Læsetid: 6 minutter

OpenDemocracy har alt med fem mindre feministiske græsrodsinitiativer i Italien, Polen, Aserbajdsjan, Kasakhstan og Tadsjikistan – lande som forfatterne har viden om, og hvor de har lokale kontakter – som bryder ud af de gængse fortællinger om kvinders rettigheder. Fra transfeministiske alliancer til handicappedes rettigheder og seksuel og kropslig autonomi, går disse grupper efter at tackle komplekse former for uretfærdighed.

 

Italien: transfeminisme imod den ekstreme højrefløj

Mens abort er lovligt i Italien i op til 90 dage fra undfangelsen, er det ofte ikke tilgængeligt. I regionen Marche, der ligger i hjertet af Italien og har været styret af Premierminister Giorgia Melonis ekstremt højreorienterede parti Brothers of Italy(Italiens Brødre) siden 2020, nægter 70% gynækologerne af moralske grunde at afslutte graviditeter.

 

Tidligt i 2021besluttede Marches regionale ledelse, at man ikke ville implementere et af centralregeringens tiltag, som tillod helbredsklinikker at udbyde gratis fortrydelsespiller. Som modsvar gik lokale transfeminister i gang med Libere Tutte – et intersektionelt kollektiv der taler for abortrettigheder og selvbestemmelse.

 

Libere Tutte, som betyder “alle er fri,” er den første gruppe i Marches sydlige provins Ascoli Picento, der inkluderer ikke-konforme kønsidentiteter og transpersoner i deres aktivisme ud fra en arbejderklasse og antifascistisk vinkel.

 

“Det gik op for os, at der ikke fandtes nogle grupper i vores område, som ville organisere deres kamp på et intersektionelt grundlag: nogle snakkede om queer spørgsmål, men uden at skele til de sociale eller arbejdsmæssige forhold,” sagde en Libere Tutte aktivist.

 

Libere Tutte bruger schwa symbolet – “e” – for at bryde ud af den binære kønsopfattelse. ”Vi bruger inkluderende sprog, fordi ikke-binære identiteter har behov for at blive navngivet og få liv gennem vores sprog”, forklarede de. ”Det fjerner ikke cis-kvinders identitet. Vi taler om retten til abort for kvinder og gravide mennesker, vi ekskluderer ikke nogen.” Gruppen har sluttet sig til protestaktioner og kampagner, der kræver lovlig, sikker og fri abort for alle.

 

På trods af nogle forhindringer fra de lokale myndigheder, organiserede Libere Tutte i 2021 den første Pride i Piceno-området for at (gen)vinde et rum for LGBTQIA+mennesker. Gennem protester og offentlige begivenheder, ønsker gruppen at involvere lokalbefolkningen i en dialog om transfeministiske emner og danne et netværk af ligesindede kollektiver i og udenfor regionen. Den fjendtlige politiske situation i Italien gør, at deres kamp er endnu mere presserende.

 

Libere Tutte siger: “Anti-fascisme står som en central del af vores tilgang og i tranfeminismen generelt. Findes der nogen værre begrænsning af folks selvbestemmelse end at gennemtrumfe sin magt top-down på sådan en radikal måde?”

 

Polen: kvinder med handicaps skal ses

I Polen hvor reproduktive rettigheder er truede af det herskende parti, Law & Justice, brød der massedemonstrationer ud i 2020, efter at landets Grundlovstribunal gennemførte et nærmest totalt forbud mod abort..

 

En gruppe der støtter kampene for rettigheder, men som ikke er helt komfortabel med den mainstream kvinderettighedsbevægelse, er Artykul 6(Artikel 6). Det er et uformelt venstreorienteret kollektiv, der består af kvinder med handicaps og deres støtter. Gruppen forener akademikere og aktivister, som kæmper imod usynliggørelse af k

vinder med handicaps og objektiviseringen af dem i den offentlige diskurs.

 

Gruppens navn refererer til artikel 6 i FNs rettighedskonvention for mennesker med handicaps. Den artikel kræver at staterne anerkender, at kvinder og piger er udsat for flere former for diskrimination og at de tager passende tiltag for at sikre deres ”fulde udvikling, fremme og myndiggørelse”

 

Handicap-aktivister i Polen argumenterer ofte med at abort er imod mennesker med handicaps, da det fører til arvehygiejniske praksisser, der stræber mod at forbedre den genetiske kvalitet i mennesker. Den polske feministiske bevægelse på deres side argumenterer for at retten til abort giver kvinder et valg, når det gælder forældreskabet til børn med handicaps. ”Det der forenede os,” sagde Magdalene Koceiko fra Artykul 6 til openDemocracy, ”er at vi ikke er enige med de to fortællinger, men vi anerkender deres logik.”

 

I stedet taler kollektivet om ”empowerment”, selvbestemmelse og menneskerettigheder for kvinder med handicaps – især reproduktive rettigheder. De nægter at kategorisere handicaps medicinsk eller som objekt for godgørenhed.

 

Medlemmerne af kollektivet er aktive på flere fronter: de organiserer begivenheder, underviser og arbejder i andre civilsamfundsorganisationer. I 2019 organiserede de Polens første kongres for kvinder med handicaps og deres allierede. Mødets slogan var ”Ikke noget om os uden os”. Artykul 6 aktivister deltager i researchprojekter om mulighederne for gynækologisk pleje og adgang til abort for kvinder med handicaps.

 

“Jeg føler, at takket være vores handlinger, vores blotte tilstedeværelse, begyndte dele af den feministiske bevægelse at forstå de specifikke behov for kvinder med handicaps, som de ikke anerkendte før,” sagde Koceiko.

 

Aserbajdsjan: Forstyrrelse af militarismen gennem en feministisk fred

Kvindelige menneskerettighedsforkæmpere og aktivister I Aserbajdsjan er ofte udsat for smædekampagner af myndighederne – og befinder sig i en sårbar position på grund af de begrænsninger af civilsamfundet, der er sket under præsident Ilham Aliyevs næsten 20 år lange autokrati.

 

Men på trods af risiciene organiserede det Feminist Peace Collective (Det feministiske fredskollektiv) et uafhængigt græsrodsinitiativ i 2020. Gruppen var stadig i de tidlige stadier af sin undfangelse da den anden Karabakh krig fejede de spinkle håb om fred i regionen af banen.

 

På det tidspunkt husker medstifter og aktivist Lala Darchinova, ”krævede folk, der tidligere havde været involveret i fredstiltag krig.” Hun mener, at det var fordi Aserbajdsjans fredsopbyggende grupper cirklede omkring internationale donorers tilskud, som advokerer for kvinders deltagelse i fredsprocesser uanset, om de har en progressiv vision for at ændre på konflikten.

 

“Krigen triggede os til at lave vores feministiske fredsaktivisme gennem en politisk gruppe, der ville vise en stærk position både med hensyn til konfliktløsning og køns(rolle)spørgsmål,” sagde Darchinova.

 

Det feministiske fredskollektiv er et venstreorienteret initiativ, som taler for demilitarisering, social retfærdighed, fredsopbygning anført af græsrodsbevægelser og kollektiv modstand til autoritære og neoliberale ideer. Gennem research-artikler, kunst og historier, der tilbageviser patriarkalsk vold, stiller de feministiske fredsressourcer til rådighed på aserbajdsjansk og rammer både et specifikt publikum og mere generelt. De ønsker også at give stemme til nye fortællinger omkring freds- og konflikthåndtering for at afsløre de byrder krigen lægger på almindelige mennesker i hverdagen og forstyrre den dominerende nationalistisk-maskuline diskurs.

 

Det feministiske fredskollektiv har allerede givet styrke til en lille gruppe af aserbajdsjanske feministiske researchere, aktivister og illustratorer, men de har et større mål. ”Vi vil samarbejde, ikke bare i men også udenfor landet,” fortalte Darchinova openDemocracy, ”for at forbinde armeniere og georgiske modparter og skabe netværk, en antikrigs- eller fredsbevægelse, en modstandsgruppe.”

 

Kasakhstan: bryd med tabuer om seksualitet

Konservative værdier er på fremfærd i Kasakhstan. I 2017 blev vold i hjemmet fjernet fra landets straffelovgivning, idet regeringen hævdede, at det ville være mere effektivt at indføre det i en separat lov. Men mange aktivister argumenterer for at det længe-ventede lovudkast, som nu er forelagt Parlamentet, ikke gør nok for at beskytte kvinder mod overgreb.

 

Kasakhstan har få projekter, der hjælper overlevere fra vold i hjemmet og endnu mindre opmærksomhed mod de grundlæggende årsager. En feministisk græsrodsorganisation, som forsøger at adressere dette er UyatEmes.kz, som er en online platform for teenagere og deres forældre, hvor der diskuteres pubertet og seksualitet.

 

Initiativtageren, Karlygash Kabatova, sagde at ideen til at starte Uyat Emes, som betyder ”ikke skamfuldt” på Kasakhstansk opstod i 2017, da hun for første gang lagde mærke til overskrifter om teenagepiger der blev gravide og om efterladte nyfødte.

 

Hun foretog research sammen med en uafhængig kollega og fandt ud af, at der ikke var nogen seksualundervisning i skolerne og at mange unge mennesker i Kasakhstan ikke var opmærksomme på præventionsmidler. Selv om der var online ressourcer til rådighed, var der også meget misinformation. I fokusgrupper organiseret af Kabatova og hendes kollega, sagde nogle piger, at de havde troet, at de skulle dø, da de fik deres første menstruation mens drenge sagde, at de ikke anede, hvad våde drømme gik ud på.

 

Kabatova siger, at sex og reproduktiv sundhed sjældent diskuteres i familier eller online. ”Dengang, hvis jeg gik på Instagram, var alt hvad jeg kunne finde fortællinger for unge koner eller mødre, der roste moderskabet og delte opskrifter. Men de diskuterede ikke problemer for unge koner, for eksempel om deres seksualliv.”

 

I Kasakhstan bliver piger, der bliver gravide i en ung alder ofte udskammet for det. ”Og så bliver pigen nødt til at blive gift med den her fyr og hele familien, misbruger hende, fordi de ikke respekterer hende,” siger Kabatova.

 

For at forsøge at bekæmpe dette uddanner Uyat Emes om reproduktiv sundhed i et enkelt men brugervenligt sprog. De tilbyder også forældrerådgivning om, hvordan man kan tale med sine børn om seksualitet. ”Det er ikke engang om sex,” siger Kabatova ”det er om sunde relationer og det reproduktive system.”

 

Tadsjikistan: feministisk solidaritet imod “victim-blaming” 

Vold i hjemmet er også fremherskende i Tadsjikistan. Internationale donorer – som landet er afhængig af – har tilbudt løsninger som juridisk og psykologisk bistand for kvinder i landområderne og mikrolånsinitiativer for at promovere kvinders økonomiske uafhængighed. Men de sociale normer, der legitimerer køns(rolle)baseret vold, bliver sjældent diskuteret.

 

Det er derfor vennerne Elena Nazhmetdinova og Farzona Saidzoda grundlagde Tell Me Sister(Fortæl mig søster), en Instagramside, der opmuntrer bybefolkningens unge i Tadsjikistan – som ofte er mere aktive på sociale medier – til at dele deres erfaringer med fysisk og verbal chikane. Tell Me Sister udgiver disse beretninger anonymt.

 

Det primære mål for Tell Me Sister var at skabe et trygt rum for kvinder til at tale højt om deres erfaringer og at gå op imod den dominerende diskurs, som promoverer ”victim-blaming.” Nazhmetdinova forklarede: ” På grund af samfundsnormerne, er det første folk siger til dig, at du er skyldig, fordi du må have haft et for kort skørt eller du gik sikkert på gaden mens det var mørkt.”

 

Tell Me Sisters andet mål er at øge opmærksomheden på omfanget af den chikane kvinder står overfor. Det, de lægger ud, er et online manifest imod alle der insisterer på at chikane ikke findes i Tadsjikistan, eller at det ikke er så udbredt. Historier fortalt af tadsjikiske kvinder formidler et klart budskab: jo, chikane findes og det et meget større end du kan forestille dig. Nazhmetdinova fortalte openDemocracy at indenfor to dage efter lanceringen i 2020 havde næsten 200 kvinder delt deres beretninger på siden.

 

Tell Me Sister er ikke tænkt som en platform til argumenter og debat, men som et rum for kvinder til at styrke hinanden og hele sammen. Nazhmetdinova fjerner altid hadefulde kommentarer, så de ikke påvirker de kvinder, der fandt mod til at dele deres historier. Hun er konsekvent med hensyn til sidens retningslinjer: Vi vil støtte kvinder. Hvis du vil ”victim-blame”, så hold din holdning for dig selv.”

 

Laura Luciani
Karolina Kluczewska

 

Click here to subscribe to ESSF newsletters in English and/or French.

 

P.S.

Open Democracy

https://www.opendemocracy.net/en/5050/feminist-initiatives-europe-eurasia-italy-poland-azerbaijan-kazakhstan-tajikistan/