Foto: Korsgården i Roskilde, hvor DR-dokumentaren Underdanmark dokumenterer migrantarbejderes asbestarbejde uden værnemidler.

Migrantarbejdere af forskellig nationalitet er i gang med at renovere taget på en dansk byggeplads. De er blevet udtaget til asbestarbejde, men uden at vide det mindste om, at det er et livsfarligt materiale, uden nogen form for instruktion i, hvordan de skal bruge værnemidlerne, og uden det lovpligtige certifikat, der bekræfter, at man som arbejder har gennemgået den nødvendige håndtering af asbest. I filmen har arbejderne hvide dragter på, men de har taget hætten med maske og åndedrætsværn af, fordi det er for varmt. På et tidspunkt begynder de at skære asbestplader op i mindre dele, for at de kan håndteres nemmere. Ved dette frigøres millioner af asbestfibre, der sætter sig i lungerne, og som med stor sikkerhed vil forårsage den dødelige lungehindekræft om 20-25 år.

Scenen er optaget med skjult kamera og er en af mange groteske episoder i dokumentaren ”Underdanmark”, som vises på DR. Og tak for det. For som journalist Isabel Morales siger, så har hun lavet serien, fordi der er så få danskere, som vil tro på, at dette her foregår i Danmark, og at det sker hver eneste dag.

Naturligvis er det ikke hovedentreprenøren, men underleverandøren, der står for ”at lede og fordele arbejdet”, og direktøren for det store byggefirma J. Jensen udtrykker da også bekymring.
Men J. Jensen har ansat folk, som skal kontrollere arbejdet – og man kan, som intervieweren, undre sig over, hvorfor de ikke tjekker, hvordan arbejdet udføres i praksis.

Hvor bliver kædeansvaret af?
Problematikken er ikke ny. Byggefagsfagforeninger har i årevis kæmpet for at indføre et kædeansvar, så hovedentreprenøren altid kan gøres ansvarlig hele vejen, uanset om det er underleverandøren eller underleverandørens underleverandør, der snyder med løn, skat eller arbejdsmiljøregler. Arbejdsgiverne mener ikke, de kan gøres juridisk ansvarlige for brodne kar langt nede i kæden, men det er at krybe uden om ansvaret: De skal tage deres tilsyn alvorligt.
Vi ved, at der tjenes gigantiske beløb i byggebranchen, fordi man benytter sig af kriminalitet, og at det foregår både i privat og offentligt regi. Vi ved, at der opereres med sorte penge, og at aflønningen i kontanter af migrantarbejdere uden arbejdstilladelse er et instrument til hvidvaskning.

Problemet er, som dokumentaren også viser, at ”nogen” ofte er blevet varslet i forvejen og har sikret sig, at folk uden arbejdstilladelse er væk fra arbejdspladsen, når Arbejdstilsynet kommer på kontrolbesøg.

Finanslov: Færre ansatte i Arbejdstilsynet
Regeringen fremlagde i september et forslag til besparelser på finansloven, der indebærer, at arbejdstilsynet skal skære 1000 stillinger væk. Det sker som led i en proces, hvor man vil nedlægge det 100 år gamle Arbejdsmiljøråd, der er en instans, hvor arbejdsmarkedets parter hidtil har kunnet briefe politikerne om konsekvenser af ny arbejdsmiljølovgivning. Nu vil man slå beskæftigelsesindsatsen sammen med arbejdsmiljøet, og det frygter fagbevægelsen reelt vil betyde en nedprioritering af arbejdsmiljø.

At Socialdemokratiet som regeringspartner går med til denne spareøvelse, er endnu et signal om, hvor meget man er kommet i konflikt med sit eget bagland. Det er kun en måned siden, at firmaet LM Multiservice blev afsløret i at sætte børn og helt unge til at arbejde med asbest helt uden værnemidler. Der var tale om børn, der havde sociale problemer eller problemer i skolen, og firmaet havde kørt sig op på at tage hånd om udsatte unge. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen var hurtig på aftrækkeren med sin forargelse, men det er i præcis i sådanne sager, at vi har brug for et stærkt og udfarende arbejdstilsyn.

Udbyg det organiserende arbejde blandt migrantarbejdere
Fagbevægelsen råber af gode grunde på mere og strammere lovgivning, højere bøder osv. Vi skal kæmpe for et bedre arbejdstilsyn, der ikke bare har ressourcer til at komme på uanmeldte besøg, men som ofte har kompetencer og sproglige ressourcer til at kunne tale med udenlandske arbejdere “under fire øjne”. Vi skal kæmpe for kædeansvar gennem lov og overenskomster, vi skal bakke aktivt op omkring byggefagenes arbejdskampe, men det vil aldrig være nok.

Aktive fagforeninger har i mange år haft patruljer ude på byggepladserne for selv at opsøge og afsløre ulovligheder. Nogle tager rundt og opsøger migrantarbejdere, hvor de bor, for at oplyse dem om rettigheder og agitere for medlemskab af fagforeningen. Men der er ikke ressourcer nok, hverken økonomisk eller mandskabsmæssigt til at foretage disse besøg så ofte og kontinuerligt ,som det er nødvendigt. Migrantarbejdere er af gode grunde nervøse for myndigheder, og de kommer tit fra lande, hvor fagforeninger enten er små og ubetydelige eller direkte korrupte. Vi overbeviser dem ikke ved et enkelt hurtigt besøg og en lille pamflet, selvom den er skrevet på deres eget sprog. Vi skal komme igen og igen og vinde deres tillid. F.eks. ved at hjælpe dem med anden socialrådgivning. Det ville være oplagt, at fagforeningerne indfører et billigere indslusningskontingent for migrantarbejdere. 4-500 kr. om måneden er meget, hvis man bliver groft underbetalt.

Det, som foregår på de danske byggepladser, vedkommer ikke kun byggefagsfagforeninger, det angår hele fagbevægelsen. Det vil være oplagt, at resten af FH kanaliserer penge til at bekæmpe social dumping helt ude på byggepladserne. Og hvorfor ikke også bidrage med både lønnet og frivillig arbejdskraft til at udbygge det organiserende opsøgningsarbejde blandt migrantarbejderne?

Socialistisk ArbejderPolitiks Forretningsudvalg, den 27. oktober 2024