Læsetid: 6 minutter

Kammerater, venner!

 

Som I ved, befinder Bornholms Regionskommune sig et rigtigt kedeligt sted i forhold til økonomien. Men faktisk er det ikke bare Bornholms Regionskommune, den er gal med.
Den er gal i rigtigt mange af landets kommuner og regioner. Ja, i store dele af hele den offentlige sektor.

 

Og hvad er der så galt? Jo, den offentlige sektor har siden slutningen af nullerne systematisk været underfinansieret.

 

Nå, tænker I måske. Har man ikke vidst det? (Lidt som når Magnus Heunicke… bedre kendt som havets minister… opdager, at hans eget ministerium, har givet Cheminova lov… altså i modstrid med loven, naturligvis … til at fortsætte med at forurene havet)…

 

Men jo, man har godt været klar over underfinansieringen af den offentlige sektor, og det er derfor, jeg vil tillade mig at kalde den for systematisk.

 

For tyve år siden, havde vi en beskæftigelsesminister, som siden blev finansminister, for til sidst at krone værket med at blive forsvarsminister. Han hed Claus Hjort Frederiksen. Og i avisen Børsen i februar 2004 gav han et interview, hvor han redegjorde meget præcist for de to grundpiller i den daværende Venstre-ledede regering. Han sagde:

 

”De to grundpiller er skattestop og bremsen på væksten i den offentlige sektor. Hvis stat, amter og kommuner ikke får flere penge, men økonomien fortsat vokser, vil den private sektor løbe fra den offentlige sektor. Det tager tid, før effekten slår igennem. Men efter ti år vil den offentlige sektor kun være øget med fem procent. Mens den private er blevet 20 procent større. Så opstår et nyt Danmark.”

 

Der er nu gået – ikke ti år, men faktisk tyve år siden, at Claus Hjort Frederiksen lod sig interviewe til Børsen. Og selvom Venstre i dag er en skygge af sige selv, og Børsen en brandtomt, så må man sige, at den økonomiske politik med – på ene side et skattestop og på den anden en bremse på den offentlige sektor, er blevet fulgt slavisk – også af efterfølgende socialdemokratisk-ledede regeringer – også selvom de er gået til valg på det modsatte.

 

Hvis man sammenligner væksten i det private forbrug med det offentlige forbrug, så vil man se – langt tilbage, i hvert fald helt til 70’erne, at det private og det offentlige forbrug følges ad.
Typisk ligger niveauet for det offentlige under det private, men de følges – lige indtil 2009. Så stagnerer væksten i det offentlige forbrug, mens det private fortsætter . Gabet mellem de to sektorer er i dag akkumuleret til ca. 50 mia. kr.

 

Bremsen på væksten i den offentlige sektor – ja, som faktisk er en stagnation, er det, der betyder, at den offentlige transport bliver ringere, der bliver længere mellem afgangene, rutenettet bliver mere grovmasket, og det bliver generelt dyrere at køre med det offentlige.
Det er bremsen, der betyder, at der er færre voksne i vores børnehaver og vuggestuer, og at færre af de voksne, der er, er uddannede til arbejdet.

 

Det er bremsen, der gør det sværere at sikre en god kvalitet i vores almene skoletilbud. Antallet af lærere er fra 2009-2020 faldet med 18%, samtidigt med at antallet af undervisningstimer er steget med 29%  – og siden 2007 er hver tredje skole i landet lukket.

 

Og går det, som man kan frygte, i de forhandlinger, der i øjeblikket pågår på Christiansborg i forhold til det specialiserede socialområde, handicapområdet, så forsvinder nogle af de retsgarantier og rettigheder også for den gruppe af borgere, og så bliver det dem, der mærker bremsen næste gang.

 

Jeg tænker, I selv kender alt for mange andre eksempler på, at udviklingen i den offentlige sektor står i stampe, men vi må ikke glemme den anden grundpille, som alle regeringer siden Anders Fogh har stået på: skattestoppet. De hænger nemlig sammen i ambitionen om at skabe et nyt Danmark.

 

Det er klart, at de hænger sammen på den måde, at skattegrundlaget bliver mindre ved et skattestop, og så må man i kommunerne finde nye, opfindsomme måder at få enderne til nå sammen på. Men de hænger også sammen på den måde, at når serviceniveauet i det offentlige falder, som det har gjort kontinuerligt i nu altså 15 år, så vil de, der har råd i tiltagende grad, vælge det offentlige fra til fordel for private løsninger.

 

Og så opstår der en ny situation, hvor begejstringen for at betale skat for en voksende del af befolkningen, nemlig de bedst stillede, aftager noget så gevaldigt. Når fokus forskyder sig fra, at man betaler skat for at være med til at finansiere et fællesskab, som man er en del af – til at man da ikke både gider betale for privatskolen til ens egne børn og så også til et offentligt skolesystem, så er det, at solidaritet i velfærdssamfundet for alvor bliver sat på en prøve. Og for at tækkes de vælgere, sænker man skatten igen, og så er møllen ellers for alvor sat i gang.

 

Og omkring en fjerdedel af velfærden ydes faktisk i dag af private leverandører. Det er det – endda forsigtige skøn, som Jon Kvist, der er professor på RUC, er kommet frem til.  Ydelserne er f.eks. sundhedsforsikringer, men også privatskoler og daginstitutioner, ældrepleje med tilhørende tilkøbsydelser, ekstra dagpengedækning med arbejdsmarkedsforsikringer og meget mere.

 

Fortsætter vi som samfund ad den vej, vil den universelle velfærdsmodel, som vi har været årtier om at bygge op, og som vi ofte besynger som en garant for den udtalte lighed i vores samfund, sygne hen.

 

Tilbage vil stå et samfund, hvor enhver vil være sig selv nærmest. Indsatser, som vi hver især – forhåbentlig ganske sjældent – har brug for, men som de færreste kan betale i en håndevending, vil være forbeholdt dem, der her og nu har råd til dem. Men for de laveste indtægtsgrupper i samfundet vil de uopnåelige goder hurtigt blive meget jordnære indsatser, og allerede nu ser vi, hvordan mange kommer bagerst i køen til sundhedsydelser, fordi de ikke har en overenskomst-betalt sundhedsforsikring, og hvordan den stigende ulighed betyder, at familier har svært ved at finansiere børnenes fritidsinteresser eller sågar børnefødselsdage.

….

Jeg ved godt, at der allerede har været meget opmærksomhed omkring det forhandlingsmandat, som Kommunernes Landsforening på baggrund af vores forslag her fra Bornholm, faktisk endte med at vedtage på foreningens generalforsamling, det såkaldte topmøde i slutningen af marts. Og det var også rigtigt godt.

 

Men hvis vi alene lægger vores æg i den kurv, og tror det vil klare sagerne for os, så overser vi to ting.

 

Det ene er, at Kommunernes Landsforening jo kun er den ene part i forhandlingen om den årlige økonomiaftale, og at vi stadig mangler at lægge et gevaldigt og nødvendigt pres på den anden part også, nemlig regeringen.

 

Og det andet, vi overser, er, alt det jeg netop har talt længe om her. For det her er ikke bare et spørgsmål, om et-årigt resultat ved en økonomiforhandling. Den offentlige sektor har jo, som jeg startede med at sige, været underfinansieret systematisk i 15 år.

 

Det, som vi skal spørge os selv om, er, om vi har lyst til at leve i det nye Danmark, som Claus Hjort Frederiksen og alle regeringerne efter Fogh har bygget op – eller rettere revet ned til os? Eller om vi faktisk ikke har det fuldstændigt, som de arbejdere, som TV-avisen interviewede, da nyheden om skattelettelser for 10 mia. kr. i efteråret gik ud til vidt og bredt. Hvad skal vi med 2.000 kr. i skattelettelser om året, spurgte de sig selv. Kan jeg købe mig til en bedre skole til min børn for det? Hvor langt kommer jeg i sundhedsvæsenet for 2.000 spir?

 

Tænk sig en gang, hvis de 10 mia. kr. var blevet brugt på at løfte det offentlige forbrug! Løfte folkeskolen eller sikre at vi kunne fastholde hele personalet (og ikke kun nogle udvalgte faggrupper) i pleje- og sundhedssektoren. Ja, vi kunne faktisk alle ha’ fået skattebetalt tandpleje for de penge – og stadig ha’ penge til overs!

 

Der er faktisk brug for en omvendt Hjort! Der er brug for, at den offentlige sektor får indhentet det efterslæb, der er i forhold til den private sektor. Og der er brug for et opgør med skattestoppet!

…

 

Så hvis det ikke er gjort med en vedtagelse på et KL-Topmødet, hvad skal der så til? Ja, hvornår havde vi sidst succes med at få noget alvorligt igennem? – os her i vores fællesskab sammen med flere andre.

 

Jeg vil sige, det nok var spørgsmålet om minimumsnormeringer. Hvad skete der der? Folk gik på gaden. Forældre demonstrerede og spurgte, hvor er der en voksen? Børn demonstrerede. Bedsteforældre demonstrerede. Pædagoger demonstrerede. De startede i nogle få byer, men så bredte det sig, og venstrefløjens partier bar kravet ind til Christiansborg, og det blev vedtaget, det blev udvandet, og nu kan vi ikke en gang få de faktiske normeringstal uden at bede om aktindsigt.

 

Men så længe vi var på gaden, var regeringen opmærksomme. De var bekymrede. Ikke for børnene. Mette Frederiksen er lige så lidt børnenes statsminister, som Heunicke er havets minister.

 

Hvad var de så bekymrede for? Om de blev genvalgt. Om de kunne blive siddende. Om taburetten brændte under dem.

 

Og ved I hvad, jeg kan faktisk bedst li’ en regering, der er lidt nervøs. Så skulle vi ikke snart mødes på gaden igen?

 

For: Ey Danmark, jeg savner dig.
Jeg freaking f*cking savner dig.

 

Go’ 1. maj!

 

Morten Riis er viceborgmester i Bornholms Regionskommune. Han holdt denne tale 1.maj på  friluftsscenen ved Galløkken, Rønne.