Det er faktisk kun gennem en forening og politisering af alle de forskellige fløje i den brede opposition, uanset forskelle i erhverv, vidensniveau, køn, alder osv., at diktaturet kan besejres.
Det store flertal af medlemmerne af den brede opposition har opnået en grad af politisering i ordets dybeste forstand gennem erfaringerne med enhed i handling. De forskellige politiske organisationer kan ikke erstatte denne erfaring, og de kan heller ikke samle og centralisere hele befolkningen uden et minimumsprogram, der kan forene dem uanset deres politiske tilhørsforhold eller religiøse overbevisning. Et fælles minimumsprogram må utvivlsomt være oppositionens umiddelbare strategiske mål.
Jo længere diktaturets socialpolitiske krise trækker ud, desto mere sandsynligt er det, at der vil opstå en sort svane1, som vil føre til regimets undergang, og derfor er det nødvendigt at være forberedt på en sådan mulighed. Pointen er, at regimet er blevet så fastlåst i sin "magt eller død"-strategi, at det ikke har tilstrækkeligt incitament til at stoppe sin undertrykkende politik. Det har satset for meget på undertrykkelse til uden videre at kunne trække sig tilbage, men den socioøkonomiske nedbrydning af landet og det gradvise tab af dets sociale grundlag vil måske tvinge det til at finde en anden strategi: fremskyndede valg.
Det kan ikke udelukkes, at der kan afholdes valg før tid, hvilket også ville indebære en ændring af styrkeforholdet i Ortegas regeringsledelse, da det ville betyde en delvis opgivelse af undertrykkelsen til fordel for en forhandlingsløsning. Det ville være en anerkendelse af, at den repressive strategi ikke har været i stand til at bryde den socialpolitiske modstand fra den udvidede sociale bevægelse.
Strategiskiftet kan være så usædvanligt, at konsekvenserne er vanskelige at forudse i deres helhed. Den herskende elites magt ville skifte fra to til tre personer til skade for den fløj, der siden begyndelsen af aprilkrisen har været engageret i strategien "lad os gå til stålet". Selv om intet overhovedet bør udelukkes fuldstændigt, er det under alle omstændigheder usandsynligt, at den undertrykkende politik vil blive opretholdt på ubestemt tid uden ændringer. Foreløbig er det usikkerhed, der præger den nærmeste politiske fremtid. Vi skal huske på, at regimet satser på at holde sig ved magten med alle midler.
Det er for tidligt at forudsige, om den forhandlingsstrategi, Humberto Ortega (Daniel Ortegas bror, tidligere hærchef, oversætters anmærkning) går ind for, vil være tilstrækkelig vellykket til at blive den politiske vej, man vil gå ned ad. Det, vi ved, er, at regimet ikke kan opretholde status quo eller den nuværende politiske ubevægelighed, da det er indlysende, at det ikke kan nå sit politiske mål om at vinde tid ved hjælp af permanent undertrykkelse alene.
Det er umuligt at forudse den politiske fremtid og dens konsekvenser præcist, men vi bør ikke undervurdere tilfældighederne (sorte svaner) eller termitternes evne til at få regimet til at implodere i betragtning af det høje niveau af social, økonomisk, religiøs og politisk nedbrydning i Nicaragua.
Hvordan kan landet fungere normalt, hvis befolkningen lever i en tilstand af permanent socialpolitisk gæring? Meget tyder på, at forholdet mellem befolkningens store afstandtagen til diktaturet og udfordringen med at opbygge et politisk lederskab, der kan besejre det, er det umiddelbare strategiske mål, der skal nås.
De, der ønsker at gå i dialog med Ortega under de nuværende omstændigheder uden nogen ændring, håber, at flertallet i befolkningen er villigt til at acceptere en forhandlet afslutning på diktaturet uden social opstand, hvis den er har få konsekvenser for befolkningen. De, der ønsker at forhandle med Ortega, tror, at de kan opnå støtte fra flertallet af befolkningen på grund af manglen på et program, der kan forene dem omkring en politisk vej til at vælte diktaturet.
Under alle omstændigheder er det klart, at der er forskel på en situation, hvor små isolerede grupper gør oprør uden noget kampprogram til at koordinere dem, på den ene side, og på den anden side en situation, hvor små organisationer allerede har skabt en samling af kræfter med et kampprogram, selv om de stadig udgør et lille organiseret mindretal. I dette tilfælde vil kampen være lettere, når diktaturet er faldet.
Fraværet af et fælles kampprogram betyder, at en simpel antidiktatorisk aktivitet og bevidstgørelse ikke har varige virkninger på befolkningens bevidsthed og giver dem, der støtter en blød udvej, mulighed for at genvinde det politiske herredømme på trods af den alvorlige sociopolitiske uro. I 2018 trådte hundredtusindvis af borgere, der ikke tidligere havde været politisk aktive, for første gang ind på den politiske arena. I mangel af et fælles minimumsprogram orienterede og orienterer de sig i princippet mod de kræfter, der går ind for den bløde landing, som det skete i 2018 og 2019.
Diktaturet kan ikke stoppe den socialpolitiske afmatning, det har oplevet siden 2018. Dets politiske magt er ikke blevet bakket op i lang tid, og derfor er det nødvendigt at fremrykke valget for at vinde tid, mindske den internationale isolation og undgå yderligere sanktioner.
Nogle tager fejl i deres tro på, at Ortega-Murillo er stærke. Efter min mening forstår de ikke udviklingen i regimets igangværende implosionsproces. På det seneste har Ortega vist sig at være uden kreativitet, han har ikke længere den bedste hånd at spille, og hans position som leder er ikke længere garanteret.
En forening af oppositionen kan vise sig at være regimets sorte svane, da en samling af de forskellige strømninger i oppositionen vil vise, at den ikke kun stræber efter at få en plads ved det nationale politiske bord, men at den ønsker at sidde for bordenden.
Håndteringen af et stadig vanskeligere forhold til Ortega-Murillos diktatur vil være den vigtigste prøve for oppositionens politikere i de kommende måneder. Oppositionens strategi må være at samle og forene de forskellige oppositionsfløje i en samlet union.
20-4-2023
Oscar-René Vargas er økonom, sociolog og historiker. Aktiv sandinist i den anti-somocistiske modstand. Deltager i FSLN-regeringen efter den revolutionære sejr i 1979. Indtog til sidst en kritisk og uafhængig holdning i forhold til demokratiske og socialistiske holdninger. Forfatter af 36 bøger og talrige artikler i forskellige medier. Han blev arresteret i Managua i november 2022 og fængslet og er en af 222 politiske fanger, der blev deporteret og frataget deres nationalitet af diktaturet.
Taget fra https://correspondenciadeprensa.com/ 21/04/2023
1 En sort svane er en helt uforudset begivenhed, der ændrer dagsordenen fuldstændigt, som f.eks. 11. september eller coronaepidemien, - oversætters anmærkning
