Læsetid: 4 minutterHvad er fagforeningens vigtigste opgave, hvis vi spørger medlemmerne?
Det vigtigste er at kunne gå på arbejde uden at få skader på helbredet. Det betyder, at vi kan arbejde helt frem, til vi kan gå på pension med helbredet i behold.
Det næst-vigtigste er en ordentlig løn, og det tredje-vigtigtste er at få styr på social dumping og det gedigne snyd af mennesker fra andre lande, der kommer her for at arbejde.
Kan det passe, at vi i 2024 ikke kan indrette arbejdspladser så vi ikke får skader på helbredet? Og i værste fald dør af det? Nej vel?
Alligevel var der i 2022 46.500 arbejdere, der blev udsat for en arbejdsulykke på danske arbejdspladser. Og 32 arbejdere kom ikke hjem i live.
Samtidig fik 17.000 arbejdere konstateret en erhvervssygdom. Det er de sygdomme, der kommer snigende på grund af nedslidning, overbelastninger – både fysisk og psykisk – farlig kemi, asbest.
Når arbejdstempoet bliver højere og højere, og nedslidningen hårdere og hårdere. Og når nye farlige kemikalier kommer til hvert år, uden at vi ved, hvor farlige de er.
Mange, der har pådraget sig en erhvervssygdom, kommer aldrig tilbage på arbejde igen – nogle er så heldige, at de kommer tilbage på nedsat tid.
Vidste I, at der hvert år er 300 i Danmark, der dør af asbest – selvom det er mange år siden, at vi forbød brug af asbest. Det kommer blandt andet fra de tusindvis af gamle huse, der indeholder asbest. Mange mestre sørger ikke for at beskytte deres folk ordentligt – eller ansætter udenlandske arbejdere, der ikke ved, hvor farlig asbest er, når huse med asbest skal renoveres eller rives ned.
Derfor har jeg i Folketinget år efter år krævet skrappere regler for asbestarbejde – og sidste år lykkedes det at sikre et flertal for, at alene firmaer med certifikat (ligesom elektrikere og VVS-firmaer) kan få lov at lave asbestsanering.
Mange arbejdsgivere har så helvedes travlt med at tjene penge, at de ikke passer ordentligt på deres ansatte. Og så travlt, at de ikke altid får anmeldt ulykkerne. De tal, jeg lige har nævnt for jer, svarer ikke til virkeligheden. Arbejdstilsynets erfaring er, at der sker en voldsom underrapportering. 46 procent af arbejdsskaderne bliver aldrig anmeldt. Hver tredje ulykke anmeldes ikke!
Hvad tror I, det koster samfundet, at så mange kommer til skade? Det koster 80 milliarder kroner – hvert år – til sygehusudgifter, sygedagpenge, førtidspension og produktionstab.
Det er hamrende uretfærdigt, at ufaglærte er dem, der oftest rammest arbejdsulykker og erhvervssygdomme. Det er hamrende uretfærdigt, at dem, der har det hårdeste job, også har det korteste liv og de laveste lønninger.
Det er i vid udstrækning 3Fs medlemmer.
Godt arbejdsmiljø giver mulighed for at nå pensionsalderen i god stand. Men glem det. Vi skal arbejde længere og mere, hvis vi det står til regeringen.
Den moderne teknologi – også AI indenfor it-verdenen – kan overtage mere og mere af vores arbejde. Derfor bør vi kunne arbejde mindre.
Vi bør både kunne indrette arbejdspladserne, så vi har det godt på arbejde, udvikle os, uddanner os hele livet, har gode kolleger, får ny energi – ja det bør være sådan, at vi er mere friske og veloplagte, når vi tager cyklen hjem til familien efter en arbejdsdag, end da vi om morgenen ankom til arbejdspladsen.
Det skal være sundt at arbejde!!!
Fagforeningerne har i mere end 100 år kæmpet netop for kortere arbejdstid. Socialdemokraterne har de fleste år støttet arbejderne i den kamp. Men nu har Mette Frederiksen vendt 180 grader.
Vi skal arbejde mere. Og det selvom statskassen bugner. Vi har aldrig været så rige, som vi er lige nu.
Sidste år stjal regeringen en fridag fra os – det er tyveri ved højlys dag. Jeg tænker på Store Hvededag, som mange, mange tusinder demonstrerede for at bevare på Slotspladsen.
Regeringen skal ikke blande sig i vores arbejdstid. Den forhandler vi i overenskomsterne. Det skal de holde nallerne fra.
Hvis regeringen mener, de mangler penge i statskassen, kan de begynde at spare nogle af de 80 milliarder kroner, som det dårlige arbejdsmiljø koster.
Men hvad skal der til? Det ligger lige for:
For det første skal straffen for at overtræde arbejdsmiljøloven sættes væsentligt op. I Sverige er bøderne 4-10 gange højere i Danmark.
Arbejdsgivere, der groft overtræder arbejdsmiljøloven, skal efter min mening kunne fradømmes retten til at have ansatte.
For det andet skal Arbejdstilsynet have flere og dygtigere folk til at kontrollere arbejdsgiverne.
For det tredje skal vi have valgt mange flere arbejdsmiljørepræsentanter. Og de skal have en ordentlig uddannelse, så de kender loven og kan argumentere for sikre og sunde arbejdspladser. Og de skal have ret til at stoppe arbejdet, når det truer kollegernes helbred.
Den del skal fagforeningen tage sig af. Men fagforeningerne har markant færre ansatte i dag, der ved nok om arbejdsmiljø, end for 20 eller 30 år siden.
Det går ikke. Det skal vi have lavet om på. Så vi kan holde hele livet. Vi lever ikke for at arbejde – vi arbejder for at kunne leve et godt liv.
Det er godt at være medlem af en fagforening. Men der er noget, som er bedre. Det er både at være medlem af en rigtig fagforening OG at være medlem af et parti. Det gi’r indflydelse. Og der er alt for få arbejdere på Christiansborg.
De jeg var ung, blev jeg netop medlem af et parti på 1. maj. Det er en god dag at organisere sig politisk – helst i et rigtig rødt og rigtig grønt parti 😊 Det bliver man aldrig for gammel til.
Hav en god 1. maj, og glem ikke, at der er arbejdere som os ude i verden, der har elendige arbejdsforhold, som sulter og dør i krige.
Det er vores pligt også at hjælpe dem. Lad os begynde med en ny regering her – det vil være en god start.
God 1. maj-dag
Og tak for at I ville høre på mig
Christian Juhl holdt denne tale til 1. maj-mødet i Silkeborg. Han er tidligere formand for 3F Silkeborg og tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten.