Den Internationale Socialistiske Ungdomslejr (ISUL) blev i år arrangeret af SUF (Socialistisk Ungdomsfront).  Unge socialister fra Danmark, Italien, Mexico og mange andre lande mødtes i Billund til en hel uges politiske møder, workshops og fest. Dette var et vigtigt bidrag til at samle og styrke en revolutionær og antikapitalistisk ungdom.

af SAPs Forretningsudvalg

Læsetid: 2 minutter

Her var der mulighed for at diskutere centrale politiske problemstillinger, som vedrører arbejderungdommen. For eksempel den fælles referenceramme for alle arbejderunge: at være en udsat gruppe, som mangler demokratisk indflydelse på samfundet.  Og det at være vokset op i en verden, hvor den nuværende samfundsorden stadig spreder krig, fattigdom og klimasvigt. En samfundsorden, som kan forekomme uovervindelig, hvis vi tror, vi står alene.

 

Men det gør vi ikke! ISUL leverer et levende bevis på, at vi har mange kammerater i hele verden. Og derfor styrker lejren troen på, at selv om den verden, vi arver fra vores forældre, er ’rimelig lort’, kan vi stadig forandre den!

 

Organisatorisk selvtillid, politisk gejst og inspiration
Ungdomslejren har styrket SUF på mange områder, også med ny organisatorisk selvtillid. Selve det at stå for at samle 400 unge fra Europa, Latinamerika og andre steder til en selvorganiseret lejr i en uge – uden professionel arbejdskraft – er en kæmpebedrift. Det krævede et enormt godt stykke samarbejde mellem nye og gamle SUF’ere, som var med til at arrangere lejren. Der var mange, som aldrig havde organiseret noget større før, så derfor har det været ekstra imponerende, at de frygtløst kastede sig ind i projektet. Indsatsen har været stor, både lokalt  og nationalt.

 

For mange kammerater har det, at man var en del af noget, som var større end én selv, og at vi kunne forbinde vores forskellige kampe, været enormt gejstgivende.

 

Møderne med delegationer fra andre lande gav mulighed for refleksion over forskellige måder at organisere sig på, som var helt anderledes end i Danmark. Man fik for eksempel indblik i, hvordan man i Italien har udviklet en kooperativ sektor ved at besætte fabrikker og lave selvforvaltning for den befolkning, der bor i et lokalområde. Man havde muligheden for at snakke med folk, som var med i flygtningebevægelser i Schweiz, man diskuterede EU-strategi med unge fra Skotland og Storbritannien og meget, meget mere.

 

Optakt til aktiviteter i Danmark
Lejren var også et samlingssted for omkring 100 SUF’ere. Dette gav en fin mulighed for at igangsætte SUF’s planlagte antiracistiske kampagner i efteråret. SUF har i den seneste tid arbejdet tæt sammen med den selvorganiserede gruppe Kvinder i Dialog og aktivistgruppen Party Rebels om en demonstration i august imod tildækningsforbuddet. Allerede før lejren havde SUF’s queergruppe lanceret en kampagne ved navn ”Gays mod Ghettoplanen”, hvor man gennem aktioner og klistermærkel skulle italesætte modstanden mod den højredrejning, vi på udlændingeområdet har set gennem længere tid.

 

På lejren blev der mobiliseret til den nye kampagne, og lokalgrupper gik i gang med at udvikle kreative svar i modstanden imod forbuddet. Der er ideer om at tildække statuer, at lave flyer-uddelinger med tildækning på og at samle ind til en ”bødebank” for mulige fremtidige overtrædelser af forbuddet.

 

Stort hurra for den indsats, SUF’erne har ydet for at organisere lejren. Marx opfordrede i sin tid proletarerne i alle lande til at forene sig. Med sommerens lejr har SUF givet et godt bidrag til, at dette for alvor skal lykkes for den næste generation!

SAP’s forretningsudvalg, den 25. august 2018

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com