Ikke alene var manden gået tæt forbi flere gange. Første gang var han iført en farvestrålende hawaiiskjorte, selv om det var koldt efterårsvejr. ”Det var alligevel specielt,” fortæller kommandanten. For at det ikke skal være løgn, så vendte personen tilbage senere på dagen i anden, men også meget påfaldende beklædning.

”Er Rusland til stede på landjorden på Bornholm” lyder spørgsmålet fra det lokale dagblad. Ganske vist kan kommandanten ikke bekræfte, at interessen kommer fra Rusland. Men han kalder det ”naturligt, at modstanderen følger med”.

Historien viser, at russiske spioner nu er blevet så lumske, at de har udskiftet skæg og blå briller med hawai-skjorter og anden påfaldende beklædning.

Et udslag af krigshysteriet

På den anden side kan man også vælge se historien som et udslag af det, der i indledningen til antologien ”Er NATO sikker” beskrives således: ”I Danmark er det endda lykkedes at skabe et krigshysteri ud fra ubegrundede påstande om, at Rusland er en militær trussel mod Danmark.”

I samme forbindelse står der i indledningen om krigen i Ukraine, at den har ”…betydet tilslutning til USA’s strategiske perspektiv for, at Europa opruster massivt, og tilmed betydet en tilslutning til NATO, som set fra den amerikanske regerings side må være en mageløs politisk gevinst.”

Derfor understreger artiklen om den farlige mand i hawaiiskjorte også, i hvor høj grad den nye bog om Ukraine-krigen og NATO’s rolle i verden er en bog til tiden.

Holdninger fra mange lande

Antologien består for det første af en bred vifte af udtalelser og debatindlæg fra venstrefløjspartier og -organisationer. Det er virkelig en kvalitet ved bogen, at den kommer geografisk bredt rundt – med bidrag fra de nordiske lande, fra andre NATO-lande, men også fra Ukraine og Rusland og fra det Globale Syd.

Holdningsmæssigt afspejler denne del af antologien de forskellige synspunkter, som eksisterer i Danmark, Europa og globalt: om hvem der ansvaret for krigen, om hvem venstrefløjen skal støtte og med hvilke midler.

Viden og analyse

Men antologien er ikke kun en samling af mere eller mindre faktabelagte og analytisk baserede holdninger. Dens helt store styrke er en række grundige, videnstunge analyser af krigen og ikke mindst af NATO. Der trækkes tråde lige fra NATO’s fødsel til de nye strategier fra de seneste topmøder.

Læseren får interessante indblik i de militære modsætninger mellem imperialistiske stormagter ikke kun i Europa, men også i Arktis, Afrika og Asien. Dertil kommer spændende forsøg på at sætte de militære modsætninger og trusler mod freden i sammenhæng med klima, flygtninge og migration.

Skulle man savne noget i den forbindelse, vil det være flere kort, tidslinjer og grafer, som kunne hjælpe på forståelsen. En undtagelse er Niels Frøhlichs utroligt spændende artikel om Arktis, Nordatlanten og sikkerhedspolitikken, med flere interessante kort, som til gengæld er så små og i så dårlig teknisk kvalitet, at de er lidt svære at bruge.

Svære dilemmaer

Men min helt store anke mod bogen er, at jeg ikke får leveret et klart svar på, hvilken strategi og taktik venstrefløjen skal anvende over for krigen i Ukraine og over for NATO. Nej, spøg til side. Det er der ingen, der kan forvente af en antologi.

Til gengæld afspejler bogen tydeligt, hvor svært venstrefløjen har ved at finde sine ben i denne konflikt, hvor vi står over for svære reelle dilemmaer.

I mine øjne – og hos de fleste bidragsydere til bogen – er det helt grundlæggende, at venstrefløjen må støtte Ukraines ret til at forsvare sig mod Ruslands invasion. Men det fører kun videre til det næste spørgsmål: Med hvilke midler kan de forsvare sig? Som igen fører videre til spørgsmålet om, hvilke former for støtte og hjælp til Ukraines kamp venstrefløjen skal arbejde for og støtte.

Helt svært bliver det, når langt hovedparten af den faktiske militære støtte kommer fra NATO og fra NATO-lande, som vi ved – blandt andet fra bogen – grundlæggende handler ud fra egne imperialistiske og geopolitiske motiver. Hvis vi bakker op om militær NATO-hjælp til Ukraine, er vi så blevet medansvarlige for uhæmmet oprustning og for NATO’s overordnede imperialistiske strategi og handlinger? Er det muligt at gøre det ene, uden at det andet følger med?

For nemme svar

Over for det dilemma præsenterer nogle af bidragyderne alt for nemme svar.

På den ene side har vi Pelle Dragsted og tre andre markante Enhedslistemedlemmer, som har skrevet ”6 teser om anti-imperialisme efter Putins krig”. De erkender, at spørgsmålet om militær støtte er svært. Men argumenterer så med, at venstrefløjen gik ind for militær støtte, da Nicaragua kæmpede mod den USA-sponsorerede contra-krig. De henviser også til, at venstrefløjen samlede penge ind til våben til kurdernes kamp mod Islamisk Stat i Rojava.

Ja, men det var netop direkte støtte – uden om imperialistiske magter og blokke – til progressive kræfter, der kæmpede for deres rettigheder. At opfordre til og støtte, at imperialistiske magter sender våben til en nyliberalistisk regering, er noget helt andet.

På en anden side har vi Lene Juncker og Charlie Lywood fra Internationale Socialister. Deres udgangspunkt er også at bekæmpe Ruslands invasion af Ukraine, men de afviser blankt at have noget med NATO-landenes militære støtte at gøre.

Hvad er så deres alternativ? Hvad skal standse Ruslands invasion? De henviser til den russiske antikrigsbevægelse, til oppositionelle kræfter i Ukraine og til antikrigsbevægelsen i Vesten. Der er næppe nogen på venstrefløjen, som ikke er enige i, at det er værd at støtte.

Men er det tilstrækkeligt? Kan vi – og ukrainerne – virkeligt løbe an på, at jo længere krigen varer, jo mere socialt oprør vil der komme i Rusland, som Juncker og Lywood skriver. Nej vel? Er virkeligheden ikke snarere, at hvis Ukraine ikke havde fået militær hjælp fra NATO-lande, så havde Rusland i dag indtaget hele landet og indsat en lydig regering?

”Er NATO sikker? – en sikkerhedspolitisk antologi” giver mange forskellige svar, men ikke Svaret. Til gengæld kvalificerer den læseren til selv at tage stilling.

—-

Er NATO sikker? – en sikkerhedspolitisk antologi. Redaktion: Niels Frølich, Adam Johansen og Leif Mikkelsen. Forlaget Solidaritet 2023. 235 sider. 150 kr.