Israelere der protesterer for at kræve våbenhvile og en aftale om gidslerne. Foto: Standing Together

Protesterne kom i forlængelse af nyhedsrapporter den 30. august, der hævdede, at Hamas havde henrettet yderligere seks israelske gidsler. Familiemedlemmerne til de gidsler, der blev taget af Hamas den 7. Oktober, bebrejder Israels premierminister Benjamin Netanyahu for ikke at have gjort nok for at sikre en aftale, der kunne have standset kampene og ført til, at gidslerne kunne vende hjem.

Standing Together er en venstreorienteret israelsk jødisk/arabisk social bevægelse, som har været i gang med kampagner for en permanent våbenhvile og varig fred. Federico Fuentes talte med Standing Togethers nationale organizer, Uri Weltmann, om protesterne og deres betydning i israelsk politik.

Kunne du give os en fornemmelse for de nylige masseprotester og de sidste par ugers generalstrejke?

I kølvandet på nyhederne om, at militante Hamas-folk havde henrettet seks af de israelske gidsler, som blev holdt fanget i en underjordisk tunnel i Gazastriben, eksploderede størrelsen på de protester mod regeringen, som har været i gang i månedsvis. Hundredtusindvis har siden fyldt gaderne i Tel-Aviv, Jerusalem, Haifa og andre større byer, hvor de har konfronteret politiet, blokeret vejene og stået overfor anholdelser.

Histadrut (den største fagbevægelse i Israel), som har en temmelig konservativ ledelse, erklærede generalstrejke til støtte for masseprotesten den 2. september. Store dele af den israelske økonomi blev påvirket: Lærerne dukkede ikke op i skoler og børnehaver, de kommunalt ansatte stemplede ikke ind på rådhusene, og alle internationale flyafgange var aflyst, fordi de ansatte i lufthavne gik i strejke.

Efter flere timers generalstrejke afsagde arbejdsretten en kendelse, der beordrede arbejderne at genoptage deres arbejde, hvilket Histadruts ledelse respekterede. Ikke desto mindre bølgede større forstyrrelser gennem det israelske samfund.

Massebevægelsen mod Netanyahu nyder bred støtte blandt israelerne. Det har utallige meningsmålinger vist. Mens hovedårsagen til, at denne bevægelse er kommet i gang, er kravet om at frigive de israelske gidsler gennem en forhandlet aftale, så er det alligevel et faktum, at en eller anden aftale af den slags udelukkende kan sikres gennem en aftale om en våbenhvile, der sikrer afslutningen på den nuværende krig.

Den forestilling blev forstærket af USA’s præsident [Joe] Biden i en tale i maj, hvor han talte for en genoptagelse af forhandlingerne, der byggede på, at alle israelske gidsler blev frigivet til gengæld for en permanent afslutning på fjendtlighederne.

Når folk i Israel slutter op om protestbevægelsen for sådan en aftale, forstår de dette. I en nylig nyhedsmåling fra mediet i24 sagde 52 procent af respondenterne, at de støtter en aftale om frigivelse af gidslerne, der inkluderer en afslutning af krigen og fuldstændig tilbagetrækning af det israelske militær fra Gaza.

Netanyahu forbliver isoleret i sit forsøg på at sælge den israelske offentlighed løgnen om, at en aftale omkring gidslerne er mulig, samtidig med at krigen fortsættes.

Fokus for protesterne har været frigivelse af de israelske gidsler og våbenhvile. Hvad med spørgsmålet om det stigende tabstal for palæstinensiske civile i Gaza og det stigende antal militære operationer på Vestbredden? Bliver disse temaer også rejst af enten den generelle protestbevægelse eller venstrefløjen, inklusiv “Standing Together”?

Dødsraten i Gazastriben har været rystende høj og fortsætter med at stige dagligt. Der findes ikke ord for de menneskelige lidelsers omfang der. Internationale eksperter advarer om en igangværende humanitær katastrofe set i lyset af manglen på ordentlige mad- og medicinforsyninger.

Samtidig har israelske soldater og voldelige bosættere skudt hundreder af palæstinensere i det, som nu er det dødeligste år i nyere tid – også på Vestbredden.

Protestbevægelsens hovedstrømning undgår at adressere disse realiteter, som ikke bare er afskyelige i sig selv, men også skaber forhold, der vil underminere folks velbefindende og sikkerhed i mange år frem i Israel.

Venstreorienterede organisationer og bevægelser – inklusiv Standing Together – intervenerer i massedemonstrationerne for at rejse disse spørgsmål, hver med deres egen stil, strategi og teori for forandring.

Standing Together-aktivister i de større byer har gået i “lilla blokke” og uddelt tosprogede skilte på hebraisk og arabisk og har sunget anti-bosætter-slogans så som “I Rafah og Sderot, vil børn gerne leve”.

Vores hovedbudskab er, at en politik med uafvendelig krig, eskalering og besættelse ikke bare er uanstændig og inhuman, men også farlig og ikke farbar. Jeg er jødisk israeler, men regeringen underminerer i meget stærk grad mine interesser, snarere end den tjener dem.

Og det er ikke bare Netanyahus stærkt højreorienterede regering, men hele Israels politiske elite, der er forenet om politiske tiltag, der afviser de helt basale realiteter omkring den jord, som vi lever på: Der er millioner af palæstinensere i dette land, og ingen af dem skal nogen steder hen; og der er millioner af jøder i dette land, og ingen af dem skal nogen steder hen.

Det eneste håb om tryghed og sikkerhed ligger i en israelsk-palæstinensisk fredsaftale, som afslutter besættelsen, tillader det palæstinensiske folk at bruge deres ret til national selvbestemmelse og en uafhængig stat og respekterer begge folks ret til at leve i frihed, retfærdighed og uafhængighed.

Standing Together er en bevægelse, der opererer inde i Israel for at forandre det politiske klima, forandre folks attitude, overtale og overbevise vores lokalsamfund, og derfor afholder vi os fra moralprædikener. Vi søger snarere at gøre folk politisk bevidste omkring vores delte fælles interesser.

For eksempel: Er en ny aggressiv krig mod Libanon og Iran, som militære eksperter antager, vil føre til tusinder af døde israelere, i vores interesse?

Får vi som samfund gavn af de enorme militærudgifter, der er brug for til at vedligeholde ikke bare en stor stående hær, men også bosættelsesprojektet på Vestbredden, når det æder budgetterne for uddannelse, offentlig transport og sundhed op?

Hvad er vigtigst for vores dagligdag: At en stærkt højreorienteret bosætter-organisation får lov til at drive palæstinensere i Sheikh Jarrah ud af deres hjem for at bosætte sig der, eller at vi er i stand til at kunne betale vores egne hjem?

Og er det værd at dø for de messianske fantasier fra fundamentalistiske politikere i partierne “Jødisk Magt” og “Religiøs Zionisme”, som lige nu er i koalition med Netanyahu?

Når vanskelige politiske spørgsmål stilles op som interessespørgsmål og ikke som abstrakte moralbegreber, er det nemmere at få folk til at diskutere og nogle gange genoverveje.

Forud for de nuværende protester virkede det til, at Netanyahus popularitet voksede i meningsmålingerne. Kunne disse seneste mobiliseringer markere et vendepunkt i forhold til krigen og israelsk politik, eller er det for tidligt at sige noget om det?

Netanyahus popularitet er faldet siden den 7. oktober. Et solidt flertal (72 procent) mener, at Netanyahu burde trække sig tilbage (44 procent siger ”med det samme”, 28 procent siger ”når krigen er slut”).

Mens hans nuværende koalition har et lille flertal med 64 ud af 120 mandater i Knesset (det israelske parlament), viser alle seriøse meningsmålinger efter krigens start, at hans Likudparti og koalitionspartnerne tilsammen står til at vinde mellem 42 og 54 pladser ved et fremtidigt valg – hvilket betyder et mindretal ude af stand til at danne en regering.

Den politiske virkelighed har formet krigens gang. Netanyahu ved, at en aftale om gidslerne betyder en afslutning af krigen, og at det betyder, at hans stærkt højreorienterede allierede vil forlade koalitionen og dermed fremtvinge et nyvalg, som han forventes at tabe.

For ham er det ikke kun et spørgsmål om politisk overlevelse, men om personlig overlevelse. Netanyahu står overfor adskillige korruptionsanklager. Hvis han bliver tvunget til at forlade premierministerkontoret, vil retssagen hurtigt blive genoptaget og han kan ende i fængsel.

Det er derfor Netanyahu satser på at købe tid ved ikke at bevæge sig i retning af en aftale, mens han samtidig opretholder en facade af stadig at være i gang med forhandlinger.

Han håber, at en sejr til [Donald] Trump i [USA] til valget i november vil skabe favorable betingelser for ham. Eller sørgeligt nok, håber han, at de tilbageværende gidsler dør, hvad end det bliver som resultat af Hamas’ henrettelse eller Israels militære angreb.

Disse interne politiske dynamikker påvirker, hvordan krigen udfolder sig og rammer folk i hele Mellemøsten.

Standing Together er en lille politisk bevægelse med kun få tusinde medlemmer – inklusiv både jødiske og palæstinensiske borgere i Israel. Og dog er vi besluttet på at spille en rolle i at rykke balancen i styrkeforholdet på en måde, som fører til en hurtigere afslutning af krigen.

14. september 2024,

Først udgivet i spanske Aporrea. Her oversat fra engelsk i Green Left af Bodil Olsen.