Til den enorme bibliotek af bøger om besættelsestiden føjer Weekendavisens journalist, Arne Hardis, nu en vægtig bog: Pibende hængsler – Socialdemokratiet og den tyske fascination under besættelsen. Titlen referer til en talemåde i Socialdemokratiet og i arbejderbevægelsen om, at "hængsler peb," fordi forholdene, såvel internt som til det omgivende samfund, langtfra var så gnidningsfrie, som de burde være.

 

For nu at sige det mildt. For i bogen gøres der grundigt redefor, hvordan flere fremtrædende socialdemokrater og fagforeningsledere, kom så tæt på tyskerne og/eller nazismen, at de siden mistede job og anseelse.

 

Hardis fordømmer ikke dem, der trådte ved siden af, men beretter nøgternt om tidens mange gråzoner. Hvordan økonomer, med interesse for planøkonomi – et hot emne i 30’erne - mente, at nazisternes variant af planøkonomien - med justeringer - kunne omplantes til dansk jord for at forbedre forholdene for de dårligst stillede. Andre var fascineret af det nazistiske folkefællesskab og så ikke, at det var en hul facade, der dækkede over ensretning og folkemord. Og så var der medløberne og chancerytterne, for hvem besættelsen gav mulighed for egen vinding.

 

Medløberiet begyndte længe før 9. april

En beretning som denne begynder ikke 9. april 1940. Årene inden da bør også inddrages, for de var med til at præge Socialdemokratiet, fagbevægelsen og dele af det danske samfund, og de bidrog til, at da tyskerne besatte Danmark, da kom de ikke til et rent og uskyldigt demokrati. De kom til et land, der var mere påvirket af den brune pest, end vi i dag bryder os om at erindre.

 

Således vedtog Staunings regering i 1929 socialminister Steinckes love om sterilisation af, og ægteskabsforbud for, personer, hvis forplantning var uønsket "af hensyn til samfundet." Lovene omfattede handicappede af alle slags, sædelighedsforbrydere, epileptikere, alkoholikere m.fl. Der blev etableret et Institut for human arvebiologi og eugenik for at sikre, at "racehygiejnen blev administreret og videreudviklet på et videnskabeligt forsvarligt grundlag." (Læs: Lene Koch: Racehygiejne i Danmark 1920-56.)

 

I 1938 blev det hvide snit taget i brug som behandling af patienter med svære psykiske diagnoser. Metoden kom fra det fascistiske Portugal. Carl Madsen har beskrevet, hvordan dansk politi i 30’erne sendte flygtninge tilbage til Tyskland. Fra midten af 30'erne bøjede myndigheder og medier sig for et tysk pres om at afstå fra direkte kritik af nazisåmen. Journalister blev fyret, teatercensuren skærpet osv. - for blot at nævne få eksempler på, hvor mangfoldig påvirkningen fra Nazityskland var.

 

Før og efter Staunings død

I samarbejdet med tyskerne er der et ”før” og et ”efter” Staunings død i maj 1942. Før var kravet, at samarbejdspolitikken skulle fungere bedst muligt. Nødvendighedens politik, hed det. Stauning troede, som de fleste, at tyskerne ville vinde krigen, og så ville vi få forhold som i Norge eller i Holland med tyskindsatte regeringer og en nazificeret fagbevægelse. Socialdemokratiet og fagbevægelsens ledere - hvilket på det tidspunkt var identiske – udviste en enestående evne til at tilpasse sig tyskernes krav. Det er ingen tvivl om, at det bidrog til, at vi slap utrolig nemt gennem besættelsen, og at vi kunne opretholde en række funktioner, som ikke var mulige i andre tysk-besatte lande. fx folketingsvalget i 1943 - uden tysk indblanding, og som gjorde, at vi blev anset for at være Hitlers mønsterprotektorat.

 

Som ”belønning” for, at vi opførte os pænt, sørgede tyskerne for, at vi fik kul og råstoffer, så danske virksomheder kunne producere til gavn for den tyske krigsmaskine, og at vi kunne levere en fjerdedel af det tyske fødevareforbrug. Afhængigheden var gensidig.

 

Gradvis tog dele af Socialdemokratiet og fagbevægelsen den tyske retorik om planøkonomien til sig og så den som et alternativ til liberalistisk planløshed Flere af de sosser og fagforeningsledere, der enten blev meget tyskvenlige eller nazister, mente, at den tyske planøkonomi var en forlængelse af Staunings linje.

 

Med Staunings død fik modstanderne af hans tyskvenlige kurs mulighed for at lægge afstand til den konsensussøgende politik. Det skete blandt andet under indtryk af, at der på arbejdspladserne var opstået en illegal faglig opposition, anført af DKP. Naturligvis spillede det også en rolle, at USA var trådt ind i krigen, og at tyskerne i efteråret 1942 led de første militære nederlag. Fra da af, var det blot et spørgsmål om tid, inden krigen var forbi.

 

Nazisternes planøkonomi

Blandt de fremtrædende socialdemokrater, der gik mest i brechen for den tyske planøkonomi, var leder af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Niels Lindberg. Allerede i juni 1940 arbejdede han for en dansk-tysk told- og møntunion, der dog ikke blev til noget, grundet frygt for tab af suverænitet. Hans begejstring for planøkonomien – i skrift som i tale - var så stor, at han helt så bort fra den kontekst, det politisk indgik i.

 

Lindberg hæftede sig ved, at nazisterne brugte planøkonomien til pris- og investeringskontrol samt råstofstyring, men overså, at nazisterne fredede profitten, at fagforeninger blev forbudt og erstattet af en ”arbejdsfront,” der rummede såvel arbejdere som virksomhedsejere, og at nazismens proletariske element, SA’erne, blev likvideret. Skulle Tyskland have gang i krigsøkonomien, så skulle der arbejdes. Det gjaldt også i Danmark, hvor strejker fra nu af blev anset for at være u-nationale, for slet ikke at tale om industrisabotagen.

 

Tyskerne lokkede danske partispidser, fagforeningsfolk og kulturpersonligheder på studieture rundt i Tyskland. Det var på en sådan rejse, at den folkekære digter Harald Bergstedt, der nemt blev påvirket af folkelige bevægelser, tabte hjertet til det tyske folkefællesskab. Selv om rejserne fandt sted i 1941 hvor krigslykken var med tyskerne, så løb Bergstedt ved hjemkomsten ind i en begyndende socialdemokratisk opposition mod det tætte samarbejde med besættelsesmagten. Han kunne ikke få sine rejseberetninger i Socialdemokraten. Hans stedse mere tyskvenlige holdning gjorde ham til persona non grata i partiet, og i 1942 gik Bergstedt over til den nazistiske avis Fædrelandet, hvor han påstod at kunne fortsætte Staunings linje.

 

Vi hører meget om Bergstedt og parti- og fagforeningslederne, men ikke ét ord om de ca. 100.000 danskere, som Socialdemokratiet og fagbevægelsens top tvang til at tage arbejde i tyske kulminer – hvor de skulle bryde det kul, Danmark nådigst fik stillet til rådighed af tyskerne – for at vi kunne producere til den tyske krigsmaskine. Tog de ikke arbejdet, røg understøttelsen.

 

Om lederen af De Samvirkende Fagforbund – datidens LO – Laurits Hansen, hedder det, at hans fald fra tinderne skyldtes en enkelt hændelse. Tyskerne tilbød Hansen at blive statsminister, fordi en fagforeningsmand bedre kunne sikre ro på arbejdspladserne end Vilhelm Buhl. Hansen afviste og informerede først Buhl dagen efter. Dette tolkede Buhl og partiledelsen som så groft et tillidsbrud, at Hansen blev frosset ud, for definitivt at få kniven i maj 1945. Han endte som billetkontrollør i Idrætsparken.

 

Var det det hele? Talte hans pro-tyske holdning ikke? Eller hans ansvar for at sende de arbejdsløse ned i de tyske kulminer? Eller hans svigt med at sikre arbejderne mod voldsom lønnedgang – langt mere, end hvad der skete for befolkningen som helhed. Spillede Hansens ringe popularitet i fagbevægelsen ikke ind? Der er noget, der ikke stemmer i Hardis’ beskrivelse.

 

Embedsmænd i klemme

En tredje gruppe, også med nære partirelationer, der var ved at komme i klemme, var de yngre nationaløkonomer, der op gennem 30’erne var søgt ind i statsadministrationen, folk som Jens Otto Krag, Henry Grünbaum m.fl. De færdes i studiekredse og debatfora, nogle var rent faglige, andre tillige med et pro-tysk islæt. Også her var der gråzoner, hvilket afspejler sig i deltagernes efterfølgende erindringsforskydninger om, hvornår og hvorfor de brød med de pro-tyske studiekredse og medier. Og med tidsskriftet Globus, der blev redigeret af en racistisk kulturgeograf, og som fulgte i hælene på de tyske hære. En kendt Politiken-journalist skrev om de muligheder, der åbenbarede sig for dansk erhvervsliv, når først infrastrukturen var anlagt i de af tyskerne erobrede områder i Sovjetunionen. Også Lindberg fra AE bidrog hyppigt med artikler om planøkonomi.

 

Krag, Grünbaum og ligesindede var med de første år, men selv da møderne blev stedse mere præget af nazistiske emner og foredragsholdere. Bruddet kom, da det stod klart, at de pro-tyske socialdemokrater var ude på at drive en kile ind i arbejderbevægelsen. Krag holdt dog ud til efteråret 1942

 

Embedsmændene var fanget af statens krav om loyalitet, og samtidig skulle de markere en modstand mod de alt for bastante tyske krav samt hævde en dansk suverænitet, hvilket ofte var en umulig opgave.

 

"Opgøret" i 1945

Nogle af de socialdemokrater og fagforeningsfolk, der kom for tæt på tyskerne, blev i maj 1945 indsat i Vestre Fængsel, mens deres sag blev undersøgt. De slap med at blive vanæret og røg ud af partiet og fagbevægelsen - det var jo ikke forbudt at være medløber. Enkelte blev dømt ved Byretten, hvis der også var tale om kriminelle forhold, men blev ved Landsretten frikendt eller fik straffen nedsat. Harald Bergstedt kom, som én af de få, i fængsel - 2,5 år for bistand til tyskerne og for skriverier i Fædrelandet. I betragtning af hans forbrydelsers karakter og omfang sad han, relativt, længere end mange af dem, der havde drab og terror på samvittigheden.

 

Med sit fokus på toppen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen svigter Hardis den del af historien, der handler om de menige parti- og fagforeningsmedlemmer. Hvordan de stillede sig til det, ledelserne foretog? Vi får intet at vide om, hvor mange fra ”fodfolkets” rækker, der gik over til nazisterne, enten som medløbere, som aktive nazister, østfrontfrivillige osv. Nyttigt havde det også været at få belyst om forholdet til Vilfred Petersens ”konkurrerende” venstrenazistiske bevægelse, Dansk Socialistisk Parti, der rekrutterede blandt de samme arbejdsløse som Socialdemokratiet. Arbejderbevægelsens historie handler ikke kun om lederne.

 

Partiets arv

Desværre undlader bogen at beskrive den betydning, som nationalisme, antisemitisme/racisme og drømmen om den stærke mand har på dem, der lader sig lokke. I fortid som i nutid.

 

Nok var de ledende skikkelser i Socialdemokratier og fagbevægelsen, ”der krydsede kridtstregen,” individuelle skæbner, men de afspejlede også et parti med tendenser, der lå faretruende nær det korporative: Vi-er-alle-i-samme-båd, og "plads for os alle ved samfundets bord, hvor der ikke er plads til klasser, for klassekampen er jo forbi.".

 

Bogen er nyttig i sin forståelse af, at nogle af de nutidige træk ved Socialdemokratiet - fremmedangsten, medløberiet, magtbrynden - ikke er af ny dato. Stanken fra Staunings cigar hænger fortsat i lokalerne.

 

Den velskrevne bog er yderst relevant og er heldigvis forsynet personregister, noter, og litteraturhenvisninger. Bogen kan dog ikke stå alene, men bør suppleres med Scherfigs Frydenholm, og Carl Madsens bøger om 1930’erne, besættelsen og retsopgøret.

 

Arne Hardis: Pibende hængsler - Socialdemokratiet og den tyske fascination under besættelsen. Gyldendal, 2022, 266 sider Pris. 219-299 kr.