OBS: Nyhedsbrevet i uge 32 henviser fejlagtigt mindeord om Steen Andersen til denne side. Det rigtige link er her!

Ligesom Le Pen – nu leder af den største oppositionsstyrke i Frankrig – hævder Meloni at være “post-fascistisk”. Den nationale befrielsesdag, skrev hun, er “en fejring af friheden” og en “bekræftelse af de demokratiske værdier, der er indgraveret i den republikanske forfatning”.

Nogle dage tidligere havde Ignazio La Russa, formanden for det italienske senat, valgt af Melonis parti Italiens Brødre, udtalt, at antifascisme ikke definerer den italienske forfatning. Og Melonis landbrugsminister erklærede, at italienerne var truet af en “etnisk udskiftning” i deres eget land, som et ekko af den “store udskiftning”, hvor ægte borgere konfronteres med skyggefulde, fjendtlige internationale kræfter, der organiserer sig for at “afkristne” den europæiske civilisation eller på anden måde undergrave dens formodede kulturelle fundament.

Hvem er de autentiske Italiens Brødre, og hvad definerer så “postfascisme”?

Partier, der nedstammer fra den europæiske fascisme, og som en gang var begrænset til en marginalgruppe, er i løbet af årtier vokset til at blive betydelige politiske kræfter i Belgien, Frankrig, Italien, Sverige og Østrig, og i nogle tilfælde deltager de i regeringen. Sverigedemokraterne, et parti med rødder i den svenske nazisme, er blevet det næststørste parti i Rigsdagen, hvor den regerende højrefløjskoalition er afhængig af deres støtte. Alle definerer sig selv som post-fascistiske i deres parlamentariske engagement. Vox i Spanien er en ny deltager, som kæmper for at etablere sin post-fascistiske troværdighed.

Disse partier placeres ofte i et “populistisk” spektrum, som for eksempel omfatter de højrefløjspartier, der i øjeblikket regerer Ungarn og Polen. Et andet punkt på spektret ville være repræsenteret af det schweiziske Folkeparti, et borgerligt frimarkedsparti, som har delt regeringsmagten i årtier i en national “stor koalition”, men som er blevet mere og mere radikaliseret med en retorik vendt mod indvandrere så skinger som nogen i Europa. Det ville omfatte Alternative für Deutschland, hvor modstand mod EU blander sig med fjendtlighed mod islam og migranter, modstand mod klimatiltag og nazi-nostalgi. Det kunne også omfatte partier i Østeuropa, der styres af tidligere kommunistiske bureaukrater, som har omfavnet højreorienteret nationalisme (for eksempel i Slovakiet).

Vi kan ikke desto mindre identificere fælles elementer. Populisme i dag udtrykker en afvisning af vagt definerede “eliter”, som har forrådt “folket”. Den fremstiller sig selv som et oprør fra outsidere, der er imod et “system”, som er korrupt og uopretteligt. Den afviser både socialdemokratiet og den traditionelle borgerlige konservatisme som værende ligeværdige partnere i et “establishment”, der påtvinger nedskæringer, usikkerhed og kulturel nød. De eliter, den er imod, kan være politiske partier, embedsmænd og bureaukrater eller internationale institutioner, der lægger en fremmed dagsorden ned over borgere, som mangler en stemme og en meningsfuld repræsentation, eller et kulturelt etablissement, der angiveligt fremmer værdier, der ikke tager hensyn til folkets bekymringer. Den er ikke anti-kapitalistisk – nogle af dens mest fremtrædende figurer er kapitalistiske milliardærer. Den går ind for et “frit marked”, der ikke er begrænset af regulering og skatter. Den er ikke imod velfærdsstaten som sådan, men ønsker at begrænse dens fordele til “fortjente” medlemmer af et “nationalt fællesskab”, som er racistisk eller kulturelt afgrænset. Den ønsker “lov og orden”, en stærk udøvende magt, militariserede grænser og et stop for migration. Indvandreren har erstattet arbejderbevægelsen og “jødisk bolsjevisme” som den primære ideologiske besættelse af et forestillet fremmedlegeme, der skal fjernes fra det nationale samfund.

I lighed med den klassiske fascisme trækker den på et reservoir af reaktionær tankegang: racisme, etnificering af politik, afhængighed af konspirationsteorier og foragt for fornuftsbaseret analyse, nedvurdering af universelle værdier og en præference for at løse sociale problemer med politimetoder. Den klassiske europæiske fascisme drak ligeledes dybt af den reaktionære tankebrønd. Alligevel er det nødvendigt at fremhæve forskellene. Alle fascister er autoritære, men ikke alle autoritære er fascister. Og det har konsekvenser for, hvordan arbejderbevægelsen reagerer på denne populistiske opblomstring.

Fascismen i sin reneste form opstod i Italien og Tyskland som et svar på dybe kriser, der satte spørgsmålstegn ved det liberale demokratis legitimitet og mulighederne for fortsat kapitalistisk akkumulation. Det var en massebevægelse, der erklærede, at den ville ødelægge parlamentarismen og arbejderbevægelsen gennem den vold, den forherligede. Den erobrede gaderne som et udgangspunkt for at erobre den politiske magt. Da den kom til magten, eliminerede den alle former for autonome arbejderorganisationer sammen med alle andre uafhængige organisationer i civilsamfundet. Gennem det fascistiske parti og lederkulten hævdede fascismen at overskride klasser og klassekonflikter gennem et renset nationalt eller racemæssigt fællesskab. Den hengav sig til demagogisk (fordi den havde etnisk og racistisk udgangspunkt) antikapitalisme og lovede en social revolution gennem national genrejsning. Den forsøgte at relancere kapitalakkumulationen gennem en sammensmeltning af stat og samfund, der var gearet til udenlandsk erobring og ekspansion. På den iberiske halvø støttede Franco og Salazar sig i langt højere grad på traditionelle kilder til social autoritet som kirken end den particentrerede fascisme i Tyskland og Italien. Der var nationale (og lige så dødbringende) variationer andre steder i Europa, men dette var den definerende kerne i det fascistiske projekt.

Elementer af fascistisk tankegang og praksis spredte sig over hele verden, men blev aldrig effektivt kopieret; udvalgte elementer blev inkorporeret efter behov i henhold til lokale omstændigheder. I Latinamerika, for eksempel, har militærdiktatur været det historiske svar på kriser. Det gør ikke disse regimer mindre dødbringende, men der må advares mod at bruge fascisme som et skældsord i stedet for en analyse.

Selvom vi kan og bør sætte spørgsmålstegn ved deres demokratiske legitimitet, er det vigtigt at bemærke, at ingen populistiske eller post-fascistiske partier i Europa i øjeblikket opfordrer til at ødelægge det parlamentariske demokrati. Tværtimod, når de er ved magten, påberåber de sig det faktum, at de blev valgt som deres ultimative kilde til legitimitet. Det ville dog være klogt at huske på, at ingen populistisk regering endnu har stået over for en større social eller politisk udfordring, som kunne udløse dens autoritære reflekser, og at der er voldelige formationer omkring alle post-fascistiske formationer, som de bøller, der ransagede det italienske CGIL’s kontor i Rom for to år siden, og dem, der organiserer vold mod migranter og minoriteter i hele Europa.

Populistiske partier, herunder post-fascisterne, har en meget bredere base af støtte fra arbejderklassen, end det historisk var tilfældet. Le Pens National Samling er blevet et vælgerparti for en betydelig del af den franske arbejderklasse, selvom det skal ses på baggrund af politisk demoralisering og udbredt valg af sofaen. Arbejderne har set, hvordan socialdemokratiske og traditionelle borgerlige partier har været med til at slippe den hyperkonkurrencedygtige finansialiserede kapitalisme løs, som har ødelagt deres jobs, lokalsamfund og adgang til serviceydelser i årtier og undermineret traditionelle former for solidaritet og samfundsliv.

Populisme og post-fascisme giver næring til de stadig dybere skel i arbejderklassen: skel mellem arbejdere i den offentlige og private sektor, organiserede og uorganiserede arbejdere, arbejdere med i det mindste en vis social beskyttelse og dem uden, arbejdere i den formelle økonomi og dem udenfor, mellem indfødte og migranter, som alle påvirkes forskelligt af nyliberalismen. Fraværet af deltagelse fra den private sektor i den seneste strejkebølge i Storbritannien er symptomatisk for denne opdeling.

Når kapitalismen ikke længere ses som et udbytningsregime, et synspunkt som venstrefløjen forlod for årtier siden, er der kun kampen om fordeling, og fordeling inden for arbejderklassen selv. Det skaber den blindgyde, som reaktionære nationalismer trives i.

Populisme og post-fascisme nærer sig af fragmenteringen og nedbrydningen af den traditionelle organisering af arbejderklassen, i en flygtig sammenhæng, hvor selv velforankrede partier kan forsvinde fra den ene dag til den anden. Væksten i den autoritære nationalisme accelererer til gengæld processen med ustabilitet og krise. Dens fremmarch kan ikke stoppes ved at bekæmpe den i en generisk antifascismes navn eller med nostalgi for en forsvunden velfærdsstat, hvis fundament er fordampet. Det kræver en dybere analyse og kritisk tænkning om at genopbygge arbejderbevægelsen som et effektivt redskab for en klassepolitik, der er større end summen af dens spredte dele.

Oversat fra Globallabourcolumn af Peter Kragelund