Photo: IndustriALL Global Union
Aleksader Yarashuk er formand for Hvideruslands Sammenslutningen af Demokratiske Fagforeninger. I erklæringen udtalte han blandt andet følgende: "Vores lands navn, vores store og små byers navne må ikke personificere truslen og faren mod folket i nabolandet Ukraine."
Han er nu sammen med 13 andre faglige ledere blevet arresteret. Fagbevægelsens Hovedorganisation i Danmark har taget afstand fra forfølgelsen med denne udtalelse.
Skærpet undertrykkelsen af frie fagforeninger
Den 19. april blev ledelsen af Hvideruslands Sammenslutning af Demokratiske Fagforeninger (BKDP) arresteret. Mindst 13 er fængslet, herunder formanden Aleksander Yarashuk og vicepræsidenten Diarhei Antusevich såvel som formanden for Hvideruslands Frie Fagforening (SPB). Det sker efter at BKDP har udtrykt stærk opposition mod Ruslands invasion af Ukraine ligesom et af dets fagforeninger
Hvideruslands fagforbund for ansatte i medie- og elektronikindustrien blev tidligere på måneden stemplet som en ”ekstremistisk” organisation. Anklagens nøjagtige indhold er stadig ukendt.
KGB foretog en ransagning i BKDPs kontor i Minsk, ligesom der blev foretaget ransagning hjemme hos Yarashuk og Antusevich. Computere, personlige papirer, pas, kreditkort tilhørende familien, SIM-kort til udenlandske telefonoperatører, pokaler, flag, alt med røde og hvide bånd, symboler, løbesedler og endog bøger. Alle BKDPs ansatte på kontoret har oplevet deres mobiltelefoner uden forbindelse: jurister, internationale sekretærer og kommunikations- og mediemedarbejdere. En ansat er bragt til afhøring, efter hendes hjem var blevet ransaget.
Formanden for SPB, Mikalaj Sharakh, blev også arresteret, mens han cyklede til Polotsk for at vidne i retssag, og hans hus og lejlighed blev også ransaget.
Hviderusland bliver betragtet som et af de værste lande i verden, hvad angår krænkelse af arbejderes rettigheder. Menneskerettighedsorganisationer har i mange år udtrykt dyb bekymring om krænkelse af menneskerettighederne i landet: ”forsvinden”, politivold og manglende ytringsfrihed og organisationsfrihed. Til trods for Lukashenko-regimets forsøg på at overtage kontrollen med de uafhængige fagforeninger og vanskeliggøre hvervning, organisering og kontinuerlig fagforeningsaktivitet, er de fortsat med at arbejde for fagforeningens medlemmer.
I forbindelse med præsidentvalget i efteråret 2020, hvis resultat tydeligvis var forfalsket, blev situationen i landet forværret. Der er gennem grov politibrutalitet, fængslinger og chikane blevet slået ned på alle former for opposition. Den uafhængige fagbevægelse blev tidligt central i kampen mod det forfalskede valgresultat og kampen for demokrati. Der opstod en strejkebølge, aktioner og demonstrationer, som krævede valgresultatet erklæret ugyldigt og frigivelse af alle politiske fanger.
Strejkerne og demonstrationer blev mødt med terror, massearrestationer og tortur. En del tillidsvalgte og aktivister er blevet fyret fra deres job, og mange er blevet fængslet eller tvunget i eksil. Fagforeningskontorer er blevet udsat for raids og lukket.
I august sidste år beordrede myndighederne journalistforbundet opløst. Måneden efter blev aktivister fra BITU og BKDP arresteret og fængslet og udsat for ransagelser af KGB.
En ekspertgruppe fra ILO har i 2022 udgivet denne rapport om faglige rettigheder verden over. Forholdene i Hviderusland står på side 104.
Artiklen er oversat og forkortet fra Svenssonstiftelsen.com af Leif Mikkelsen.







