Det var bevægelsen, der gav inspiration til sangen og filmen - og sangen og filmen gav bevægelsen et gigantisk boost.

 

I 1972 var jeg en af ti kvindelige kontorassistenter, som begyndte at sidde i rundkreds i vores frokostpause for at tale om vores jobs. Vi talte om den lave løn. Ulige løn. Oplæring af mænd til at være vores egne supervisors. Tjenester vi var nødt til at gøre - alle mulige tjenester - for vores chefer.

 

Inden længe blev vores gruppe en markant faktor i Bostons faglige miljø. Vi fik mediedækning, lagde pres på regeringen og lavede kreative demonstrationer om kontorassistenternes utilfredshed – og vi vandt millioner af dollars i efterbetaling og lønforhøjelser og forbedrede kvinders arbejdsforhold over hele byen. Efter nogle få år blev det et nationalt fænomen med afdelinger fra kyst til kyst og vores kvindestyrede fagforening, District 925 af servicemedarbejdere (SEIU) begyndte at tage form.

 

Ind kommer Jane Fonda. Jane kendte en af vores ledere, Karen Nussbaum, fra antikrigsbevægelsen, og da hun sagde, at hun havde besluttet at lave en film om kontorassistenternes problemer, blev vi ellevilde. Hun mødtes med vores medlemmer for at lodde stemningen, høre om deres hævn-fantasier og ambitioner. Og i et øjebliks genialitet inviterede hun Dolly til at deltage.

 

Dolly var allerede en superstjerne, som sanger og sangskriver, men hun havde aldrig været med i en film. Sammen med Jane og komiker Lily Tomlin viste hun sig at være et naturtalent i rollen som Doralee Rhodes, det søde og stærkt fornærmede mål for sin chefs lystbetonede opmærksomhed.

 

En dag tog hun sin guitar frem. “Jeg har en sang”, sagde hun.

 

Hendes iørefaldende melodi indfangede arbejdende kvinders besværligheder og vores drømme helt perfekt. Den begynder med stolthed, bevæger sig videre til vrede og så sammenfatter den en fornemmelse for kollektivt formål. Den ender med sejr: “The tide’s gonna turn, and it’s all gonna roll your way!”

 

Inden 9 to 5 havde kontorassistenter aldrig været hovedpersoner på det store lærred. Faktisk, selvom vi var hele 20 millioner - en tredjedel af USA’s kvindelige arbejdsstyrke - var vi praktisk talt usynlige. Når folk tænkte på en arbejder, så de en mand med sikkerhedshjelm og skruetvinge. Men nu grinede og råbte publikum begejstret, når de tre kvinder lykkedes med at fjerne deres chefer fra kontoret og indføre en hel masse arbejdervenlige tiltag - fra arbejdsdeling til flextid til børnepasning.

 

I filmen blev det gjort klart, at chefen var problemet - ikke sekretærerne - og at svaret var, at kvinder skred til fælles handling. Som folk sad der og hylede af chefernes latterlige krumspring, indså de, at de gamle vaner måtte ud. De amerikanske kontorer blev aldrig de samme igen.

 

En morgen kort tid efter filmen kom ud, da jeg var på vej til arbejde med bussen, overhørte jeg en kvinde, der snakkede med en anden kvinde: “Så sagde jeg til ham. Nej, jeg vil ikke lave din kaffe! Jeg har lige set 9 to 5!”

 

Dollys måde at bidrage til den grundlæggende forandring var helt hendes egen.

 

Mens Jan Fonda, med sin veltalenhed, stod forrest for vores sag i de offentlige begivenheder, så gjorde Dolly ikke. Hun gik ikke med til demonstrationer og udtalte sig ikke offentligt. I stedet var hun en kraftfuld rollemodel. Hun kendte til arbejdende kvinder, kendte forhindringerne for succes indefra. Hendes varme og empati var grænseløs. Bare ved at være den hun var, hjalp hun med at forme vejen for talrige kvinder, hjalp dem til at bevæge sig fremad fra tavshed til at gøre fælles front med deres kolleger.

 

I 2019 spurgte podcasteren Jad Abumrad Dolly, om hun tænkte på sig selv som feminist. “Nej, det gør jeg ikke,” svarede hun. “ Jeg tænker på mig selv som en kvinde i erhvervslivet.”

 

Senere udtalte hun sig lidt anderledes til Time Magazine. “Jeg er vel en feminist,” sagde hun, “hvis jeg er overbevist om, at kvinder burde være i stand til at gøre, alt hvad de vil.”

 

Den slags udtalelser var typiske for mange kvinder, der sluttede sig til 9 to 5. De så ikke sig selv som en del af kvindernes befrielsesbevægelse, og alligevel var de lidenskabelige tilhængere af retfærdighed og lighed på jobbet. Vores bevægelse arbejdede hårdt for at skabe et trygt rum for den type kvinder, sammen med dem, der følte sig tilpas med det feministiske mærkat. Dollys eksempel og hendes markante tilstedeværelse hjalp os med at skabe det trygge rum og opbygge enhed blandt kvinder over hele det politiske spektrum.

 

Årti efter årti hjalp Dolly os med at stå op for os selv og at gøre det i fællesskab. Vi står i gæld til hende.

 

28. august 2026

 

Ellen Cassedy var grundlægger af 9 to 5 organisationen for arbejdende kvinder. Hun er forfatter til erindringsbogen Working 9 to 5: A women’s movement, a labor union, and the iconic movie. 

 

Oversat fra Labor Notes af Bodil Olsen