Usikker fremtid

Af Catherine Samary

De ukrainske oppositionspartier fik ikke flertal for den mistillidsdagsorden, som de satsede på den 3. december, hvor de ville underkende den ukrainske præsident, fordi han ikke underskrev associeringsaftalen med EU.
I valget mellem nye forhandlinger og blokering af regeringsbygningerne for at få udskrevet valg satsede de på mobilisering af en million demonstranter den 8. december mod ”salget af Ukraine til Rusland”.

Det var politivolden mod de første ”pro-europæiske” demonstrationer, som ændrede dynamikken i mobiliseringerne den 1. december og forstærkede miskrediteringen af regimet. Af frygt for at mobiliseringerne skulle sprede sig til de russisk-talende bastioner i den østlige del af landet, gav den ukrainske premierminister en undskyldning for den overdrevne reaktion, på vegne af regeringen og præsidenten. Og han foreslog en trepartskommission (regering, opposition og europiske mæglere) til at undersøge voldshandlingerne. Men dele af oppositionen foreslår fortsatte mobiliseringer for at blokere de offentlige bygninger – med risiko for at fremprovokere konfrontationer – i håbet om, at det vil fælde regeringen.

Men vi er langt fra en ny “orange revolution” i stil med de “orange kandidater”, som efterfulgte Leonid Kuchmas regime (1993-2004). Dengang var det et oprør, som udsprang af folkelige håb om et ikke-korrupt regime. Skuffelsen bredte sig hurtigt, og derfor kunne den kandidat, som havde tabt i 2005 – Viktor Janukovitj – vinde valget i 2010.
Han blev valgt på grundlag af et program for militær ”neutralitet” og en balancegang i de internationale relationer – som i praksis kunne forsone forskellige oligarker (rigmænd). Forhandlinger med EU foregik også med regeringspartiet i Vilnius [hovedstad i Litauen, som havde formandsskabet i EU, red], indtil bruddet for nylig. Oppositionens håb om et mistillidsvotum var således ikke ubegrundet.

Bag alt dette, ud over Yulia Timoshenkos skæbne, som EU har gjort til et kardinalpunkt, er der den økonomiske situation i Ukraine og selve indholdet i aftalerne. Landet er ikke kommet sig oven på chokket efter Sovjetunionens opløsning og privatisering, eller fra recessionen i 2009. Bruttonationalproduktet per indbygger er 20 procent af EU-gennemsnittet, lavere end Rumænien og Bulgarien. Landets budgetunderskud er vokset siden 2009 (det var næsten 6 procent af BNP i 2010), og handelsunderskuddet var over 7 procent af BNP i 2012. Men det regerende parti frygter en social eksplosion, hvis energipriserne stiger: Det måtte vælge mellem det russiske tilbud og de prisstigninger, som den Internationale Valutafond (IMF) krævede – efter forgæves at have bedt EU om at gå ind sammen med IMF eller at organisere en trepartsforhandling (Rusland, Ukraine og EU).

De europæiske medier har ikke fokuseret på spørgsmålet om associeringsaftalen med EU, som præsident Viktor Janukovitj har nægtet at underskrive. Der er reelle demokratiske spørgsmål på spil, men de ligger et andet sted. Alle partier er ganske miskrediterede – måske undtagen den tidligere boksestjerne Vitali Klitschkos parti (netop fordi det fordømmer den udbredte korruption og understreger nogle af de sociale spørgsmål). Som oprøret i Bulgarien er bevægelsen både kritisk over for partierne og over for forskellige ideologiske afskygninger: De blå og gule farver symboliserer både selve landet Ukraine, et idealiseret EU og partiet Svoboda (Frihed), som hylder de nazistiske bataljoner, ødelægger en statue af Lenin og kræver forbud mod kommunistpartiet – et udtryk for europæisk bevidsthed?

Catherine Samary underviser på Dauphine Universitet i Paris og er forfatter til en række bøger om socialistisk planlægning og økonomi. Hun var tidligere med i ledelsen af Fjerde Internationale.

Manifest: 10 teser fra Venstre-Oppositionen

Af Zahar Popovich

Populariteten hos Euromaidan – den forsamling, der har besat Uafhængighedspladsen – handler ikke om, at ukrainerne finder spørgsmålet om frihandel med EU så vigtigt, at det får folk til at tilbringe søvnløse nætter ude på de centrale pladser for at protestere. Landets økonomiske problemer, som er langt mere akutte end i nabolandene mod øst og vest, gav protesterne mening. Den gennemsnitlige løn i Ukraine er 2-2,5 gange lavere end i Rusland og Hviderusland, og meget lavere end i EU. [1]

Den verdensomspændende økonomiske krise påvirkede den ukrainske økonomi langt mere drastisk end næsten alle andre økonomier i Europa, fra Atlanterhavet til Ural. Den økonomiske vækst stoppede næsten efter krisen, og produktionen vil sandsynligvis fortsætte med at gå ned i 2013. Desuden fritager Ukraines økonomiske system mere eller mindre landets oligarker fra at betale skat. Man kan helt lovligt eksportere for et tocifret milliardbeløb i dollars af mineraler, metaller, ammoniak, hvede og solsikker, og alligevel rapportere ingen fortjeneste. Alle profitter ligger gemt i juridiske skattely, hvor næsten alle Ukraines fungerende virksomheder formelt er placeret. Eventuelle overskud optjent af en virksomhed inde i landet kan fuldt lovligt og ubesværet overføres til skattely, for eksempel ved at bogføre dem som fiktive lån.

Er det nogen overraskelse, at den ukrainske regering har konstante problemer med opfylde sit budget? I slutningen af sidste år [2012], var Ukraine tæt på bankerot. Det blev almindelig praksis at tilbageholde løn til statsansatte, og budgettet stoppede stort set med at overføre midler til sociale programmer. Situationen blev forværret af en handelskrig med Rusland, da Gazprom tvang de ukrainske gaspriser op på det højeste niveau i Østeuropa. Oligarkerne kørte landet ind op i et hjørne, selv efter endeløse diskussioner kunne de ikke formulere en sammenhængende udviklingsstrategi, så man undlod enhver offentlig investering, men drænede i stedet staten systematisk. Enhver udviklingsstrategi må indeholde en vis begrænsning af deres grådighed – i det mindste må den delvist forbyde skattelyordninger og håndhæve et minimum af skattebetalinger. Men det er præcis, hvad oligarkerne ikke kan acceptere, selv om de forstår, at hvis de ikke ændrer spillereglerne, så vil de drive staten ud i en økonomisk katastrofe og save den gren over, som de selv sidder på.

Når den højreorienterede opposition taler om økonomiske problemer er det næsten udelukkende med fokus på korruption og ineffektiv ledelse. Og hvis snakken falder på oligarkernes udplyndring staten, så begrænser det sig til de forretningsfolk, som er tæt på Regionernes Parti [regeringspartiet under ledelse af Janukovitj, red.], og oftest ikke længere end til de forretninger, som Janukovitjs sønner er engageret i. Fra højrefløjens synspunkt er de andre oligarker ikke noget problem, fordi de har en national bevidsthed. Ud fra denne logik er det en fordel for den nationale sag, når Ukraine bliver udplyndret af en " schiry" ["ægte”, red.] ukrainer.

Der udspiller sig en paradoksal situation. Alle ansvarlige økonomer (selv neoliberale som for eksempel Viktor Pinzenik) er enige i, at skatte- og reguleringssystemerne i landet blev udformet til helt at fritage oligarkerne fra at betale skat. Alle kan se, at dette system ikke vil vare meget længere, men ingen af politikerne i parlamentet har turdet at tilbyde det indlysende og realistiske alternative system. Næsten ingen tør indrømme offentligt, at det mest presserende problem for Ukraine ikke EU eller fagforeningerne, men simpelthen at oligarkerne skal begynde at betale skat. Statsapparatet er udmærket i stand til at tvinge dem til at gøre det, da oligarkernes fungerende aktiver alle er placeret i Ukraine. Men som Andrei Hunko for nylig påpegede har oligarkernes overtagelse af ukrainsk politik nået et sådant omfang, at ikke et eneste af de eksisterende parlamentariske partier kan nævne denne sag.

Desværre er det kun radikale venstreorienterede, som giver udtryk for disse minimale og indlysende krav. Jeg understreger, at disse krav ikke skal ses som dagsordenen for Venstre-Oppositionen , men som det første skridt mod udformningen af en politik, der kan samle sammen alle de anti-oligarkiske kræfter, der ikke anser et højre-fascistisk diktatur som nogen form for løsning – den form for diktatur, som partiet Svoboda så insisterende skubber os i retning af, mens de officielle oppositionsledere sidder ved siden af og ser på.

Den eklatante mangel på en sammenhængende handlingsplan for at hjælpe Ukraine ud af krisen er blevet så presserende, at selv liberale, næsten højre-liberale publikationer er begyndt at diskutere vores "ti punkter" – som for eksempel Lvovs zaxid.net.

12. januar 2014. Zahar Popovich er medlem af  "Venstreoppositionen"

Plan for social forandring
1. Folkestyre, ikke oligarkernes magt.
2. Nationalisering av de vigtigste industrier.
3. Arbejderne skal kontrollere alle former for ejendom.
4. Indførelse af luksusskat.
5. Förbud mot kapitaloverførsel til skattely.
6. Adskillelse mellem virksomheder og myndigheder.
7. Nedsættelse af udgifter til bureaukratiet.
8. Opløsning af Berkut og andre specialstyrkor.
9. Gratis uddannelse og sundhed.
10. Tilbagetrækning fra undertrykkende internationale finansinstitutioner. (IMF mv.)

Hele manifestet kan læses på engelsk hos webmagasinet LeftEast
 

Strid mellem oligarker i det krisehærgede Ukraine

Af Benny Åsman

Bag det ydre skin fra de politiske kampe gemmer sig ofte hårde økonomiske modsætninger mellem kapitalejere og magthavere.

Det gælder i højeste grad den politiske krise, som foregår i Ukraine, og som i medierne mest bliver fremstillet som en strid mellem nationalistiske (endda fascistiske) tilhængere af EU og lige så indædte tilhængere af en økonomisk integration med Putins Rusland.

Men under overfladen raser en hård økonomisk kamp mellem to blokek af kapitalejere – de traditionelle oligarker, som hurtigt skabte sig en formue ved at sælge alt, som kunne sælges, efter Sovjetunionens sammenbrud på den ene side, og på den anden side en gruppe nyrige kapitalejere, kaldet ”Familien”, som er knyttet til præsident Victor Janukovitj.

Efter Janukovitjs magttiltrædelse i 2010 har ”Familien” organiseret et veritabelt hold-up mod statens kassekister og nationens økonomi. Fra 2010 er væksten på 4 procent forvandlet til negative cifre, og budgetunderskuddet på kun 2 procent er nået op på 8 procent. En så hurtig forværring skyldes ikke kun den internationale konjunktur, men i første række den førte politik, det vil sige et organiseret up mod den offentlige sektor for at berige et lag af høje funktionærer og forretningsfolk.

Ifølge økonoisk ekspertise har denne gruppe årligt forøget sin egen formue med 8-10 milliarder dollar. Mens regeringens kunstige pengepolitik har skabt en overvurderet hrivna (Ukraines valuta), som har slået bunden ud af mange mindre eksportfirmaer, har de nyrige i ”Familien” med hjælp fra en ny skattelov fra 2010 kunnet placere stadig større formuer på Cypern.

Kilden til ”Familiens” nyrige medlemmer hedder gas. Ukraines Naftogaz har en kontrakt med det russiske Gazprom, ifølge hvilken førstnævnte køber gas til 410 dollar per kubikmeter fra Gazprom. Præsident Janukovitj har imidlertid givet kapitalstærke venner ret til at købe gas på verdensmarkedet til 50 dollar per kubikmeter og sælge det videre til Naftogaz for 410 dollar. Dermed køber Naftogaz ikke den mængde gas fra Gazprom, som kontrakten mellem dem fastsætter. Det erkilden til Gazproms og Putins irritation.

Men det er også en vidunderlig kilde til rigdom for de ”venner” af præsidenten, som kan købe gas for 50 dollar og sælge den videre for 410 dollar. Røverbaronerne, som hærgede i USA i 1800-tallet, må vende sig i deres grav af misundelse.

Men vennerne i ”Familien” er ikke alene ved kødgryderne. Milliardærer blandt de ”gamle” oligarker har deres interesser at værne om. Folk som Rinat Akhmetov, landets rigeste person, med milliarder i industrianlæg verden over, Victor Pinchouk, ejer af metalindustrier, og finansmanden Igor Kolomoisky, som skabte sine formuer lige efter Sovjetunionens sammenbrud.

De var den tids ”røverbaroner”, og nu ser de en tilknytning til EU som en måde til at bevare deres økonomiske tilgange og interesser, ved at Ukraine med en tilslutning til EU bliver tvunget til at respektere love og regler, der beskytter den private ejendomsret. Noget, som de ikke er sikre på i det ”kleptokrati” (røverstat), som hersker i ”Familiens” Ukraine og Putins Rusland.

Dette er en baggrund for den aktuelle politiske krise i landet. Mange andre faktorer spiller ind, såsom den traditionelle kulturelle og sproglige opdeling af landet, de ukrainsktalendes nationalisme og det russiske regimes indflydelse i den østlige del af landet, landets meget svage arbejderbevægelse og mindet om Sovjetunionens undertrykkelse i årtier.

De, som virkelig kommer i klemme i dette net af økonomiske og politiske modsætninger, er den arbejdende befolkning, som ser, hvordan deres levevilkår bliver stadig mere forringede. Deres problem kan ikke løses med en tilslutning til EU’s fattige periferistater eller en integration i den russiske økonomi. Men kun gennem en politik, som forsøger at imødekomme befolkningens sociale og økonomiske behov, ikke oligarkernes griske jagt efter stadig større gevinster, som dekan placere i skatteparadiser.

– På den ene side tilhører vi de 30 land, der har flest milliardærer. På den anden side med på listen over lande, som bliver fattigere. (Oleg Soskin, ukrainsk ekonom).

10. januar 2014. Oversat fra den svenske ugeavis Internationalen