Som medlem af Anticapitalistas – Fjerde Internationales organisation i den spanske stat, var han med til at grundlægge Podemos i 2014 og var en af de seks kandidater, som blev valgt for valgalliancen anført af Podemos til Europa-Parlamentet i 2019. Siden er partiet blevet splittet og har mistet indflydelse, især til udbryderne i Sumar. I dag repræsenterer Miguel Urban Anticapitalistas i Europa-Parlamentet, hvor han især har haft fokus på at bruge sin plads i institutionen til at få adgang til medier og at komme ind nogle steder, hvor det ellers ville være meget svært at få adgang.

 

”Da de omringede og angreb byen Diyarbakir i Kurdistan i 98 dage, kunne jeg komme ind, selvom pressen ikke kom ind, fordi jeg var valgt som medlem af Europa-Parlamentet,” fortæller han i et længere interview med Hélène Marra fra det franske magasin L’Anticapitaliste. Og for en måned siden tilbragte han flere dage ved Rafah-grænsen i Gaza. Her krævede det dog næsten to måneders forhandlinger med den egyptiske ambassade at få adgang.

 

Sammen med sit sekretariat har han også lavet almindeligt parlamentarisk arbejde, men platformen i parlamentet er især blevet brugt til at gøre ting, ”som de ikke vil have os til at gøre”, siger han, ”såsom at fordømme frihandelsaftaler, forsøge at opbygge netværk med landene i Syd netop for at afvise disse aftaler - alt dette med penge fra EU!”

 

Han anser ikke Europa-Parlamentet for et rigtigt parlament, blandt andet fordi det kun er det ikke-valgte Kommission, der kan fremsætte lovforslag. Men det er også styrkeforholdene i det hele taget, som forhindrer antikapitalistiske forslag.

 

Et redskab for neoliberalismen

For at opbygge et rigtigt europæisk, socialistisk, økofeministisk projekt skal vi af med EU, ikke håbe på at kunne reformere det, mener han:

 

”Siden Maastricht [fra 1993, o.a.] er EU blevet et redskab for neoliberalismen, som bliver præsenteret som den eneste mulige politik. Da Syriza-regeringen i Grækenland gav efter og skrev under på memorandummet efter folkeafstemningen, holdt Manfred Weber, talsmand for Det Europæiske Folkeparti en tale i Parlamentet, hvor han sluttede med at sige, at "eksemplet med Grækenland viser, at det ikke er muligt at have en venstreorienteret regering i EU, og at dette vil tjene som en lektion for Podemos og Spanien." Jeg er enig med ham.”

 

Miguel Urban siger,  at når institutionerne er bygget imod os og imod vores interesser, så er logikken, at når vi sætter én fod i institutionerne, så må vi sætte 100 fødder i gaderne. Udfordringen er at bruge vores fod i institutionerne til at fremme kampe og selvorganisering. Han nævner som eksempel, at der er et program i Europa-Parlamentet med 110 rejser om året, så borgerne kan besøge Europa-Parlamentet. EU betaler billetterne, maden, overnatningen, og så er der et besøg i Europa-Parlamentet i to timer, hvor et parlamentsmedlem normalt holder en kort tale.

 

”Alle disse ture har vi brugt til at bringe konflikter, strejker, fagforeninger, undertrykte mennesker frem i lyset, og på den måde har vi kunnet bruge parlamentet som højttaler for kampene og tilbyde en mediedækning. At bringe strejkende arbejdere til et sted, hvor de normalt ikke kommer, tiltrækker medierne, og det giver legitimitet til disse kampe. Vi inviterede endda kammerater fra de libertære, anarkistiske fagforeninger, som ikke tror på institutioner. Men de deltog, fordi de så, at det var nyttigt, og at vi ikke forsøgte at opnå en politisk fordel. Vi har hjulpet Extinction Rebellion ind - alle de kammerater, der er kriminaliseret i Europa for at praktisere civil ulydighed på grund af klimakatastrofen.”

 

Erfaringen fra Syriza

For Miguel Urban er erfaringerne fra Syriza-regeringen i Grækenland og Podemos i Spanien afgørende for at forstå den nuværende situation i Europa:

 

”På det tidspunkt [2015, o.a.] var der en opblomstring af kampe, ikke kun i Grækenland og Spanien, men også i Portugal, hvor Bloco de Esquerda og PCP (Portugals Kommunistparti) vandt 23 procent af stemmerne ved valget. Der havde været meget store mobiliseringer over hele Europa, så Syrizas nederlag i 2015 var et nederlag for hele den europæiske venstrefløj. Det ændrede den politiske cyklus, vi levede i.”

 

[Selv om et flertal på 61 procent forkastede nedskæringspakken fra EU ved en folkeafstemning 5. juli 2015, indgik Syriza-regeringen under ledelse af Alexis Tsipras kort efter en endnu skrappere aftale end den, der var forkastet af vælgerne, o.a.]

 

Urbans analyse er, at frygten for, at Podemos kunne tage magten og indgå en alliance med Syriza og danne en front mod EU’s sparepolitik, spillede en meget vigtig rolle i bestræbelserne på at disciplinere Grækenland, også selv om det ikke var en trussel mod selve det kapitalistiske system. Men det skulle give et eksempel på, hvad der kunne ske med alle, der forsøgte at lave en anderledes politik end den, Trojkaen [EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond] krævede på det tidspunkt.

 

”Vi forsøgte at lancere Plan B, som var et initiativ for at lære af de politiske lektioner fra nederlaget i Grækenland og fremme et bedre europæisk samarbejde, men det lykkedes ikke at stabilisere en koordinering, der adskilte sig fra den klassiske reformisme i Det Europæiske Venstreparti. Den spanske befolkning, men også ledelsen af Podemos, konkluderede, at Syriza-hypotesen om at vinde magten og bryde med sparepolitikken var umulig. I stedet forsøgte man at nå til enighed med Socialistpartiet om at komme med i regeringen og være mere "respektabel" i det etablerede samfunds øjne. Det var baggrunden for, at vi i Anticapitalistas' brød med Podemos [i 2020, o.a.], fordi man sagde farvel til den strategiske hypotese, som Podemos var grundlagt på, nemlig ikke at underordne sig socialliberalismen og dermed Socialistpartiet.”

 

Kapital eller liv

I Miguel Urbans øjne befinder vi os nu i en dyb international krise, hvor det er særdeles svært at se konturerne til et antikapitalistisk eller blot anti-neoliberalt projekt. Han kalder den nuværende situation for ”en global uorden, hvor vi står over for en reel krise for det kapitalistiske regime i krydsfeltet mellem den neoliberale krise og dens autoritære mutation med den økologiske krise og den knaphedslogik, som dette medfører." Og dertil kommer det amerikanske imperiums tilbagegang og fremkomsten af ​​en ny periode med inter-imperialistiske konflikter på globalt plan, for stadigt mere knappe ressourcer. 80 procent af de råstoffer, vi har brug for til en såkaldt økologisk overgang til "grøn kapitalisme" i Europa, skal hentes uden for vores kontinent.

 

Den nuværende oprustning handler ifølge ham derfor ikke så meget om at kæmpe på det ukrainske skakbræt med Rusland, som det handler om at bestride det globale skakbræt, at bestride Afrika mere end Ukraine, fordi Afrika har mange flere af de råstoffer, som Europa har brug for, end Ukraine.

 

Han vil ikke udelukke, at kæden af ​​imperialistiske konflikter på regionalt niveau i sidste ende kan glide ind i en åben global konflikt, en tredje verdenskrig med atomvåben, som ville føre til et ødelæggende scenarie.

 

”Det er også i denne sammenhæng, at det, der sker i Palæstina, skal tolkes. Denne krise for det kapitalistiske regime betyder også en krise for den liberale regeringsmodel, der blev født efter Anden Verdenskrig – hele rammen omkring de internationale menneskerettigheder, den internationale juridiske ramme, bliver knust,” siger han.

 

Hvad er så hovedopgaven for revolutionære socialister? Svaret fra Miguel Urban lyder:

 

”Jeg tror, ​​at hovedopgaven i øjeblikket ikke så meget er at tænke på valg, men snarere at tænke på, hvordan vi kan genopbygge en antimilitaristisk internationalisme, som er uafhængig af alle imperialistiske interesser og sætter klasseselvstændighed og en økosocialistisk, antimilitaristisk politik i højsædet.”

 

”Det, der nu er på spil, er ikke længere engang kapital kontra arbejde, modsætningen er nu mellem kapital og liv. Coronakrisen var en test på, hvad vi kunne stå overfor - en test, vi tabte: Vi har været udsat for en ægte chokdoktrin, hvor vi ikke engang har været i stand til at sætte spørgsmålstegn ved det private ejerskab af de multinationale medicinalfirmaer, set i lyset af folks liv. Dette burde få os til at reflektere: Enten konfronterer vi den hellige private ejendom og begynder at tale om fælles adgang til ressourcerne, kontrol med de strategiske sektorer af økonomien og en fredelig verden, eller også kaster vi mere benzin på bålet og sætter yderligere fart på dette tog uden bremser, som styrer direkte mod kapitalismens klimamæssige og økologiske selvmord.”

 

14. maj 2024

 

Redigeret fra L´Anticapitaliste af Åge Skovrind