Kære kammerater

 

Jeg har fået æren af, at holde en påsketale.

 

Da jeg spurgte hvad den skulle handle om, så var svaret, at det bare skulle være sådan om verdenssituationen generelt, men at det selvfølgelig også skulle være en påsketale, så det skulle ikke være helt deprimerende.

 

Det synes jeg ikke er en nem opgave med den verden, vi lever i. Særligt når man har 10-15 minutter.

 

Men det er faktisk nødvendigt, at vi ikke nøjes med skåltaler, men løfter blikket og ser verden i øjnene.

 

Jeg har været udenlands under hele den danske valgkamp, så jeg kan tage fejl. Men det ser ud til, at valgkampens hovedtemaer har været skat, dyrevelfærd og drikkevand.

 

Og misforstå mig ikke. Det ER vigtige spørgsmål.

 

Men når man tager temperaturen på verdenssituationen, så er det jo forbandet lidt at være optimistisk omkring, og det skal vi tale om.

 

Folkemordet i Gaza fortsætter på trods af en såkaldt våbenhvile. Over 72.000 palæstinensere er dræbt i Gaza siden oktober 23, og hundredtusindvis er såret eller savnet.

 

Og i ly af situationen i Gaza har Israel også øget mængden af bosættelser, drab og vold på Vestbredden. Alt sammen med støtte fra USA og med en stor del af de vestlige statsmagters støtter eller venden det blinde øje til.

 

Senest har Israel vedtaget en lov, som betyder at palæstinensere kan idømmes dødsstraf, mens israelske soldater og bosættere går helt fri for deres forbrydelser.

 

USA og Israel har angrebet Iran, og det er ikke kun militære mål, der bliver ramt. Det går igen ud over civilbefolkningen og bombningerne påvirker samtidig verdensøkonomien blandt andet på grund af stigende oliepriser og afbrudte transportveje.

 

Israel og USA begrunder angrebene med, at det er selvforsvar og forebyggende. Trump tillader sig endda at sige, at det er, fordi han vil hjælpe det iranske folk mod den undertrykkelse, som regimet udsætter dem for.

 

Men som vi hørte under workshop om Iran, så kan man ikke slås for sine rettigheder, når bomberne falder om ørerne på en. Bomber begrænser de sociale kampe og Trumps såkaldte hjælp til folket tager pusten ud af det oprør, som ellers har været enormt standhaftigt.

 

Desværre ser vi igen, at europæiske ledere bakker op eller holder kæft med kritikken, med Spaniens regeringsleder som eneste undtagelse.

 

Også i Latinamerika er der en anspændt situation.

 

USA har bombet Venezuela og taget Maduro til fange og har nu påtvunget Venezuela at handle efter USAs ordrer. Og uanset hvad man måtte mene om Maduro, så er det altså imod enhver retsorden at bombe andre lande og kidnappe deres ledere.

 

Trump truer samtidig flere andre latinamerikanske lande, bl. Cuba, hvor de også har strammet blokaden voldsomt, med store konsekvenser for det cubanske folk.

 

Derudover er Mexico, Colombia, Brasilien og endda Panama på forskellige måder blevet truet at USA.

 

Men det er ikke kun USA, der er aggressor. Ruslands invasion af Ukraine kører nu på 5. år og det er vanskeligt at se et fornuftigt udkomme.

 

Og så er der alle de konflikter, som vi hører lidt mindre om. Det være sig i Libanon, i Sudan, i Pakistan og Afghanistan, i Sahel regionen. Listen er desværre lang.

 

Det kan være lokale konflikter eller det kan være proxykrige, som tjener større statsmagter eller selskabers interesser.

 

Men de har et fælles rationale. En higen efter ressourcer, territorium, markeder og altså geopolitisk dominans.

 

De krige og overgreb mod befolkninger vi ser rundt i verden står desværre ikke alene. Samtidig ser vi den ekstreme højrefløj vokse og fascismen tage til.

 

I USA er der indført forbud mod at bruge bestemte bøger i undervisningen, tilbagerulning af abortrettigheder, forfølgelse af homoseksuelle og transpersoner.

 

Og med indsættelsen af ICE mod borgere med migrantbaggrund og tilbageholdelse eller deportation uden rettergang, så har fascismen nået nye højder i USA.

 

Men vi ser også tendensen tættere på. I England arresteres mennesker for sige at de er imod folkedrab og støtter Palestine Aktion.

 

I Tyskland anholder man folk for at have Palæstina-flag med til en demonstration, eller for at have en vandmelon på T-shirten.

 

I Ungarn tager man støtten fra organisationer, der arbejder for minoriteter, folk dømmes for at arrangere Pride og migranter og flygtninge sendes ulovligt tilbage, når de står ved den Ungarske grænse.

 

Det er eksempler, men der er desværre mange.

 

Men er der da slet ikke noget håb? Er der ingen positive historier som vi kan inspireres af?

 

Det er der heldigvis. Men det er ikke eksempler vi hører så meget om i vores mainstream medier.

 

Derfor er det vores opgave at finde dem og udbrede dem.

 

Herhjemme er der positive eksempler, som kan tjene til inspiration.

 

Tusindvis af mennesker har været på gaden uge efter uge for et frit Palæstina. Faktisk har Danmark, forholdsmæssigt, haft nogle af både de største og de mest vedvarende palæstina demoer

 

Et andet eksempel er Community House, som nogle har hørt om her i påsken. På bare to år er det lykkes at opbygge Community House, med faste ugentlige aktiviteter, som bruges aktivt af migrantarbejdere, som vi ellers har haft meget ringe kontakt til.

 

Og netop nu, vokser der en organiseret kamp fra Woltarbejdere ud af dette.

 

Og for at det ikke skal være løgn, så har vi her på seminaret besluttet, at vi opstarter Community House, Århus.

 

I Spanien har man meddelt, at USA ikke kan bruge deres baser, ligesom skibe med fragt til Israel er blevet nægtet adgang til deres havne.

 

I Minnesota, USA, gik 100.000 på gaden og de lavede naboværn for at beskytte hinanden mod ICE.

 

Ja faktisk findes modstanden mod både ICE og Trump i hele USA. Vi har set gentagende massive demonstrationer landet over under parolen  NO KINGS.

 

Og i Argentina demonstrerede over en million mennesker mod Milei.

 

Jeg har selv helt friske erfaringer der giver håb. Jeg er netop kommet hjem fra fem uger i Latinamerika, hvor jeg besøgte Colombia og Brasilien.

 

I Colombia er det lykkes at samle venstrefløjen, først i en valgalliance og nu i et parti. Det særlige ved det her parti, er ikke alene bredden, som rummer tidligere guerillagrupper og alverdens kommunister og socialister. Nej det særlige er, at der også er bevægelser med i partiet. Det være sig bondebevægelser, ungdomsbevægelser, forskellige oprindelige folks bevægelser, afrocolombianske bevægelser, kvindeorganiseringer osv.

 

Og ikke nok med at den vanskelige samlingsproces er lykkes, de fik også regeringsmagten første gang de stillede op, ved forrige valg

 

Og ved det netop afholdte parlamentsvalg, blevet de det største parti.

 

Og hvorfor så det? Det er fordi de har bevist, at det gør en reel forskel når man smider 100 års højredrejet og ekstremt voldeligt styre på porten, og erstatter det med et socialistisk.

 

Pacto Historico, som partiet hedder, har gjort en reel forskel, for rigtig mange mennesker.

 

●      2 millioner mennesker er løftet ud af fattigdom.

●      3 millioner mennesker har fået adgang til pension.

●      Arbejdsdagen er blevet fastsat til 8 timer

●      Mindstelønnen er hævet med cq. 32% over inflationen.

●      Der er lavet jordreformer, som betyder, at man er i fuld gang med at omfordele ejerskab op jorden, til fordel for fx de mange oprindelige folk.

●      Der er indført forbud mod nye olieboringer og udvinding i Amazonas

●      Og der etableres 100vis af kollektivt ejede lokale energifællesskaber.

 

Det er næsten for godt til at være sandt. Og jeg siger jer, at vi ledte efter kritikkere. Men uanset hvor vi kom hen, så var folk både begejstrede og optimistiske.

 

Sådan er jeg ikke skruet sammen. Så jeg har en flig af skepsis - noget må gå galt. Men seriøst, det er det største boost af håb jeg har mærket i rigtig mange år.

 

Når de lykkes med at skabe mærkbare forandringer i Colombia, så skyldes det, at de hviler på ryggen af de massive sociale oprør, der satte gang i forandringsprocessen i Colombia, for 5 år siden.

 

I Brasilien var jeg til en international antifascistisk og antiimperialistisk konference. Jeg har lige fået en opdatering på deltagere; omkring 4000 mennesker fra 50 lande, fordelt på alle beboede kontinenter, deltog i konferencen.

 

Det var en ret vild oplevelse. Dels var det i sig selv imponerende at samle så mange fra verdens organiserede venstrefløj, og dels var der virkelig mange spændende oplæg og møder.

 

Men det største outcome var nok alle de snakke, som skete mellem møderne. Relationer og netværk, som blev styrket og udvidet.

 

Det gælder både i forhold til de mange mennesker og organisationer jeg ikke kendte på forhånd, og til de 4. Internationale-folk som var til stede fra både Nord- og Sydamerika, Europa, Afrika og Asien.

 

Derfor er jeg også stolt af at være medlem af den lille politik (SAP), som trods sin beskedne størrelse har et udsyn større end de fleste.

 

Og nu er det her jo ikke en rekrutteringstale. Men jeg vil blot sige, at vi har da plads til flere. Så jer der føler jer ramt, når nogen siger SAP og omegn, I skal være så velkommne.

 

Jeg vil slutte af med at sige, at der både er håb og muligheder. Og det starter altid nedefra.

 

Men vores håb er ikke naivt. Vi ved godt, hvad vi er oppe imod. Men vi ved også, at der er mennesker derude, som kan vindes. Vi ved, at det er vores opgave at være med til at mobilisere, organisere og koordinere. Og det er faktisk det, vi er pisse gode til.

 

Og så ved vi, at vi er en del af et fællesskab - både her og i en international sammenhæng. Vores håb er derfor et organiseret håb.

 

Så venner og kammerater, vi kan ikke tillade os at ligge på den lade side. Derfor er det også super fedt, at I er kommet her, så vi kan dele erfarne og gøre hinanden klogere.

 

Jeg ser frem til at fortsætte kampen sammen med jer.

 

Tak for ordet.