Det er helt sikkert den venstredrejning, der har den største mulighed for et gennembrud med hensyn til politisk nyudvikling på venstrefløjen, og for at gøre en forskel på regeringsniveau.

Labour har en halv million medlemmer og er i vækst. Det er flere medlemmer end de konservative, de liberale demokrater, de Grønne og SNP har tilsammen. Mange af dem er unge aktivister fra nye, venstreorienterede tiltag som f.eks. Occupy-bevægelsen, UK Uncut (note 1), de Grønne og den aktivistiske miljøbevægelse.

Det er bestemt ikke umuligt, at Labour kan nå op på en million medlemmer, som Corbyn har sat som mål. En så stor tilgang af medlemmer øger partiets chancer for at blive det største parti i parlamentet efter det næste valg og forhåbentlig blive i stand til at danne en ny regering ved at indgå i en progressiv alliance med andre partier.

Momentum har ca. 20.000 medlemmer (note 2). Selvom det skorter på internt demokrati, er det en ægte græsrodsbevægelse, der har orienteret sig imod at føre kampagne på massebasis. Det er et skridt i retning af den slags social bevægelse, som Corbyn og McDonnell har gjort sig til talsmænd for.

Corbynismens fødsel har selvfølgelig ikke været smertefri, den har udviklet sig gennem en krig mod Blair-tilhængere og andre højrefløjselementer i Labour, der kulminerede med parlamentsgruppens kup i august. Konflikten er ikke afsluttet endnu – Labour består af to forskellige partier inden for den samme ramme: kun holdt sammen af systemet med valg af ledelse ved simpelt flertal, og den styrke, som Labour-navnet rummer. Kampen om at få ryddet op i Labour og inddæmme de skader, som højrefløjen har forvoldt, vil komme til at stå på måneder frem.

Men Corbyn er blevet væsentlig styrket ved to lejligheder på det seneste.

Den første var Corbyns kanonsejr ved det andet formandsvalg i Labour, og den anden var den måde, hvorpå han og hans hold udnyttede selve partikonferencen, hvor han ikke kun med held forsvarede den politiske linje, som Corbynismen oprindeligt voksede ud af, men styrkede den væsentligt. Han forsvarede også i klare vendinger linjen i forhold til immigration, hvor han slog på, at opgaven var at tackle de sociale problemer, som nedskæringspolitikken havde været årsag til, og ikke give migranterne skylden for den. Det er et uigenkaldeligt farvel til den anti-immigrations- og to-partis-statsracisme, som Labour historisk har stået for. Han gik videre med et forsvar for åbne grænser over hele Europa.

Der var andre vigtige resultater på konferencen, som f.eks. løftet om totalt forbud mod fracking (og skærpelse af synspunkterne i forhold til klimaforandringer), stop for retten til at købe ejendomme fra det sociale boligbyggeri (enormt vigtigt) sammen med loft over huslejen og bemyndigelse til kommunalbestyrelser til at rejse kapital til nyt socialt boligbyggeri. Ophævelsen af anti-fagforeningslove er også afgørende vigtig, sammen med genindførelsen af de kollektive forhandlingsstrukturer, i form af lønforhandlingsudvalg. Han satte så det hele ind i en klar socialistisk sammenhæng – "socialisme for det 21. århundrede".

Disse forslag går skarpt imod de tidligere Labour-lederes neoliberale konsensus og nedskæringsfokuserede program. Det vil være til gavn for de fleste og opmuntre til kamp for stadig mere vidtgående tiltag.

Socialist Resistance er nået frem til to principielle (og indbyrdes forbundne) konklusioner som reaktion på alt dette. Den første går ud på, at Corbynismen nu er det éntydigt vigtigste omdrejningspunkt for politisk venstredrejning i England og Wales i dag. Left Unity har spillet en vigtig rolle, siden partiet blev dannet, og Socialist Resistance har været dedikeret tilhænger af det siden starten i 2013. Men vi er nået til den uundgåelige konklusion, at den plads, som Left Unity optog til venstre for Labour, ikke blot er blevet snævret ind meget hurtigt, men er blevet udfyldt af Corbyn-fløjen i Labour selv.

Corbyn anlagde i øvrigt en næsten identisk vinkel i sin tale på Labour-konferencen. I andre lande, sagde han, er venstredrejningen kommet til udtryk ved dannelsen af nye partier på venstrefløjen, der brød med neoliberalismen, mens den samme proces i Storbritannien fandt sted inden for et traditionelt arbejderparti.

Vi har derfor truffet den beslutning at flytte vores politiske tyngdepunkt over til "Corbyn-bevægelsen" for at kunne kæmpe med større kraft for en anti-nedskæringsregering, under ledelse af Corbyn, ved det næste valg. Vi håber, at hele venstrefløjen vil bakke op om kampen for en sådan regering, der giver os den bedste mulighed for at besejre neoliberalismen og nedskæringspolitikken, og åbne porten for mere dybtgående forandringer.

Det er ikke et brud med den idé om at opbygge partier til venstre for de socialdemokratiske partier over hele Europa, som vi længe har forsvaret. Det er snarere en fortsættelse ad en anderledes vej.

Vi vil fortsætte med at arbejde sammen med Left Unity, hvor det er muligt, og nogle SR-tilhængere vil blive ved med at være medlemmer og aktive inden for Left Unity. Vi mener imidlertid, at bevægelsen bag Corbyn, McDonnell og Abbott er den vej, der har den største gennemslagskraft med hensyn til at opbygge et klart venstreorienteret anti-nedskæringsparti for indeværende.

22. oktober 2016

Socialist Resistance er Fjerde Internationales gruppe i England og Wales.

Udtalelsen er oversat af Niels Overgaard Hansen fra International Viewpoint.

Noter:

(1) Del af antiglobaliseringsbevægelsen i Storbritannien, der lægger hovedvægten på direkte aktion imod nedskæringer.

(2) Momentum blev oprettet efter Jeremy Corbyns første succesfulde formands-valgkamp af folk, der var med i denne kampagne for at støtte det nye lederskab i Labour. Der har imidlertid været en række uoverensstemmelser omkring den måde, bevægelsen skal fungere på, som det ligger uden for sigtet med denne artikel at inddrage.

(3) Retten til at købe socialt boligbyggeri blev indført af Margaret Thatchers konservative regering i 1986 og senere udvidet til andre former for sociale boliger. Kombineret med begrænsninger af kommunalbestyrelsernes ret til at iværksætte nyt socialt boligbyggeri førte det til en massiv nedgang i antallet af boliger, hvor det var muligt at betale huslejen, og derfor til hjemløshed og bolignød. Den private udlejningssektor i Storbritannien, der er ureguleret, er sikkert den mindste i Europa.