Læsetid: 7 minutter

Foto: Soldaterråd i Kiel: ”Leve den socialistiske republik”, november 1918. Wikipedia Commons.

 

Den 9. november 2018 abdicerede Tysklands sidste kejser Wilhelm II – eller det var i det mindste datoen for den officielle erklæring herom udsendt af den tyske kansler Prins Maximillian af Baden.

 

I virkeligheden opgav den sidste kejser faktisk først sin position tre uger senere, den 28. november, fra sit eksil i Holland, hvor han fraskrev sig ikke blot den kejserlige; men også den preussiske trone. På dette tidspunkt var både han og de øvrige regerende prinser inden for det tyske imperium dog allerede stort set fortid.

 

Arbejdere og soldater i oprør

Tyskland befandt sig i en masseopstand, befolkningen var i oprør mod fire lange år med Første Verdenskrig og alle de lidelser den indebar. Oprøret fik tag blandt arbejdere og blandt soldater og matroser, og det spredte sig med lynets hast.

 

På den anden side tog det nogen tid, før monarkiet fuldstændigt brød sammen. Den specielle opbygning af det kejserlige Tyskland indebar 22 adskilte underherskere – hvoraf fire bar titlen konge (af Preussen, Bayern, Württemberg og Saxen), seks titlen som ærkehertug, sammen med fem hertuger og syv regerende prinser.

 

Wilhelm II var kejser af Tyskland og konge af Preussen siden 1888, og hans Hohenzollern-familie havde siddet på kejsertronen siden 1871, da det såkaldte Andet Rige blev oprettet. Hans families krav på den preussiske trone gik endnu længere tilbage – helt til 1415.

 

Således var Wilhelms tilbagetræden et vendepunkt, der afsluttede en historisk æra. Mens der blev udøvet pres for at gennemtvinge denne abdikation, var der samtidigt et forsøg på at redde så meget som muligt af den gamle orden. Som den tyske forfatter af krigsromaner Theodor Plivier formulerede det, var det kun kejseren, der forsvandt, generalerne forblev.

 

Skønt han frasagde sig den kejserlige trone for sig selv og sin familie, fastholdt Wilhelm håbet, helt frem til sin død i 1941, om igen at blive kejser. Dette førte til, at han smedede forskellige alliancer med grupper fra det yderste høre – mest berygtet med nazisterne, der brugte ham til propagandaformål, dog uden at have til hensigt at hjælpe ham med at gennemføre sine planer.

 

Arbejderne tvinger Ludwig III fra magten

Kejserens tilbagetræden var blevet foregrebet af abdikationen af Kong Ludwig III af Bayern den 7. november.

 

Denne dag, på årsdagen for den russiske oktoberrevolution, blev der afholdt en stor fredsdemonstration med over 60.000 deltagere i udkanten af München. To talere fra Tysklands vigtigste socialistiske parti gennem årtier, det Socialdemokratiske Parti (SPD), talte til forsamlingen: den centristiske politiker Erhard Auer og Kurt Eisner fra venstrefløjen.

 

Herefter anførte Eisner og den blinde bondeleder Ludwig Gandorfere en stor del af demonstranterne ind til byens centrum. Monarkiet i Bayern brød hurtigt og smertefrit sammen, til trods for at det havde eksisteret siden 1180.

 

Der findes en historie om, at mens Ludwig III gik sin sædvanlige spadseretur i sin ”engelske have”, stødte han på en arbejder, som høfligt lettede på sin hat og med tyk bayersk accent sagde: ”Deres Majestæt, De bør gå hjem, revolutionen er brudt ud. ” Øjensynlig fulgte kongen rådet og forlod München for at tage ud til et af sine afsidesliggende slotte ude på landet.

 

Imidlertid havde den oprindelige demonstration udstillet den dybe splittelse blandt socialister.

 

Siden før århundredeskiftet havde SPD været det største og mest udviklede parti i den internationale socialistiske bevægelse, med over 1 million medlemmer i 1913. Men i begyndelsen af krigen havde SPD´s parlamentsmedlemmer stemt for at støtte krigsbevillingerne. Revolutionære socialister som Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht endte med at splitte sig ud af SPD.

 

Krigen er tabt

Sammenbruddet af det kejserlige Tyskland og dets netværk af undermonarkier var et resultat af Tysklands nederlag i Første Verdenskrig efter fire lange år.

 

Efter at have deltaget i en tofrontskrig siden 1914 var Tysklands uundgåelige nederlag i stigende grad blevet klart for den militære ledelse, som var koncentreret i hænderne på to generaler: Paul von Hindenburg og især Erich Ludendorff.

 

Ludendorff havde længe opstillet krigsmål om territoriale udvidelser og modsat sig ethvert forsøg fra tyske diplomater og politikere på at opnå en forhandlet afslutning på Første Verdenskrig. Men i det tidlige efterår 1918 konkluderede han, at alt var tabt, og Tyskland derfor var tvunget til at påbegynde fredsforhandlinger.

 

Dolkestødslegenden

Som del af en listig plan forberedte Ludendorff derfor sin egen fratræden fra magten og rådede Kejseren, der på dette tidspunkt stort set kun var en galionsfigur, til at inddrage liberale og socialdemokratiske politikere i regeringen. Disse, håbede Ludendorff, ville så være nødt til at påtage sig det ulykkelige ansvar for at administrere Tysklands overgivelse.

 

På denne måde blev den liberale Prins Max von Baden den nye kejserlige kansler, og hans kabinet inkluderede nogle ministre fra SPD. Disse ministre var ikke begejstrede for at gå ind i, hvad en af dem, Philipp Scheidemann, korrekt beskrev som et ”fallitbo”. Men partilederen Fridrich Ebert insisterede på, at det var socialdemokraters pligt at hjælpe staten i nødens stund.

 

Ludendorff og Hindenburg skulle senere blive de vigtigste ophavsmænd til den giftige såkaldte Dolchstoßlegende – dolkestødslegenden, som hævdede, at det var civile venstrefløjspolitikere, der havde forrådt Tyskland ved at starte fredsforhandlinger, alt imens militæret stadig var i fuld gang med at vinde krigen.

 

I virkeligheden var situationen selvfølgelig den stik modsatte. Hvor den militære ledelse bar ansvaret for den katastrofale situation, blev den nye regering, inklusive SPD-ministrene, påtvunget den umulige opgave at finde en udvej, som ikke ville indebære massive indrømmelser til de allierede sejrherrer.

 

Selvmordsmission

Mens Ludendorff og den militære ledelse lagde planer for, hvorledes man skulle afvikle krigsindsatsen, besluttede de samtidigt at mobilisere den tyske flåde til, hvad der kun kan forstås som en selvmordsmission.

 

På grund af en britisk blokade havde den tyske krigsflåde været indespærret i tyske havne gennem det meste af krigen, men nu blev den beordret til at bryde gennem de vel forsvarede britiske stillinger.

 

Sejr var aldrig en mulighed, og det var heller ikke målet. Tværtimod håbede generalerne på en ødelæggelse af flåden – for at skabe en militaristisk martyrkult, som ville kunne udnyttes efter krigen. Den forventede drukning af matroserne skulle kunne udnyttes af ledende officerer og militære planlæggere, som ville være langt fra farezonen.

 

Matroserne nægter

Imidlertid nægtede matroserne, som gennem nogen tid havde været desillusionerede og trætte af krigsindsatsen, at spille deres tiltænkte rolle, men greb i stedet til modstand og åbent mytteri.

 

På slagkrydseren Thüringen barrikaderede en stor del af besætningen sig inde i forstavnen. Skibets officerer blev nødt til at tilkalde 250 marineinfanterister, der truede den oprørske besætning, som kun overgav sig, efter at adskillige torpedobåde og ubådskanoner tog sigte på skibet. Ca. 600 fra besætningen blev fængslet sammen med 400 mytterister fra andre skibe.

 

Det tyske admiralitet indså, at det var ved at miste kontrollen med krigsflåden og forsøgte at genvinde sin kontrol ved at sprede forskellige dele af flåden rundt til forskellige havne.

 

En stor del af skibene blev sendt til havnen i Østersøbyen Kiel sidst i oktober. Det skulle vise sig at være en skæbnesvanger beslutning, da det øgede kontakten mellem oprørske matroser og de stadig mere militante arbejdere i Kiels værftsindustri.

 

Væbnet opstand

Den 3. november blev der afholdt en antikrigs-demonstration i udkanten af Kiel, som bestod af 3000 matroser, fyrbødere og soldater, samt både mandlige og kvindelige arbejdere, i protest mod, at den kommanderende admiral havde fængslet adskillige matroser.

 

Demonstranterne krævede deres løsladelse og råbte ”Ned med Kejseren”. Under marchen ind mod centrum blev de beskudt af en militærpatrulje, hvilket førte til otte døde og 29 sårede, herunder kvinder og børn.

 

Herefter eskalerede konflikten til en væbnet opstand. I løbet af natten blev der oprettet matros- og soldaterråd, røde flag blev hejst over adskillige skibe og arbejderne i fabrikkerne omkring Kiel forberedte sig på en generalstrejke.

 

”Myndighederne” kunne blot se til, imens magten gled dem af hænde. Om aftenen den 4. november var Kiel under revolutionær kontrol.

 

Revolutionen spreder sig

Meget hurtigt spredte revolutionen sig fra Kiel til Lübeck, Hamburg, Bremen, Köln, Hannover, München og andre byer. Hertugerne af Braunschweig og Saxe-Coburg-Gotha og kongen af Bayern blev tvunget til at abdicere.

 

Den 8. november var der en massedemonstration i Dresden, hovedstaden i Saxen. Med soldater- og matrosråd, der bredte sig ud over hele Tyskland og nyheden om den sejrrige revolution der nåede frem til hoffet, var kongen af Saxen, Friedrich Augustus III, nødt til at beslutte, hvorvidt han skulle forsøge at indsætte de få tropper, der stadig var loyale over for monarkiet.

 

I sidste ende afviste han rådene fra sine mere militaristiske rådgivere, med ordene om at han ikke ønskede at fortsætte verdenskrigen, som var på nippet til at slutte, i forgemakkerne til sit kongelige palads. Ved otte-tiden om aftenen sneg han sig diskret ud af byens palads, kun fulgt af sin datter og en ledende general.

 

De sprang ind i en bil, der kørte dem til Moritzburg paladset ude på landet. Herfra anerkendte Augustus den officielle omdannelse af Saxen fra et kongerige til en fri stat den 10. november og den 13. abdicerede han.

 

Socialistisk eller borgerlig republik?

Da revolutionen nåede frem til Berlin, tegnede der sig to forskellige udgaver af Tysklands fremtid.

 

Den 9. november udråbte den revolutionære socialist Karl Liebknecht stående på en altan på det gamle kejserslot en fri og socialistisk republik. Blot to timer senere proklamerede Philipp Scheidemann, den centristiske SPD leder, en borgerlig parlamentarisk republik.

 

Forskellen mellem disse to konkurrerende proklamationer var ikke bare sproglig, men illustrerede to fundamentalt forskellige bud på fremtiden.

 

Liebknecht talte for et radikalt brud, ikke kun med det kapitalistiske system, som netop havde leveret brændstof til en verdenskrig, men også med institutionerne og traditionerne for autoritær magt i statsapparatet, militæret og domstolene.

 

Scheidemann, derimod, gik ind for et kompromis, som delte magten med disse reaktionære styrker – som gik hånd i hånd med planerne om at undertrykke alle revolutionære opstande med den største brutalitet, herunder tortur af og mord på revolutionære.

 

SPD lederen Friedrich Ebert kontaktede General Wilhelm Groener, den nye chef for det tyske militær, og forslog en alliance baseret på gensidig støtte. Han håbede, at ved at give højreorienterede styrker en blankocheck til at passe sig selv og udslette den revolutionære venstrefløj, så ville disse styrker kunne integreres i den spirende republik.

 

Det er en notorisk kendsgerning, at Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht blev tortureret og dræbt den 15. januar 1919 af højreorienterede enheder kendt som Frikorpsene – med grønt lys fra adskillige af de centrale SPD-ledere.

 

Socialdemokratiske illusioner

Pagten mellem Ebert og Groener byggede på Eberts fejlagtige antagelse, at Tysklands konservative militære magtstruktur ville kunne forlige sig med parlamentarisk demokrati – og ville være loyal overfor den nye republik, blot man gav generalerne tilstrækkelige indrømmelser.

 

Weimar-republikkens efterfølgende historie (1919-1933) viser netop det modsatte. Eliterne i erhvervslivet og militæret betragtede socialdemokraterne som en midlertidig alliancepartner, og var i sidste ende mere tilfredse med et højreorienteret diktatur.

 

Allerede i 1920 under det såkaldte Kappkup, svigtede militæret socialdemokraterne og deres republik. I 1923 gjorde Ludendorff comeback inden for politik – som sammensvoren, sammen med Hitler, i at forsøge at omstyrte republikken.

 

Da Hitler kom til magten i januar 1933, blev han udnævnt til kansler af Paul von Hindenburg. Andre ledende politikere som den konservative Franz von Papen og mediemogulen Alfred Hugenberg spillede en afgørende rolle i denne beslutning.

 

Alliancen med nazisterne

De konservative eliter kunne ikke inkorporeres i selv en begrænset demokratisk republik. I stedet indgik de i en alliance med nazisterne, efterhånden som kapitalismen gled ud i en stadig dybere krise. Socialdemokratiske ledere, som havde set den anden vej, da højreorienterede militser myrdede revolutionære socialister, endte med selv at blive spærret inde i de samme koncentrationslejre som kommunisterne efter nazisternes erobring af magten.

 

Abdikationen af den sidste tyske kejser, kulminationen på første akt af den tyske revolution, markerede en periode med høje forventninger og store løfter. Almindelige arbejdende mennesker trådte ind på historiens scene i Tyskland, i forsøget på at opbygge et mere retfærdigt og virkeligt demokratisk samfund.

 

De havde held med at vælte monarkiet, men generalerne, statsbureaukraterne, domstolene og politiapparatet fra det gamle regime overlevede og fandt nye allierede blandt de midtsøgende socialdemokrater. Nederlaget for den revolutionære venstrefløj førte ikke til en stabil liberal republik, men i sidste ende til et ekstremt højreorienteret fascistisk diktatur.

 

Oversat fra Socialist Worker af Peter Kragelund.