Med den fremadskridende klimakrise og de fortsatte uduelige regeringer råbes der stedse højere for at genoplive atomkraften, som skulle kunne sikre tilstrækkelige mængder ren energi. Dette tågeslør og kapitalinteressernes bedragerisk løgne skal afsløres.
Mere præcist er spørgsmålet: Er atomkraftværkerne med deres karakteristiske køletårne, hvorfra vanddampe siver ud, fremtidsløsningen, som sikrer en ren og CO2-fri energiproduktion, der skal dække vores stigende forbrug af elektricitet? Også når målsætningen er, at drivhusgasudledningerne i 2035 skal reduceres til 0, hvis vi skal begrænse opvarmningen i 2100 til maksimalt 1,5 grader. Omstillingen kan kun nås, hvis vi i tilstrækkelig grad elektrificerer mange sektorer og erhverv, i stedet for fortsat at afbrænde fossile brændsler.
Forudsætningen er, at strømforsyningen baserer sig på vind, vand og sol. Vel er atomkraften ikke fossil, men bæredygtig er den ikke, bl.a. fordi den ikke findes i ubegrænsede mængder.
Hvor mange ikke-fossile energikilder kan vi tillade os at bruge, hvis de ikke alle er bæredygtige? Problemstillingen afgrænses hyppigt til et enkelt spørgsmål: Findes der en hurtig omstilling fra fossile til bæredygtige energiformer, som dækker det samme permanente energibehov - og vil nedskæringerne være for store, til at de kan retfærdiggøres.
At afgrænse diskussionen til dette ene spørgsmål er hverken fornuftigt eller nødvendigt. Det er udelukkende et spørgsmål om politisk vilje til at påbegynde den nødvendige omstilling. Ved at forenkle og fastlåse diskussionen, så viser det, hvilke interesser lobbyister, kapitalinteresser og teknologiens fortalere reelt har.
Kampagnen for at give atomkraften et grønt image er stigende
Bill Gates er én af dem, der vil give atomkraften en renæssance i kampen mod klimaforandringerne: "Man skal ikke udelukke nogen muligheder, førend omkostningerne og sikkerheden er bedømt." Udsagnet er overfladisk, men støttes af talrige investorer og deres politiske støtter, fx tidligere forbundspræsident Wolfgang Schäuble og cheferne for BMW og Volkswagen. De henviser til en tværfaglig undersøgelse fra MIT (Massachusetts Institute of Technology), hvor der ses på byggeomkostninger, udvikling af reaktortyper, forretningsmodeller og sikkerhedsforanstaltninger.
Atomenergien begynder i minerne. For hver ton udvundet uran opstår der 750 tons lavradioaktivt affald, der er så farlig, at det skal opbevares under sikre forhold. Inden den udvundne uran kan anvendes som brændselsstave i reaktorer, skal den forarbejdes i en proces, der er enormt energikrævende. Kun hvis der anvendes vedvarende energikilder, er processen neutral. Hertil kommer forureningen under transport fra minen til oparbejdningsfabrikken og videre til atomkraftanlægget.
I tilfælde af dårlig malmkvalitet kan CO2-emissionerne ved udvundet atomspaltning beløbe sig til 210 g/kWh. Det gør atomstrøm ringere end fossil gas, der udleder 200 g/kWh, men dog bedre end brunkuls 360 g. Vind eller sol udleder fra 3 til 60 g/kWh.
Det er rigtigt, at atomkraftværker ikke udleder CO2, Indirekte sker det dog alligevel, for de hvide vanddampe fra køletårnene bidrager til den generelle opvarmning af atmosfæren.
Det globale energibehov kan ikke dækkes med atomstrøm
Kun 4 procent af klodens energiforbrug dækkes af atomkraft, mest i atommagterne USA, Kina og Indien. 84 procent kommer fra fossile brændstoffer (33 procent olie, 27 procent kul og 24 procent naturgas). Vandkraft dækker 7 procent, mens sol og vind tegner sig for 5 procent. Resten kommer fra geotermi og brintceller. Hertil kommer, at uranmalm ikke er en ubegrænset ressource.
Uran-235 har en halveringstid - den tid hvor strålingen er 50 procent af, hvad den var, mens det var i brug - på 700 millioner år. Efter yderligere 700 millioner år er det halveret til 250 g, og så fremdeles.
Teknologi er ikke et mål i sig selv
Et modargument lyder, at med formeringsreaktoren, der producerer mere uran, end den forbruger, da kan det gamle atomaffald genanvendes, og derfor vil nytten af atomkraften være endnu større.
Formeringsreaktoren bruger Uran-238, der dog først skal oparbejdes, hvorved der opstår nye emissioner - med mindre der bruges vedvarende energi. Uran-238 har ti gange så lang halveringstid som Uran-235. Uran-238 er et forstadie til det Plutonium-239, der bruges til atomvåben.
Sikkerhedsproblemerne ved formeringsreaktorer er langt større end ved konventionelle reaktorer. De kan eksplodere som en atombombe, dog med mindre sprængkraft. Affaldsproblemerne er de samme, til gengæld er problemerne med plutonium langt større.
Bortset fra disse tekniske-akademiske detaljer, er der udfordringer med bygningen af formerings-reaktorer, der kan vare op mod ti år, og til enorme omkostninger. Formeringsreaktoren er ikke egnet som overgangsteknologi. I længere perioder har de været ude af drift i de lande, der har dem: Indien, Kina, Japan, Rusland, USA og Frankrig. Hvis teknologien var så god, som det påstås, så ville flere lande nok også have sat dem i drift.
Atomaffald er en bekostelig risiko for mennesker og natur
Det tyske radioaktive affald udgør frem til 2080 ca. 10.800 tons. For tiden oplagres det i mellemdepoter, da der endnu ikke er fundet egnede lokaliteter til den endelige opbevaring. Og skulle det ske, så skal der opbevares ca. 330.000 m3 radioaktivt materiale i millioner af år - til gigantiske og kontinuerligt løbende omkostninger.
Placeringen af et slutdepot er ikke et videnskabeligt spørgsmål, men et politisk. Videnskabelige undersøgelser skydes ned af politikerne, der dog ikke selv har forslag til, hvad man så skal gøre.
Risikoen for ulykker på atomkraftværkerne er alt for stor
Når det overvejes, hvordan klimaforandringerne skal bekæmpes, så vurderer man de direkte og indirekte farer for mennesker ved brug af fossile, atomare og vedvarende energiformer. Siden 1990 er ca. 3,5 millioner mennesker hvert år døde som følge af forurening fra fossile brændsler. Dødsfald, der relaterer til vedvarende energi, skyldes ulykker under bygning af vindmøller, dæmninger og lignende.
I atomkraftens levetid er der sket omkring 30 kendte ulykker, hvor Tjernobyl i 1986 og Fukushima i 2011 var de værste. Efter Tjernobyl-ulykken blev der registreret ca. 60.000 kræftdødsfald. Hertil kommer påvirkningen af dyr og økosystemer. I Sachsen blev i 2014 en tredjedel af alle vildsvin skudt; dyrenes strålingsværdi var stadig for høj. Alligevel accepterer mange disse risici som en del af prisen for at have atomkraft.
Kina og Indien har, i modsætning til Europa, moderne og sikre oparbejdningsanlæg. Gennemsnitsalderen for europæiske atomkraftværker er 38 år, mens den i Indien er 23 og Kina 8,5 år. Verdenssamfundet har trods alt lært af de to store atomkraftulykker. Når det gik så galt i Tjernobyl, skyldtes det myndighedernes fordækte og bagatelliserende ageren, og at de greb alt for sent ind med afværge- og beskyttelsesforanstaltninger. I autoritære regimer er der en tendens til at fremstille atomkraften mere positivt end i demokratiske samfund.
Vores hierarkiske infrastruktur skal decentraliseres
Teknologi er et værktøj, der kan bruges efter behov. Bruges det for at profitmaksimere for den enkelte, så sker der en udbytning af mennesker og natur, og sådan vil det være, så længe den er erhvervslivets vigtigste præmis. Præmissen skal ændres radikalt, hvis vi skal undgå et klimakollaps.
Klimakrisen kan ikke afværges af fremtidens teknologi, for så kommer vi til at vente længe. Vi har få år til at mindske CO2-emissionerne, inden vi når det punkt, hvor ingen teknologi længere kan redde os. De nødvendige teknologier til at reducere energiforbruget findes. Når det ikke er sket, så skyldes det manglende politisk vilje og interesse.
Decentral strømforsyning giver reel modstandsdygtighed mod strømudfald
Et energinet, der udelukkende bygger på vedvarende energi, er decentral, ikke centralistisk-hierarkisk, som det vi har i dag. Atom- og kulkraftværker bygger på, at de forsynes "fra oven," mens en decentral forsyning kommer "nedefra", fx solfangere på private og offentlige bygninger. Dette tilgodeses ikke i den aktuelle strømforsyning.
I de senere år er der sket en liberalisering af det internationale energimarked. Nu handles "strøm- og ydelsespakker" spekulativt, ganske som på børsen. Aftagere kan fx købe 15 minutters "strøm-pakker”. Sådanne handler indebærer, at kraftværkerne skal have en betydelig energimængde til rådighed, hvilket kræver opvarmning af enorme mængder vand. Viser det sig, at der er for meget strøm på nettet, og handlerne ikke bliver til noget, skal vandet afkøles. Det sker endda, at energikunderne får penge for at aftage strøm. For ejere af kraftværkerne er det mere gunstigt at betale aftagerne for at få leveret strøm, frem for selv at beholde den.
Atomkraft har altid været målet for militær udnyttelse
Virksomhedsøkonomisk er atomkraft ikke profitabel og har aldrig været det. Omkostningerne - lige fra bearbejdningen af uranmalmen og til slutlagringen af det radioaktive affald - har altid været båret af staten, mens private investorer og virksomheder stikker fortjenesten i lommen.
Udviklingen af avanceret militær teknologi har altid været kostbart for staterne. USA's udvikling af atomvåben omkring 1940, Manhattan-projektet, ville i 2012-priser have kostet ca. 150 mia kr. For at få investeringerne hjem igen, har staterne etableret en civil sektor, der kunne omforme den militære teknologi til mere fredelige formål.
I dokumentarfilmen Thorium - atomkraft uden risiko? af Myriam Tonelotto (kan ses på Netflix) afsløres detaljeret, hvordan forskellige reaktortyper finansieres og bygges, samt hvilke spaltningsmaterialer til våbenbrug der anvendes. Den civile udnyttelse og befolkningens sikkerhed har altid været det sekundære.
I de senere år har vi kunnet iagttage de forbundne diplomatiske og udenrigspolitiske konflikter i spørgsmålet om en mulig iransk atombombe. Også her argumenteres der med, at adgangen til at skaffe sig atomkraft til civile formål er nødvendig for et lands energiforsyning og -sikkerhed. Bagved ligger muligheden for at berige uran, så det bliver muligt at fremstille atomvåben og dermed hævde en magtstilling på den internationale scene.
Senest har USA's og Frankrigs præsidenter bekræftet, at afskrækkelsen er et nøgleelement i det kollektive forsvar via en atomar alliance i NATO (Süddeutsche Zeitung, 2. November 2021). Det imperialistiske USA vil, under Joe Bidens ledelse, ikke længere kategorisk udelukke at være den første til at bruge atomvåben.
At den nye tyske regering og EU overvejer at erklære atomkraft som grøn, er langt fra enhver videnskabelig erkendelse. Grønvaskningen af "klimakansler" Olaf Scholz er begyndt, allerede inden han har siddet de berømte 100 dage i sit embede.
Energisektoren kan yde et markant bidrag til en reduktion af CO2-udslippet ved en radikal gennemført omstilling til vedvarende energi, en decentral forsyningsstruktur. NU!
2. januar 2022
Oversat og bearbejdet fra marx21.de af Arne Lund
