På Socialistisk Påskeseminar tager vi den glødende aktuelle pensionsdebat med to markante debattører som indledere. Kom og deltag i debatten - og få afklaret dine synspunkter og/eller skærpet dine argumenter!

af Socialistisk Information

Torsdag den 18. april kl. 9:30-12:00: Faglig debat med Camilla Gregersen, forkvinde for DM, og Nicolai Bentsen, 3F Fælles TR

 

Man skal være akademiker for ikke at kunne se det urimelige i, at den nedslidte murerarbejdsmand skal knokle løs lige så længe som en gymnasielærer. Og når gymnasielæreren i gennemsnit oven i købet lever adskillige år længere, er det da klart, at der skal være en differentieret tilbagetrækningsalder – f.eks. baseret på, hvor længe man har været på arbejdsmarkedet.

 

Eller hvad?

 

Skal man være håndværker for ikke at kunne se, at psykisk nedslidning og udbrændthed kan gøre det lige så umuligt at holde sig kørende på jobbet som en ryg, der gør ondt? Og er den differentierede tilbagetrækningsalder, der er umulig at gøre retfærdig, bare en kilde til splittelse af kampen mod den stigende pensionsalder og for rimelige tilbagetrækningsmuligheder for alle?

 

Pensionsspørgsmålet er et af tidens brændende spørgsmål, der også ser ud til at komme i centrum for valgkampen. Partier, der stod bag den gyseragtige automatisk stigende pensionsalder, kappes om særdeles luftige løfter om lettelser til de særligt nedslidte erhvervsgrupper – mens regeringspartierne muntrer sig med statistikker om levetidens afhængighed af rygning, livsstil og køn. Men også i fagbevægelsen og f.eks. i Enhedslisten er der store uenigheder om, hvilke krav der aktuelt skal stilles i pensions-kampen.

 

På SAP’s påskeseminar kan du i år møde to engagerede klassekæmpere og debattører fra fagbevægelsen, der sikkert kan enes om mangt og meget – men langt fra er enige om netop dette spørgsmål!

 

Det er på den ene side Camilla Gregersen, forkvinde for Dansk Magisterforening, der mener, at en rimelig pensionsalder bør være en ”universel velfærdsrettighed for alle”, ”uanset vores personlige performance på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet”.

 

Og på den anden side Nicolai Bentsen, fællestillidsrepræsentant for 3F’erne på Det kgl. Teater, der taler for ”en anciennitetsbestemt tilbagetrækningsmulighed”.

 

Læs mere om påskeseminaret, priser, program og tilmelding.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com