Lige nu er denne partimodel i alvorlig krise – og der er brug for at alle, ikke mindst flertallet i partiledelsen, viser vilje til at komme tilbage på sporet.

Fra dag 1 har EL måttet spænde over store uenigheder – på de store linjer, f.eks. når det handlede om det socialistiske samfund og ikke mindst vejen dertil.

Men samlingskonceptet var stærkt og enkelt: 1) Vi tager afsæt i alle de mange politiske krav, vi faktisk er enige om – og med en fælles tommelfingerregel om at være for selv den mindste forbedring og imod selv den mindste forringelse var der et godt udgangspunkt for enighed om, hvad der skulle stemmes i Folketinget, og 2) Der er plads til forskellighed og at enkeltpersoner og grupper i øvrigt kan udtrykke, hvad de hver for sig mener om verdenssituationen.

På det tidspunkt opfattede alle i EL arbejdet i bevægelserne som mindst lige så vigtigt som det parlamentariske arbejde. I det gode klima voksede samarbejdet sig lynhurtigt så stærkt, at organisationen også kunne definere dette som en fælles opgave, selv om praksis ikke altid fulgte med.

I 2003 var partiet endda i stand til at vedtage det første egentlige principprogram. Det vil være forkert at sige, at den politiske spændvidde i partiet over årene er blevet mindre. Men takket være god vilje lykkedes det faktisk både den gang og ved udarbejdelsen af det nugældende program i 2014 at nå et resultat, som et overvældende flertal kunne stemme for.

Hvad sker der lige…?

Fortiden skal ikke idylliseres – der har bestemt været kriser omkring uenigheder før. Det gælder f.eks. uenighederne om EL-deltagelse i beslutningen i 2011 om at lade danske jagere deltage i borgerkrigen i Libyen (der i løbet af en uges tid førte til, at EL trak sin støtte). Men vi har ikke tidligere oplevet noget, der minder om det, der er ved at udvikle sig lige nu. Og det er ikke svært at få øje på, hvad det nye er, der tager konflikterne til et helt nyt niveau.

Det er ikke det, at nogle journalister og politiske modstandere gør alt for at grave snavs op om EL og bruge det i noget, som man med rimelighed kan kalde en tilsværtningskampagne. Det er set før, og det er et vilkår, et socialistisk parti må leve med.

Det er desværre heller ikke første gang, at Enhedslistens krisehåndtering har været efter opskriften: Uden videre at tage pressens fortolkninger og beskyldninger mod enkeltmedlemmer for gode varer, og på dette ofte unuancerede eller direkte misvisende grundlag undsige og udskælde de pågældende. Altså at ”kaste medlemmer under bussen”, som det populært kaldes.

Det nye er, at et flertal i Enhedslistens Hovedbestyrelse (HB) med Folketingsgruppens politiske ordfører i spidsen nu er gået i gang med at gøre op med det pluralistiske græsrodsparti.

Ret ind eller forsvind

Der blev allerede midt under det seneste årsmøde i pressen stillet spørgsmålstegn ved, om medlemmerne bag et forslag på årsmødet hørte hjemme i EL. Og siden er det gået slag i slag. Folketingsgruppens politiske ordfører har i offentlige medier fremlagt slet skjulte ønsker om eksklusioner – og Folketingsgruppens forperson og næstforperson kræver i en mail sendt den 27.10. til alle medlemmer, at medlemmer af Enhedslisten skal ”respektere de demokratiske beslutninger, som Enhedslistens medlemmer har taget” – hvilket åbenbart indebærer, at medlemmer ikke må kritisere Enhedslisten eller fremføre deres egne synspunkter, hvis de strider mod flertallets.

Begge dele skete uden nogen form for forudgående forelæggelse for partiets formelle ledelse (HB og Forretningsudvalget (FU)). Men begge dele fik lørdag den 2.11. et HB-flertals fulde opbakning. Her blev yderligere besluttet en udtalelse/henvendelse til medlemmerne, der bl.a. indeholder disse formuleringer:

”Men det betyder ikke, at vi vil acceptere at Enhedslistens demokratiske beslutninger eller helt fundamentale principper bliver undergravet af enkeltmedlemmer offentligt og i pressen, på en sådan måde, at der kan skabes tvivl om vores principielle synspunkter om respekt for menneskerettigheder og civile liv.”

Og specielt i forbindelse med EL-medlemmer af organisationen Rødt Venstre hedder det:

” (vi forventer) naturligvis, at de respekterer og agerer efter Enhedslistens demokratiske vedtagne beslutninger. Alt andet betragter vi som skadeligt for vores parti og uacceptabelt.”

Det første er trusler (uklare, men måske eksklusionstrusler?) mod ethvert medlem, der offentligt (f.eks. på sin Facebookprofil?) udtrykker synspunkter, som ”kan skabe tvivl om vores principielle synspunkter om respekt for menneskerettigheder og civile liv.” Det er et åbent spørgsmål, hvad ledelsen vurderer, er omfattet af dette.

Kunne det f.eks. dække over en eksklusionstrussel mod Folketingsgruppen, fordi den skaber uklarhed om vores respekt for flygtninges og indvandreres elementære rettigheder ved i årevis åbenlyst at se bort fra gentagne årsmødebeslutninger om, at alle fastboende automatisk og uden betingelser skal tilbydes statsborgerskab (og dermed stemmeret) efter en årrække? Det kunne det sådan set godt – men eksemplet viser nok bare, at en sådan gummiformulering åbner en ladeport for politiske udrensninger.

Og af det andet citat fremgår, at der skal gælde helt særlige standarder for EL-medlemmer af Rødt Venstre, der åbenbart ikke bare skal respektere, men også ”agere efter EL’s demokratiske beslutninger”. Øjensynligt endda alle beslutninger, ikke bare gummiformuleringens? Og i dette afsnit kommer vi tæt på en klar eksklusionstrussel, da ”alt andet betragtes som skadeligt for vores parti” – hvilket må forstås som en henvisning til formuleringen om at handle ”til skade for Enhedslisten” i vedtægternes paragraf om udelukkelse.

Hvordan bremser vi hetzen?

Af tekstens indledning forstår man, at det aktuelt nok især handler om at få stoppet RV i at fremføre det synspunkt, at EL skal støtte eller samarbejde med organisationen DFLP, der roser sig af at have deltaget i angrebet 7.10. sidste år.

Der er næppe nogen tvivl om, at grunden til, at ellers solide støtter af medlemsdemokratiet i EL har udtrykt sympati for HB-flertallets udtalelse, har været netop dette. Ud fra en oplevelse af, at RV’s insisteren på at fremføre dette synspunkt (som formentlig deles af ret få medlemmer) hæmningsløst bliver forsøgt misbrugt af BT og vore politiske modstandere til at angribe os og prøve at sætte spørgsmålstegn ved, hvad EL mener om terror.

Der er ingen tvivl om, at denne hetz er belastende – og er en del af en generel hetz mod alle, der støtter den palæstinensiske sag. Det er klart, at det skader den brede palæstinasolidaritet (såvel som EL som parti), hvis vi kan påstås at acceptere tilsigtede drab på civile. Og med den dokumentation for DFLP-deltagelse i myrderierne, der foreligger, vil det derfor være et selvmål at støtte denne organisation.

Men hvad går hetzen mod netop EL egentlig ud på? Der har i virkeligheden dårligt nok været nogen, der seriøst har anklaget partiet som sådan (flertallet, ledelsen, Folketingsgruppen) for terrorsympatier. Derimod prøver BT m.fl. at skabe stor opmærksomhed om nogle få medlemmer, der beskrives som monstre – for derefter at klandre partiet for ikke at ekskludere dem – og endelig svælge i de voldsomme konflikter i partiet, dette medfører.

Og hvordan bidrager ledelsesflertallets konfliktoptrapning til at forhindre dette? Ikke det mindste, tvært imod:

Under og efter årsmødet er alle de godt 40 delegerede, der ville genoptage DFLP-støtten, uden videre blevet hængt ud for at ville støtte en organisation, der havde deltaget i terror mod civile den 7/10. Selv om al argumentation på årsmødet fra denne gruppe handlede om, at DFLP jo havde fortalt EL, at de kun havde angrebet militære mål, ikke civile, så det havde de iflg. forslagets støtter nok ikke… Derved formidler  ”krisehåndteringen” i pressen en fejlagtig påstand  om, at alle, der stemte for forslaget, ville støtte en organisation, der faktisk havde begået vold mod civile.

Gang på gang er der blevet brugt formuleringer, der beskylder tilhængere af DFLP-støtte for at ”acceptere vold mod civile” – uanset at vist nok samtlige af dem, der fortsat vil genoptage støtten efter beviserne for DFLP’s overgreb, udtrykkeligt har bedyret, at de netop ikke accepterer vold mod civile. Deres synspunkt er bare, at i undertryktes desperate væbnede oprør mod en massiv overmagt kan der ske ulykkelige fejl som denne, og man er nødt til at tilgive og fortsætte støtten på trods af dette (med historiske referencer til f.eks. ANC i Sydafrika, de kurdiske bevægelser o.a.). Igen bidrager ”krisehåndteringen” altså til bevidstløst at bekræfte pressens ønskebillede af nogle voldsglade medlemmer i stedet for at korrigere og nuancere billedet.

Når Folketingsgruppens politiske ordfører f.eks. går på forsiden af to aviser med budskabet om, at der er medlemmer der burde ekskluderes pga. deres holdning til terror, betyder det: 1) Igen at det stærkt karikerede billede af RV m.fl. som terrorsympatisører bliver bekræftet og promoveret, og 2) At RV m.fl. vil føle sig tvunget til at forsvare sig mod de voldsomme anklager og gå til modangreb på samme offentlige niveau. Resultatet er, at konflikten eskalerer voldsomt i offentligheden og der stimuleres en fortsat langvarig pressedækning.

Det voldsomme personangreb på et enkeltmedlem, der 27.10. blev udsendt i gruppeledelsens mail til samtlige medlemmer, har medlemmet ingen reel mulighed for at forsvare sig imod via EL’s interne kanaler. Igen noget, der nærmest tvinger debatten ud i den borgerlige presse.

Alt i alt et stærkt bidrag til at styrke pressens karikatur af ”ekstremisterne”, fremme at debatten foregår i den borgerlige presse/de store medier, og fremme et pres både udefra og indefra, for at ”der vel skal ekskluderes nogen”. Eller sagt på en anden måde: Alt i alt bidrag til at hjælpe hetzen videre, holde den i gang, optrappe i stedet for at nedtrappe konflikterne – og dermed skade og splitte Enhedslisten.

I SAP deler vi en hel del synspunkter med medlemmer af Rødt Venstre (RV). Der er også meget, der adskiller os – politisk, men bestemt også måden at diskutere og arbejde på. Og vi kan sagtens få øje på stråmænd og andre problemer også i RV’s medieoptræden den seneste tid. Imidlertid: Når man begynder at tale om, hvem der ikke hører hjemme i partiet, er man kørt af sporet – men det er helt klart mest uansvarligt, hvis man er tæt på at have magten til at effektuere det!

Der har været og er stadig masser af muligheder for at gå en anden vej. At droppe trusler og gensidige udskamninger. At tale sammen ansigt til ansigt i stedet for via pressens interviews. At finde sammen om alt det, vi faktisk blev enige om på årsmødet – især om netop Palæstina. Og selvfølgelig alle erkende, hvad der blev flertal for, på de punkter hvor der stadig var uenigheder.

Partikultur med plads til uenighed

Det er selvfølgelig helt på sin plads, at ledelsen såvel som partiets parlamentariske repræsentation ryger til tasterne og forklarer og forsvarer den politik, der er demokratisk vedtaget i EL. Det er ikke bare en ret, men faktisk en vigtig opgave, når det handler om væsentlige spørgsmål med stor offentlig opmærksomhed.

Og det er bestemt heller ikke acceptabelt, hvis en folkevalgt talsperson for EL – et folketingsmedlem eller et kommunalbestyrelsesmedlem e.l. – pludselig begynder at bruge deres platform som valgt for partiet til at fremføre synspunkter i åbenlys strid med den demokratisk vedtagne linje.  (Dette er der jo desværre en del eksempler på – f.eks. mht. EU-politikken både før og efter ændringen af programmet samt betingelser for retten til statsborgerskab – dog uden at ledelsesflertallet på noget tidspunkt har grebet ind eller bare påtalt det.)

Men fremføre ”afvigende synspunkter” også offentligt – det må både enkeltmedlemmer og grupper af medlemmer til gengæld godt! Sådan har det i hvert fald været indtil nu. De må selvfølgelig ikke hævde, at de repræsenterer EL, når de gør det – tværtimod skal de tydeliggøre, hvem afsenderen er. Men selvfølgelig må de fremføre egne synspunkter, kritik af flertallets synspunkter, af ledelsen osv.

Ellers er selve partidemokratiet truet. For ideen om, at man i et græsrodsparti med 9.000 medlemmer, kan føre større interne diskussioner uden at de ender i medierne, er desværre en ren fantasi – hvilket også er grundigt demonstreret historisk. Og når medierne lader MF’ere argumentere mod andre medlemmer og deres synspunkter, er det jo forståeligt, at disse svarer igen samme sted.

Medlemsdemokrati og livlig debat er en god og vigtig ting, der kvalificerer politikudviklingen – og bidrager til, at denne ikke bare styres af Christiansborg-politik og de borgerlige mediers dagsordener.

Højt til loftet og langt til døren

Allervigtigst er det, at et græsrodsparti, der skal samle hele venstrefløjen tv for SF, må give plads til at lufte forskellige synspunkter. Hvis alle andre end ledelsen og/eller flertallet får mundkurv på – så kan man ikke tælle til ret meget, før vi ser den ene splittelse efter den anden.

Som det en gang blev sagt: Når der i dagens Danmark er ti partier, der alle sammen bare vil bevare det samme gamle samfund, så er det ikke noget under, at der også er ti forskellige meninger om, hvordan vi får noget helt andet. Hvis vi skal samle alle dem i ét parti – og det er der stadig alle mulige gode grunde til at bestræbe sig på – så skal der være plads til synlige forskelligheder. Der skal være utroligt ”højt til loftet og langt til døren” – og det har der heldigvis også været en solid tradition for i EL.

Enhedslisten er et stort parti med 9.000 medlemmer – men venstrefløjen tv for SF er langt større, så partiet kunne snildt vokse til det dobbelte eller tredobbelte. Hvis EL skal være i stand til at tiltrække og rumme bl.a. de nye grupper af unge aktivister, vi især finder i klimabevægelsen og Palæstinabevægelsen, så er det imidlertid netop afgørende, at vi både har en skarp og klar politik på disse områder, men også at vi demonstrerer vores rummelighed, ikke mindst på disse spørgsmål. Ellers finder de andre steder hen.

Vi opfordrer medlemmer af Enhedslisten til at diskutere denne alvorlige situation for vores parti – på møder i afdelingerne og i ethvert andet forum, hvor Enhedslistens medlemmer mødes.