Netmagasinet Solidaritet

Big time – godt vi har TV2 Østjylland

{{brizy_dc_image_alt entityId=
I går vedtog de 4 forlispartier, som ventet havneudvidelsen. En glad borgmester Jacob Bundsgaard var i TV2 Østjylland og blev interviewet af en flink journalist.
Af Niels Aagard
Læsetid: 5 minutter

Bundsgaard blev spurgt, om havneudvidelsen nu var nødvendig? Kunne man ikke bare - som påvist af borgergrupper - ved hjælp af containertårne og andet optimere brugen af det eksisterende areal?

 

Hvortil borgmesteren kækt svarede, at der jo var borgere, som var politisk uenige med de fire havnepartier, og det skulle de have lov til at være, sådan er jo et demokrati (og det ved Bundsgaard om nogen noget om, tænkte nok en del seere).

 

"Jo, men det handler vel ikke bare om uenighed, når man vha. teknologi som containertårne kan mindske behovet for ny havn", spurgte den rare mikrofonholdende journalist, forbavsende insisterende.

 

Og borgmesteren svarede smilende og med denne dejlige ro:

 

"Der er jo altid borgergrupper, som er uenig med de beslutninger, der træffes i byrådet, og det er de bestemt i deres gode ret til. Det er jo demokratiets grundregel. Men her er der altså tale om et stort flertal i byrådet, der er enig om havneudvidelsen. Og i øvrigt har en nylig undersøgelse jo vist, at også Aarhus' borgere støtter havneudvidelsen."

 

Intervieweren kunne måske have indvendt, at det egentlig ikke var svar på spørgsmålet, men blot var en gentagelse af at snakke udenom spørgsmålet (... eller at den undersøgelse, Bundsgaard henviser til, har for lille population, forkert målgruppe og er for statistisk utilstrækkelig).

 

Men det er jo ikke sådan, man bliver en god interviewer. For det kunne virke lidt konfrontatorisk at spejle urimeligheden i borgmesterens svar. Og ovenikøbet over for så magtfuld og pæn en mand. Nix, det er en karrieredræber.

 

Så journalisten takkede af - meget oplysende, tak. Indslag slut.

 

Og seerne sad tilbage. Jamen .... er det ikke noget med, at 30-40 procent af containerne bare står tomme og optager havneplads, fordi havnen ikke tager markedspris for opbevaring af containere? Kunne man have spurgt til det?

 

Journalisten kunne måske have fulgt det spørgsmål op med: "Skal vi bygge havneareal ud i bugten til milliardbeløb for at skaffe billig plads til tomme containere for JYSK og andre firmaer?" - eller ville det være for stærkt at spørge om?

 

Var det ikke noget med - tænkte nogle af os seere, som har fulgt lidt med i debatten - at hverken byråd eller havn nogensinde har undersøgt, om brugen af eksisterende havneareal kan optimeres?

 

I forlængelse af dét kunne journalisten måske have spurgt: ”Hvordan kan en ansvarlig politiker stemme for en havneudvidelse uden først at have undersøgt dette?”

 

En del seere tænkte nok: Kan vi ikke bare bygge en dryport ved E45. Er det ikke langt billigere og bedre for miljøet, sådan som man har gjort med held i Fredericia Havn? Eller sende noget af vores gods til andre havne?

 

Og hvis nu journalisten havde været rigtig journalist-agtig, så kunne vedkommende måske have spurgt: Er det ikke sådan, at de fleste internationale eksperter i virkeligheden regner med et markant fald i containervæksten de kommende mange år? Og så er behovet for havneudvidelse vel ikke længere tilstede?

 

Eller nævnt, at "Aarhus Havn benytter ikke sit havneareal særligt optimalt. Andre tilsvarende havne omsætter 300 procent flere containere på samme plads."

 

Og så kunne journalisten måske have fulgt op med det indlysende spørgsmål: "Så hvad skal vi med en 100 procents procents forøgelse af havnearealet og en molearm 3,5 km ud i bugten?"

 

Journalisten kunne måske lige have nævnt, at borgergrupper fra hele Aarhus gennem et år har hævdet, at havneudvidelsen skaber voldsomme klimaskadelige udledninger af CO2 og vil tvinge Aarhus til at opgive sine klimamål. "Vil borgmesteren fortsætte denne form for vækst i mange år endnu, også selvom vi nu ser tørke, oversvømmelser og klimakatastrofer overalt. New York fx har lige nu livstruende stærk smog fra skovbrande?" - kunne en journalist have spurgt.

 

Måske kunne journalisten have nævnt, at havneudvidelsen - ifølge lokale og nationale eksperter og forskere på feltet - er en stærk trussel mod havmiljøet som er i livsfare?

 

Standard-mod - hvor mange år endnu?

Men nej. Journalisten var præcis så modig, som 99,9 procent af alle journalister er i Danmark. Og når magtens mænd m/k igen-igen træffer en stærkt klodeskadelig beslutning for at få mere stærk klodeskadelig vækst, så skal man gå stille med sine spørgsmål.

 

En opringning fra borgmesteren til TV2’s uafhængige redaktion kunne måske ændre retningen for journalistens ambitioner.

 

Konklusion: Vi trænger til en journalistuddannelse, som klæder journalisterne fagligt og journalistmæssigt på til ikke længere at være mikrofonholdere og lamme får i journalistklæder, der i bar frygt for at virke nærgående eller kontroversiel går magtens ærinde.

 

Vi trænger til et journalist-oprør. For pokker: Sæt jer ind i sagen. Kræv respekt for jeres vigtige job: Formidling af vigtige politiske beslutninger, der har enorm konsekvens for kloden og vores fremtid. Og hvis du ikke selv kan se vigtigheden, så spørg dine børn om de kan?

 

Niels Aagaard er formand for Landsforeningen det Fælles Bedste. Kommentaren er først bragt på hans Facebook-side.