Figuren viser for den gennemsnitlige nettoformue i hver kommune. Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 2023.

 

”Det må aldrig være postnummeret, der bestemmer kvaliteten af velfærdssamfundet”, messede statsministeren. Men det er det jo. Og mens statsministeren proklamerede, at ”vi” ikke accepterede lukning af skoler og busruter og rengøring hver 4. uge hos de ældre - så var det jo lige netop det, der i de samme dage indgik i budgetforlig i fattige kommuner landet over.

 

Da regeringen nogle dage senere fremlagde sit finanslovsforslag, var der ganske vist lidt ekstra til kommunerne. Den lovede ”skolemilliard” var med - og var alt i alt endda blevet til 1,2. Heraf var der f.eks. 200 millioner til at redde de små skoler på landet. Men hvis bare halvdelen af landets kommuner har problemer af den slags, er der 4 mio. til hver. Det redder man næppe en skole med - og slet ikke flere. Hundrede folkeskoler med særlige problemer fik andre 200 mio. Det er 3-4 ekstra lærere pr. skole - hvor langt rækker det mon til f.eks. to-lærerundervisning? På samme måde med ældreområdet, pengene til det almene område i folkeskolen osv.: Alt for lidt - og også lidt sent.

 

Det betyder, at de vedtagne, mange steder helt uanstændige, budgetter med den foreslåede finanslov vil blive realiserede, i bedste fald med minimale budgetrevisioner.

 

Kommuner bliver frisat til selvskade

Men statsministerens plan for udviklingen på landet var skam også langt mere fantasifuld og visionær end bare at fordele skattepenge ud til særligt trængte kommuner. Eller noget så plat, som at kommunernes midler til velfærd skulle modsvare behovene blandt borgerne (fremfor gennemsnitsindtægten i kommunen).

 

Nej, regeringens vigtigste visioner for de trængte kommuner går mere i en helt anden retning:

 

Regeringen vil give ”langt mere handlerum til de kommuner, (som vil) gennemføre politik, der kan skabe aktiviteter og arbejdspladser lokalt.” Det skal ske ved at ændre lovgivningen og på andre måder ”fjerne unødvendigt bøvl og bureaukrati”.

 

Selvfølgelig er der regler, der i nogle tilfælde virker fjollede, og som det derfor ville være fint, at staten kan dispensere fra. Men der er noget meget større på spil her.

 

At det måske mere er en trussel end et løfte til borgerne i landdistrikterne, der er på bordet, fremgår måske bedst af statsministerens besværgelse: ” Selvfølgelig skal der fortsat tages hensyn til natur og naboer. Men fremover skal svaret i langt højere grad være: Hvordan får vi det til at ske?”.

 

Man aner, hvad dette i virkeligheden handler om. Og det er på ingen måde bedre offentlig service eller livsbetingelser i de fattige kommuner. Faktisk tværtimod:

 

Det handler om, at staten ikke længere skal håndhæve regler og planlægningslovgivning, der skal beskytte natur og mennesker mod driftige investorers profitable projekter. Det handler om at give frit løb for f.eks. miljøødelæggende datacentre, profitable landbaserede kæmpevindmøller i gigantiske solcelleparker (ofte i godsejernes bevaringsværdige naturområder, pyrolyse- og gyllegas-anlæg knyttet til industrilandbruget, spekulative feriefabrikker i kystbeskyttelsesområder, motorvejsprojekter osv. osv.

 

Afvæbning af protestbevægelser mod kapitalistisk rovdrift

Den slag projekter har skabt et væld af lokale protestbevægelser, som forsøger at forsvare naturen og sig selv mod monsterprojekternes urimelige miljøbelastninger. Mod ”udvikling”, der vil gøre livet surt for beboerne i området, spænde ben for tiltrækning af ny bosætning og generelt bidrage med ekstremt få arbejdspladser. ”Udvikling”, der ofte præsenteres som ”grøn omstilling”, men i virkeligheden bare cementerer en uholdbar vækst på naturens og klimaets bekostning.

 

Disse protestbevægelser har i vidt omfang brugt mulighederne for at klage til statslige myndigheder - og i sidste ende domstolene - når profitmagerne ser stort på naturbeskyttelsesregler, miljølovgivning m.v.

 

Og det er disse muligheder, regeringen nu vil arbejde på at underminere. Det er der helt sikkert mange af Lars Løkkes rige bagmænd og nok også nogle borgerlige kommunalpampere, der vil glæde sig over. Til gengæld vil rigtigt mange andre beboere i disse områder blive endnu mere sure på ”politikerne i København”, når det går op for dem, hvad denne ”frisættelse” egentlig handler om.

 

Den vanvittige centralisering og affolkningen i provinsen og i særdeleshed landdistrikterne er jo helt overordnet en udvikling, der fortrinsvis er styret af den kapitalistiske markedsøkonomi og profitoptimerende investeringer. Det er den slags ”udvikling”, regeringen lover at fremme endnu mere.

 

Der er brug for det modsatte: Flere redskaber til at beskytte natur og mennesker mod den profitstyrede udvikling. Mere demokratisk styret planlægning, og flere håndtag for lokale bevægelser, der kæmper mod kapitalinteressernes rovdrift.

’

Befriet for de fattige indbyggere

Og nå ja, der var da også en anden lille, smukt indpakket gave til landdistrikterne i finanslovsudspillet: 800 mio. kr. - over 4 år, men startende med 400 mio. i 2027. Pengene tænkes især brugt til ”forskønnelse” af forskellig art, f.eks. nedrivning af nedslidte og forladte boliger. Og det er vitterligt noget, mange trængte kommunalbestyrelser higer efter: Boligspekulanter opkøber ofte sådanne huse for en slik og lejer dem ud til tilflyttere på overførselsindkomst, der flygter fra boligudgifterne i de store byer. Og dette er, som den offentlige økonomi nu er skruet sammen, generelt skidt for det i forvejen umulige kommunalbudget.

 

Så om ikke andet vil regeringen da gøre en indsats for at hjælpe med affolkningen af landområderne. På den måde bliver der jo også så meget bedre plads til datacentrene…

 

En retfærdig fordeling af en - større - kage og afskaffelse af budgetloven

Der er lovet en udligningsreform. Dette burde være en seriøs mulighed for mere grundlæggende at rette op på den skandaløse geografiske skævhed: At kommuner, hvor de rigeste bor (København, Frederiksberg, Gentofte m.v.), har de laveste skatteprocenter og de højeste indtægter, mens de fattigste kommuner (Lolland, Langeland m.v.) har de højeste skatteprocenter. Men tidsplanen for reformen er forhandlinger i 2027 og ikrafttrædelse først i 2029!

 

Dertil kommer, at en udligning, der bare deler den nuværende kage lidt mere retfærdigt, slet ikke er nok til at løse problemerne. For det første har den kommunale velfærd generelt et stort økonomisk efterslæb, set i forhold til opgaverne og den generelle velstandsudvikling i samfundet. For det andet holder den benhårde ”budgetlov” - en EU-opfindelse, som Danmark frivilligt har indført - de kommunale udgifter i et jerngreb, som afholder selv landets rigeste kommuner fra f.eks. at løfte det specialiserede socialområde til et acceptabelt niveau.

 

Finansloven er ikke færdigforhandlet endnu. Derfor er der endnu mulighed for at presse på for forbedringer, der batter her og nu! De foreløbige økonomiske indrømmelser er stadig - med et efterhånden fortærsket, men uhyggeligt rammende billede - ”et plaster på et åbent benbrud”.

 

Derudover trækker det så op til en ny forsvarskamp for græsrødderne, især (men ikke kun) i landdistrikterne: Et forsvar for love og regler, der kan beskytte natur, miljø og beboere mod ”driftige” developeres og ”erhvervsvenlige” kommunalpolitikeres tvivlsomme projekter.

 

Det er ikke Venstre, men venstrefløjen til venstre for regeringen, der reelt står på lokalbefolkningens side og arbejder for udvikling i stedet for afvikling i landdistrikterne. Det er venstrefløjen, der har visioner for en helt anden slags landbrug, hvor bæredygtig produktion af mad til mennesker erstatter svinefabrikkerne og skaber arbejdspladser, gavner miljø og natur. Og venstrefløjen, der kæmper for omstilling til grøn non-profit-energi på borgernes betingelser.

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 18.oktober 2026