Læsetid: 6 minutter

Faktisk er det lidt uklart, præcist hvornår Revolutionære Socialister skifter navn. På deres hjemmeside, kan man læse, at det er sket: ”I weekenden den 15.-17. marts samledes over 100 revolutionære for at stifte Revolutionært Kommunistisk Parti.”

 

Men man kan også læse, at det først sker til oktober: ”Det var en begivenhed, der føltes intet mindre end historisk, da mere end 100 medlemmer fra 16 lokalafdelinger i Revolutionære Socialister, var samlet hen over weekenden for at afholde organisationens årlige kongres. Kongressen besluttede nemlig, ovenpå dybdegående diskussioner af kapitalismens afgrundsdybe krise og de yngre generationers voksende appetit på kommunistiske idéer, at stifte Revolutionært Kommunistisk Parti til en konference i oktober.”

 

De to navne optræder da også skiftevis på hjemmesiden. Men der er nok ingen tvivl om, at det nye navn bliver til noget. Mere om baggrunden for navneskiftet følger senere.

 

En fortid i andre partier

Revolutionære Socialister er en del af en vidtforgrenet trotskistisk tradition, som også SAP tilhører. Begge organisationer har deres rødder i Fjerde Internationale, der blev stiftet i 1938. Men organisatorisk har vi tilhørt hver sin internationale organisering siden 1974. De tilhører en tradition, som oprindeligt og i mange årtier efter byggede på den antagelse, at en radikalisering i arbejderklassen vil starte i de store reformistiske partier, som Labour i England og Socialdemokratiet i Danmark. Som følge deraf vil man isolere sig fra arbejderklassen, hvis man opbygger en selvstændig socialistisk organisation.

 

Det mest markante træk ved denne internationale strømning var i mange årtier, at alle dens grupper valgte at arbejde inden for de socialdemokratiske partier. I England havde de i en periode betydelig succes. Blandt andet dominerede deres medlemmer Labour-kommunalbestyrelser i flere større byer.

 

Ifølge deres hjemmeside opstod der første gang en dansk gruppe med tilknytning til Militant-strømningen i 1979 med navnet Socialisten. I årene efter kaldte de sig også Marxister i Socialdemokratiet. Her blev de kendte medlemmer på et tidspunkt ekskluderet, og det var tilsyneladende så effektivt, at de måtte opgive projektet.

 

I stedet forsøgte de sig i SF, men også her blev de ”forbudt”, og de kaldte sig derefter Socialistisk Standpunkt. I den forbindelse meldte deres unge medlemmer sig ind i SUF. Efter en dramatisk proces, hvor internet-dokumenter fra Socialistisk Standpunkt slap ud i hele SUF, blev de også smidt ud her.

 

Det seneste navneændring fandt sted for 10 år siden. Lige som dette års beslutning var ”historisk”, skiftede de dengang navn til Revolutionære Socialister på en ”entusiastisk kongres”. Bag entusiasmen gemte sig den virkelighed, at en betydelig del af medlemmerne kort før havde forladt organisationen for at melde sig ind i Enhedslisten.

 

Siden har Revolutionære Socialister eksisteret som en selvstændig organisation med en offentlig profil og uden at gå ind i andre partier. Og nu skal det så hedde Revolutionært Kommunistisk Parti.

 

Klassisk marxisme

Ifølge RKP’s hjemmeside havde deres kongres i marts ca. 100 deltagere, og tilsammen skal der nu være op imod 200 medlemmer. Hvad det nye parti skal stå for, fremgår af et par artikler på hjemmesiden og af et længere politisk dokument, som blev vedtaget enstemmigt: ”Dansk perspektiv 2024: Kapitalismens krise og kampen for kommunisme.”

 

At dømme ud fra dette dokument vil RKP være funderet på klassisk marxistiske opfattelser og revolutionære perspektiver, som de oprindeligt blev udviklet af Lenins og Trotskijs generationer, bl.a.:

·        Kapitalismen som udbyttende og ødelæggende samfundssystem

·        Statens rolle som redskab for den herskende klasse

·        Klassekampen som drivkraften for forandring

·        Arbejderklassens rolle i kampen mod kapitalismen

·        De reformistiske partiers svigt og rolle som hindring for forandring

·        Behovet for organisering af bevidste socialistiske kræfter

 

Det meste af det kan jeg genkende fra SAP. Jeg tror ikke, der er meget her, medlemmer af SAP kan være uenige i. Også store dele af kritikken af den dominerende linje i Enhedslisten deler jeg.

 

Ren propagandagruppe

Alligevel er SAP og RKP ikke det samme, og der er gode grunde til, at vi ikke er samlet én organisation.

 

International Marxistisk Tendens, som Revolutionære Socialister er en del af, har foretaget et langsomt brud med deres arbejde indenfor og orientering mod arbejderbevægelsens traditionelle reformistiske partier. Det startede med opbygningen af selvstændige marxistiske studenterorganisationer og fortsætter nu med opbygningen af selvstændige kommunistiske partier. Således har Revolutionære Socialister i mange år orienteret sig mod studentermiljøer og opbygningen af en åben, selvstændig organisation.

 

For mig at se er forskellen på dem og os først og fremmest, at RKP – med parti i navnet eller ej – opfatter sig selv snævert som en propagandagruppe, hvor det fornemste formål er at blive større, så de kan være parate, når der på et tidspunkt opstår mere modstand og mere aktiv klassekamp.

 

Det kræver en stærk kerne, der kan skole lidt flere i de marxistiske grundsynspunkter, forståelsen for af, hvordan kapitalismen virker, og hvad der – engang i fremtiden – skal til for at omvælte kapitalismen.

 

Til gengæld bekymrer de sig tilsyneladende ikke om, hvordan revolutionære i dag kan bidrage til at skabe den modstand og de bevægelser i samfundet, der skal til. De ser åbenlyst ikke noget formål i at skabe en mere kritisk holdning til systemet og til de herskende i bredere grupper af samfundet. Og de opfatter det ikke som en opgave at skabe en socialistisk kraft på den arena, hvor det store flertal af arbejderklassen mener, at politisk forandring foregår: den parlamentariske scene.

 

Det betyder naturligvis, at det er helt udelukket for RKP’erne at være med til at opbygge Enhedslisten, og det afspejler sig også i dele af deres kritik af Enhedslisten og andre på venstrefløjen.

 

Et eksempel af den aktuelle Palæstina-solidaritet. På den ene side fremhæver RKP bevægelsen som et eksempel på det, de opfatter som et mere generelt opsving i kamp og bevægelse. På den anden side kritiserer de Enhedslisten for at støtte kravet om våbenhvile: ”En våbenhvile vil i bedste fald etablere et nyt uholdbart og barbarisk status quo på israelsk og amerikansk imperialismens præmisser.”

 

Det indgår simpelthen ikke i RKP’s overvejelser, at kravet om våbenhvile kan skabe en bred bevægelse – og faktisk har gjort det. Og at det kan være afsæt for og kombineres med andre mere vidtgåennde krav.  For dem er bevægelsen noget, der bliver leveret til dem af andre, og hvorfra de måske kan hente en håndfuld nye medlemmer – blandt andet ved at lægge afstand til et centralt element i bevægelsens grundlag

 

For RKP handler aktivitet, tekst og tale primært om de næste 100 eller 200 potentielle unge medlemmer. Det betyder, at de langt henad vejen stiller sig tilfredse med historiske og abstrakte formuleringer. Det er simpelthen ikke vigtigt for dem at forklare kapitalismens mekanismer og mulighederne for forandring for en bredere målgruppe.

 

Derfor kan man finde formuleringer som denne rundt om i RKP-dokumentet:  ”Som Lenin pointerede, er det moderne borgerlige demokrati ikke meget anderledes end demokratiet i det antikke Grækenland – et demokrati for slaveejerne ene og alene.”

 

Med en tilstrækkelig lang og grundig forklaring kan man sikkert forklare, hvorfor Danmark i sidste ende er et demokrati for slaveejere. Men selv for de næste 20 deltagere i en RKP-studiekreds kræver det nok en hel del forklaring. Der bliver i hvert fald behov for at leve op til dette løfte fra RKP til kommende medlemmer på hjemmesiden: ”Lige meget hvor lidt eller meget du ved om marxisme, klassekamp og kommunisme, vil du blive taget i hånden.”

 

Hvorfor nyt navn?

Når nu grundholdninger og analyser er uændrede, og når det er den samme type aktiviteter – studiekredse og bladsalg – der fortsat har hovedprioriteten, hvorfor så skifte navn?

 

Det har RKP faktisk en forklaring på:

 

”Krisen i reformismen afspejles af den ændrede opfattelse af ordet “socialisme”. For mange unge forbindes ordet nu med en blød tilgang til kampen for en anden verden, der bevidst forsøger at nedtone krisen i systemet. I USA var det den selverklærede socialist Bernie Sanders, der endte med at kapitulere til det Demokratiske Parti. I Storbritannien gav Jeremy Corbyn op overfor Labours højrefløj, og herhjemme forbinder mange socialisme med SF og Enhedslisten, og deres forsøg på at appellere til Socialdemokratiet.”

 

Omvendt er kommunisme ikke så belastet, som det var, da Sovjetunionen eksisterede, mener RKP.

 

Først og fremmest er RKP nået frem til, at unge, der i dag vil grundlæggende forandring, opfatter sig som kommunister: ”Det betyder, at et voksende lag af unge ikke opfatter sig selv som socialister. I stedet leder de efter noget mere radikalt og ender ved kommunisme.”

 

At det er sådan, det forholder sig, bygger de på to undersøgelser fra henholdsvis Storbritannien og USA, og de tilføjer, at samme udvikling uden tvivl også er i gang her i Danmark.

 

Men der har næppe været afgørende, om man rent faktisk kan konstatere sådan en udvikling herhjemme.  I RKP’s internationale organisering er der en lang tradition for, at de mindre grupper rundt om i verden følger trop, når den engelske moderorganisation skifter signal. I England ændrer man også navn til Revolutionary Communist Party, og den internationale organisation hedder ikke længere International Marxist Tendency, men Revolutionary Communist International.

 

Under alle omstændigheder er skiftet fra Revolutionære Socialister til Revolutionært Kommunistisk Parti kun en navneforandring, et nyt brand, et gimmick, som da også bonnede ud med et interview i DR-morgenradio for et par uger siden. Og det kan hurtigt ændres igen. Som de vedtog på kongressen i marts: ”Tager situationen en brat vending, er vi vågne og parate til at reagere på de nye omstændigheder.”