Søger man efter nyheder om Gaza på landets store medier, støder man på overskrifter som “Den glemte krig fortsætter trods såkaldt våbenhvile" (TV2, 25.7.). På DR kommer der kun indlæg fra 2025. Her kaldes det nemlig “Krig mellem Israel og Hamas”, og under det tema kan man finde et indlæg om den israelske minister for national sikkerhed, Itamar Ben-Gvir, med den skræmmende overskrift: “De er ikke engang mennesker: Israelsk minister vil have 30-40 dræbt i Gaza hver nat”. Her kan man også læse, at mere end 1.250 mennesker er blevet dræbt, efter at våbenhvilen trådte i kraft i oktober sidste år, og at israelsk militær har gennemført angreb næsten dagligt. Samtidig beretter IPC (Integrated Food Security Phase Classification) om fortsat akut fødevarekrise og mangel på rent vand.

Så ingen fred i Gaza og heller ingen fred i Libanon eller på Vestbredden, hvor angrebene på helt almindelige menneskers liv, boliger og marker eskalerer - ofte med åbenlys støtte fra israelsk militær.

Alternative fortolkninger af virkeligheden
Snart er der valg i Israel, hvor Israels befolkning efter alt at dømme vil bakke op om de nuværende ledere og den nuværende politik om etniske udrensninger og terror mod palæstinensiske borgere overalt i regionen.

Det er nemlig også en konflikt, hvor den frie fortolkningsret lever sit helt eget liv. I Israel er Itamar Ben-Gvirs primitive tilgang (palæstinensere er ikke mennesker) populær. I debatten her i Danmark trives mange andre
vinkler:

“Krig mellem Israel og Hamas”, “Israel bruger blot sin ret til at forsvare sig”, “Muslimer er en trussel mod demokratiet alle vegne”, “Israel er Mellemøstens eneste demokrati”, “IDF er verdens mest retfærdige hær” er blot nogle få eksempler på de indfaldsvinkler, man åbenbart kan have.

Situationen beskrives ofte som en konflikt mellem “vestligt demokrati” og muslimsk undertrykkelse i en tirade, hvor venstreorienterede holdninger også udlægges som fascistiske - læs undertrykkende og totalitære. Deraf det “spændende” udtryk: islamogauchist - altså en islamistisk venstreorienteret. En åbenlyst polemisk betegnelse, som dog alligevel tages dybt alvorligt i adskillige SoMe-debatter. Rationalet er, at venstrefløjen er i seng med fjenden - islamisterne. For de debattører, der fremfører den idé, er “beviset” venstrefløjens  såkaldte relativisering af Hamas’ angreb den 7. oktober 2024 (dvs. at nævne Israels 80 års undertrykkelse og fordrivelse af palæstinenserne som en relevant kontekst) og støtten til palæstinenserne og til flygtninge. En logik der fungerer ud fra den præmis, at den kapitalistiske økonomi og Vestens nationalstater er det væsentligste at beskytte, og at islamisterne er den største trussel mod alt det gode, som udspringer derfra.

Vores fortolkning på venstrefløjen er en anden. Vi ser Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og hans regering og den fremstormende ekstreme højrefløj som to sider af samme sag, hvor splittelse dyrkes som et  middel til at fastholde overklassens privilegier - stik imod almindelige menneskers interesse i samarbejde og fredelig sameksistens. Det foregår med klassisk “os og dem”-retorik og ved at spille ind i store befolkningsgruppers oplevelse af økonomisk og social utryghed.

Israels folkemorderiske adfærd i Gaza er, som Itamar Ben-Gvirs udtalelser viser os, denne mekanisme på speed og ude af kontrol. Støtte til det palæstinensiske folk, som i øjeblikket har meget svære betingelser for
selv at kunne organisere sig, er ikke blåøjet. Det er et forsvar for alle menneskers ret til det samme og en mulighed for at sige fra over for en økonomi og et samfund baseret på undertrykkelse, folkefordrivelse og
folkemord.

I forbindelse med Oxfam Danmarks igangværende underskriftindsamling for stop af Israels ulovlige bosættelser skriver de: ”..der bor nu over 700.000 bosættere i mere end 371 ulovlige byer og ’udposter’ under militærbeskyttelse på Vestbredden og i Østjerusalem.” Democracy Now skrev så sent som i juli
måned, at Israels regering havde godkendt 13 nye bosættelser. Man må derfor se Benjamin Netanyahus fordømmelser af volden som rent hykleri, efter at han har modtaget kritik fra flere ledende debattører i Israel og fra USA. Han er fortsat i regering med folk, der selv er bosættere, og folk der hylder de
ekstremistiske bosættere, som står for volden.

Det Palæstinensiske Selvstyre har ligeledes udskrevet valg til slutningen af ​​november. Som man kan læse her, er det dog langt fra et fair valg, idet besættelsesmagten målrettet forfølger, fængsler og likviderer det korrupte Fatah-styres politiske modstandere.

Folkeret og menneskerettigheder
At kræve at magthaverne overholder international lov, folkeretten og menneskerettighederne, misforstås af nogle, som at venstrefløjen ikke længere holder fast i en vision om en anden økonomi og et bedre samfund for alle, hvor international lov og menneskerettigheder ikke bare fungerer som et figenblad over kapitalistisk og imperialistisk udnyttelse.  Som verden ser ud nu, så er billedet af menneskerettigheder og international lov som et dige, der truer med at skylle væk under det enorme pres fra flodbølgen af højrekræfter, imidlertid ved at blive rammende. Man kan f.eks. se et interview på Al Jazeera med en
kommentator, der er ved at vælte af grin, da journalisten bringer folkeretten op i forbindelse med det kommende israelske valg - fordi intet kunne da interessere de israelske vælgere mindre!

FN-regler synes derfor i højere og højere grad at være et progressivt samlingspunkt for modstanden mod den rå kapitalismes udskejelser og et symbol for solidariteten mellem almindelige mennesker i hele verden.

Derfor er det rigtig godt at se Enhedslistens udenrigsordfører, Trine Pertou Mach, holde fast i den tråd og til stadighed argumentere for, at Danmark skal med på vognen af lande, der anerkender Palæstina som stat, kræver en rigtig våbenhvile, arbejder for anerkendelse af Palæstina i FN’s Sikkerhedsråd, og sikrer at Danmark overholder forbuddet mod at levere våben(dele) til et land, der begår krigsforbrydelser. Kravet fra FN's særlige rapportør for de palæstinensiske områder, Francesca Albanese, og flere andre om en
udelukkelse af Israel fra FN kunne passende føjes til den liste. Og fra både Danmark og EU arbejder Enhedslisten samtidig for suspension af EU’s associeringsaftale og boykot af bosættervarer, for FN-regler gør det naturligvis ikke alene.

Aktivisme, folkeligt pres og skolestrejke
Mange gode folk i Danmark har, siden Israels offensiv i Gaza startede, bidraget med stærke initiativer og målrettet aktivisme - mod Termas produktion af våbendele og Mærsks og den danske regerings medskyldighed i dette, med ugentlige marcher og palæstinensiske flag i de store byers vejkryds, deltagelse i
flotilla til Gaza, fredsvagter og Boykot Israel kampagne. En meningsmåling viste tilmed på et tidspunkt, at opbakningen til at anerkende Palæstina som stat støttes af et stort mindretal (36%) i Danmark. Så presset er der, selvom fremskridtene synes små og en endnu større andel er usikre på, hvad de skal mene. Den usikkerhed måtte meget gerne blive mindre.

Ofte hører man i debatten folk spørge, hvorfor det med Palæstina er SÅ vigtigt. Hvorfor så meget fokus netop her og ikke på så mange andre tilfælde af horribel undertrykkelse og fordrivelse?

Terma-aktivisterne og spørgsmålet om anerkendelse af Palæstina sætter fingeren ned i det betændte sår, som forklarer en del om hvorfor: Nemlig at lande som Danmark har stor medskyld i Israels status som uantastelig vestlig allieret i Mellemøsten.

Der bliver peget på helt konkrete politiske tiltag, som bør tages her i Danmark, og som gør den lokale aktivisme meningsfuld. Danmark skal f.eks. ikke dække sig ind under, at en boykot af bosættervarer skal gennemføres af et fodslæbende EU. Lars Løkke har sammen med 10 andre udenrigsministre nu erklæret at ville indføre en boykot af de ulovlige bosættelser - men det er stadig ikke andet end snak. Danmark skal - ligesom f.eks. Frankrig - gå foran med en national boykot.

Der er brug for at samle flere om kravene. Der har været en stærk følelse af fællesskab og solidaritet over landegrænser undervejs, men stadig fortsætter Israel deres fremfærd uhindret. Der er altså stærkt brug for at få nogle af tvivlerne ud af kløerne på dem, der relativerer folkedrabet og italesætter det som en “Krig mellem Israel og Hamas”. For presset skal kunne mærkes.

Derfor er det også rigtigt og nødvendigt, at SUF snart kommer ud til skolerne med en kampagne til støtte for Palæstina. De opfordrer til undervisningsstrejke for at kræve, at den danske regering indfører øjeblikkelig våbenembargo mod Israel og stopper al dansk våbentransport til den israelske
besættelsesmagt.

Kampagnen vil helt sikkert skabe debat, så vær klar ved tasterne til at tage debatterne der følger, og tag et smut forbi de lokale aktivister med støtte, hjælp og opmuntring.