Netværket består af mennesker, der ikke synes, at det var nok at følge forholdene i det besatte Palæstina i medierne, men selv ville ned for at se tingene med egne øjne. I mange tilfælde deltager de i plukning af oliven, hjælper børnene til og fra skole og deltager i protester og demonstrationer, bliver skudt på eller udsættes for tåregas og lydgranater.
Mødet på Nørrebro blev til en ide om en bog her 20 år efter, at det hele startede med en relativ spontan rejse til Vestbredden foretaget af blandt andet Pernille Rosenkrantz-Theil og Bent Erik i april 2002, midt under den anden intifada.
32 fredsvagters meget forskellige bidrag med beretninger, rejsebreve og et digt fra Jenin, Deir Ibzi, Ramallah, Gaza, Nablus og mange af de andre byer og landsbyer i Palæstina bliver til en perlerække af velskrevne indtryk gennem årene fra 2002.
Undervejs bindes beretningerne sammen af glimt fra samtalerne på stævnemødet på Nørrebro.
Beretningerne bliver alle båret af både frustrationen over de israelske myndigheders og militærs brutale overgreb, og af glæden over de personlige bekendtskaber med palæstinensiske familier og aktive, der opstår undervejs. Derfor titlen ”Lov aldrig at glemme os – øjenvidneberetninger fra det besatte Palæstina”
De fleste læsere vil sandsynligvis være nogle af os, der på forskellig vis har deltaget i Palæstina-solidaritetsarbejdet, og som fra tid til anden har besøgt det hærgede land.
Men bogen har en kvalitet og autencitet, der berettiger til en meget større udbredelse – en udbredelse til de mange, der enten ikke kærer sig om forholdene i det besatte Palæstina, eller måske endda stiller sig på Israels side.
Det fremgår af flere af de 32 beretninger, at mødet med palæstinenserne og konkrete oplevelser sætter sig til uafrystelige oplevelser.
Virkeligheden er ikke til at ryste af sig. Virkeligheden råber på aktivisme.
Læs mere om Palæstina Fredsvagter: palsolidarity.org
Palæstina Fredsvagter: Lov at I aldrig glemmer os.
Solidaritet, marts 2023. 245 sider, 200 kr.







