Netmagasinet Solidaritet

Else Jakobsen 1953-2026

Vores kammerat Else Jakobsen er død. Hun var en livslang, socialistisk aktivist og en af drivkræfterne i dannelsen og opbygningen af Enhedslistens afdeling i Gladsaxe. Elses samlever, Søren Søndergaard, har på sin Facebook-side skrevet disse mindeord om hende, som vi hermed bringer med hans tilladelse
Af Søren Søndergaard
Læsetid: 4 minutter

 

Else er død efter længere tids uhelbredelig kræftsygdom. Hele hendes liv har været præget af et stærkt politisk og fagligt engagement.

 

Fra sin tidlige ungdom i Toftlund og Haderslev i Sønderjylland, hvor hun bl.a. var med til at hjælpe desertører fra amerikanske baser i Vesttyskland, som ikke ønskede at deltage i Vietnam-krigen, sikkert gennem Danmark og videre til Sverige, hvor de fik asyl.

 

Hun lavede fagligt ungdomsarbejde i Århus. Husmoderafløserarbejde på Frederiksberg og var aktiv i Husligt Arbejderforbund. Senere lavede hun ufaglært montagearbejde på fabrikkerne Peerless og GNT Automatic i Gladsaxe og Storno på Amager organiseret i det legendariske Kvindeligt Arbejderforbund afdeling 5 – de såkaldte ”Jernkvinder”. Hun var madmor på en døgninstitution for unge i Emdrup og hjemmehjælper i Gladsaxe. Til sidst havde hun forskellige former for HK-arbejde, senest i Københavns kommune.

 

Samtidig med og indimellem var hun socialistisk aktivist med uddeling af materialer, avissalg, organisering af møder og i mange år produktionen af SAP’s ugeavis ”Klassekampen”, som sætter, korrekturlæser og layouter.

 

Else var med helt fra starten i etableringen af Enhedslisten i Gladsaxe – de første år under navnet ”Liste T – Den Tværsocialistiske Liste”. Fra midten af 1990’erne og næsten 20 år frem var Else medlem af afdelingens bestyrelse og har sin del af æren for, at Gladsaxe-afdelingen har stået som et forbillede, når det handlede om medlemsinddragelse og omfattende aktiviteter.

 

Det gjorde hun uden at føre sig frem og bruge store ord, men med grundigt og vedholdende organisationsarbejde.

 

Else og ordene

I de senere år har Else fortsat bidraget på sin egen stille måde, fx som korrekturlæser på en række udgivelser på bl.a. forlaget Solidaritet. En opgave som ingen lægger mærke til – undtagen, når den ikke bliver udført.

 

Else havde i det hele taget noget med ord. Selvom hun ikke havde nogen boglig uddannelse ud over folkeskolen, så var hendes sproglige færdigheder – på alt lige fra ords betydning, stavemåder og tegnsætning – i top. En sprogfærdighed som gav sig udtryk i utallige lejlighedssange og de senere år sejrrige Wordfeud-spil. Men også en færdighed som blandt mange andre ting blev videregivet til børn og børnebørn.

 

Som Elses kammerat og samlever i næsten fem årtier har jeg nydt godt af såvel hendes politiske som sproglige evner. Eller mere konkret: Der er ikke mange af mine artikler og opslag på mere eller mindre sociale medier de seneste 48 år, som ikke har været under hendes kritiske blik. På den måde har vores samliv også været et politisk arbejdsfællesskab.

 

Det har selvfølgelig også betydet, at jeg også har måtte høre for mine fejl. Fx da jeg i et tv-interview, efter at jeg første gang stoppede i Folketinget i 2005, havde accepteret et spørgsmål om hvad jeg skulle lave efter at jeg ”stoppede i politik”. Hvad fanden bildte jeg mig ind?

 

Hvordan kunne jeg godkende en præmis om, at ”politik” var det, der foregik i Folketinget? Det var jo at pisse – om ikke på vælgerne – så på alle de mange mennesker, som i deres fritid udfører frivilligt politisk arbejde i partiforeninger, græsrodsorganisationer og på arbejdspladser og i fagforeninger. Touché!

 

Savnet er stort

Elses opvækst i en ufaglært arbejderfamilie med fire børn i Sønderjylland fornægtede sig ikke i hendes holdning til ekstravagante vaner. Da jeg i 2014 valgte at stoppe i EU-parlamentet før tid for at give en ny spidskandidat fra Folkebevægelsen tid til at blive kørt ind, så indebar det afkald på et halvt års løn og to års eftervederlag.

 

Så før beslutningen vendte jeg det med Else i forhold til vores fælles økonomi. Hendes kommentar var lige så enkel, som det var sigende for hendes kompas: ”Søren, vi er jo ikke i politik for pengenes skyld”.

 

Savnet efter Else er stort. Men for mig vil hun altid leve videre i de holdninger, som hun stod og kæmpede for!

 

Else døde på Herlev Sygehus mandag 12. oktober

 

Else Jacobsen bisættes onsdag 28. oktober kl. 13.00 i kapellet på Gladsaxe Kirkegård. I tråd med Elses generelle indstilling ønskede hun ikke blomster til bisættelsen, men gerne et bidrag til Red Barnets indsamling for Gazas børn på Mobilepay 24 77 44.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

Er du menneske? - Udregn regne stykket her ved siden af.Captcha