Man kan ikke bebrejde Mai Villadsen at hun sine tv-kommentarer til valget lægger vægt på de positive resultater for Enhedslisten. Men den markante fremgang i København og på Frederiksberg kan ikke skjule, at det er gået den anden vej mange andre steder.

af Åge Skovrind

Først og fremmest afspejler valgresultatet, at Enhedslisten er et parti, som har sin styrke i de store byer og i omegnen af hovedstaden. Ganske vist er det rigtigt, som Mai Villadsen skriver i en medlemsmail, at ”på landsplan fik Enhedslisten 7,3 procent af stemmerne til kommunalvalget og 7,7 procent til regionsrådsvalget. Det er det højeste, vi nogensinde har opnået til et kommunal- og regionsvalg.”

 

Men tallene dækker over meget store geografiske forskelle.

 

Enhedslisten går mest markant frem i København, Frederiksberg og Bornholm kommune. Meget kan uden tvivl forklares med, at de tidligere folketingspolitikere Pelle Dragsted og Line Barfod stod på stemmesedlen. Den brede folkelige kampagne mod boligbyggeri på Amager Fælled har uden tvivl også gjort sit, mens Bornholm kræver en særlig historie, som vi vender tilbage til i en særskilt artikel.

 

De tre kommuner tegner sig alene for en fremgang på 12 mandater. Enhedslisten får desuden sit første mandat i syv kommuner – Fanø, Mariagerfjord, Rebild, Brønderslev, Egedal, Vallensbæk og Sønderborg, men adskillige andre steder er der tilbagegang. I mange kommuner har SF overhalet (fået stemmer fra?) Enhedslisten.

 

Det er iøjnefaldende, at der er fremgang i store byer (dog ikke Odense), hvor partiet i forvejen stod relativt stærkt – i Aalborg, Aarhus og Roskilde er der fremgang fra 2 til 3 mandater. Omkring hovedstaden er der fremgang i Brøndby (fra 1 til 2) og Vallensbæk (nyt mandat).

 

Tilbagegangen er mest markant i Syd- og Sønderjylland, hvor Enhedslisten nu ikke længere sidder med ved bordet hverken i Esbjerg, Kolding, Vejen, Aabenraa eller Tønder, mens man i Haderslev mistede en af de to pladser.

 

Også flere steder på Sjælland gik det dårligt: I Glostrup mistede Enhedslisten sit eneste mandat, og i Holbæk, Næstved, Ringsted og Stevns gik man fra 2 til 1, mens man i Vordingborg nu igen har 2 pladser. Tilbagegangen på Sjælland kommer også til udtryk i regionsvalget, hvor Sjælland er den eneste region med tilbagegang for Enhedslisten. I Region Hovedstaden er der fremgang på 3,2 procent og i de tre øvrige regioner en lille eller meget lille fremgang.

 

Valgresultatet er en påmindelse om, at Enhedslisten har en kæmpe udfordring, hvis man ønsker at være et parti med en forankring i hele landet og ikke kun i de store byer.

 

Kommentaren er opdateret 21. november med korrektion af valgresultater

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com