1 maj er dagen hvor vi skal tænke over de store linjer, om hvordan den faglige og politiske kamp skal gå hånd i hånd i visionen om et socialistisk samfund fri for udbytning, krig og klimasammenbrud.

Det kapitalistiske system er i endnu en af de tilbagevendende kriser, som denne gang er så alvorlig at den truer med at udløse en ny verdenskrig. Der foregår et beskidt storpolitisk magtspil i Ukraine hvor vi ser arbejdere på begge sider af fronten dø i skyttegravene i en krig mellem oligarkerne i øst og vest. De bliver kanonføde, Samtidig med at krigen på begge sider bliver brugt som chokterapi for at styrke kapitalens magt og undertrykke arbejdernes rettigheder.

Samtidig ser vi med forfærdelse på det sammenbrud af menneskelige værdier og den ekstreme kynisme og hykleri der udspiller sig fra de vestlige ledere i opbakningen til Israels folkemord på palæstinenserne. Vi har brug for et oprør mod kapitalens oprustning og krig, alle folk har efter folkeretten ret til at gøre væbnet modstand mod at blive besat og undertrykt, det gælder både i Ukraine og Palæstina. Men vi skal kæmpe for nedrustning og våbenhvile, for kapitalens oprustning tjener kun et formål. At sende folket i krig for kapitalens interesser.

Krigsretorikken bliver i Danmark brugt til at stjæle vores helligdag. Mettes evige omkvæd lyder som et ekko af fortidens slogan Arbeit macht frei. Når det handler om oprustning kan mia rulle og staten optage lån. Der skal jo også være til skattelettelser til de rigeste. Når det handler om at sikre vores velfærd lyder der helt andre toner. Vores velfærdssamfund er i knæ. Det offentlige sygehusvæsen er tæt på kollaps samtidig med at Løkkes gamle drøm om at forgylde privathospitalerne og medicinalindustrien kører på skinner. Næste led i planen er at privatisere ældreplejen, så du får hvad du betale for, fordi de grundlæggende ydelser er totalt utilstrækkelige. Nedskæringerne i kommuner og regioner er allerede langt over smertegrænsen og specialområdet og psykiatrien er i coma. Vores arbejdsløshedsunderstøttelse og kontanthjælp beskæres konstant så fattigdommen og uligheden bare stiger og stiger. Argumentet er at det skal tvinge folk i arbejde, men den virkelige grund er  for at skabe frygt for at falde udenfor arbejdsmarkedet, for dem der er i arbejde, så vi accepterer elendige løn og arbejdsforhold.

Vi er blevet lullet i søvn i mange år med at vi bor i et demokratisk smørhul hvor den danske model sikrer os tryghed og rettigheder. Det er på tide vi vågner op og ser kritisk på vores samfundsmodel. Smarte finansfolk fik mulighed for at lænse statskassen for mia i udbytteskandalen . Og  hullet i lovgivningen er stadig åbent efter pres fra de store banker , samtidig ser vi de mange store virksomheders miljøskandaler bare få lov at fortsætte med de offentlige myndigheders velsignelse.

Når det handler om at sikre os ordentlige løn og arbejdsforhold ved de kollektive overenskomst-forhandlinger har fagtoppen i stigende grad accepteret de præmisser for forhandling som er dikteret af konkurrencestatens neoliberale planøkonomi, Efter den model skal det private marked altid have forrang overfor den kollektive velfærd. Det er med SVM regeringen nu skrevet direkte ind i regeringsgrundlaget. Min egen formand i Dansk Metal har kæmpet mod for store lønstigninger til de offentlige ansatte fordi det ville øge lønpresset og skade eksportindustriens konkurrencekraft.

Det var kun den store bededagsdemonstration og den generelle mangel på faglært arbejdskraft, der sidste år fik arbejdsgiverne til at give højere lønstigninger end de plejer ved ok 23. Alligevel var resultatet bestemt ikke prangende, faktisk var det ikke nok til at vi kunne indhente inflationen og sikre reallønnen. Samtidig fik byggeriet stadig ikke den helt nødvendige sikring af kædeansvar men kun nogle begrænsede tiltag på området.

Op til overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i år var der store forventninger om opgør med uligelønnen og et markant lønløft hvor forhandlerne krævede tocifrede lønstigninger. Det lykkedes regeringen via den foregående trepartsforhandling og finansministerens pisk totalt at styre forhandlingsforløbet og pist væk var kampen for ligeløn og de tocifrede lønstigninger. Mette og Wammen fik deres vilje og fagforeningernes topforhandlere solgte endnu engang ud, så resultatet blev den ramme på 8,8 %, som regeringen havde meldt ud fra starten og samtidig fik de offentlige arbejdsgivere trumfet sammenkædningsregler igennem, så sygeplejerskerne næste gang vil blive banket på plads uanset om de skulle stemme nej.

Der er historisk mangel på arbejdskraft i mange sektorer, og alligevel er fagbevægelsen historisk svag og organisationsprocenten i bund. Vi er simpelthen nødt til at tænke nyt og hente inspiration til den faglige og politiske kamp fra udlandet. Vi pralede med, at Elon Musk ville komme til kort overfor den danske model og blive tvunget til at tegne overenskomst. Den ubehagelige sandhed er, at konflikten er en fuser og dansk Metal ikke kan konflikte for overenskomst  fordi det ikke kan lykkes dem at organisere mekanikerne på Teslaværkstederne.

Det, der kommer til at true Elon Musk bliver snarere IG metal i tyskland der er i gang med at organisere de 12000 arbejdere på den tyske Teslafabrik, og ikke mindst de stærke amerikanske bilarbejdere i UAW som vandt en historisk sejr sidste år efter en tre mdr. lang strejke mod de tre amerikanske bilproducenter. De fik 26 procent lønforhøjelse og en række andre forbedringer, der specielt løftede de arbejdere med de ringeste ansættelsesforhold.. Resultatet var også en markant medlemsfremgang så forbundet nu har 145.000 medlemmer. Det var med en ny demokratisk ledelse og en stærk organisering efter deres koncept Stand up Strike der gjorde udslaget og trods deres formands klare venstreorienterede taler er det tankevækkende at 70 % af amerikanerne støttede strejken.

Jeg var til zoom møde med to af bilarbejderne og det var ekstremt inspirerende. Deres råd var enkle, gå tilbage i fagforeningshistorien og lær af hvad der byggede styrken op. Vær tydelig og inddragende i alle kampe på fabriksgulvet og vis, at vi bliver ved med at kæmpe til resultaterne opnås. Lav rullende strejker der rammer de vitale dele af produktionen. Informer og inddrag lokalsamfundet i kampen.

Også de tyske lokoførere har lige vundet en stor sejr efter måneders punktstrejker med pæne lønstigninger og en gradvis nedsættelse af arbejdstiden fra 38 til 35 timer med fuld lønkompensation. Det er en kampform hvor stærke grupper går forrest og vinder sejre der får afsmittende effekt på resten af arbejdsmarkedet.

Vi kunne også tage vore historiske erfaringer med omgangsskruen op igen i Danmark og frem for alt gøre fagforeningerne langt mere aktivistiske, solidariske og systemkritiske i deres arbejdsform. Folk skal kunne se, at det gør en forskel at være med i en fagforening, at du bliver hørt og dine forhold ikke bare bliver bestemt i et fagretsligt system men hvor fagforeningen for alvor er tilstede i de daglige kampe. På  samme måde må vi tage kampen op på andre områder og gennem mobilisering og aktivisme vise at vi vil en anden politik.

Jeg blev selv så provokeret over min banks investeringer i et Israelsk selskab med tætte forbindelser til militærindustrien, så jeg tog initiativ til en demonstration foran bankens generalforsamling. Med gode kræfter både fra andelshaverne, det politiske miljø og solidaritetsmiljøet lykkedes det at skabe så meget pres, at banken solgte sine aktier 14 dage efter. Vi skal ikke vente på politikerne og fagforeningstoppen. Vi skal lave et oprør fra neden og organiserere netværk og støtte hinanden i de mange kampe på tværs af vores organisationer.

Sammen er vi stærke. Oprør Nu.

God og rød 1.maj