Læsetid: 9 minutterHvad er Venstrepartiets hovedbudskaber i valgkampen til Europa-Parlamentet? Hvad er dine vigtigste krav?
Der er tre hovedprioriteter for denne kampagne: klimaomstillingen, sikring af gode og sikre job og leveomkostningerne. I nogle henseender er EU mere progressiv på klimaområdet end den højreorienterede svenske regering, som nu er ved at afvikle mange års klimapolitik, men det neoliberale dogme, der hersker på EU-plan forhindrer statsstøttede tiltag for at gennemføre de store investeringer, der er nødvendige for den grønne omstilling. EU’s medlemslande skal have lov til at foretage store investeringer for en retfærdig omstilling, skabe jobs og et bedre liv for mange mennesker, og EU skal stoppe med at støtte den fossile industri.
I spørgforholdet til at sikre gode arbejdspladser sker EU’s prioritering af kapital og konkurrence på bekostning af jobkvalitet – den seneste kamp omkring direktivet om platformsarbejde er et eksempel på dette. Vi vil også ændre reglerne omkring offentlige indkøb, hvor hensynet til det billigste tilbud er blevet gjort til nøglebetingelsen for at lave indkøb, noget der fører til social dumping. Sammen med de europæiske fagforeninger efterlyser vi en ny form for indkøb, hvor sociale klausuler og kollektive forhandlinger bliver de centrale elementer.
Endelig er der leveomkostningerne, hvor vi kan se, at inflationen har ført til mere fattigdom og mere social uretfærdighed, samtidig med at de store virksomheder i Sverige laver historiske overskud. Vi er nødt til at bygge en anden form for samfund – et samfund, der fungerer for alle mennesker, ikke kun for de få. En af grundene til, at vi har en boligkrise i Sverige – som skyldes mangel på lejligheder og stigende huslejer – er at boliger anses for blot at være endnu en vare på det europæiske marked, hvilket forhindrer os i at bruge statsstøtte til at bygge nye boliger og tvinger almene boligselskaber til at operere på markedets præmisser.
Hvad ser du som de største udfordringer for venstrefløjen på europæisk plan lige nu?
Systemet med markedsliberalisme, der er forankret i EU, har undermineret den demokratiske beslutningsproces – og diskussionen om at bygge en bedre fremtid for befolkningen – og lagt kontrollen i hænderne på ‘markedet’. Dette er ikke kun dårligt for samfundet, men også for folks tro på og tillid til politik og kollektiv handling og til muligheden for en omfattende, positiv forandring. Klimakrisen er en akut og eksistentiel trussel mod os alle, og det er på tide, at befolkningen tager kontrollen over fremtiden tilbage. Vi skal give folk håb.
Her er der naturligvis et overlap til vores valgkampagne. Den måde, hvorpå elpriserne bestemmes på EU-markedet, hæmmer ikke kun den grønne omstilling i Sverige – det betyder også, at den billige og grønne el, der produceres i Sverige, sælges til den højeste europæiske markedspris, og vores elregning er fortsat med at stige. Ligeledes er det svenske jernbanesystem blevet kraftigt privatiseret og er i en meget dårlig stand, men alligevel er det dyrt og utilgængeligt i store dele af landet. Med andre EU-regler ville det være muligt for Sverige at foretage massive investeringer i offentlig transport, skabe arbejdspladser, sænke priserne og gavne miljøet.
Og selvfølgelig er et andet stort problem ´fremgangen for den yderste højrefløj i hele EU. Det er et kæmpe problem, ikke kun for venstrefløjen, men for alle de mange mennesker, der bliver og vil blive ramt af deres racistiske og kvindefjendske politik. Den yderste højrefløj er meget god til at finde syndebukke og enkle løsninger på komplekse problemer. De formår konstant at komme i centrum af debatten, noget vi som venstrefløjspartier kæmper for at gøre. Vi har desperat brug for at finde en måde at ændre dagsordenen på.
Den svenske regering henter i øjeblikket støttet fra det højreekstremistiske Sverigesdemokraterne (SD). Hvilken indflydelse udøver den yderste højrefløj som følge heraf?
Selvom SD ikke formelt er en del af den svenske regering er de det største højreorienterede parti i landet, og de har en massiv indflydelse på regeringens politik på spørgsmål som migration, kriminalitet og etnicitet. Det er også værd at påpege, at SD ikke bare er et højreekstremistisk parti – det er et parti, der blev grundlagt af egentlige nazister, hvilket gør det endnu mere ekstremt end mange andre europæiske højrefløjspartier.
Før valget brugte SD bevidst mindre højreorienteret retorik om fx pensioner og forhold for ledige, men nu er de tilsyneladende ligeglade. Regeringen forringer rettighederne for de arbejdsløse og dem, der er for syge til at arbejde, og indfører en masse nye love, som gør mange svenskere dybt urolige. Nogle af disse love var utænkelige for et par år siden, som at skabe “visitationszoner”, der giver politiet mulighed for at ransage alle i et bestemt område uden mistanke om en forbrydelse – og det er selvfølgelig de områder, hvor der bor mange indvandrere. Der bliver også vedtaget love, der drastisk mindsker den økonomiske støtte til civilsamfundet. Det er forfærdeligt på så mange planer.
Er der nogen form for modstand eller kamp mod denne udvikling?
Selvfølgelig er der nogle sociale mobiliseringer imod dette, men jeg føler – og det er bare min opfattelse – at vi er i en slags kollektiv massepsykose eller noget. Måske er det på grund af pandemien, som blev efterfulgt så hurtigt af krigen, og så NATO-medlemskabet og så videre. Folk ser ud til at kigge mere indad og ikke mobilisere i samme omfang som før. Den største undtagelse ser ud til at være omkring Gaza, hvor vi ser enorme demonstrationer i Sverige mod de grusomheder, der bliver begået.
Vi har meget bekymrende meningsmålinger, der viser, at især unge mænd hælder mere og mere til den politiske højrefløj, herunder de ekstreme højrefløjspartier. Så jeg frygter, at vi måske oplever en større politisk udvikling, hvor alt bevæger sig mod højre. Men samtidig har vi andre meningsmålinger, der siger, at flere mennesker i Sverige definerer sig selv som venstreorienterede end som højreorienterede, og det er den slags skift, vi ikke har set i årevis, så det er faktisk lidt svært at sige præcis, hvad der sker.
Hvad er de vigtigste politiske debatter eller modsætninger i Sverige for tiden?
Som jeg sagde, når man ser på de sociale bevægelser, og hvad folk går på gaden for, så er det Palæstina – vi ser jævnligt enorme demonstrationer. På trods af dette forsøger regeringen og udenrigsministeren stadig at forsvare Israels handlinger som proportionelle. Så er der den store arbejderkamp omkring Tesla, som stadig pågår, hvor mange arbejdere i Sverige og også i Danmark og Finland er med i kampen for at forsvare kollektive forhandlinger og den nordiske model. Jeg vil sige, at det er de to hovedspørgsmål, der mobiliserer folk lige nu.
Som venstrefløj leder vi stadig efter en bedre strategi, og vi er nødt til at prioritere bedre, end vi nogensinde har gjort før. Folk skal bedre kunne forstå, hvad vi står for. Så vi forsøger at fokusere på meget konkrete ting i folks liv, som for eksempel pensioner eller det faktum, at regeringen skærer i den offentlige sektor og sundhed og den slags ting. Vi ser også voksende uligheder i Sverige, hvor flere og flere mennesker ikke længere er omfattet af social sikring og står i kø for at få mad. Køerne bliver ved med at vokse, fordi folk ikke har råd til at købe mad. Dette er ikke noget nyt i Sverige, men det er blevet meget værre.
Vi forsøger med dette, men det er et spørgsmål om at sætte dagsordenen, og det har været meget vanskeligt, når spørgsmålet om NATO har domineret, selv om der ikke engang været en diskussion – det har mere været en envejskommunikation om NATO i flere måneder. Med den igangværende krig i Ukraine er det svært at sætte dagsordenen, når man står over for populistiske forslag fra højrefløjen.
Sverige er for nylig blevet medlem af NATO, efter en længere periode med usikkerhed. Hvad er Venstrepartiets holdning til NATO-medlemskab og kampen mod krig og militarisering?
Der er en fredsbevægelse i Sverige, men jeg vil sige, at flertallet er solidarisk med Ukraine i lyset af Ruslands aggression. Invasionen chokerede det svenske samfund, og jeg tror, at det er derfor, der ikke rigtig har været nogen debat om NATO-medlemskab. Venstrepartiet er fortsat imod medlemskab, men vi kan ikke ændre det nu. Så vi fokuserer på den svenske regerings manglende evne til at sikre en aftale fra USA om at forhindre dem i at stationere atomvåben eller amerikanske tropper på svensk jord, for eksempel. Regeringen har stort set accepteret alt – endda mere, tror jeg, end Danmark og Norge, hvor der i hvert fald er ensidige aftaler, der forhindrer atomvåben i Danmark og Norge i fredstid.
Den svenske offentlighed er klart imod atomvåben, men Ruslands forfærdelige invasion af Ukraine har lagt en slags dæmper på den bredere diskussion. Nu hvor Sverige faktisk har tilsluttet sig NATO – nu hvor det er for sent at forhindre – er en lille diskussion begyndt, hvor folk begynder at indse med bekymring, at det kan betyde, at vores børn bliver sendt i krig i forskellige lande, og at amerikanske soldater udstationeret i Sverige, og så videre. Men intet af dette blev diskuteret på forhånd. Set i bakspejlet var der slet ikke diskussion nok om NATO-spørgsmålet. Det handler heller ikke kun om militarisering og NATO – det påvirker også muligheden for, at Sverige får sin egen stemme i udenrigspolitikken, som vi har en lang og stolt tradition for. Men ikke længere.
Meningsmålingerne for jeres parti ser gode ud i øjeblikket. Forventer I sikre at fordoble jeres mandater fra et til to denne gang?
Det er vores mål. For længe siden havde vi tre medlemmer af Europa-Parlamentet, nu har vi kun et. Men man kan aldrig stole på meningsmålingerne – folk kan møde f. rem på valgdagen og stemme andreledes, eller der kan komme en debat med nye spørgsmål i fokus, og pludselig handler det hele om det. Så vi ved det ikke, men vi arbejder for at få to mandater. Det vil være et flot resultat og et godt udgangspunkt for at få en ny regering efter det kommende valg i Sverige i 2026. Det ville sende et signal til højrefløjen, og til den yderste højrefløj, om at ”jeres tid er ovre”.
26. april 2024.
Hanna Gedin har været medlem af Venstrepartiet siden 1998 og er nummer 2 på partiets kandidatliste til EP-valget den 9. juni 2024. Sidste år arbejdede hun som politisk rådgiver for Nikolaj Willumsen og Malin Björk. Før det var hun blandt andet næstforperson (2017-2022) i partiet og byrådsmedlem i Malmø.
Venstrepartiet har netop afholdt kongres. Et spørgsmål i interviewet herom er udeladt. Vi vender tilbage til dette i en senere historie.
Interviewet er oversat fra Rosa Luxemburg Stiftung af Åge Skovrind