Det er meldingen fra en fuldstændig enig bestyrelse i 3F TLB torsdag aften. Hvorfor vi har valgt at tage stilling som afdeling og begrundelsen for anbefalingen kan du læse i udtalelsen herunder.

af 3F TLB Århus

Læsetid: 2 minutter

Formanden for FH, Lizette var tidligt på banen med sin støtte til at fjerne vores forsvarsforbehold – vel at mærke uden at rådføre sig med de forbund (herunder 3F) som hun er valgt til at repræsentere. Siden har FH på landsplan engageret sig i en ”oplysningskampagne” for et ja.

 

Derfor har vi i 3F TLB valgt også at melde vores holdning til afstemningen d. 1. juni ud. Vi har diskuteret spørgsmålet på vores bestyrelsesmøde d. 19. maj og en enig bestyrelse anbefaler at der stemmes nej.

 

Grundlæggende er det forkert at krigen i Ukraine bruges som baggrund for at sende et så vigtigt spørgsmål til afstemning – vores forbehold har intet med den verserende konflikt at gøre. Vi opfatter det som en usympatisk spekulation i dels den frygt krigen fører med sig, og dels i det store sammenhold vi i Danmark udviser i støtten til den krigsramte ukrainske befolkning.

 

Vores forbehold har hidtil ikke hindret dansk deltagelse i militære operationer verden over. Som udenrigsminister Jeppe Kofoed udtalte d. 20. februar i år:

 

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet som gør at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil føre… Tværtimod.”

 

De enkelte operationer kan man så være enig eller uenige i. Men fælles har været, at de er blevet besluttet af et dansk folketing – og vi har efterfølgende haft mulighed for at stille vores egne politikere til ansvar for de politiske beslutninger der har ligget til grund. Det ønsker vi fortsat at holde fast i.

 

Vi mener helt overordnet ikke at Danmark skal deltage i udviklingen af en militær gren i EU. I marts har man i Bruxelles vedtaget EU’s Strategiske Kompas. Dette strategipapir slår fast at våbenproduktionen skal øges, de fælles militære udgifter hæves og vigtigst: der skal oprettes en stående udrykningsstyrke på 5000 mand som kan indsættes i ”krisesituationer” uden for EU’s grænser. Det er det samarbejde som vi vil blive bundet til, hvis forbeholdende fjernes. Som alt andet EU har lagt under sig, vil man også på det militære område kunne forvente et stadigt tættere og mere forpligtende samarbejde.

 

Vi ønsker ikke at Danmark skal bindes til øgede militære udgifter. Som fagforening er vi bekymrede over at penge der helt konkret kunne sikre os en værdig pensionsalder og et dagpengesystem med en reel dækning, nu skal bruges på militært isenkram. På samme vis frygter vi at den generelle oprustning i resten af EU vil øge uligheden og hindre det nødvendige opgør med den working poor virkelighed vores kolleger slås med i resten af EU.

 

Derfor opfordrer vi til at man ikke lader sig rive med af følelserne, men lader fornuften tale og stemmer nej d. 1. juni.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com