I dag står jeg her som nyvalgt folketingsmedlem på vegne af Enhedslisten. Men jeg står her også som Sinem, opvokset i Korsløkkeparken i Odense, og barnebarn af tyrkiske gæstearbejdere. Igennem hele min opvækst, har jeg derfor mærket racismen og udlændingedebatten på egen krop. Set hvordan det er blevet forværret, og blevet grimmere år for år - selv når man tænkte, at der NU ikke kunne komme et nyt lavpunkt.
Her i nat hentede jeg min mor og hendes tre kufferter fra lufthavnen... nogle af jer forstår præcis, hvad jeg mener. Hvorfor har de altid så meget bagage? Jeg fortalte hende om dagens moddemo, og om at jeg skal holde tale. Hun blev bekymret. Bange for, der ville ske mig noget. For som hun sagde, flyder det i forvejen over med racistiske og ubehagelige kommentarer på alle mine sociale profiler. Alene det opslag jeg lavede i torsdags for at opreklamere demoen her, har fået over 450 kommentarer. De har forskellige grader af grovhed, der omhandler min intelligens, om hvorvidt jeg burde slås og selvfølgelig om, at jeg skal rejse hjem.
De understreger egentlig blot vigtigheden med demonstrationen her. Jeg ved også, hvad der sker, hvis jeg viser de her kommentarer til nogen, der stemmer på de partier, der taler om remigration og hjemsendelse. De vil fortælle mig, at kommentarerne selvfølgelig er langt over stregen, og at de her mennesker skriver sådan, fordi de ikke kender mig. At det jo ikke er MIG, der er tale om, når der tales om remigration. Det er jo kriminelle... og nok også muslimer. Og jeg er jo ingen af delene.
Men det passer jo ikke. Der tales om de såkaldte MENAPT-lande. Altså også dét land, jeg har rødder i. For hvis ingen må komme fra de lande, og alle, der er fra de lande, skal remigrere, så er det også mig. Eller? Har de tænkt sig at lave registre over hvilken religion vi hver især har? For det er afskyeligt, det er i strid med alt, hvad Danmark bygger på - og er det fuldstændig modsatte af at have religionsfrihed, tankefrihed og ytringsfrihed.
Tanken om at have registre med folks religiøse overbevisning giver mindelser om en mørk tid i 30'erne og 40'ernes Europa. Men okay - lad os antage de har ret i, at det ikke handler om mig. Handler det så om min muslimske mor, der kom til Danmark som 12-årig, og fik fuldtidsarbejde som gartner som 13-årig? Eller handler det om min kusine, som har taget en lang uddannelse, og arbejder i en af landets styrelser? Eller min anden kusine, som er blevet social- og sundhedsassistent og passer vores ældre på plejehjemmene? Er det vores familiemedlemmer, vores skolekammerater, vores naboer eller vores venner? Hvem er det, der skal hjemsendes?
Og hvad definerer ens hjem? Det sted, man har rødder, eller det sted, man har boet og levet hele sit liv? Og hvorfor er nogen hævet til at have dén definitionsret over os andre? Her vil nogen påstå, vi har misforstået dem, og at det ikke er sådan, hele denne debat skal forstås. At der i virkeligheden blot er tale om kriminelle udlændinge... Men dét udtryk - kriminelle udlændinge - er forfærdeligt. Det er blevet brugt i flæng i årevis, og givet os alle et indtryk af, at der er flere kriminelle med anden etnisk oprindelse, end der i virkeligheden er. Men det er ikke dét eneste problem. For hvis dét er målet - hvad er så meningen med et retssamfund?
Jeg har en holdning, som en gang var en selvfølgelighed, men åbenbart er kontroversiel i dagens Danmark. Jeg mener, at alle skal være lige for loven. Altså, hvis man begår kriminalitet, skal retssystemet fungere på samme måde, straffen skal være på samme måde, uagtet hvilken baggrund du så ellers har. For hvis vi ikke holder fast i det, mister vi betydningen af at leve i en retsstat og et demokratisk land. Hvis vi ikke holder fast i det, er vi ikke meget overlegne og anderledes end de lande, vi ellers går og kritiserer.
Jeg kan garantere jer en ting herfra talerstolen. Det er, at uanset hvor kontroversielt det er ved at blive at have dén holdning, jeg har. Så kan I altid regne med Enhedslisten. Vi står altid på side med vores kollegaer, vores naboer og vores venner. Vi står sammen mod racismen - og vil blive ved med at kalde ud, stå imod og danne ring om - når nogen - om det er politikere eller andre, der taler hadefuldt og om remigration.
At se, der er samlet så mange her, giver mig håb. Det er dejligt at se, man ikke går alene, men at vi er flere, der står sammen.
