Svar på Anders Hadbergs kritik af Enhedslistens linje i den økonomiske krise, fra Pelle Dragsted, folketingskandidat og medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse.

af Pelle Dragsted

»Politikens kunst er at skabe styrkeforhold, der gør det muligt at gøre det i morgen, som vi ikke kan gøre i dag. En opportunist er den som erkender de negative styrkefold og tilpasser sig. Den revolutionære er den har samme erkendelse, men arbejder målrettet på at finde veje til at ændre styrkeforhold. De som tror, at de er de mest revolutionære, fordi de taler mest om revolution, tager fejl. Den virkeligt revolutionære, er ikke den der taler mest om revolutionære forandringer, men den som målrettet arbejder for at skabe de sociale og politiske styrkeforhold som muliggør disse.«
Marta Harnecker, Chilensk marxist og revolutionær

Anders Hadberg retter i et længere skrift en hvas kritik mod Enhedslistens politiske linje ifht. de sidste måneders globale økonomiske krise. Kritikken tager først og fremmest udgangspunkt i en række læserindlæg i medierne skrevet af undertegnede m.fl.

Den diskussion, Anders Hadberg, rejser er ualmindelig vigtig. Der er ingen tvivl om, at venstrefløjen og herunder Enhedslisten står i en markant anden situation end for et år siden, og at kapitalismens krise skaber nye muligheder for at fremme en socialistisk dagsorden. Og Anders Hadberg har ret i, at de svar som Enhedslisten er kommet med har været udviklet løbende, og i takt med at krisen har udfoldet sig. Også venstrefløjen blev taget på sengen af hurtigheden og omfanget i krisens udvikling. Så der er uden tvivl brug for, at vi i den kommende tid får analyseret og diskuteret, hvad den nye situation betyder for Enhedslisten, venstrefløjen og arbejderbevægelsen. Så langt er vi i hvert fald enige.

Enighed om målet
Hadbergs hovedkritik er, at han ikke mener, at Enhedslisten i tilstrækkelig grad har ”udnyttet krisen til at præsentere en konsekvent anti-kapitalistisk linje med revolutionært socialistisk perspektiv”.

Jeg er mestendels uenig i denne kritik og vil i det følgende forklare hvorfor.
Først vil jeg dog lige gøre klart hvad uenigheden IKKE handler om. Uenigheden handler ikke om vores syn på Enhedslistens langsigtede mål. Hadberg skriver, at ”Enhedslistens strategiske projekt må være at afskaffe kapitalismen som system, og vi må fremsætte krav, der understøtter og leder til denne revolutionære omvæltning.”

Denne målsætning er jeg fuldstændig enig i, og det er jeg sikker på, at de øvrige skribenter, som Hadberg har under kniven ,også er. Her sparker Hadberg åbne døre ind.
Dermed kan jeg også fjerne Hadbergs bekymring for, at vores politiske udmeldinger er udtryk for at vores ypperste mål skulle være en keynesiansk reguleret kapitalisme. Vi er marxister og socialister – ikke keynesianere, hvilket Hadberg formentlig også godt ved.

Der ,hvor jeg er uenig med Hadberg, er på det taktiske niveau. Hvordan vi i den aktuelle situation på mest effektiv vis handler politisk på en måde, der flytter styrkeforholdene i en retning, som rykker os nærmere det mål som vi har til fælles, og som Hadberg udmærket gengiver ovenfor.

Hadberg mener, at de krav vi stiller og som han opfatter som reformistiske, keynesianske og utilstrækkelige bringer os længere væk fra det mål. Jeg mener omvendt, at de krav vi stiller bringer os tættere på. Der er et spørgsmål om strategi og taktik – og om at kende forskel på analyse og agitation.

Analyse og agitation
”Fred, Jord og Brød”  
– Bolsjevikkernes hovedparole.

Jeg tror, noget af uenigheden skyldes, at Hadberg gennemgående sammenblander analyse og agitation. Jeg er som sagt fuldstændig enig i Hadbergs centrale påstand: At krisen er skabt af kapitalismen som system, og at løsningen ikke kan skabes indenfor rammerne af kapitalismen pga. kapitalismens grundlæggende krisekarakter.

Men fordi man har denne erkendelse, betyder det jo ikke, at det skal være det centrale budskab i partiets agitation. Som det fremgår af denne artikels indledende citat, skabes socialistiske forandringer ikke ved at tale om dem, men ved at skabe forudsætningerne for dem. At tro at man skal foreslå revolution i enhver situation er, som allerede Lenin påpegede, en ufrugtbar venstreradikalisme.

Vi er jo ikke i en situation, hvor de ideologiske eller materielle styrkeforhold giver nogle muligheder for at vinde tilslutning til et afgørende brud med kapitalismen og en overgang til en socialistisk produktionsmåde (som vi ikke engang selv har et præcist billede af). Vi ville fremstå som de rene fantaster, hvis det var det budskab, der var det centrale i vores udadvendte agitation. Og endnu værre. Vi ville svigte en lejlighed, hvor vi faktisk har en unik mulighed for at komme med forslag til socialistisk politik, der har chance for at vinde opbakning og som rykker ved de ideologiske og materielle styrkeforhold i samfundet.

Vores agitation skal selvfølgelig bygge på vores analyse – og dens formål skal være at bruge den nye situation til at skabe ideologiske og materielle forskubninger der kan fremme vores politiske projekt. Og her mener jeg sgu´, at vi har ramt meget godt. Vores agitation kan vel opsummeres i følgende hovedpunkter:

1. Afsløring af systemets klassekarakter
Er kommet til udtryk gennem vores modstand mod Bank-pakkerne. Og vores sammenkobling af den store vilje til at hjælpe bankerne, med den manglende vilje til at hjælpe ofrene for krisen: arbejdsløse, trængte ejere og lejere mv. Budskabet har været: De rige må selv betale for deres krise.

Enhedslistens kampagnemateriale fra december er et eksempel på denne agitation. Her tales f.eks. om grådighed og skydes med skarpt efter spekulanter og bankdirektører. Her kunne man jo indvende, at de jo blot er små aktører, og at man hellere skulle skyde efter kapitalismen, men det er min klare opfattelse, at det på nuværende tidspunkt er vigtigt, at benytte muligheden for at øge bevidstheden om klasseskellene i samfundet, og få skabt klare fjendebilleder i form af den klasse som har levet fedt i opgangstiderne, men nu hælder regningen over på den almindelige befolkning.
Formålet er at øge klassebevidstheden hos befolkningen og særligt at genoplive den latente uvilje mod overklassen.

2. Opgør med nyliberalismens ideologiske hegemoni
Jeg mener, at vi effektivt har brugt vores agitation til at angribe på nyliberalismens ideologiske hegemoni. Alle de tre indlæg som Hadberg har under kniven er udtryk for dette. Forslag om øget regulering, demokratisk styrede banker, styrkelse af den offentlige sektor etc. er alle angreb på den dominerende nyliberalistiske ideologi.

Som jeg vil vende tilbage til nedenfor er det afgørende at benytte den aktuelle krise til at få presset den nyliberale idé om markedskræfterne ufejlbarlighed i jorden. At det overhovedet bliver sat spørgsmålstegn ved markedskræfterne og at flere og flere ønsker mere demokratisk kontrol med markedkræfterne et enormt fremskridt for vores ideologiske projekt, som jeg synes Hadberg i al for høj grad overser.

3. Konkrete løsninger for arbejderklassen
Sidst, men ikke mindst har det været afgørende, at vi ikke kun skældte ud på spekulanterne, og kritiserede systemets fejl, men at vi også havde klare forslag til hvordan arbejderklassen (flertallet af befolkningen) skulle sikres mod krisens umiddelbare konsekvenser.

Vi var de første, der talte om øjeblikkelige offentlige investeringer i byggeri og anlæg for at bekæmpe arbejdsløshed. Vi er de eneste, der er kommet med forslag til hvordan boligejere der kommer i klemme kan hjælpes, og de eneste der har foreslået at dagpengene hæves, og kontanthjælpsreglerne lempes. Det er afgørende, at Enhedslisten i denne situation er det parti, som har konkrete svar på de problemer og trusler som arbejderklassen oplever.

Som Per Clausen meget fint beskriver i lederen af februarnummeret af Rød+Grøn, så handler det i høj grad om at gøre socialistisk politik konkret og til noget der vedrører menneskers hverdag og ikke bare til en drøm om en (fjern) socialistisk fremtid.

Jeg mener, at dette har været den rigtige linje for at fremrykke vores ideologiske positioner og øge vores opbakning i arbejderbefolkningen. Og der har også været bred opbakning til denne linje i Enhedslistens Hovedbestyrelse.

Vi kunne selvfølgelig have droppet alt dette, og brugt al vores tid på at stå på en ølkasse og råbe, at socialismen er svaret. Men det mener jeg ikke havde nyttet noget eller flyttet nogen.

Men det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke som en del af vores agitation skal have krav og forslag, der rækker udover den kapitalistiske produktionsmåde. Retfærdigvis skal det da også siges, at alle de tre kommentarer, som Hadberg gennemgår, faktisk indeholder formuleringer, der peger hinsides kapitalismen. Men vilkårene for enhver form for agitation er, at man ikke kan sige alting hele tiden.

Man må altså skelne mellem agitation og analyse. Når jeg skriver et indlæg til Socialistisk Information ser det meget forskellig ud fra et indlæg i Politiken, Information eller Ekstra Bladet.

De afdelinger i Enhedslisten, hvor jeg har holdt oplæg om krisen vil også vide, at jeg ligesom Hadberg har redegjort for krisen som resultatet af en mere dybtliggende kapitalistisk overakkummulationskrise.

Man skal altså læse vores tekster som indlæg i en debat i offentligheden rettet mod et publikum udenfor den skolede venstrefløj. Særligt synes jeg ,at Peter Nielsen og Johanne Schmidt Nielsens tekst er blevet stedmoderligt behandlet af Hadberg og andre. Teksten er ikke skrevet som et samlet bud på Enhedslistens svar på krisen, men er et indlæg i en generel debat om økonomisk politik og går på fin vis i kødet på det neoklassiske økonomiske dogmer om markedets lyksaligheder – og kritiserer de borgerlige økonomers manglende erkendelse af ”markedets krisetendenser”. Den foreslår tilmed afslutningsvis, at hvis man skal undgå kriser, så skal markeder reguleres eller helt erstattes af andre måder at organisere samfundsøkonomien. Jeg har ganske svært ved at se hvorfor netop den tekst har påkaldt sig så meget kritik.

Jeg tror, diskussionen ville være nemmere, hvis Hadberg og andre kritikere selv havde forsøgt sig med at præsentere Enhedslistens politik i den offentlige debat. At henvende sig til et publikum udenfor egne snævre kredse, tvinger nemlig én til at omsætte de mere generelle præmisser og analyser til konkrete forslag, der kan vinde opbakning og give mening udenfor venstrefløjens velskolede kredse.

Lappeløsninger – eller forrykkede styrkepositioner
”Den ideologiske kerne i alliancepolitikken må alene af den grund være kampen mod nyliberalismen. I lang tid fremover vil den alliance ikke være af en sådan karakter, at den kan fremsætte omfattende alternativer til den nuværende udvikling. Men de kræfter, der er sat i gang, vil langsomt kunne sætte en anden dagsorden, først på enkeltområder, siden i forhold til den generelle udvikling.”
Fra Enhedslistens principprogram

Men uenigheden går dybere end diskussionen om agitation. Hadberg mener, ligesom andre mere doktrinære kritikere på Modkraft debat, at forslag om regulering af kapital eller andre indgreb overfor den nyliberalistiske model, er reformisme og lappeløsninger, der skader mere end de gavner.

Jeg er lodret uenig i dette synspunkt, som mest af alt minder mig om klassisk elendighedsteori, og jeg mener, at det er udtryk for en helt fejlagtig opfattelse af Enhedslistens opgaver og af sammenhængen mellem reform-krav og revolutionære forandringer.

Selvfølgeligskal vi da bekæmpe nyliberalismen, og arbejde for enhver form for øget demokratisk kontrol med økonomien, selvom disse ikke transcenderer den kapitalistiske produktionsmåde.

Kapitalismen er jo ikke bare kapitalismen. Indenfor et kapitalistisk samfund, kan kapitalens magt over samfundets dele være større eller mindre. Og klassestyrkeforholdene i samfundet og dermed mulighederne for samfundsforandring er intimt forbundet hermed.

Hvis man skulle tage kritikken for pålydende, var der jo heller ingen grund til at slås mod nye privatiseringer og dereguleringer. Da det jo alt sammen bare er ”kapitalisme.”

Det er selvfølgelig noget vrøvl. Når vi slås mod f.eks. privatiseringer, er det jo fordi vi mener, at de styrker kapitalens magt i samfundet. Det er præcis den samme holdning, der gør sig gældende, når vi nu kræver øget demokratisk kontrol med banksektoren, bekæmpelse af spekulation mm. Alt sammen handler om at rulle kapitalens magt tilbage til fordel for demokratiske beslutninger over økonomien. Og dermed at ændre klassestyrkeforhold i samfundet.

Når vi f.eks. stiller forslag om indgreb overfor kapitalens frie bevægelighed, så er det stadig indenfor rammerne af kapitalismen, men vil dog have stor betydning for styrkeforholdene, fordi virksomhederne ville få dårlige pressionsmidler overfor arbejderklassen.

Når vi foreslår en større offentlig sektor, vil det udover den umiddelbare velfærdsgevinst også ændre balancen på arbejdsmarkedet i positivt favør, da reservearméen vil svinde ind.

Der er intet ”kontra-revolutionært” i reformkrav – så længe de sigter mod at ændre styrkeforhold i samfundet og bane vejen for mere grundlæggende forandringer i socialistisk retning.

Et socialistisk revolutionært partis opgave er vel præcis, at foreslå politik som forbedrer forholdene for arbejderklassen (dvs. det store flertal) samtidig med at denne klasses styrkeforhold styrkes overfor kapitalistklassen. Og det er netop det vi gør.
På samme måde arbejder liberalisterne for at forbedre forholdene for kapitalist-klassen, og forbedre denne klasse styrkeforhold.

Der foregår altså indenfor kapitalismen en materiel og ideologisk klassekamp, og vores krav om øget statslig (demokratisk) regulering og opgør med nyliberalismen er en del af denne klassekamp.

Derfor er jeg også uenig i Hadbergs udgangspunkt om, at man må vælge mellem at bekæmpe nyliberalisme – eller bekæmpe kapitalisme. Det er en falsk modsætning. Vi skal begge ting. Ved at rulle nyliberalismen tilbage ideologisk og materielt øger vi muligheder for et opgør med kapitalismen.

At rette skytset mod nyliberalismen er, som det fremgår af Enhedslistens principprogram, også vigtigt fordi, det både globalt og nationalt er lykkedes at opbygge alliancer mod den nyliberalistiske politik, som er langt bredere end Enhedslisten, og modstanden mod nyliberalismen findes også massivt blandt de øvrige danske arbejderpartiers vælgere.

Det betyder ikke, at jeg uenig med Hadberg om at endemålet selvfølgelig ikke er en ny form for mere statslig kontrolleret kapitalisme, og at en sådan model i øvrigt heller ikke vil løse kapitalismens krisetendenser.

Men det ændrer ikke ved, at en re-regulering – en øget offentlig kontrol, en omfordeling af rigdommen etc. set fra arbejderklassens synspunkt ville være klare fremskridt – både i ren materiel forstand – nyliberalismen har som bekendt medført brutal udbytning – men også i den forstand at mulighederne for at gennemtvinge mere vidtgående socialistiske forandringer forbedres.

Og det ændrer heller ikke ved, at vi skal udnytte den mulighed, der er her og nu på grund af nyliberalismens åbenlyse ideologiske krise, på at styrke de alliancer der findes mod nyliberalismen.

Summa summarum: Den sort hvide revolution/reformisme-dikotomi er en blindgyde, som måske kan bruges i socialistiske sekter til at pege fingre af de mindre rettroende, men som ikke kan bruges operativt af et virkeligt socialistisk parti til at skabe forbedringer for arbejderklassen på kort sigt og grundlæggende samfundsforandringer på længere sigt.

Som det fremgår af denne artikels indledende citat er problemet ikke at stille reformkrav, hvis disse krav har baggrund i en strategi for samfundsforandring. Der hvor faren ligger, og der hvor vores venner i SF lige nu er på farlig vej, er i opportunismen: Når selve idéen om samfundsfordring droppes til fordel for tilpasning indenfor systemets rammer. En sådan holdning findes selvfølgelig ikke i nogle af de udmeldinger, der er kommet fra Enhedslisten.

De konkrete krav
Hadberg beskæftiger sig også mere konkret med en række af de krav som vi har fremsat. Her er det igen en svaghed, at Hadberg, bortset fra nogle helt generelle (gode) principper, ikke selv kommer med konkrete forslag til krav og politiske forslag, som kan erstatte dem, som vi har fremsat indtil nu, og som Hadberg ikke mener er offensive og radikale nok. Igen ville det have gjort diskussionen nemmere hvis vores krav kunne holdes oppe mod konkrete forslag fra Hadberg.

For det er faktisk min opfattelse, at langt flertallet af de krav og forslag, vi fremkommer med, lever fint op til Hadbergs kriterier for god Enhedslistepolitik. Hadberg opstiller følgende kriterier for den politik, han mener Enhedslisten bør føre:

 forsvarer arbejderklassen økonomisk mod krisens effekter
 sikrer, at kapitalejerne betaler
 sikrer åben og demokratisk indflydelse på de banker, som regeringen redder
 griber ind over for kapitalejernes magt over samfundet
 styrker arbejderklassens organisering og kontrol med de økonomiske dispositioner
 peger frem mod et samfund uden bristende bobler, spekulationer i forventede tab og gevinster, et samfund uden udbytning, hvor den arbejdende befolkning styrer samfundet på alle niveauer – også økonomien.”

Jeg synes, at det er nogle rigtig gode kriterier, men synes faktisk også, at den linje vi har ført lever op til disse. Det gælder vores krav om samfundsejede banker, som i modsætning til hvad Hadberg skriver, allerede blev fremsat som forslag fra Frank Aaen meget tidligt i debatten – formuleret som en ”spekulationsfri sektor” – blandt andet i et indlæg i Politiken.

Det gælder vores krav om hjælpepakke til boligejerne (hvoraf flertallet tilhører arbejderklassen), de arbejdsløse mv. Det gælder vores krav om reregulering af banksektoren. Etc. etc.

Men forslag til andre og mere vidtgående krav modtages selvfølgelig med kyshånd fra såvel Hadberg som andre kritikere.

Afslutningsvis er jeg nødt til at kommentere et par af Hadbergs kritikpunkter mod nogle af vores forslag.

Reregulering
Det undrer mig, at Hadberg kan afvise gavnligheden af et krav om øget regulering af finanssektoren. Hadberg har jo selv i en imponerende gennemgang af liberaliseringerne af den finansielle sektor, påvist hvordan udviklingen har medført en koncentration af kapitalen i storbanker, og en forgyldning af bankernes aktionærer.
Liberaliseringerne af finanssektoren har uden tvivl været med til at øge den nuværende krises omfang – og herunder dens konsekvenser for almindelige mennesker, og en reregulering af bankerne – mhp. at begrænse adfærd, der truer samfundet, og på at begrænse finanssektorens dominans er derfor som jeg ser det et udmærket krav.

Støtte til mindre erhvervsdrivende
Forslaget om at staten skal hjælpe mindre erhversdrivende ved at oprette en statsligt kreditfacilitet, tolker Hadberg meget kreativt. Dels som et gedulgt forsøg på at genindføre teorierne om det antimonopolistiske demokrati, dels som endnu et udtryk for at vi ikke er modstandere af kapitalismen som sådan. Igen mener jeg, at Hadberg fuldstændig sammenblander vores politik her og nu med det langsigtede mål.

Jeg synes, at der er god grund til i nuværende situation også at forsvare den lille automekaniker, eller tøjbutikken, som får lukket sin kassekredit af bankerne. Mange af disse mennesker tjener mindre end en faglært arbejder, og har i øvrigt ingen del i krisens omfang. Jeg mener, at det er fornuftigt, at spille på de modsætninger der findes mellem stor- og finanskapitalen og almindelige små erhvervsdrivende. I øvrigt ville en statslig kreditfacilitet kunne bruges til at fremme arbejderklassens vilkår, ved f.eks. stille krav om overenskomster i forbindelse med långivning.

Det ændrer ikke ved at vi selvfølgelig opfatter klassemodsætningerne mellem arbejdsgivere og arbejdere som den afgørende modsætning i samfundet, og ser deres ophævelse som målet.

Nyt Bretton Woods
Hadberg kritiserer også, at vi stiller krav om et nyt Bretton Woods. Hadberg bruger flere afsnit på at redegøre for det oprindelige Bretton Woods, som ikke er et eksempel til efterligning.
Men læs nu, hvad vi skriver, Hadberg:
” Endelig bør der arbejdes for et nyt internationalt valutasystem, hvor forholdet mellem de enkelte landes valutaer er under demokratisk kontrol i stedet for at skulle dirigeres af markedet”

Vi skriver altså intet om tilbagevending til det gamle Bretton Woods.Vi skriver, at der er behov for en demokratisk international regulering af valutaernes forhold til hinanden. Er Anders Hadberg uenig i dette, og hvad er hans alternativ? Socialistisk verdensrevolution?

Statkontrollerede banker
Hadberg mener, at vi i kravet om statsejede banker (jeg tror nu vi skriver samfundsejede), gør os skyldige i endnu en form for farlig reformisme, nemlig ” forestilling om, at den dominerende skillelinie går mellem offentligt (dvs. statsligt) og privat eje. Den strategiske vision bliver at opnå nationalisering og statseje – fordi statseje forveksles med demokrati.”

Hadberg efterlyser, ”kravet om en virkelig demokratisering af finans- og banksektoren (…): nemlig som ansatte og brugeres kontrol og medbestemmelse over bankerne. ”

Det er jo en gammel diskussion som næppe nogensinde afsluttes fuldt ud: Hvad er forholdet mellem staten og produktionen under socialismen. Er det arbejderne eller staten, der skal eje virksomheden, bestemme over den og hvem skal have overskuddet. Diskussionen er f.eks. særlig aktuel i Venezuela efter de gennemførte nationaliseringer.

Jeg er nok af den holdning, at vitale dele af økonomien, som banker, naturressourcer mv. skal være under statslig kontrol og ejerskab, selvfølgelig med stor grad af medarbejderinflydelse.
Det forudsætter selvfølgelig, at vi taler om en demokratisk stat med frie valg og parti- og organisationsfrihed og ikke om noget der ligner kommando-socialismen som vi kendte i Sovjet.

Men egentlig er den diskussion ikke så vigtig lige nu. Formålet med kronikken var sådan set ikke at besvare, hvordan et socialistisk samfund skal indrettes, men bare at påvise absurditeten i, at vi lader private interesser bestemme over en så vigtig del af økonomien som finanssektoren og arbejderklassens opsparinger. Igen et udtryk for, at Hadberg læser vores indlæg med de forkerte briller.

Sammenfatning
”Hvert skridt virkelig bevægelse er vigtigere end snese af programmer”
Karl Marx: Kritik af Gothaprogrammet

Hadbergs kritik er efter min mening præget af en sammenblanding af analyse og agitation og af langsigtet og kortsigtet perspektiv. Han læser vores tekster med forkerte briller på og tillægger konstant forfatterne en række synspunkter vi ikke har, og som samlet skal give et billede af en reformistisk sammensværgelse mod Enhedslistens sande væsen.
Bag denne lidt ufine tilgang gemmer sig dog nogle klare uenigheder om Enhedslistens rolle i den aktuelle situation:
– Hadberg mener ikke, at en strategisk modstand mod nyliberalismen som ideologi og politik er gavnligt, og han ser en modsætning mellem denne og en antikapitalistisk profil og strategi. Jeg er som fremført uenig.
– Hadberg mener, at vores agitation skulle centrere sig om det budskab, at kun socialismen er svaret, og at mindre vidtgående svar er reformisme og lappeløsninger. Jeg er som fremført uenig.

Her er der tale om politisk eller måske snarere taktiske uenigheder – og dem skal vi diskutere. Jeg tror dog, det går lidt lettere, hvis vi for det første dæmper ortodoksien en smule, og for det andet tager som udgangspunkt, at vores partikammerater selvfølgelig er enige i vores partiprogram, og ikke er i gang med et reformistisk komplot.

Og synes jeg i øvrigt at vi midt i polemikken skal glæde os over, at Enhedslisten har et vist held med at gøre sig gældende i den offentlige debat. Det er fint med intern debat og politik-udvikling, men det må ikke ske på bekostning af den udadvendte agitation – den fælde er venstrefløjen før faldet i.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com