Den portugisiske klimaaktivist João Camargo skriver, at hvis vi bliver ved med at opføre os, som om der ikke var erklæret krig mod planeten og menneskeheden, så er det det samme som allerede at erkende nederlaget. "Hvis vi fortsætter med at spille deres spil, er sammenbruddet garanteret. Tiden er kommet til at vende op og ned på det hele."

af João Camargo

I år så vi nogle af klimakrisens konsekvenser hærge i de rige lande på den nordlige halvkugle. Det førte dog ikke til nogen politiske forandringer. Institutionerne er og bliver smørelsen i kapitalismens maskineri. COP26 i Glasgow blev den vigtigste arena for planlægningen af nye former for kapitalakkumulation, hvor klimakrisen kunne blive brugt som et påskud for nye landvindinger. Det var også året med rum-fallosser; starten på idioternes rumkapløb, mens en ny spekulationsboble voksede i form af kryptovaluta. Klimaet ødelæggelse ledsages hele tiden af en stigende fremmedgørelse, men Kapitalocæn giver den fuld gas.

 

2021 bliver sandsynligvis et af de syv varmeste år nogensinde, og fortsætter således rækken af globale temperaturrekorder, som blegner i sammenligning med de år, vi lige er kommet igennem (af de ti varmeste år, siden vi er begyndt at måle det, lå ingen af dem før år 2000, og af dem før dette årti, er kun 2005 stadig i top). Havene er mere sure, end de har været i de sidste 26.000 år, og det betyder, at deres evne til at optage CO2 fra atmosfæren bliver mindre, lige som det bliver sværere for mange af de organismer, der lever der, at formere sig. Forskningen viser, at Golfstrømmen, der transporterer energien fra de varmere dele af havet mod de nordlige breddegrader, er kommet ud af ligevægt og nærmer sig et sammenbrud med den laveste hastighed i 1.600 år; noget der peger hen mod en fuldstændig stilstand. Koncentrationen af CO2 i atmosfæren er også på det højeste niveau, der nogensinde er målt og uden sammenligning i de sidste 3 millioner år (vores art har kun eksisteret i 300.000 år).

 

Udledningen af drivhusgasser er øget dramatisk (med 5% siden 2020, så det endelige niveau bliver tæt på det i 2019). Udledningerne i Kina forventes at stige med omkring 4% i forhold til 2020, i Indien med omkring 13% og i EU og USA med omkring 8%. Hovedparten af den ”økonomiske genopretning” er baseret på olie, gas og kul. Kulforbruget fik den største årlige stigning nogensinde med over 9% (jævnt fordelt over Kina, Indien, EU og USA). Den globale kapitalisme er aldeles afhængig af fossile brændstoffer og har ikke nogen troværdige planer om at ændre det. Planen hedder klimakollaps og leder os direkte i katastrofen. Hvis der er nogen, der ikke har opdaget ud af det før 2021, er det svært at forestille sig, at de nogen sinde opdager det.

 

Ordet katastrofe er blevet flittigt brug i år, selv om pressen stædigt nægter at forbinde den voldsomme stigning i ekstreme vejrfænomener med klimakrisen, og i stedet nøjes med at skildre dem som ”naturkatastrofer”. De fortaber sig i diskussioner om nødhjælpens logistik og de økonomiske virkninger, men undgår altid at beskæftige sig med krisens entydige årsag. Noget forholdsvis nyt i år var den højere forekomst af klimakatastrofer i det globale Nord med en mere direkte indvirkning på de lande, der historisk bærer ansvaret for klimakrisen. Syden blev imidlertid også stadig hærget.

 

I begyndelsen af 2021 var den spanske hovedstad dækket af sne i en snestorm som følge af den tropiske storm Filomena. Selv i et rigt land med en solid materiel og social infrastruktur var virkningerne alvorlige med veje, der var blokeret i to eller tre uger, en offentlig transport, der var brudt sammen, parker og haver der blev alvorligt beskadiget, masser af ødelagte hustage og hundrede tusinder af mennesker fanget i deres eget hjem uden mulighed for at komme væk, mens Covid-19 var på et højdepunkt. Madagaskars annus horribilis begyndte i den samme måned, da den tropiske storm Eloise kom forbi efterfulgt af en særlig kraftig monsun måneden efter, hvor adskillige landsbyer og huse blev oversvømmet og ødelagt.

 

I februar brød dele af Nanda Devi-gletsjeren i Indien sammen og forårsagede en flodbølge, der sprængte Dhauliganga-dæmningen og dræbte mere end 80 mennesker. Kuldebølger i USA medførte strømafbrydelser for mere en 10 millioner mennesker, især i Texas og Nebraska. Temperaturerne var 40 C° under det normale for årstiden, og næsten 200 mennesker mistede livet. Kulderekorden blev også brudt i Canada. Sydamerika oplevede den værste tørke i 90 år. Oversvømmelser i Tanger og Tetouan i Marokko dræbte 50 mennesker.

 

Gentagne oversvømmelser i Kenya førte til ødelagte afgrøder og mange dødsfald i foråret. I marts måned gjorde sandstorme, der blandede støv, varme og forurening, Beijing og det meste af Mongoliet til giftige og dødsensfarlige steder for alle, der var ude på gaden under de orange skyer uden masker og beskyttelsesbriller på. I maj måned dræbte cyklonen Tuaktae mindst 150 mennesker i Indien. I Rusland satte sommeren 2021 rekord som den varmeste i landets historie, med hedebølger og ødelæggende skovbrande i Sibirien. I Hong Kong var nedbøren de første fem måneder af året den laveste, siden man begyndte at måle det i 1884.

 

Sommeren 2021 på den nordlige halvkugle var meget varm. I Libyen døde mere end 100 mennesker i en hedebølge i juni, mens New Zealand på den anden side af jorden havde rekorden med den varmeste vinter nogensinde, 1,32 grader over gennemsnitstemperaturen for 1981 – 2010. I Tjekkiet dræbte den største tornado nogensinde seks mennesker i juni. Juli 2021 var den varmeste juli, der nogensinde er målt. Det nordøstlige Amerika oplevede den ene varmerekord efter den anden (over 100 i Canada), inklusive Lytton i British Columbia med 49,6 grader, i en hedebølge, der fik asfalten til at smelte, ødelagde elektriske installationer og dræbte hundredvis af mennesker, efterfulgt af katastrofale skovbrande, der ødelagde byen. I USA døde mere end 800 mennesker under denne hedebølge. Den største skovbrand i Californiens historie, ”the Dixie Fire”, begyndte i juli og varede til oktober og fortærede 390.000 hektar skov og buskads (og byer og landsbyer). Orkanen Ida var den næst kraftigste orkan, der er gået i land i USA siden Katrina, og den oversvømmede dele af Louisiana, men også af Cuba. Mere end 100 mistede livet. I det centrale Europa oversvømmede flodbølger dele af Tyskland (hvor 183 døde), ødelagde huse og broer og afbrød vand og elektricitet i mange dage, lige som i Østrig, Belgien, Luxembourg, Litauen, Kroatien og Italien. Samme måned dræbte oversvømmelser mere end 200 mennesker i Pakistan og 300 i Henan, Kina. Det var også i juli man kunne se imponerende billeder af havet i flammer i den Mexicanske Golf efter endnu en alvorlig ulykke på en boreplatform fra Pemex.

 

Skovbrande hærgede Grækenland og Tyrkiet i sensommeren, og i oktober gik noget så sjældent som en orkan i Middelhavet i land på Sicilien. På samme tid havde hungersnøden i Madagaskar i kombination med ekstrem fattigdom og vedvarende tørke fået tag i mere end en million mennesker.

 

I december, uden for tornado-sæsonen, fejede en serie af tornadoer gennem flere stater i USA – Arkansas, Missouri, Illinois, Tennessee og Kentucky – over et område på hundredvis af kilometer og med mindst 90 dræbte. I slutningen af året fordrev supertyfonen Rai mere end 400.000 mennesker fra deres hjem i Filippinerne, og mindst 400 blev dræbt. I det nordøstlige Brasilien blev staten Bahia hærget af oversvømmelser med dusinvis af døde og titusinder hjemløse. Den måned blev det også offentligt kendt, at Thwaites-gletsjeren på Antarktis, kaldet Dommedagsgletsjeren, løsner sig hurtigere, efterhånden som havene bliver varmere, og den får stadig flere revner i isen, så den truer med at bryde sammen, ikke i løbet af nogle årtier, men i løbet af dette årti. Det ville i sig selv medføre en stigning af den gennemsnitlige vandstand i verdenshavene på mindst 60 cm bare på grund af denne ene begivenhed.

 

Stillet over for denne nye klimasituation, der ikke længere skjuler noget, gav det politiske og økonomiske system, der styrer verden, alle garantier for, at det ikke vil blive gjort noget ved det af betydning. COP26 i Glasgow var det første COP-møde, der uden omsvøb bekræftede indledningen af Kapitalocæn, et samvittighedsløst marked for de fattigste landes naturlige ressourcer, hvor nogle af den globale kapitalismes hovedaktører prøvede at organisere en ny magtfordeling, der tillader mere økonomisk vækst. Planen er at bruge klimakrisen som et påskud for at åbne nye muligheder for udbytning og kapitalakkumulation. CO2-neutralitet, handel med udledninger, handel med det på tværs af grænserne og en intensivering af minedriften er alt sammen næring for nye narrativer for at fremme én bestemt ting: at skabe en ny opdeling af de fattigste lande som skuepladser for udvinding, åbne miner til opretholdelse af status quo.

 

Der er ingen adskillelse mellem kapitalismen som produktionsmåde og kapitalismen som et verdenssyn. For at kompensere for den krise i produktionen, der er kommet efter Covid, er det nødvendigt at øge fremmedgørelsen, så der midt under den værste krise menneskeheden nogen sinde har oplevet (ikke Covid, men klima- og miljøkrisen) kan komme gang i en udbygning af netop den slags aktiviteter, der har været årsagen til den. Under COP26 blev det afsløret, at der var planer om 800 nye olie- og gasboringer i mere end 70 lande i løbet af 2022. Umiddelbart efter afslutningen af COP26, holdt Joe Bidens administration historiens største auktion over olie- og gasboringer i den Mexicanske Golf. Som et højdepunkt af ren fremmedgørelse eksploderede væksten af kryptovalutaer, et 100 procent spekulativt produkt uden noget fysisk modstykke, men med et gigantisk energiforbrug. Det er en af anarko-kapitalismens nye facetter, når den søger efter nye måder at tilegne sig virkelig rigdom og akkumulere kapital i et sammenstød med de private og offentlige finans- og banksystemer. Alene bitcoins udleder mere CO2 end New Zealand, alt sammen på grund af den idiotiske udvinding af kryptovaluta. Kryptovalutaboblen er vanvid lige som tulipankrisen i Holland i det 17. århundrede. I dette tilfælde er der bare ikke engang nogen tulipaner.

 

Som en naturlig følge af Kapitalocæns fremmedgørelse har flere multimilliardærer fået konstrueret rumskibe formet som store fallosser, og de er rejst ud i rummet i 15 minutter for at vise, at de havde råd til det. Ved årets afslutning fik Elon Musk, hvis store plan er at kolonisere Mars, Time Magazines pris som ”man of the year”. Musk bliver fremstillet som en ”selfmade man”, selv om hans formue stammer fra hans fars diamantminer i Zambia. Musk er én af de største kritikere af de offentlige planer om at lægge en dæmper på udledningerne (herunder naturligvis Joe Bidens plan om omfattende offentlige investeringer, der bliver blokeret af hans egne partimedlemmer – endnu en absurd episode i institutionalismens historie). For milliardæren, som for kapitalismen, er opgaven at tjene penge, og de vil ikke have nogen konkurrence. Pressen jublede over alle disse groteske episoder, og gav dem al den opmærksomhed og al den sendetid en gode sponsorer fortjener.

 

Kapitalocæn er over os. Fremover vil modsætningerne hele tiden blive skarpere. At give slip på klarheden og visionerne og begive sig ud i tågen for at lede efter håb, hvor der intet er, er at garantere, at kapitalismen – det vil sige sammenbruddet – vil få overhånd. Klimakrisen er ikke længere en fremtidsudsigt, men en nutidig række af forventelige og mere og mere ødelæggende katastrofer overalt, mens kapitalismens politiske og kulturelle apparat afslører, at der ikke en gang findes en machiavellisk plan, men først og fremmest en tåbelig plan, netop et resultat af fremmedgørelsen hos den elite, der klamrer sig til status quo. De har til hensigt at ødelægge os alle med deres inerti. Hvis vi fortsætter med at spille deres spil, er sammenbruddet garanteret. Tiden er kommet til at vende op og ned på det hele.

 

29. december 2021

—-

João Camargo er klimaaktivist i græsrodsbevægelsen Climáximo i Portugal og i Klimajob-kampagnen. Han er miljøingeniør og forsker i klimaforandringer på Universitetet i Lissabon, hvor han lige har afsluttet sin Ph.d. om Klimaforandringer som et nyt metanarrativ for menneskeheden. Han er forfatter til to bøger fra 2018: ”Clima Change Combat Manual” (i Portugal og Spanien) og ”Portugal in Flames – How to rescue the forests”.

 

Oversat fra Common Dreams af Poul Bjørn Berg

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com