Foto: Flavio Bolsonaro vandt med tæt margin over Lula da Silva i første runde af Brasiliens præsidentvalg.

 

Imidlertid er det vigtigste ved resultatet ikke, at Bolsonaro fik flest stemmer, men at bolsonarismen overlevede Bolsonaro. Du kan ikke længere nøjes med at beskrive fænomenet Bolsonaro, som en personkult omkring en højre-populistisk tidligere præsident. Bolsonarismen har udviklet sig til en politisk og social kraft med dybe rødder i det brasilianske samfund. Dermed bliver venstrefløjen også stillet et ubekvemt spørgsmål. Lula besejrede Bolsonaro, men hvorfor blev bolsonarismen ikke besejret?

 

Et spøgelse går gennem verden, men det er ikke det spøgelse, som Marx og Engels skrev om for snart 180 år siden. Det er heller ikke det den radikale venstrebølge, som løb som en steppebrand gennem store dele af verden i 1960’erne og 70’erne. I dag er det den ekstreme højrefløj, som høster frugten af det, som er sket de seneste årtier. Fra Trumps USA og Mileis Argentina, Le Pens Frankrig, AfD i Tyskland til bolsonarismen i Brasilien. Men samtidigt vokser den sociale utilfredshed og flere steder også protesterne. Hvem lykkes det for at organisere den vrede, som det kapitalistiske samfund selv producerer?

 

Når man kigger tilbage på 1970’erne er kontrasten slående. Det var en tid, hvor en radikal venstrebølge gik gennem verden. Vietnam-krigen og den antiimperialistiske kamp, majoprøret i Frankrig 1968, det varme efterår i Italien, minearbejderstrejken i Storbritannien, revolutionære bevægelser i Latinamerika og en voksende kvindebevægelse forandrede det politiske klima. Millioner af unge mennesker så ikke kapitalismen som historiens endestation. Tværtimod. For utroligt mange fremstod socialismen, som et muligt alternativ. Sådan er det helt klart ikke i dag.

 

Ofte forklarer den revolutionære venstrefløj i Brasilien og resten af Latinamerika udviklingen med, at Lula regeringen vitterlig har gennemført sociale forbedringer og reduceret arbejdsløsheden, men uden at bryde med de økonomiske magtforhold, som skaber uligheden. Bankerne fortsætter med at være banker, storkapitalen fortsætter med at dominere økonomien og millioner af mennesker lever fortsat med høje madpriser, dyre boliger, gæld og usikre jobs. Der opstår dermed denne afgrund, som det ekstreme højre vokser af.

 

Man kan ikke drage den slutning, at 56 millioner pludselig er blevet fascister. Men spørgsmålet er, hvorfor det er lykkedes den ekstreme højrefløj at levere et politisk sprog for menneskers utilfredshed. Frustrationer over leveomkostninger, boliger, kriminalitet, arbejdsløshed og manglende fremtidsudsigter er ikke i sig selv venstre- eller højreorienterede spørgsmål. De må politiseres, når venstrefløjen ikke formår at gøre det, ta’r højrefløjen over.

 

Sociale problemer ændres da til fortællinger om indvandrere, kriminalitet, feminisme, minoriteter, ”globalister”, kommunister og en politisk elite, som hævdes at have forrådt nationen. Klassemodsætningerne erstattes af kulturkrig. I stedet for spørgsmålet om, hvem som ejer bankerne, stilles spørgsmålet, hvem som krydser grænsen. I stedet for hvem som profiterer på bolignøden, udbasuneres det i medierne: Hvem hører egentlig hjemme her i landet. Det er en gammel metode i ny indpakning.

 

Europa fremviser flere eksempler på den sammen udvikling. I Tyskland har Alternative für Deutschland gjorde store fremskridt. I to delstatsvalg for nylig i det østlige Tyskland blev partiet størst. Udviklingen er så alvorlig, at præsident Frank-Walter Steinmeir har advaret mod politiske stemninger, som leder tankerne hen imod Weimarrepublikken. I Frankrig har Rassemblement National taget yderligere et skridt. Marine Le Pens parti forbereder sig ikke længere bare på at være den største protestkraft mod det politiske establishment. De forsøger at fremstå som et parti, der er parat til at regere Frankrig efter præsidentvalget i 2027 og forbereder en økonomisk plan, som blandt andet indeholder store nedskæringer og en bindende regel om at presse det franske budgetunderskud ned. Det siger noget vigtigt om, hvor den europæiske yderste højrefløj befinder sig. Den banker ikke længere bare på døren. De forbereder sig på at gå ind.

 

Men udviklingen er ikke entydig, Spanien viser en anden side af den samme europæiske krise. Her har boligspørgsmålet udviklet sig til et eksplosivt socialt spørgsmål. Høje huslejer, boligspekulation og menneskers voksende problemer med i det hele taget at få råd til et hjem har udløst omfattende protester, Efter udsmidningen af en 87-årig kvinde i Madrid voksede protesterne og kulminerede i en stor protestlejr ved den ikoniske Puerta del Sol.

 

Pedro Sanchez’ koalitionsregering svarede med to akutte boligdekreter, bl.a. med forlænget beskyttelse mod udsættelser. Imidlertid gik højrepartiet PP og det det fascistiske parti Vox sammen med det catalanske borgelige Junts og stemte forslaget ned, Den 5. oktober meddelte Sanchez derfor, at det ordinære valg i 2027 fremrykkedes til den 29. november i år. Regeringen håber at kunne veksle den sociale mobilisering omkring boligspørgsmålet til en politisk styrkeprøve med højrefløjen. Imidlertid viser Spanien noget, som er centralt for hele den europæiske situation. Den sociale vrede findes, men det er ikke afgjort, hvem som kommer til at organisere den.

 

På den anden side af Atlanten finder vi Argentina. Dér har Javier Milei allerede vist, hvad der kan ske, når det ekstreme højre lykkes med at fremstå som den radikale kraft, der skal gøre op med et miskrediteret politisk system. Milei kunne vinde opbakning ved at give afløb for årtiers inflation, fattigdom, social frustration og skuffelse over den peronistiske politik. Han lykkedes med at gøre noget, som venstrefløjen historisk har betragtet som sin opgave: at fremstå som den kraft, der vil bryde med det bestående. Med bruddet gik mod højre. Det bliver ikke rettet mod kapitalens magt, men mod offentlige udgifter, faglige rettigheder, sociale bevægelser og den offentlige sektor. Argentina bliver dermed også en advarsel til Brasilien, Det ekstreme højre lever ikke udelukkende på sine ideer. Det lever frem for alt af ting, der mislykkes, retræter, svigt og skuffelser.

 

Hvad er det der sket siden 1970’erne? Hvorfor kunne kriser, krig og sociale konflikter i 1960’erne og 70’erne radikalisere store grupper mod venstre, mens lignende samfundskriser i dag så ofte styrker højrefløjen? En del af svaret skal naturligvis findes i venstrefløjens historiske nederlag. Arbejderbevægelsen er blevet svækket og har tabt terræn i mange lande. De kommunistiske massepartier, som en gang organiserede millioner af arbejdere, er blevet marginaliserede. Socialdemokratierne har i årtier accepteret store dele af det nyliberale samfundssystem.

 

Arbejderklassens traditionelle organisationer er blevet svækket, samtidig med at arbejdslivet er blevet fragmenteret. Imidlertid forsvandt klassesamfundet, uligheden, og boligkrisen ikke. Krigen forsvandt definitivt ikke. Resultatet er et paradoks: De materielle årsager til oprøret findes stadig, samtidig med at de organisationer,som tidligere kunne give oprøret et socialt udtryk, er blevet svagere. Dette vakuum bliver udfyldt af det ekstreme højre. Myten om den ”reelt eksisterende socialisme” i det gamle Sovjetunionen kollapsede i og med Berlinmurens fald. Dette uddybede den internationale venstrefløjs svækkelse.

 

Ikke desto mindre ville det være forkert at beskrive verden, som om den allerede er blevet brun. Næsten 54 millioner brasilianere stemte på Lula den 4. oktober. I Spanien går mennesker på gaden for retten til en bolig. I Frankrig mødes nedskæringspolitikken af protester fra bl.a. gymnasieelever og offentligt ansatte, samtidig med at Le Pen forsøger at vinde terræn op til 2027. Der findes hovedsagelig to bevægelser samtidigt. Der findes en autoritær og nationalistisk højrebølge, Men der findes også en omfattende social utilfredshed og flere steder en vilje til at yde modstand. Det afgørende er ikke , at mennesker er rasende; det afgørende er, hvem det lykkes at forklare, hvorfor de er rasende – og hvad der kan gøres ved det.

 

Da Rosa Luxemburg for mere end hundrede år siden formulerede alternativet socialisme eller barbari, kunne hun næppe forestille sig verden i dag og alternativet er ikke blevet mindre aktuelt. Barbariet kommer nødvendigvis ikke nødvendigvis marcherende i støvler. Det ifører sig kostumer og kan vinde valg. Det behersker sociale medier og taler om frihed, samtidig med det angriber demokratiske og sociale rettigheder. Det kan rette menneskers berettigede vrede mod dem, som befinder sig endnu længere nede i samfundet hierarki. Og netop derfor er det ikke nok at sige nej til det ekstreme højre.

 

Den virkelige udfordring for den socialistiske venstrefløj er større end som så: at generobre fremtiden som politisk ide - og igen gøre den sociale vrede til en kraft til samfundsforandring i stedet for en næring til det ekstreme højre

 

Artiklen er oversat fra Internationalen (Sverige) af Leif Mikkelsen

 

Socialistisk Information holder cafe om det ekstreme højre og fascismen den 30. oktober i København

Se mere her