremmest med de nordiske lande, men også med andre af verdens lande, der respekterer og forsvarer disse principper. Et sådant nyt samarbejde kan komme til at udgøre et fremtidigt alternativ til et NATO domineret af et upålideligt USA.
5. Investeringer i forsvar og sikkerhed skal under ingen omstændigheder betales af velfærden, klimaet eller af mennesker med lave og almindelige indkomster. Den økonomiske elite må betale deres rimelige del, så vi kan udvikle vores velfærd, sikre en solidarisk pension, grøn omstilling, og større lighed. Det er ikke bare et spørgsmål om retfærdighed. Det er en forudsætning for at vinde over Putin og Trumps autoritære og højreradikale bevægelser, som næres dér hvor den sociale og økonomiske utryghed vokser.
6. Vi skal styrke FN, internationale institutioner, diplomatiet, udenrigstjenesten og det langsigtede arbejde for afspænding og stabilitet, gensidig nedrustning og fred. Vi skal gøre os uafhængige af USA, kunne forsvare os selv, hjælpe vores allierede og arbejde for en fredelig verden på samme tid.
Sådan kan vi byde stormagterne og undertrykkende regimer trods, og vinde en fremtid, som ikke er dikteret af deres kyniske magtsyn, men værner om alle menneskers ret til et liv i fred og frihed.







