Folk som Nelson Mandela, Rosa Parks, Ella Baker and Martin Luther King, Eugene V. Debs, Chico Mendes og Bernadette Devlin McAliskey. Folk, der har været aktive i den palæstinensiske befrielseskamp, i Central-Amerika og andre steder, er også kendte. Men der er heroiske mennesker, som pludselig giver sig til at yde modstand, og som dukker op fra en uventet kant, og som man ikke skulle have forventet ville blive en del af en aktiv bevægelse eller blive symbolet på en sådan bevægelse. En sådan person er Chelsea Manning.

En tilsyneladende almindelig kvinde med helt almindelige menneskelige problemer, og som ikke konsulterede sit moralske kompas, da hun lod sig indrullere i det amerikanske militær. Derfor er det så meget desto mere nødvendigt, at vi får styrket bevægelse, der kæmper for social retfærdighed, forsvarer hende og hylder hende som en af deres egne.

Måske var hun indirekte påvirket af Daniel Ellsbergs eksempel for flere årtier siden. Han offentliggjorde de såkaldte ”Pentagon papirer”, der afslørede løgnene bag det amerikanske engagement i Vietnam. Under alle omstændigheder bør man læse Chelsea Mannings heroiske udtalelse her. Her er et kort uddrag, der forklarer hendes handlinger:

”Jo flere telegrammer jeg læste, jo mere blev jeg overbevist om, at den slags informationer skulle offentliggøres. Jeg læste en gang et citat om åbent diplomati, skrevet lige efter første verdenskrig. Her stod, at verden ville være et bedre sted, hvis staterne undlod at lave hemmelige pagter og handler med hinanden. Jeg tænkte, at disse telegrammer var et godt argument for et mere åbent diplomati. Jeg mente, at offentliggørelse af disse telegrammer ikke ville skade USA. Men jeg vidste godt, at telegrammerne ville irritation, fordi de indeholdt meget ærlige meninger og udsagn, fremsat bag om ryggen på andre nationer og organisationer. På mange måder er disse telegrammer et katalog over sladderen og klikedannelsen. Jeg var godt klar over, at offentliggørelsen af disse informationer ville skabe utilfredshed i Udenrigsministeriet og andre regeringsorganer.”

Det lykkedes ikke for Richard Nixon at ødelægge Daniels Ellsbergs liv, fordi det politiske klima var anderledes dengang. Men det har forandret sig i mere reaktionær retning under Bush og Obama. Den amerikanske kritiske journalist og socialist, Chris Hedges, skriver således: ”Manning vil helt sikkert komme til at betale med mange år af sit liv i fængsel, måske endda hele sit liv. Men vi vil også komme til at betale. Krigen mod Bradley Manning er en krig mod os alle.” Se hele hans artikel her.

Hedges har naturligvis ret. På baggrund af vore egne interesser, almindelig moral og grundlæggende anstændighed bør alle antikrigsbevægelser og menneskerettighedsorganisationer være solidariske med såvel Chelsea Manning som Wikileaks, der offentliggjorde hendes afsløringer, efter at de store aviser fejt havde afslået at bringe stoffet. Man kan følge med i sagen og give støtte via Mannings forsvarskomite, der har dette website: www.bradleymanning.org

I sin tørst efter hævn ville de militære myndigheder ikke acceptere Mannings udtalelser om at være ansvarlig for offentliggørelserne, hvilket indebar at hun udsatte sig for en 20 års fængselsdom. Den militære anklagemyndighed hævdede i stedet, at hun havde været skyldig i at ”hjælpe fjenden”, havde bedrevet spionage og begået computerkriminalitet.

Men Manning havde ikke nogen kontakt med fjenden, spionerede ikke for nogen eller brød ind i nogen af regeringens IT-systemer. Dommeren i militærdomstolen frikendte Manning for anklagen om at have hjulpet fjenden – en dom her ville have truet alle de medier, der offentliggør følsomme oplysninger. Men derudover blev Manning kendt skyldig i næsten alle andre anklager. Mens denne artikel skrives er udmålingen af dommen under overvejelse, men det er klart, at kampen for hendes løsladelse vil være i mange år.

Man kan tænke over følgende sammenligning. Hvad fik Chelsea Manning til at opføre sig anderledes end de piloter, hun så på videoen, og som i deres Apache-helikopter nedskød civile personer på en gade i Bagdad, for kort efter at brandbombe en varevogn, der var fuld af børn, og som var kommet for at hjælpe de først nedskudte ofre? Disse piloter var ikke nødvendigvis kyniske psykopater, da de gik ind i militæret. Det var de soldater formentlig heller ikke, der raserede landsbyer i Afghanistan, skød mændene, voldtog kvinderne og brændte ligene for at skjule beviserne.

Vi ved ikke, hvornår og hvordan de smed deres almindelige moralske indstilling væk, eller hvor mange af dem vil forblive voldelige overfaldsmænd eller være post traumatisk tidsindstillede bomber. Militæret og regeringen vil have alle mulige begrundelser for at forhindre os i at få noget at vide om disse ting. Sandheden ville afsløre alt for meget om, hvordan disse krige påvirker vores samfund, såvel som de ofre, man under ledelse af de mest stupide ledere har pulveriseret med intelligente bomber.

Hvorfor er det behov for sandheden nu?

Om ti år, når det er for sent, vil der være studier, der kommer med en masse afsløringer om de nuværende krige. Det vil være parallelt med den bog, som Nick Turse har skrevet med titlen: ”Kill Anything That Moves: The Real American War in Vietnam.” Turses research viser, at ”de rutinemæssige massakrer på civilbefolkningen var et uundgåeligt resultat af en velovervejet politik, der blev udformet på højeste militære niveau” og, at ”det ikke var usædvanligt, at amerikanske tropper i Vietnam eliminerede hele landsbyer eller bombede store arealer i deres bestræbelser på at udrydde en enkelt snigskytte”.

Den virkelige historie om Irak og Afghanistan forbliver skjult. Lige nu har vi behov for Chelsea Mannings heroiske gerninger og flere som hende, der kan modvirke den eksisterende mørkelægning af informationerne. Det er selvfølgelig derfor, at systemet er fast besluttet på at smadre enhver, som kunne tænkes af følge Mannings heroiske gerninger.

Der er behov for sandheden nu, således man kan forstå den rette sammenhæng. Som alle ved, talte præsident Obama på en elegant måde om drabet på Trayvon Martin, efter at gerningsmanden George Zimmerman var blevet frikendt.

Trayvon var en ubevæbnet, uskyldig amerikansk teenager, som ikke gjorde noget forkert. Men det var den 16-årige Abdulrahman al-Awlaki også. Hans navn nævnes dog aldreig nognsinde af Barack Obama never pronounces in public.

Abdulrahman var søn af Anwar al-Awlaki, en jihad-orienteret yemenitisk-amerikansk præst, og han døde i forbindelse med et amerikansk droneangreb. Et angreb som Obama hilste med tilfredshed i offentligheden. Abdulrahman, der aldrig havde begået noget ulovligt, sad sammen med nogle af sine venner på en cafe, da han blev dræbt af dronen. Droneangrebet var tilsyneladende blevet beordret af løgneren John Brennan, dengang chef for ”Kontra-terrorisme-afdelingen” og nu leder af CIA. Han fortalte uden at fortrække en mine, at droneangreb aldrig har dræbt nogle ikke-våbenførende civile, hvilket gummistemples af Obama, som åbenbart godkender alle droneangreb.

Samtidig med at Justitsministeriet bliver bedt om at rejse en civil retssag mod George Zimmerman, burde det også blive bedt om at undersøge mordet på Abdulrahman al-Awlaki, begået af hans egen regering. Men det er nok højst usandsynligt, at det skulle ske. Det samme vil være tilfældet for de tusinder af civile, der er døde efter droneangreb i Pakistan, Afghanistan og Yemen. Ingen vil nærmere undersøge deres død.

Det meste af befolkningen i USA føler forståeligt nok ikke, at regeringens hemmelige operationer i fjerntliggende lande direkte påvirker deres liv. Det leder os over til affæren med Edward Snowden, fra National Security Agency. Det der gør Snowden så farlig, er frem for alt, at han fjerner det slør, der skal forsøge at skjule hvad disse krige rent faktisk betyder for de rettigheder, som amerikanske borgere tror de nyder godt af. Det handler om, at enhver telefonsamtale, e-mail, Google-søgning og så videre bliver lagret i NSAs sorte dataservere.

Det chokerer mange mennesker, som i det daglige er for usikre eller stressede til også at have overskud til at bekymre sig om hvem, vi dræber i denne uge i en eller anden stamme i Nord Waziristan eller i Yemens ørken. For det rejser nemlig direkte spørgsmålet: Er regeringens krig mod terror noget, der beskytter borgerne mod overgreb, eller er det befolkningen som er målgruppen for denne krig?

Præsident Obamas udtalelser om, at han før ”Hr. Snowden lækkede sine oplysninger” faktisk havde givet ordre til, at der skulle være mere kontrol og gennemsigtighed med disse overvågningsprogrammer, er åbenlyst en dækhistorie, som ikke overbeviser nogen. Den mulige mindre reform og eventuelle øgede kontrol med NSAs hjemlige spionprogrammer skyldes udelukkende Snowdens afsløringer.

Den amerikanske regering skabte stor harme blandt folk i Latin Amerika, selv blandt vennerne, da man stoppede den bolivianske præsident Evo Morales fly, fordi man mistænkte, at Snowden kunne være ombord. Samtidig krævede man højlydt, at Rusland udleverede Snowden, hvilket naturligvis er usandsynligt og blot gav Putins regime en gunstig lejlighed til at kritiserede den amerikanske regering. Intet af dette har ligefrem været en hjemlig politisk succes eller nogen form for diplomatisk sejr for præsidenten.

Selvfølgelig betyder det, at Rusland giver asyl til Snowden ikke, at man støtter menneskerettighederne. Den måde, hvorpå man behandler alt lige fra den politiske opposition, til Pussy Riot-kvinderne, og den næsten middelalderlige kriminalisering af homo- og transseksuelle mennesker, er mere end barbarisk. Man giver kun Snowden asyl, fordi det kan tjene regimets interesser, og det er bestemt ikke en holdbar situation på længere sigt. Men her og nu er det godt for Snowden, fordi han holdes uden for den amerikanske regerings rækkevidde og i det mindste ikke kan blive udsat for et droneangreb.

Den amerikanske regerings forfølgelse af Chelsea Manning and Edward Snowden viser også den fortsatte betydning af Wikileaks og fortæller lidt om, hvad der venter Julian Assange, hvis retssystemet får fat i ham. Hvor meget ville vi vide, hvis ikke Wikileaks eksisterede? Kravet om at Assange besvarer anklagerne om seksuelle overgreb i Sverige er legitimt nok, og det vil forhindre at han bliver udleveret til USA på baggrund af opdigtede spionage-anklager.

Præsident Barack Obama har været en katastrofe, når det handler om menneskerettigheder. Det skyldes ikke grundlæggende mandens mangler, og heller ikke at højrefløjens magt i Kongressen, men skyldes frem for alt USA’s imperialistiske ønsker om at dominere verden og være en allestedsnærværende politimand, og det skaber uundgåeligt tilbageslag for menneskerettighederne.

De enkeltpersoner, som byder den imperialistiske maskine og statens hemmelige agenturer trods, er meget værdifulde, og det er uanset om de kommer fra bevægelser eller tilsyneladende ingen steder fra. Chelsea Manning fortjener en Nobelpris. Edward Snowden en Frihedsmedalje. De fortjener vor tak og al den solidaritet, vi har mulighed for at give.

Redaktionelt efterskrift – 27. august 2013
Umiddelbart efter at denne artikel var blevet trykt, idømte miltærdomstolen Bradley Edward Manning 35 års fængsel. Selv om det er mindre end de 60 år, anklagemyndigheden havde krævet, så er det dog en chokerende hård dom over Mannings ”forbrydelser”, hvor han afslørede de amerikanske krigsforbrydelser i Irak. Af hvilke ingen er blevet efterforsket og straffet. Kort tid efter, bekendtgjorde Manning som bekendt, at hun efterfølgende ønsker at betragtes som kvinde under navnet Chelsea Elisabeth Manning.

Det, der ikke er ændret, er naturligvis den heroiske holdning og det ekstraordinære mod, som Manning viste ved at opretholde en flot moralsk holdning, samtidig med at så mange militærfolk – lige fra menige soldater til ledende officerer og top-bureaukrater, for slet ikke at tale om løgnagtige politikere, der gemmer sig bag snakken om, at ”vi støtter vore soldater” – åbenlyst har opgivet deres moralske holdninger.

Dertil kommer, at Chelsea Manning nu har besluttet, at hun åbent vil leve, som den hun er, og hvor hun skal føre en kamp for at forsvare sine rettigheder indenfor rammerne af det miltære fængselsvæsen.
Denne kamp handler også om at få retten til hormonterapi. Noget som militæret nægter at stille til rådighed. Under de gældende normer i militære fængsler vil Manning kunne søge om benådning om mindre end 10 år, men Chelsea Manning skal på den baggrund dog ikke tvinges til at opgive sine rettigheder til selv at vælge sin kønsidentitet. Den bevægelse, der er skabt til forsvar for Manning, skal og vil utvivlsomt fordoble sine anstrengelser nu.

Det mest retfærdige ville naturligvis være, hvis Chelsea Manning blive betingelsesløst løsladt. Det er en beslutning præsident Barack Obama kan tage, idet han har beføjelse til at benåde eller ændre på længden af domme. Det ville blot af Obama kræve en lille del af det mod, som Manning har vist. Vi støtter kravet om, at præsidenten benåder Chelsea Manning, selv om vi dog ikke har den store forhåbning om, det vil ske.

Bragt som leder i magasinet Solidarity (USA). Oversat af Chritian Holtet.