Hundredtusinder fulgte begravelsen af Chokri Belaïd fredag den 8. februar, to dage efter mordet på den populære kritiker af regimet. Samme dag lukkede den faglige landsorganisation UGTT landet med en generalstrejke, den første siden 1978.
Chokri Belaïd havde selv få dage forinden advaret om den alvorlige situation i landet og den politiske vold mod oppositionen, som mange stiller det regerende Annahda-parti til ansvar for.

”En situation præget af politisk agitation og bandlysning fra prædikestole i moskeerne, medierne, partimøder og politiske udtalelser mod alle modstandere, og særligt imod lederne i Folkefronten og alle dens medlemsorganisationer,” udtalte Arbejdernes Venstreforbund (LGO).

LGO er et lille trotskistisk parti, som indgår i den venstreorienterede Folkefront, som samler en lang række socialistiske og progressive arabiske nationalistiske partier, blandt andet Partiet af Demokratiske Patrioter, hvor Chokri Belaïd var generalsekretær.

Udtalelsen fra LGO fortsætter:

“Hvad enten denne forbrydelse var planlagt af salafistiske kriminelle eller af militserne fra de såkaldte “forbund for forsvar af revolutionen”, så repræsenterer den en klar besked om at skræmme folket og den radikale opposition I sin helhed, som stadig er I stand til at tilbyde et alternative. Men også en besked om at kvæle de frie stemmer, som løfter sløret for den igangværende afsporing af revolutionen, af forræderi mod folket og af pantsætning af landet til Golfstaterne og imperialisterne; en proces af forræderi mod den arabiske revolutionære proces, som gavner den kriminelle Enahda-bevægelse og forræder-regeringen, som kun er interesseret i at stække denne kritiske stemme.”

Politisk landskab
Siden foråret 2012 har det politiske landskab i Tunesien været delt i to poler.
På den ene side er der islamisterne i Ennahda, anført af Mohammed Ghannouchi, som vandt valget sidste år. Partiet danner regering med Republikkens Kongres, ledet af præsident Marzouki, og Ettakatol, som ledes af den socialdemokratiske formand for den grundlovgivende forsamling. Ettakol er nu officielt tilknyttet den socialdemokratiske Internationale.

På den anden side forsøger en række forskellige grupper at gå sammen, først og fremmest de 17 partier, som stod tilbage efter sammenbruddet for Ben Alis regime (herunder partier fra tiden under Bourguiba, Tunesiens første præsident, 1957-1987). Under mottoet ”alt andet end Ennahda” har de samlet sig bag Nidaa Tounes (Tunesiens Opråb), anført af Caïd Essebsi (prominent minister under Bourguiba og statsminister fra februar til december 2011).

Tunesiens venstrefløj spillede en vigtig rolle under revolutionen fra december 2010 til februar 2011, men blev fuldstændig marginaliseret i valget i oktober 2011. Den fælles front, de havde dannet under revolutionen, gik i opløsning. Det betød, at de forskellige venstrefløjspartier og arabiske nationalistiske partier gik til valg hver for sig, men ingen havde styrken til at blive landskendt og slå igennem.

Folkefronten
I foråret 2012 startede nye diskussioner mellem alle progressive kræfter med henblik på at danne en samlet front. Udfordringen var at skabe en tredje pol, som kunne udgøre et alternativ til de to andre, som begge arbejder inden for rammen af nyliberal kapitalisme.

En første aftale blev indgået den 13. august 2012 mellem 12 partier om dannelsen af ”Folkefronten for Opfyldelse af Revolutionens Mål”. De tilsluttede organisationer kommer fra forskellige traditioner:

• Marxistisk-leninistiske: Arbejderpartiet, ledet af Hamma Hammami, Enhedspartiet af Demokratiske Patrioter, hvor Chokri Belaïd var leder, Revolutionært Socialistisk Patriotisk Parti, ledet af Jamel Lazhar, og Partiet for Fremskridtskamp, ledet af Mohamed Leban;
• Trotskistiske: Arbejdernes Venstreforbund (LGO), ledet af Jalel Ben Brik Zoghlami;
• Socialistiske: Folkepartiet for Frihed og Fremskridt, ledet af Jalloul Ben Azzouna;
• Marxistiske pan-arabiske: Folkefront-Unionen, ledet af Amor Mejri);
• Arabisk-nationalistiske i Nasser-traditionen: Folkebevægelsen, ledet af Mohamed Brahmi;
• Arabisk-nationalistiske i Baath-traditionen: Baathbevægelsen, ledet af Othmane Belhaj Amor, Arabiske Demokratiske Avantgardeparti, ledet af Khereddine Souabni;
• Andre: Grønt Tunesien, ledet af Abdelkader Zitouni, Bevægelsen af Socialistiske Demokrater, ATTAC m.fl.
• Også mange enkeltpersoner er medlemmer af Fronten.

I et interview fra slutningen af 2012 sagde Jalel Ben Brik Zoghlami fra LGO:

”I dag har Folkefronten en uomtvistelig tilstedeværelse, især blandt de mest bevidste dele af arbejderklassen. Den er til stede i alle regioner, blandt de arbejdsløse kandidater og i en lang række organisationer såsom UGTT (den tunesiske LO) og den tunesiske kvindeorganisation.”

Sociale kampe
Der er udbredt utilfredshed med regeringen, som ikke har formået at gøre noget ved den store arbejdsløshed, social ulighed, korruption og regional udvikling. Folk har fået ret til at organisere sig og udgive aviser, men demonstrationer og aktivister er udsat for angreb fra regimet og fra private bander. Udenrigspolitisk har regeringen placeret sig på den reaktionære side i det arabiske oprør og indgået aftaler med EU om åbne dørene for europæisk kapital.

Til forskel fra de andre arabiske lande er arbejderklassen relativt godt organiseret i Tunesien gennem den faglige landsorganisation UGTT. Ansatte inden for postvæsenet, telekommunikation, undervisning og sundhedsvæsenet hører til de mest militante grupper. Det er især sektorer, som er organiseret af UGTT, som har deltaget i sociale kampe. I den offentlige sektor er regeringen blevet tvunget til at forhandle nationale aftaler, som har givet lønstigninger. Også i den private sektor har der været sejre.

I slutningen af november sidste år var der store mobiliseringer i Siliana-regionen i det nordlige Tunesien, som blev støttet af en generalstrejke indkaldt af UGTT. Politiet slog hårdt ned på demonstranter i de første dage, med over 200 sårede. Undertrykkelsen radikaliserede befolkningen i Siliana yderligere, og førte til store støttedemonstrationer i alle landets regioner.

Aktivister fra Folkefronten har været ledende i mange af disse kampe og mobiliseringer, der har fundet sted i Tunesien det sidste år, og planlægger opstilling til valget senere i år.