[Oversat med tilladelse fra rosalux.eu]
Alligevel afslørede valgkampen et land – og en politisk venstrefløj – der var skarpt splittet om langt mere end blot Europa.
Spørgsmålet på stemmesedlen var snævrere, end store dele af debatten lod antyde. Islænderne skulle ikke tage stilling til, om de ville være medlem af EU, men om de ville genoptage de forhandlinger, der blev indledt efter finanskrisen i 2009 og suspenderet i 2013. Selv et ja-resultat ville derfor have markeret begyndelsen på en ny politisk proces, men ikke i sig selv et medlemskab af EU. Det ville stadig have krævet en yderligere politisk debat og godkendelse ved endnu en folkeafstemning.
Alligevel blev kampagnen en folkeafstemning om meget mere: suverænitet, den islandske krone, fiskeri, landbrug, priser, inflation, rentesatser, politisk tillid og Islands plads i Europa. Den afslørede et splittet land: Reykjavík mod store dele af det landlige Island, vælgere med universitetsuddannelse mod dem med kortere uddannelse, og, mest interessant, en venstrefløj, der ikke havde noget fælles svar.
For venstrefløjen gør dette resultatet mere kompliceret end blot skuffelse eller jubel. Et »nej« kan afspejle demokratisk skepsis over for EU, markedsliberalisering og fjerne institutioner. Men det kan også lade koncentrationer af økonomisk magt i hjemlandet stå uantastet. Det centrale spørgsmål – det, som folkeafstemningen ikke stillede – er derfor ikke blot »Bruxelles eller Reykjavík?«. Det er: Hvor ligger magten, hvem kontrollerer den, og hvem drager fordel af den?
Suverænitet – et følsomt emne
For at forstå den følelsesmæssige betydning af suverænitet i Island må man gå længere tilbage end til 2009. Island er en ung republik, men landets historie er uløseligt forbundet med kampen for at genvinde politisk og økonomisk magt, først fra Norge, derefter fra Danmark. I århundreder blev den politiske magt i Island udøvet fra udlandet, hvilket i høj grad begrænsede både handel og den økonomiske og sociale mobilitet. Selvstyre blev først indført i 1904, og Island blev en suveræn stat i 1918, men forblev i en såkaldt personalunion (hvor Danmark varetog udenrigspolitiske anliggender, o.a.). Republikken blev endelig oprettet i 1944.
Den historie har betydning. En politisk kultur, der er bygget op omkring at genvinde kontrollen fra København, vil ikke uden videre overdrage magten til Bruxelles. I den forstand er et »nej« ikke irrationelt eller blot nationalistisk. Uafhængighed er en del af det moderne Islands politiske identitet; det afspejles også i navnet på det historisk dominerende Selvstændighedspartiet (Sjálfstæðisflokkurinn).
Men uafhængighed har aldrig betydet isolation. Det finansielle sammenbrud i 2008 viste grænserne for økonomisk selvforsyning. Islands overdimensionerede, nyligt privatiserede banksystem brød sammen, kronen styrtdykkede, og landet henvendte sig til Den Internationale Valutafond og bilaterale kreditorer – især blandt de nordiske lande – for at få hjælp.
Island fulgte en genopretningskurs, der adskilte sig fra den, der blev pålagt flere sydlige EU-lande, men forestillingen om, at Island simpelthen reddede sig selv, er en myte. Det IMF-støttede program omfattede kapitalkontrol, devaluering, gældsomlægning og beskyttelse af vigtige dele af velfærdsstaten, samtidig med at man begrænsede socialiseringen af private banktab. Genopretningen kombinerede indenrigspolitiske valg med international bistand, adgang til markeder og samarbejde.
Tættere på EU – og tilbage igen
Det var i denne sammenhæng, at Island ansøgte om EU-medlemskab i 2009 under landets første venstreorienterede flertalsregering ledet af det socialdemokratiske Samfylkingin i koalition med Venstrepartiet - De Grønne (Vinstrihreyfingin – grænt framboð). Koalitionen var selv splittet: Spcialdemokraterne gik ind for tiltrædelse, mens de venstre-grønne forblev skeptiske. Ansøgningen var heller ikke blot et teknokratisk svar på finanskrisen. Den udsprang snarere af en debat inden for den islandske venstrefløj om, hvorvidt større europæisk integration eller større national autonomi udgjorde den bedste vej ud af krisen med henblik på at genopbygge økonomisk stabilitet.
Forhandlingerne begyndte i 2010. Da de blev sat i bero i 2013, var 27 forhandlingskapitler blevet åbnet og 11 foreløbigt afsluttet. En ny centrum-højreregering suspenderede imidlertid processen, og i 2015 meddelte Island EU, at landet ikke længere skulle betragtes som et kandidatland.
Island har ikke desto mindre aldrig rigtig forladt »Europa«. Landet er fortsat en del af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA) og Schengen. Gennem EØS deltager Island i det europæiske indre marked og gennemfører en betydelig del af EU-lovgivningen, samtidig med at landet forbliver uden for EU’s formelle beslutningsproces. Landbrug og fiskeri – begge vigtige sektorer for Island – er dog udelukket fra EØS’ centrale ordninger for det indre marked.
Vejen til folkeafstemningen i 2026
Paradokset omkring det europæiske spørgsmål i islandsk politik blev forstærket, da det for nylig blussede op igen. Der var ikke noget parlamentarisk flertal, der gik ind for EU-medlemskab, og de tre partier i regeringskoalitionen havde heller ikke en fælles holdning til spørgsmålet: Det liberale Reform (Viðreisn) er pro-europæisk, mens Folkets Parti (Flokkur fólksins) er imod, og Socialdemokraterne indtog en mere nuanceret holdning. Ikke desto mindre lovede koalitionen en folkeafstemning om genoptagelse af forhandlingerne senest i 2027.
I 2026 blev denne tidsplan fremskyndet. Inflationen var vedvarende høj (~5,6 procent i august), og Islands centralbank havde hævet sin rente til 8 procent. Husholdningernes købekraft, boligudgifterne og prisen på importerede varer holdt spørgsmålene om Islands økonomiske model på den politiske dagsorden.
Det geopolitiske miljø havde også ændret sig markant. Trump-administrationens trusler mod Grønland (herunder at forveksle det med Island) og en bemærkning fra den nye amerikanske ambassadør, der i spøg sagde, at Island kunne blive den 52. amerikanske delstat, rejste ubehagelige spørgsmål om Islands traditionelle sikkerhedsforhold. Søgen efter større økonomisk stabilitet blev i stigende grad knyttet til et bredere spørgsmål: I en stadig mere usikker verden, hvilke politiske alliancer kunne en lille stat stole på?
En splittet venstrefløj
Folkeafstemningen afslørede et usædvanligt kompliceret politisk landskab. Som tabellen viser, kan den islandske euroskepsis ikke blot indplaceres på venstre- og højrefløjen, og partiledelsernes holdning stemte heller ikke altid overens med partiets vælgere.
Ud over uenighederne inden for regeringskoalitionen, der dækker det politiske centrum, var tre partier i parlamentet imod folkeafstemningen. Der er i øjeblikket ingen partier til venstre for Socialdemokratiet repræsenteret i parlamentet, selvom disse partier tilsammen fik knap 10 procent af stemmerne ved valget i 2024. Deres fravær i parlamentet betyder ikke, at de var fraværende i den bredere debat. Desuden havde Venstrepartiet - De Grønne haft posten som premierminister fra 2017 til 2024, idet Katrin Jakobsdóttir beholdt posten, selv efter partiets tilbagegang ved valget i 2021 [fra 11 til 8 mandater, o.a.]. Efter den anden regeringsperiode brød partiets opbakning imidlertid sammen: Det mistede sin parlamentariske repræsentation fuldstændigt i 2024 [fra 25.000 til 5.000 stemmer, oa.a] og gennemgår i øjeblikket en proces med politisk og organisatorisk fornyelse.
Valgresultatet fra 2024 komplicerer billedet yderligere. Socialdemokratiet blev akkurat det største parti, men partiets succes faldt sammen med, at alle partier til venstre røg ud af parlamentet. Det seneste valg resulterede derfor i en tilsyneladende succes for centrum-venstre, samtidig med at den bredere islandske venstrefløj blev betydeligt svagere og mindre mangfoldig i parlamentet (se oversigt over partiernes holdning i skemaet til sidst i denne artikel).
Den mest afslørende splittelse fandt sted på venstrefløjen. Socialdemokratiet fremførte det klareste centrum-venstre-argument for et ja: først forhandle, og derefter vurdere de faktiske vilkår, der tilbydes. Set fra dette perspektiv kunne europæisk integration skabe økonomisk stabilitet og politisk indflydelse. Der var også et demokratisk argument: Island deltager allerede i vid udstrækning i den europæiske økonomiske orden, men har ingen formel rolle i fastsættelsen af de regler, landet skal følge. Ud fra denne vinkel var et EU-medlemskab ikke blot en afgivelse af islandsk suverænitet, men en generobring af den økonomiske beslutningsmagt.
Derimod fremførte Socialistpartiet det mest eksplicitte radikale venstreorienterede argument for et »nej«. Partiet kritiserer EU for grundlæggende at være opbygget omkring markeder, konkurrence og kapital, samtidig med at det rejser bekymringer omkring militarisering, fødevaresuverænitet og det tilgængelige rum for en uafhængig socialistisk økonomi- og arbejdsmarkedspolitik. EU’s demokratiske underskud, dets bredere geopolitiske orientering og dets politik over for Gaza var yderligere kilder til mistillid.
Den mest slående interne splittelse opstod inden for Venstrepartiet - De Grønne. Den officielle holdning hos de Venstre-Grønne var fortsat, at Islands interesser var bedre tjent uden for EU, men partiet er splittet, ikke kun mellem partiets politik og vælgerne, men også mellem generationer i partiledelsen. Partiets nyvalgte formand, Rósa Björk Brynjólfsdóttir, og næstformand, Bjarki Hjörleifsson, støttede en genåbning af forhandlingerne for at afklare, hvilken type aftale der kunne opnås. Denne tilgang fandt betydelig opbakning blandt partiets tilhængere. I Gallups sidste meningsmåling før folkeafstemningen havde omkring to tredjedele af de potentielle venstre-grønne vælgere til hensigt at stemme ja.
Flere fremtrædende tidligere ledere indtog den modsatte holdning, herunder den tidligere formand Svandís Svavarsdóttir, partiets stifter Steingrímur J. Sigfússon og den tidligere premierminister Katrín Jakobsdóttir, hvor sidstnævnte greb særligt kraftigt ind i kampagnens sidste dage. Katrín havde støttet påbegyndelsen af forhandlinger i 2009, men konkluderede senere, at denne proces havde vist, hvor lidt råderum Island havde i kritiske spørgsmål som fiskeri og landbrug. Hun kritiserede også EU’s demokratiske underskud, beslutningsprocessen og EU’s behandling af medlemslandene under finanskrisen. Hun afviste derfor tanken om, at en genåbning af forhandlingerne blot var en neutral øvelse for at »se, hvad Island kunne få« (som det kom til udtryk i ja-kampagnens slogan »Já til að sjá«, »Ja, for at se«).
Der var altså tale om en usædvanlig uenighed: En stor del af den gamle ledelse i Venstrepartiet - De Grønne forsvarede den traditionelle euroskepsis – forankret i en tradition for national suverænitet, miljøkontrol, fredspolitik og mistillid til centraliseret europæisk magt – mens partiets nye ledelse og et klart flertal af dets potentielle vælgere var villige til at genåbne det europæiske spørgsmål.
Endelig gik Piratpartiet, som afviser en konventionel venstre-højre-opdeling, i mindre grad til spørgsmålet med en fast holdning til europæisk integration og i højere grad med et perspektiv på demokrati og gennemsigtighed.
Ét land, flere politiske geografier og kløfter
På nationalt plan var resultatet af folkeafstemningen relativt tæt. Geografisk set var det ikke tilfældet. Reykjavík stemte ja, mens omkring seks ud af ti vælgere uden for hovedstaden stemte nej. Det ville dog være en fejl at reducere modstanden på landet til tilbageskuende nationalisme. Det islandske landdistrikt har væsentlige grunde til at være forsigtigt. Fiskeri og landbrug har langt større betydning uden for Reykjavík, og beslutninger om adgang til fisk, landbrugsstøtte og ressourceforvaltning kan afgøre, om en landsby har arbejdspladser, og om de yngre indbyggere bliver boende.
Der er også en lang historie med, at der i Reykjavík træffes beslutninger om steder, der ligger hundreder af kilometer væk. At erstatte et fjerntliggende center med et andet, endnu mere fjerntliggende, er ikke et særligt attraktivt forslag for disse samfund.
Denne skelnen mellem national suverænitet og lokal magt er afgørende og afslører en central modsætning. Island udøver måske suveræn kontrol over sit fiskeri i henhold til folkeretten, men de enkelte fiskerisamfund har ofte meget ringe indflydelse på, om kvoter, fartøjer og arbejdspladser forbliver der. Fiskerikvoterne er blevet stadig mere koncentrerede gennem årtier, og forskning dokumenterer en betydelig konsolidering på virksomheds- og fartøjsniveau.
Det er her, retorikken om suverænitet bliver kompliceret. Bruxelles kan fremstilles som den store trussel mod den islandske kontrol over ressourcerne, mens koncentrationen af kontrollen inden for Island kan få betydeligt mindre opmærksomhed. Det centrale spørgsmål er ikke, om Island bør afgive kontrollen over fiskeriet – det er, om national kontrol er det samme som demokratisk kontrol. Det er det helt klart ikke.
Landbrug og beskyttelsespolitik
Den samme spænding findes inden for landbruget. Der er stærke grunde til at støtte det islandske landbrug: fødevaresikkerhed, vanskelige produktionsforhold, beskæftigelse i landdistrikterne, kulturlandskaber og opretholdelsen af bebyggelser uden for hovedstaden. Island yder også betydelig landbrugsstøtte, hvoraf meget sker gennem prisstøtte, grænseforanstaltninger og produktionsafhængige betalinger. Alligevel har beskyttelsen ikke løst de underliggende problemer. Mange landbrug kæmper for at forblive levedygtige, antallet af landbrug er faldet, og generationsskiftet bliver stadig vanskeligere.
Dette skaber en ubehagelig modsætning. Forbrugerne betaler høje priser, delvis fordi det indenlandske landbrug er beskyttet, mens mange landmænd stadig kæmper økonomisk. Spørgsmålet er derfor ikke blot, om det islandske landbrug bør beskyttes, men om det eksisterende system fordeler fordelene effektivt mellem landmænd, forbrugere og landdistrikterne.
EU’s landbrugspolitik handler heller ikke blot om, at Bruxelles pålægger landbrugsstøtte eller markedsregler. EU’s ramme for udvikling af landdistrikter omfatter programmer som f.eks. LEADER, hvor lokale grupper udvikler og forvalter deres egne strategier og budgetter. Islands nuværende system yder selv regional og landdistriktsstøtte, men muligheden for, at europæisk integration kunne ændre de redskaber, der står til rådighed for landdistrikterne, fik kun ringe opmærksomhed under folkeafstemningen. Debatten fremstillede i stedet ofte et enten-eller-valg: at beskytte det islandske landbrug mod Bruxelles eller udsætte det for Bruxelles.
Det uventede spørgsmål om alder
Den måske mest slående udvikling vedrørte de unge vælgere. Gallups afsluttende meningsmåling, der blev gennemført fra den 24. til den 27. august, viste, at 60 procent af vælgerne i alderen 18–29 år havde til hensigt at stemme nej. Endnu mere slående er det, at dette tilsyneladende var en meget sen holdningsændring: I juni havde 63 procent af vælgerne i denne aldersgruppe haft til hensigt at stemme ja. Til sammenligning var resultatet blandt de 30–39-årige næsten jævnt, mens de ældre aldersgrupper hældede en smule mod »ja«. Universitetsuddannede var også betydeligt mere positivt indstillet over for forhandlinger end personer med folkeskole- eller gymnasieuddannelse.
Vi forstår endnu ikke, hvorfor denne dramatiske ændring fandt sted blandt de yngre vælgere, men resultatet komplicerer den velkendte antagelse om, at yngre vælgere nødvendigvis udgør den mest kosmopolitiske eller pro-europæiske gruppe, som man kunne forvente efter oplevelser som Brexit-folkeafstemningen.
Suverænitet for hvem? Den debat, Island ikke havde
Det, der måske var mest afslørende, var det, der ikke blev drøftet under valgkampen. Mange af de langsigtede sociale, økonomiske og regionale udfordringer, som Island står over for, blev stort set ikke berørt. Samtidig lykkedes det »nej«-siden at mobilisere frygt og vrede omkring Bruxelles, suverænitet, fiskeri og landbrug, idet de fremstillede afstemningen som et valg mellem islandsk uafhængighed og europæisk kontrol. Denne fremstilling indsnævrede debatten betydeligt.
Den centrale svaghed var, at der i kampagnen blev talt meget om suverænitet, men relativt lidt om magtfordelingen inden for Island. Fiskeriet er det tydeligste eksempel. Islændingene blev spurgt, om de ønskede at beskytte kontrollen over fiskeriet mod Bruxelles, men der blev talt langt mindre om, hvordan denne kontrol allerede udøves i Island; af hvem, til fordel for hvem og med hvilke konsekvenser for lokalsamfundene.
Det samme gælder landbrug, regionaludvikling, boligpolitik og finanspolitik. Det større spørgsmål, der ikke blev stillet, er ikke, om suveræniteten skal flyttes fra Reykjavík til Bruxelles, men om islændingene har tilstrækkelig demokratisk kontrol over de økonomiske beslutninger, der allerede præger deres liv.
Udsigter: Spørgsmålet er afgjort – problemerne er det ikke
Det umiddelbare resultat er klart: i hvert fald foreløbig vil Island ikke genoptage forhandlingerne om EU-tiltrædelse. Men meget lidt andet er blevet løst. Island forbliver inden for EØS og Schengen, dybt afhængigt af europæisk handel og arbejdskraftmobilitet, uden for EU’s politiske beslutningstagning, uden for den fælles landbrugs- og fiskeripolitik og uden for euroen. EU er fortsat Islands største handelspartner og tegner sig for mere end halvdelen af landets varehandel i 2025.
Nej-stemmen er forståelig set i et historisk perspektiv. Island blev først en republik i 1944, efter århundreder, hvor vigtige politiske og økonomiske beslutninger blev truffet andre steder. Suverænitet har derfor en særlig stærk historisk betydning, der er tæt forbundet med den nationale politiske identitet.
Men historien kan blive til ideologi, når uafhængighed behandles som et mål snarere end som et middel. Islands nyere historie illustrerer denne modsætning. Da en finansiel model, der var bygget op omkring en stor, stærkt dereguleret banksektor, brød sammen i 2008, havde landet brug for international hjælp, hvilket gjorde mantraet »vi klarer os bedre alene« stadig sværere at opretholde. Alligevel blev Islands genopretning også præget af indenlandske valg, der adskilte sig fra de tilgange, der blev valgt andre steder, herunder kapitalkontrol, omstrukturering og beskyttelse af velfærdsstaten.
Læren er hverken, at Island bør tiltræde EU eller bør forblive udenfor – ingen af disse valg løser de dybere udfordringer omkring fordelingen af økonomisk og politisk magt i Island. Folkeafstemningen besvarede et snævert spørgsmål, der var trykt på stemmesedlen. Den løste hverken den større uenighed inden for den islandske venstrefløj mellem socialdemokratisk europæisk orientering, venstre-grøn suverænitet og socialistisk euroskepsis, og den afklarede heller ikke, hvem der styrer landets ressourcer, institutioner og økonomiske beslutninger, og i hvis interesse. Disse spørgsmål vil ikke forsvinde.
Matthias Kokorsch er humangeograf ansat på det islandske University Centre of the Westfjords i Ísafjörður. Han arbejder med regional udvikling, politisk økonomi, klimatilpasning og social retfærdighed, med særligt fokus på landdistrikter, fjerntliggende områder og arktiske samfund.
Artiklen er bragt med tilladelse fra forfatteren og Rosa Luxemburg Stiftungs Bruxelles-kontor, hvor den først blev offentliggjort på rosalux.eu den 24. september 2026. Den er oversat fra engelsk af Poul Bjørn Berg.
Partiernes opbakning i parlamentet (Samfylkingin) ved seneste valg, holdning til afstemningen og ja-stemmer blandt partiets vælgere
Socialdemokratisk Alliance (Socialdemokratisk / centrum-venstre)
20,75 - Stærkt ja - Ja-stemmer blandt partiets vælgere i den sidste Gallup-måling: 94
Viðreisn (Det Liberale Reformparti) - Liberalt, markedsliberalt, pro-europæisk
15,82 - Stærkt ja - Ja-stemmer blandt partiets vælgere i den sidste Gallup-måling: 95
Miðflokkurinn (Centerpartiet) - Nationale-konservative / populistisk højre
12,10 - Kraftigt nej - Ja-stemmer blandt partiets vælgere i den sidste Gallup-måling: 6
Framsóknarflokkurinn (Det Progressive Parti) - Landbrugsorienteret / centristisk / regionalistisk)
7,80 - Overvejende nej - Ja-stemmer blandt partiets vælgere i den sidste Gallup-måling: 14
Flokkur fólksins (Folkepartiet) - Velfærdspopulistisk / konservativt / centrum
13,78 - Skeptisk og internt splittet - Ja-stemmer blandt partiets vælgere i den sidste Gallup-måling: 55
Sjálfstæðisflokkurinn (Uafhængighedspartiet) - Liberalkonservativt / centrum-højre
19,36 - Nej - Ja-stemmer blandt partiets vælgere i den sidste Gallup-måling: 13
Partier uden repræsentation i parlamentet
Píratar (Piratpartiet) - Progressivt / borgerrettighedsorienteret / direkte demokrati
3,02 - Åben for forhandlinger; understregede demokratisk valg - Ja-stemmer blandt partiets vælgere i den sidste Gallup-måling: Ikke angivet separat
Sósíalistaflokkur Íslands (Islands Socialistiske Parti) - Socialistisk
3,96 - Nej - Ja-stemmer blandt partiets vælgere i den sidste Gallup-måling: Ikke angivet separat
Vinstrihreyfingin – grænt framboð (Venstrepartiet - De Grønne) - Venstre-grønne
2,34 - Imod medlemskab, men accepterede en offentlig beslutning om forhandlinger. Ja-stemmer blandt partiets vælgere i den sidste Gallup-måling: 66












