Læsetid: 8 minutterI denne artikel præsenterer Ilya Budraitskis den seneste udvikling og perspektiver på den aktuelle situation i Rusland og Ruslands imperialistiske krig mod Ukraine. Ilya Budraitskis er ledende medlem af Vpered (”Fremad”), den russiske sektion af 4. Internationale, som indgår i Ruslands Socialistiske Bevægelse.
Der er ingen udsigt, at den russiske imperialismes krig mod Ukraine standser. I sommeren og efteråret 2023 kunne vi følge skiftende offensiver, først fra Ukraine med henblik på at befri besatte områder, dernæst en modoffensiv fra Rusland, som stadig er i gang.
Moskva har for nyligt iværksat massive raketangreb på Ukraine, der nytårsaften var rettet mod civile og infrastruktur. Samtidig blev den russiske grænseby Belgorod mål for gengældelsesangreb med missiler. Rusland har en halv million soldater ved fronten for at forsvare besættelsen, og det vil kræve mere, hvis de skal gennemføre en total offensiv i foråret.
Vladimir Putin og den russiske herskende klasse har sat sig for at gennemføre denne krig til den bitre ende. Putin gjorde det klart i forbindelse med sit årlige offentlige spørgsmål-og-svar arrangement, ”Den direkte linje til Vladimir Putin” den 14. december 2023, hvor han besvarede omhyggeligt udvalgte spørgsmål fra offentligheden i flere timer.
Han sagde, at målsætningen for den såkaldte Særlige Militære Operation fortsat er den såkaldte af-nazificering af Ukraine. Det betyder, at han har tænkt sig at fortsætte krigen, indtil han har opnået et regimeskifte i Ukraine og omformet Ukraine til en russisk halvkoloni.
For at opnå det forsøger hans regime:
1) at stabilisere det russiske samfund
2) at fyre op under politiske konflikter i USA og NATO-landene
3) at legitimere sit styre ved hjælp af præsidentvalget i marts, og
4) at mobilisere russiske trupper til en ny offensiv i foråret.
Stabilisering af det russiske samfund
Regimet er gået I gang med en intens kampagne, der skal stabilisere det russisk samfund efter det kup, som Yevgeny Prigozhin og hans Wagner-gruppe forsøgte sidste sommer. Putin overvandt den hidtil største udfordring til hans styre med en blanding stok og gulerod.
Han tilbød Wagner-gruppens lejesoldater mulighed for at komme tilbage i regimets rækker. Nogle få generaler, der havde tætte forbindelser til Wagner, blev arresteret. Prigozhin sørgede Putin for at få myrdet i august med et raketangreb i nærheden af Moskva, som sprængte krigsherrens fly i luften.
Han opløste derefter selve Wagnergruppen ved at lægge dele af den ind under det russiske forsvarsministerium og ved at tillade Prigozhins søn at beholde andre dele af den sammen med andre private militærkorps.
Disse korps’ fortsatte eksistens kan blive et problem for regimet hen ad vejen, særligt hvis krigen går dårligt. Det kan føre til splittelse mellem staten og korpsene omkring den militære strategi og taktik, som igen kan destabilisere regimet.
Prigozhins kup afslørede også, at der eksisterer en skjult modstand blandt hærens officerer. Men foreløbig har Putins indoptagelses- og undertrykkelses-strategi overvundet den krise, som Prigozhin skabte.
Putin har også været i stand til at stabilisere økonomien, i hvert fald foreløbigt. Vestens sanktioner mod regimet har ikke skadet russisk økonomi så meget, som det var forventet. Regimet og landets virksomheder har på forskellig vis kunnet omgå sanktionerne.
De har øget handel og investeringer ved hjælp af neutrale stater i Centralasien samt Tyrkiet, de Arabiske Emirater og mange andre lande i det Globale Syd. Disse lande har modstået presset fra USA for at få dem til at følge sanktionerne.
Derudover har de russiske statslige olieselskaber etableret nye eksportaftaler med mange lande, særligt Kina, og det har været med til at holde økonomien oppe. Så sanktionerne har hverken kastet den russiske økonomi ud i krise eller forhindret staten i at fortsætte krigen i Ukraine.
Trods den russiske økonomis modstandskraft står den over for adskillige problemer. F.eks. vokser inflationen og har medført en alvorlig økonomisk belastning af de fleste almindelige russere.
Som reaktion på dette har den russiske centralbank hævet renten for at bringe inflationen under kontrol. Men det kan på den anden side skabe en økonomisk opbremsning, øge arbejdsløsheden og yderligere skade arbejderklassen.
For at bevare sit hegemoni over befolkningen har Putin grebet til undertrykkelse og ny-fascistisk ideologi. Han har undertrykt al kritik fra venstrefløjen, særligt antikrigs-aktivister.
Samtidig har han forsøgt at vinde opbakning i befolkningen ved hjælp af russisk-etnisk nationalisme, som dæmoniserer enhver grupper, der sætter sig op imod regimet. For eksempel advarede han imod, at muslimske migranter fra Centralasien truer den etniske balance i landet.
Lederen af den russisk-ortodokse kirke, Patriarch Kirill, overgik Putin i islamofobi. I en nylig tale, som kunne stamme fra Trump eller Enoch Powell (nyfascistisk engelsk leder i 60’erne og 70’erne – red.), advarede han om, at muslimer og migranter i det hele taget udgør en trussel mod civilisationen.
Regimet og Kirken benytter sig af den type etniske nationalisme for at fasttømre sin base, men det kan slå igen. Den type hykleri kan skabe modstand fra landets omkring 15 millioner muslimske borgere, der udgør ti procent af befolkningen.
Putin har også iværksat en intens kampagne for at styrke såkaldt traditionelle familieværdier. Han har angrebet feminister og LGBTQ-personer og kaldt dem trusler mod det russiske samfund.
Regimet er tæt på et totalt forbud mod fri abort i forlængelse af kriminaliseringen for nylig af private klinikker. Det har også varslet totalt forbud mod LGBTQ-grupper, -begivenheder og selv natklubber.
Putin har indtil nu haft succes med at stabilisere det russiske samfund ved hjælp af undertrykkelse og ideologiske kampagner.
Erobring af Ukraine
På grundlag af denne stabilitet ønsker han et optrappe krigen i Ukraine. Hans umiddelbare mål er at indtage resten af Donbas-regionen, som har symbolsk betydning i Putins imperiale fortælling, og som er hans retfærdiggørelse af krigen.
Den sandsynlige forårs-offensiv vil blive udrullet i etaper. Målet er at indtage Kharkiv, Ukraines næststørste by og at etablere en ny front ved Dnipro-floden.
Planen kan være at opdele Ukraine i to dele. Først vil Rusland indtage al territorium øst for Dnipro. Dernæst vil man forsøge at skabe en neutral “afnazificeret” (Rusland-afhængig) stat i resten af landet, vest for Dnipro.
Men det vil kun være det midlertidige mål. Den russiske stat er opsat på at udvide imperiet yderligere i resten af det post-sovjetiske område.
At skabe konflikt i USA og NATO
Putin satser på en styrket højrefløj i USA og NATO for at underminere modstanden mod hans imperiale ekspansionisme. Under sit spørgsmål-og-svar arrangement understregede Putin, at Vesten er meget splittet omkring hjælp til Ukraine.
Han henviste direkte til konflikten mellem republikanerne og Biden-regeringen om den foreslåede hjælpepakke til landet. Han gjorde det klart, at han ønsker en republikansk sejr, særligt en sejr til Trump, ved det amerikanske præsidentvalg, fordi en ny regering kan forvente at nedskære eller helt indstille støtten til Ukraine – og måske lige frem trække sig ud af NATO.
Han flirter også med den yderste højrefløj i de andre NATO-lande. Han puster til konflikterne med Finland, et nyt medlem af NATO. Lige som Belarus’ præsident Lukashenko, har Putin hilst migranter fra Irak, Afghanistan, Libyen og andre lande velkomne for derefter at tilskynde dem til at rejse ind i EU via den finske grænse.
Det gør han for at fremprovokere en krise for de dominerende politiske kræfter og for skabe yderlige vækst for det indvandrerfjendtlige yderste højre i Finland og i resten af EU.
Han håber, at disse kræfters vækst og succes vil underminere NATO indefra. Derfor har officielle russiske medier fejret den nylige sejr for højrepolitikeren Geert Wilders, som førte en islamofobisk og indvandrerfjendtlig kampagne, ved det hollandske valg
Endelig forsøger Putin at udnytte Israels brutale krig i Gaza til sin egen fordel I forhold til USA og dets NATO-allierede, som har bevæbnet og støttet Israel. Officielt opfordrer Rusland til en to-stats-løsning, støtter en våbenhvile og humanitærhjælp via FN.
Selvfølgelig er alt dette hykleri. Rusland er involveret i præcis den samme type annektionskrig i Ukraine, som Israel er i Gaza. Og bag kulisserne fastholder Putin politiske, diplomatiske og økonomiske forbindelser med Israel.
Ikke desto mindre udnytter Putin Israels rædselsfulde krig til at rehabilitere sig selv, særligt i det Globale Syd, og til at svække USA og NATO. Han håber, at det vil skabe ham bedre plads til at forfølge sine egne imperialistiske ambitioner i Ukraine og i resten af Østeuropa og Centralasien.
Mobilisering og værnepligt til forårs-offensiven
Putins engagement i dette projekt vil kræve, at han gennemtvinger en større troppemobilisering og sandsynligvis værnepligt. Han bliver nødt til at rekruttere hundrede tusinder for at bemande militæret og gennemføre nye erobringer. Det kan skabe store politiske problemer for Putin.
Alt dette vil ikke blive gennemført på denne side af Ruslands præsidentvalg i marts. Han og resten af statsapparatet ønsker at fastholde en positiv stemning i det russiske samfund indtil da.
Efter valget er det meget sandsynligt, at de vil øge mobiliseringen til fronten. Lige nu er kun omkring 40 procent af de russiske soldater I Ukraine værnepligtige, mens resten er såkaldt frivillige, dvs. almindelige mennesker, som har ladet sig rekruttere for at opnå en bedre indkomst.
Soldater tjener langt mere end almindelige arbejdere. Den officielle gennemsnitsløn er omkring 4.000 kr., men de fleste tjener omkring 2000 kr. I hæren, derimod, kan soldater tjene mellem 14.000 og 21.000 kr. om måneden.
Det betyder, at for millioner af russere, særligt fra desperate industribyer i provinsen, udgør militæret en chance for at slippe ud af fattigdom. Det er forklaringen på, at rekrutteringen af såkaldt frivillige er så succesrig.
I virkeligheden er det en fattigdomsværnepligt. Men regeringen bruger den til at omfordele rigdom og til at skabe en stor befolkningsgruppe, der har fordel af krigen. Selvfølgelig har mange betalt dyrt ved at få ødelagt deres mentale helbrede og miste lemmer eller livet.
Situationen for værnepligt er og vil fremover også være helt anderledes. De bliver ikke betalt særlig godt, og i modsætning til professionelle soldater, er deres tid i militæret og deres perioder i tjeneste ikke begrænsede.
Derfor har værnepligten allerede provokeret nogle protester, især fra familiemedlemmer til dem, som er blevet tvunget ind i militær tjeneste. De har gennemført underskriftsindsamlinger og sendt hundredevis af spørgsmål til Putins ”Direkte linje”. Selvfølgelig blev alle disse spørgsmål frasorteret.
Men det viser, at der er grundlag for modstand mod enhver form for værnepligt. Det vil sandsynligvis ske i form af spontane, selvorganiserede protester. Det vil skabe muligheden for at opbygge en antikrigs-bevægelse i Rusland.
Svindelvalg skal legitimere regimet
Alt dette vil først ske efter det kommende præsidentvalg. Det vil selvfølgelig ikke være demokratiske valg. Der vil ikke være en reel valgkamp med valgkampagner og debatter, og resultatet er fastlagt på forhånd. Putin vinder.
Men valget er ikke desto mindre vigtigt for ham, fordi det kan give hans styre et skær af legitimitet og demonstrere folkelig støtte til ham og hans krig. Kreml-medierne forudser allerede det bedste valgresultat i hans politiske karriere.
Man forventer, at omkring 70 procent at vælgerne vil deltage, og at omkring 80 procent af dem vil stemme på Putin. Selvfølgelig er der ingen grund til at tro på disse tal eller på valgresultatet.
Hele processen bygger på undertrykkelse af enhver reel opposition og på udelukkelse og fængsling af kritikere som Alexey Navalny. Naturligvis vil omhyggeligt udvalgte kandidater få tilladelse til at stille op, så det kan ligne demokrati.
Valghandlingen vil foregå hen over tre dage, personligt og elektronisk. Begge afstemningsformer vil blive strengt overvåget af staten uden den mindste kontrol fra uafhængige observatører. Alle observatør-grupper er blevet knust. For eksempel blev det største netværk, Voice, forbudt sidste sommer og dets organisatorer fængslet.
På den made er valget det modsatte af frie, åbne og retfærdige valg. Tværtimod er det statens redskab til at tvinge befolkningen til politisk lydighed.
De fleste offentligt ansatte vil blive tvunget til at stemme elektronisk på deres arbejdspladser. Hvis man stemmer på den måde, har staten adgang til alle ens personlige data. Dermed kan de statslige myndigheder og cheferne overvåge stemmeafgivningen og ”rette” på resultatet, hvis der er behov for det. Ikke desto mindre vil det give vælgerne en illusion om, at de kan vælge.
Der vil være andre, omhyggeligt udvalgte kandidater, som får tilladelse til at stille op fra partier i den loyale pseudo-opposition, f.eks. Kommunistpartiet. Alle kandidater, der er får lov til at stille op, er aggressive krigstilhængere.
Ingen reelle antikrigs-kandidater eller -partier får lov at stille op. Så de alternative kandidater er ingen udfordring for Putin, og de giver ikke mulighed for at markere krigsmodstand. De vil stille op imod hinanden og dele de 20 procent af stemmerne, som ikke går til Putin.
Den russiske opposition, som enten er gået under jorden eller i eksil, diskuterer, hvordan de skal forholde sig til valget. Navalnys støtter har allerede opfordret til at stemme på en hvilken som helst kandidat undtagen Putin.
Dette er ikke en dårlig strategi. I det mindste giver det befolkningen, der er atomiseret og bange, muligheden for at udtrykke deres modstand i en ganske vist forvrænget form.
Modstand mod krig og fascisme
Folk har al mulig grund til at være bange for regimet. Det har knust ethvert offentligt udtryk for kritik af krigen og tvunget det under jorden. Det samme er sket for samtlige aktivistgrupper af alle typer.
Det er en del af regimets fascistiske udvikling. Det er ikke bare propaganda. Regimet forsøger at gennemtvinge et brutalt diktatur og ændre samfundet grundlæggende. Forbuddet mod LGBTQ og begrænsningerne i den frie abort, anti-indvandrer hysteriet og den stærke censur af enhver kritik af regimet har til formål at ensrette samfundet og at omdanne Rusland til en lukket ”stats-civilisation”.
Under disse forhold er den internationale venstrefløjs opgave fortsat opposition til Putins imperialisme, solidaritet med Ukraines modstand, opposition til Vestlig imperialisme og støtte til kampen nedefra i Rusland imod Putins ny-fascistiske regime.
Oversat til engelsk og offentliggjort af Tempest Mag den 14. januar 2024. Oversat fra den engelske version af Michael Voss.
Forbered udskrift
International Viewpoint – Fjerde Internationales webmagasin
Eksklusionstrusler bringer den samlende Enhedsliste i fare
SolarEdge: Israels beskidte grønne energiselskab
SAP er ikke en del af Rødt Venstre
Interview: "At være venstreorienteret betyder at være på de undertryktes side"
Det er slet ikke nok med en så kort historisk periode, for at forstå hvad det russiske magtapparat (også uden Putins navn) har gang i. Hvis man anerkender et magtbalanceprincip i udenrigspolitikken, må den russiske krig i Ukraine suppleres med i det mindste de sidste 30 års udvikling mellem det russiske magtapparat og to de vigtigste ‘vestlige’ magtapparater: EU og NATO. Især er det ikke nok, når der på et tidspunkt kommer en midlertidig forhandlingsløsning.