African National Congress står uden tvivl overfor sit vanskeligste valg siden demokratiets start i 1994. Det kan lyde som en kliché, der gentages ved hvert valg, men denne gang er det sandt.

af Gunnett Kaaf

26.
maj
2024
Forbered udskrift | Send denne artikel til en ven Send denne artikel til en ven |
Læsetid: 7 minutter

Den ubønhørlige nedgang i den parlamentariske støtte til ANC har været i gang siden 2009, hvor Zuma blev præsident. Ved det forestående valg [29. maj 2024, o.a.] vil ANC lande under 50 procent af stemmerne. Næsten alle meningsmålinger sætter ANC til omkring 45 procent, med pil mod 40 procent. Hvis man mener, at meningsmålingerne er forudindtaget negative, skal man bare se på resultaterne fra lokalvalget i 2021 – her var ANC’s samlede vælgeropbakning på 45,59 procent.**

 

Tendensen har i de sidste 15 år været, at for ANC er resultatet af lokalvalg forløberen for resultaterne ved nationale valg. Ved lokalvalget i 2011 fik ANC 61,95 procent, og ved parlamentsvalget i 2014 gik partiet tilbage til 62,15 procent. Ved lokalvalget i 2016 fik ANC 53,91 procent af stemmerne og tabte endda de store storbykommuner Johannesburg, Tshwane, Ekurhuleni og Nelson Mandela Bay [der er otte storbykommuner i Sydafrika, o.a.]. Ved det efterfølgende parlamentsvalg i 2019 fortsatte nedgangen til 57,50 procent.

 

Banen for ANC’s nedgang vil fortsætte i 2024 og nærme sig de 45 procent, partiet fik ved lokalvalget i 2021. Det står også klart, at ANC’s nedgangstakt har tendens til at virke hurtigere, når man ser på resultaterne fra parlamentsvalget i 2019 og lokalvalget i 2021. Dermed står ANC nu, hvor vi nærmer os parlamentsvalget i 2024 og tiden derefter, over for et mareridt af umulige koalitioner og splittelser, som vil være et udtryk for den kaotiske, dybe og omsiggribende krise i ANC-krise.

 

ANC engageret i en falsk fornyelse

Mareridtet bliver værre af, at ANC har udgivet sig for at være engageret i en selvkritisk fornyelsesproces, efter at Jacob Zuma forlod posten som præsident for ANC-i 2017. Denne skueproces af en fornyelsesproces har gjort tingene værre, fordi de har påstået, at de gør op med korruption og igangsætter en radikal økonomisk transformation – en omstrukturering af Nationalbanken, en radikal jordreform og omfordeling af rigdom og indkomster til fordel for den fattige sorte majoritet. Alt dette var løgn, og de ved det!

 

Nu er de mere diskrediterede, end de var i Zuma-årene, fordi de ikke har en Zuma og Ace Magashule [ANC’s generalsekretær 2017-2022, o.a.] at skyde skylden på for deres rod. Hvis man vil opdage, at de ikke gjorde noget ved korruption, skal man bare se på deres kandidatliste. Man vil se mange af dem, der er indblandet i Zondo-kommissionen [nedsat i 2018] om korruption i den offentlige sektor. Værre endnu: Nuværende præsident Ramaphosas vej opad i graderne var baseret på et løfte om at bekæmpe korruption. Men han har en stor sky hængende over hovedet: Phala Phala-skandalen, der involverer en bunke penge på mere end en halv million dollars, hvis oprindelse fortsat er uopklaret.

 

ANC brugte sit flertal i parlamentet til at blokere for en rigsretssag mod præsidenten for alvorlige forbrydelser, selvom det ved en umiddelbar betragtning var blevet besluttet af det uafhængige panel bestående af to pensionerede dommere og en senioradvokat. Den formelle grund for totalt at afvise den anbefalede parlamentariske undersøgelse, var, at præsidenten havde bragt rapporten fra det uafhængige panel til afprøvning i retten. Da ANC-flertallet i parlamentet stemte imod rapporten, gik præsidenten tilbage til retten for at trække sin sag tilbage med den begrundelse, at rapporten fra det uafhængige panel var blevet akademisk, da parlamentet havde afvist den. Det er rene narrestreger fra ANC’s side for at undgå ansvar!

 

Det har kastet benzin på bålet, at parlamentets formand blev arresteret efter en skandale om bestikkelse på 4,5 millioner rand [1,7 millioner kroner] under valgperioden.

 

Arbejdsløshed, fattigdom, offentlig service, herunder sundhed, uddannelse og boliger, og forværringen af offentlig infrastruktur – det er alt sammen blevet værre, siden Ramaphosa tog over ved ANC-kongressen i 2017, med mål om at gennemføre en radikal økonomisk transformation for at forbedre de fattige sorte massers situation. Men der er ikke blevet iværksat radikale politiske indgreb. Så både den proklamerede bekæmpelse af korruption og de radikale økonomiske tiltag, som er de to søjler i den falske ANC-fornyelse, er blevet til ingenting.

 

Tværtimod har vi været vidne til en stigende neoliberal stramning med budgetnedskæringer i vigtige offentlige tjenester, herunder sundhed, uddannelse, boliger og veje og på statsansattes lønninger. Sparepolitikken har bredt sig til en reaktionær, stram pengepolitik med stigende renter. Dette skulle være for at bekæmpe inflationen. Men den inflation kom ikke fra overudbud af penge, men fra prisstigninger fra monopolselskaber og fra importvarer på grund af sammenbrud i globale forsyningskæder efter Covid-nedturen og Ukraine-krigen. Denne finanspolitiske og monetære stramning har forværret leveomkostningerne for fattige familier, arbejdere og middelklassen.

 

Fremgangen for den farlige højrefløj: Zuma og hans MK-parti

Normalt burde Jacob Zumas parti uMkhonto weSizwe [dannet december 2023, ofte kaldt MK-partiet, o.a.] ikke udgøre nogen alvorlig trussel for ANC’s vælgeropbakning. Ifølge Ramaphosas ANC regerede Zuma nemlig i “ni spildte år med korruption og statsrøveri”, og Cyril [Ramaphosa] er en fornyelsens mand. ANC burde om nogen sige ‘good riddance’ [god fornøjelse] nu, hvor Zuma har sit eget parti, der bygger på mobilisering i zulustammen, og som forsvarer hans arv af korruption. Men Zuma og hans MK-parti har givet ANC bekymringer, som har rystet dem helt ind til benet.

 

Zumas parti truer alvorligt med at tage en betydelig del af vælgerne fra ANC i KZN [Kwa Zulu Natal] og i visse dele af Gauteng og Mpumalanga. Nogle meningsmålinger sætter endda MK-partiet til 13 procent af de nationale stemmer – foran EFF [Economic Freedom Fighters, populistisk parti på den yderste venstrefløj, grundlagt af tidligere præsident Julius Malema i 2013, o.a.]. Hvis denne trussel mod ANC’s opbakning er reel, og meningsmålingerne troværdige, er ANC et reaktionært parti, der deler MK-partiets reaktionære tendenser såsom bagstræberisk stamme-mobilisering og korruption. De roser, ANC gav til kongerne Goodwill Zwelithini og Mangosuthu Buthelezi ved deres respektive bortgang i 2021 og 2023, bekræfter også dette. ANC roste disse to som store patrioter, der kæmpede for fred og demokrati. Dette står i modsætning til deres notoriske historie som reaktionære, der afsporede vores demokrati, apartheid-samarbejdspartnere, og som den massemorder, Buthelezi var.

 

Som en del af denne højreorienterede tendens til forbrødring med reaktionære traditionelle ledere, i håb om at tiltrække stemmer på landet, har ANC nu sikret sig støtten fra den dømte forbryderkonge Buyelekhaya Dalindyebo til deres valgkampagne i 2024, efter at de lirkede ham ud af EFF.

 

Zuma er en højreorienteret kraft og udgør en fare for national stabilitet og sikkerhed, hvilket blev understreget under urolighederne i juli 2021. Naturligvis er Zumas højreorienterede politiske opstigen sket på baggrund af et svækket demokrati og den dybere neoliberale krise.

 

ANC frygter Zuma så meget, at de ikke har ekskluderet ham som ANC-medlem, på trods af at han har overtrådt ANC’s egen forfatning ved at danne et parti uden for Alliancen og kæmpe imod ANC. De suspenderede først hans ANC-medlemskab længe efter, at han havde annonceret dannelsen af og begyndte at kæmpe for MK-partiet. De hævder, at deres grund til ikke at ekskludere Zuma direkte er taktisk; de ønsker ikke at gøre tingene værre i en valgperiode. Alligevel kæmper de aktivt imod Zuma i retssystemet, forsøger at få hans MK-parti afregistreret og at stoppe brugen af ​​uMkhonto weSizwe navn og logo, eftersom disse er forbundet med ANC.

 

Deres tilgang til Zuma er forvirret, fordi de ikke handler ud fra principper, og de har ikke kontrol over meget på deres eget indsatsområde; det kan eksplodere i hovedet på dem når som helst, for ANC’s nedsmeltning er kaotisk. Zuma-splittelsen er en del af den dybere ANC-krise.

 

Mareridtet om uarbejdsdygtige koalitioner

Erfaringen med koalitioner i kommuner har været dårlig, præget af ustabile koalitionsledelser, hvor borgmestre, ledere og rådsmedlemmer skiftes vilkårligt ud. Med den store sandsynlighed – næsten sikkerhed – for, at ANC falder under 50 procent nationalt og mister Gauteng og KZN, er de i panik og forbereder sig på at indgå i koalitionsregeringer. De har forsøgt at lave en lov, der kunne regulere stabiliteten af koalitionsregeringer, men det ikke lykkedes. De har heller ikke haft held med at formulere en sammenhængende politisk strategi for koalitioner, fordi ANC er blevet en politisk rodebutik, ude af stand til at koordinere noget større og komplekst politisk projekt.

 

Som Hein Marais korrekt påpeger i sin klassiket fra 2011, “South Africa Pushed to the Limit”: ANC huser nu en sådan uforenelig samling af interesser, ideologier og idealer, at de progressive impulser bliver formindsket af en blanding grove tendenser. ANC kan ikke længere troværdigt hævde at være vogter af og at lede et sammenhængende befrielsesprojekt… Magtfulde sektioner af ANC har erhvervet en eftertænksom sympati for politikker, der sætter markedet over samfundet, og som skubber indsatsen for social retfærdighed dybere ind i skyggerne.

 

ANC kan ikke blive enige indbyrdes om at indgå i en koalition med EFF ud fra et strategisk perspektiv. De er også flove over åbent at erklære, at de sandsynligvis vil gå sammen med det liberale Demokratisk Alliance. Måske vil de gå sammen med nogle mindre partier, hvis de kun falder marginalt under 50 procent.

 

Der er også en permanent fejde mellem ANC og EFF, hvad angår at blive enige om radikale politiske positioner. EFF er altid ude efter at diskreditere ANC som et forræderparti. Forsøget i 2021 på at ændre afsnit 25 i forfatningen for at præcisere muligheden for en radikal jordreform fri for markedskræfter, er et tydeligt eksempel. EFF afviste den foreslåede ændring fra den ANC-dominerede parlamentskomité, der lød: “hvor jord og eventuelle forbedringer derpå eksproprieres til jordreformsformål… kan kompensationens beløb være nul.” EFF gjorde indsigelse og insisterede i stedet på formuleringen “ekspropriation uden kompensation”. Derfor blev forfatningsændringen for at lette radikal jordreform ikke vedtaget, da den ikke fik det nødvendige flertal på to tredjedele i Nationalforsamlingen.

 

I betragtning af fjendskabet mellem de to partier, er det ikke klart, om ANC vil gå i dialog med Zumas MK-parti om at danne koalitioner, .

 

Krisen i ANC forværres trods desperate forsøg på løsninger

 

ANC i Gauteng har iværksat et massivt program for beskæftigelse i den offentlige sektor. Det skal de have ros for. Den neoliberale omstrukturering af økonomien, som ANC-regeringen har konsolideret siden 1994, har ført til nedlæggelse af jobs og større arbejdsløshed, uden private investeringer, der kunne udvide produktionen og skabe job i større skala. Med de høje tal, der nævnes for ansættelser siden sidste år (mere end 90.000), burde disse jobmuligheder forbedre ANC’s valgchancer i Gauteng, hvor ANC står til at tabe.

 

Imidlertid ser det ikke ud til, at dette beskæftigelsesprogram vil gøre nogen underværker for ANC, for det blev implementeret for sent og for tæt på valget, hvor valgrumlen og den oppiskede valgstemning vil overskygge alt. De fleste af dem, der har fået arbejde, vil sandsynligvis stemme på ANC, men deres antal er langt fra nok til at gøre en forskel for ANCs desperate valghåb i Gauteng. Det er usandsynligt, at andre arbejdsløse vælgere vil stemme på ANC i et håb om, at beskæftigelsesprogrammet også vil komme dem til gode på et senere tidspunkt. De vil sandsynligvis ikke stemme på ANC på grund af den skepsis, som er udbredt blandt vælgerne efter den ene skuffelse og fiasko efter hinanden siden 1994.

 

En periode på 30 år giver bestemt tid nok både til at mislykkes, afprøve en udviklingsstrategi og prøve igen og igen, indtil det lykkes. Men for ANC har fiaskoen netop været så dyster, fordi de ikke har engageret sig i noget entydigt udviklingsprojekt, men i stedet har givet fuldstændigt efter for den dominerende neoliberale udviklingsfilosofi, der tilskriver markedskræfterne en afgørende rolle.

 

Denne valgperiode afspejler derfor et svækket demokrati, den dybere neoliberale krise og styrkede højrefløjspartier (MK, ActionSA, Patriotic Alliance, Freedom Front Plus) samt højrefløjskræfter i samfundet. ANC’s tilbagegang fortsætter uantastet, men intet parti vil vinde et rent flertal. Det er en politisk krise med fravær af politiske og sociale kræfter, der er i stand til at præsentere et alternativ og en radikal social vision, der kan styrke demokratiet og fremme en udviklingsdagsorden forankret i de sociale krav fra flertallet af befolkningen.

 

ANC-krisen er blevet en integreret del af den neoliberale kapitalistiske krise, der forstærkes i vores land og globalt. Det er ikke en meningsfuld udvej ud af denne krise at forny eller reformere ANC. Det er ikke muligt. En revolutionær socialistisk fremgang er nødvendig, for at ANC kan blive trukket ud af den accelererende neoliberale krise. Massebevægelser, der fører massekampe og vinder afgørende sejre, skal opbygges hurtigt. Naturligvis skal det ske uden for valgperioderne, men derefter kan det sætte politisk aftryk på valgresultatet – på basis af politiske sejre opnået før valget, ikke efter. Hvis ikke venstrefløjen og de folkelige klasser kan leve op til denne opgave og udfordring, vil den ødelæggende krise fortsætte og kun blive værre.

 

Gunnett Kaaf er aktivist og skribent, bosat i Bloemfontein.

Oversat fra Amandla af Anne Haarløv

single.php

Artiklen er udskrevet fra Socialistisk Information (www.socinf.dk)

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com