Læsetid: 11 minutter

Måske er det meget illustrativt for de liberales aktuelle forvirring, at en af deres centrale britiske fortalere endte med at fungere som en ufrivilllig cheerleader for rivalerne på venstrefløjen i en aviskommentar, som skulle vise den politiske centrismes ”genopvågnen” i Vesten.

 

I sin klumme i dagbladet Independent forsøgte det højredrejede Labour-parlamentsmedlem Chuka Umunna at stille den ”grimme yderste” venstrefløj op imod den nye centrismes succes, med Spanien som eksempel. Han hævdede, at æren for de mere dristige og tiltalende tiltag i den seneste spanske finanslovsaftale tilfaldt Pedro Sanchez’ centrum-venstreorienterede socialdemokratiske parti (PSOE – Partido Socialista Obrero Español), som dannede en mindretalsregering i juni. Men her udelod han venstrefløjspartiet Podemos’ umiskendelige fingeraftryk på alle de tre reformer, som blev fremhævet i artiklen.

 

Umunnas klodsede analyse blev hurtigt fulgt op af flere kommentarer i Storbritannien og Spanien, som var bekymrede for indrømmelserne til Podemos i en aftale, som indtil da kun havde fået ringe omtale i medier uden for Spanien. I forhold til finanslovens forslag om en forhøjelse af mindstelønnen på 23 procent, (yderligere) offentlige udgifter til serviceydelser (blandt andet 10 mia. kroner til arbejdsløsheds og sygedagpenge), en 3 procent skat på store techgiganter og en skat på de superrige, snublede Umunna over de forbedringer, som ”uden tvivl var vores [bidrag]”, ifølge Ione Belarra, en af Podemos’ topforhandlere i finanslovsaftalen.

 

Men Umunnas artikel peger på en grundlæggende fare i dette nye samarbejdsbillede på den spanske venstrefløj. En første bølge af meningsmålinger i denne ”honeymoon”, for eksempel en måling fra CIS den 25. oktober, som giver PSOE et forspring på 10 procentpoints, antyder, at det er centrum-venstrepartiet og ikke Podemos, som indtil videre har høstet hovedgevinsten i dette nye arrangement. Pablo Iglesias’ parti vil nu komme til at stå over for en række udfordringer og paradokser, som udspringer af beslutningen om at bakke op bag Sánches-regeringen i den mistillidsdagsorden, der væltede den foregående højrefløjsregering med det konservative Partido Popular.

 

Siden Podemos smadrede Spaniens topartisystem for næsten tre år siden, har valg-matematikken gjort det så godt som umuligt for noget parti at få et absolut flertal i landet. Ved at adoptere en slags ”portugisisk model” med parlamentarisk flertalssamarbejde til venstre forsøger Podemos direkte at påvirke den landspolitiske kurs. Men denne manøvre indebærer også en blåstempling af et af de få traditionelle socialdemokratiske partier i Europa, som har undgået en pasokisering (den skæbne, som er overgået Grækenlands engang så mægtige Pasok, som styrtdykkede fra 44 til 4,7 procent på fem år) eller ligefrem tilintetgørelse.

 

Iglesias og partiledelsen synes at satse på en strategi med ”regeringssamarbejde”, som skal føre til en formel koalition efter næste parlamentsvalg, som skal afholdes senest i foråret 2020. Der svirrer allerede en række spørgsmål omkring denne gryende ”iberiske model”. Kan den fortsætte med at udvikle sig til et levedygtigt alternativ til nedskæringer og give Podemos mulighed for at skabe grundlæggende forandringer på nationalt plan? Faktisk er der nu en voksende usikkerhed om, hvorvidt finanslovsaftalen, som stadig mangler godkendelse i det spanske parlament, vil få den nødvendige støtte fra de catalanske nationalister.

 

Konkrete forbedringer

Først og fremmest er det vigtigt at anerkende, at denne finanslovsaftale er udtryk for flere klare sejre på en række politikområder for Unidos Podemos [Podemos indgik ved valget en række alliancer under listebetegnelsen Unidos Podemos]. Forhøjelsen af mindstelønnen er den største nogensinde i det moderne Spaniens historie. Det samme gælder ekstrabevillingen på 10 mia. euro til dagpenge og førtidspensioner, 7,5 mia. euro er afsat til forskning og uddannelse, minimumspensioner biver hævet med 3 procent, en række huslejereguleringer og -lofter bliver indført, og der kommer en ligestilling af barselsperioden for fædre og mødre. På Podemos’ efterårsseminar sagde partiets leder i EU-Parlamentet, Miguel Urbán til Jacobin, at aftalens vigtigste resultat har været at ”stoppe nedskæringsmøllen og vise, at det er muligt ikke kun at stoppe møllehjulet, men i det mindste at få det til at dreje i den modsatte retning.”

 

Aftalen har givet væsentligt større sociale forbedringer end det, der lå i PSOE’s tilbud om en koalition med [det borgerlige parti] Ciadadanos, som blev givet i forbindelse med det parlamentariske dødvande i 2016. Dengang var forslaget om en forhøjelse af mindstelønnen kun på 1 procent (i modsætning til 23 procent i den aktuelle aftale). Dengang afviste Podemos at acceptere aftalen og så det som et forsøg fra PSOE på at indordne partiet som del af en bred midterblok. Belarra sagde til Jacobin, at ”[selvom] det var meget hårdt med hensyn til kommunikation, og vi blev angrebet hårdt [af medierne], så gjorde vi ret i at afvise den aftale på det tidspunkt, og – selv om vores forhold til PSOE fortsat er svært – så gør vi det rette nu med denne nye aftale.”

 

En vis krise i den nye PSOE-regering, efter to fremtrædende ministres afgang siden juni (og muligvis endnu en på vej), har givet Podemos en vigtig løftestang i forhandlingerne denne gang. Eftersom PSOE ikke har nogen appetit på et tidligt valg, så har de ifølge Belarra ”været nødt til at anerkende os som ligeværdige partnere.” Som MP Txema Guijaro udtrykker det: Sanchez gik længere, ikke fordi han stod til venstre, men fordi han måtte sikre sig, at hans regering overlevede.”

PSOE’s knebne flertal hænger på støtten fra catalanske og baskiske nationalister, som har støttet Sanchez som statsminister først og fremmest for at fjerne Partido Populars regering, som var ansvarlig for overgrebet i Catalonien. Nu er der alvorlig tvivl om, hvorvidt disse grupper vil stå på regeringens side ved den endelige afstemning om finansloven (som skal ske i de kommende måneder). Det hænger sammen med den nylige beslutning fra den statslige anklagemyndighed om at dømme de fængslede catalanske ledere for oprør og misbrug af offentlige midler. Iglesias presser nu Sanchez til at bevæge sig på spørgsmålet om de politiske fanger og satser på, at catalanerne er indstillet på en indgå en endelig aftale, så man undgår nyvalg.

 

Selvom finansloven bliver vedtaget, er der oplagte begrænsninger på forbedringerne: Podemos’ leder i Andalusien, og en ledende person i den radikale Anticapitalistas-fløj i partiet, Teresa Rodriguez, har givet aftalen ”seks points ud af ti”. Efter ti år med tilbagegang og nedskæringer ser hun aftalen som et vigtigt første skridt, men også at den forsømmer at tage fat på to af Podemos’ centrale prioriteringer: at afskaffe de seneste arbejdsmarkedsreformer og at regulere en energisektor, som er domineret af de store selskaber. Efter hendes mening forsømmer aftalen også at gå langt nok i forhold til at rulle de kraftige nedskæringer på sundheds- og uddannelsesområdet gennem det sidste tiår tilbage.

 

Det hænger sammen med den kendsgerning, at Podemos var nødt til at acceptere, at Sanchez og PSOE ikke var indstillet på at konfrontere EU eller seriøst at udfordre EU’s finanspagt, som forpligter medlemslandene til et offentligt underskud ikke højere end 3 procent af BNP. Denne finanslov forudser et underskud på 2,2 procent af BNP, højere end hvad der tidligere var aftalt med Bruxelles. Men Sanchez’ pro-EU-administration mener ikke, at det vil støde på større modstand.

 

Parlamentarisk herredømme

Men udover disse begrænsninger er det større dilemma for Podemos, at samtidig med, at både de og PSOE er gået ind i et tættere samarbejde de seneste måneder, så er de to partier stadig i konkurrence om at få det parlamentariske herredømme på den spanske venstrefløj. Ifølge Guijarro er ”målet for Podemos stadig sorpasso [at overtage PSOEs ledende rolle] – det vil sige den grundlæggende forudsætning for at skabe en samfundsforandring af vores land.” På den modsatte side er det Sanchez’ strategi at reducere Podemos til en kontrollabel juniorpartner med mindre end 15 procents opbakning.

 

Efter at have overlevet den værste krise siden genetableringen af demokratiet i Spanien i midten af 1970’erne – opbakningen blev næsten halveret mellem valgene i 2008 og 2015 – så er PSOE’s mål nu at placere sig selv i centrum for Spaniens politiske system og skabe en bred konsensus om en moderat progressiv reformlinje. Men som MP Manolo Monereo sagde for nylig, så kræver det, at man først ”slår” Iglesias og hans kammerater, eftersom PSOE’s rolle vil forblive ustabil, så længe der er ”en betydningsfuld kraft på venstre fløj.”

 

Uden at stille spørgsmålstegn ved oligarkiets magt og privilegier søger Sanchez at polarisere det politiske landskab, hvor modsætningen står mellem hans regering og den spanske højrefløj, mens Unidos Podemos bliver sat ud på siden som en sekundær spiller. Denne tilgang har været særligt effektiv i forhold til følelsesmæssige sager såsom den planlagte fjernelse af general Francos grav fra mindesmærket i Valle de los Caidos.

 

Det er her, uenighederne dukker op inden for Podemos i forhold til den præcise strategi over for centrum-venstrerivalen. Samtidig med at finanslovsaftalen har givet Podemos nyt momentum, så er der også, ifølge partiets radikale Anticapitalistas-fløj, en risiko for, at det ender med at give yderligere ”legitimitet” til Sanchez’ regering. Som Urbán, en anden ledende person i Anticapitaistas, forklarer, så er det ikke tidspunktet for ”eufori” eller at ønske sig selv tillykke, men snarere, at ”meningsmålingerne fortæller os indtil nu, at det er PSOE, som har vundet mest med hensyn til vælgertilslutning af de [fælles] succeser” i de seneste måneder.

 

En meningsmåling fra 25. oktober fra Spaniens Center for Sociologisk Forskning placerer PSOE som det største parti med 31,34 procent, sammenlignet med Podemos på en fjerdeplads med 17,3 procent. En anden nylig måling fra Metroscope giver PSOE et mindre, men stadig solidt forspring på 25,2 procent mod 17,7 procent til rivalen.

 

Efter Urbáns mening må denne risiko for indordning under det socialdemokratiske parti mødes med en tostrenget strategi. For det første må partiet nøje værne om sin politiske uafhængighed, og han er derfor på vagt over for Iglesias’ udtalelser om et regeringssamarbejde med PSOE og ideen om ”en koalition a la Portugal”: ”Gud være lovet, at vi ikke er i regering og ikke har påtaget os noget regeringsansvar.”

 

”Enkeltstående aftaler, som for eksempel finanslovsaften, er nødvendige for at sikre fortsatte landvindinger for det sociale flertal og for at sikre, at højrefløjen bliver holdt uden for indflydelse. Men på et ”tidspunkt med politisk polarisering over hele Europa”, gælder det i en vælgermæssig sammenhæng for en oprørsk kraft som Podemos om at blive ved med at præsentere sig selv som ”et klart alternativ” til det nyliberale centrum. I et interview sidste år med Jacobin, pegede Urbán på de parlamentariske gennembrud for såvel La France Insoumise som Femstjernebevægelsen i Italien, som efter hans mening må ses i lyset af deres afvisning af at deltage i en slags enhedsfront med et døende centrum-venstre. Som han sagde dengang: ”Mélenchon flyttede sig ikke, tilpassede sig ikke [socialdemokraten Hamons opfordring til en aftale], og i sidste ende blev han set som en mere troværdig udfordrer [af det etablerede system].”

 

I denne forstand mener Urbán, at Podemos skal koncentrere sig om at ”sælge vores oppositionsarbejde”, som vi er begyndt at gøre bedre i de seneste uger, og sige, at hvis der kommer en mindsteløn på 900 euro, så er det på grund af Podemos.” Desuden ”har partiet brug for et klart program, der ligesom Jeremy Corbyns, taler om social og økologisk kontrol med de strategiske områder” og samtidig konfrontere PSOE stærkere på en række spørgsmål (såsom monarkiet, begrænsningerne på ytringsfriheden og arbejdsmarkedsreformerne, som højrefløjen indførte), som kan udstille PSOE’s interne uenigheder.

 

Urbán ser PSOE som fanget mellem dets rolle som ”systemets parti” [som en del af Spaniens elitestyrede konsensus siden overgangen til demokrati i 1978] og et parti, der stadig i høj grad har rødder i arbejderklassen. Så for at skrue op for spændingerne i denne modsætning kan man ikke nøjes med ”en parlamentarisk strategi” – det kræver også en ”evne til at arbejde med de spirende processer med social organisering.” Efter 3-4 års dødvande i den sociale mobilisering er de spanske gader begyndt at opleve mere bevægelse igen med nye kampe omkring løsarbejde, kvindernes rettigheder og pensioner. Ifølge Urbán må den anden planke i Podemos’ strategi være at arbejde for en styrkelse af sociale kræfter:

 

Hvis vi tror, at vi bare er bedre parlamentarikere end dem, vil vi tabe! Vi har imidlertid noget, som de ikke har: sociale bevægelser… det er på gaden, at socialdemokraternes basis vil røre på sig, og her kan de blive skubbet ud i en åben konfrontation med partihierarkiet på nøglespørgsmål som arbejdsmarkedsreformerne. Vi i Podemos må tænke over, hvordan vi kan stimulere sådanne mobiliseringer og bidrage til dem, uden at sætte os på dem.

 

Hvordan påvirke PSOE’s kurs?

Guijarro, som er tæt allieret med Iglesias, er enig i, at fortsat pres fra neden er afgørende for, at Podemos kan gøre fremskridt i de kommende måneder. Han anerkender også risikoen for at blive underordnet, med et citat fra en af PSOE’s ledere, som har sagt, at ”Partido Popular er modstanderen, men Podemos er fjenden,” som må besejres. Alligevel insisterer Guijarro på, at ”vi kan ikke bare trække os fra spillet. I stedet må vi løbe risikoen ved at gå ind i ”PSOE’s handlerum”, for at få bedre mulighed for at bestemme deres fremtidige retning. Som Iglesias udtrykte det på partiets efterårsseminar:

 

Man må opbygge et alternativ til nyliberalismen ved at regere. Politik handler ikke om at have et mere radikalt program, men snarere om at sikre resultater. Selvfølgelig ville jeg have været glad for at have fået mere end det, der ligger i denne aftale, men i politik er man ikke, hvad man skriver i programmet, men hvad man opnår. For at konfrontere den yderste højrefløj og [den højreekstreme italienske indenrigsminister Matteo] Salvini, må man være i stand til at regere.

 

Denne tale om regeringssamarbejde og Iglesias’ nylige insisteren på en samlet koalitionsaftale efter næste parlamentsvalg, uanset hvilket parti der bliver det største, må ses i lyset af, at det ikke lykkedes at forhandle sig frem til en venstrefløjskoalition efter valget i 2015. Sammenbruddet i forhandlingerne førte til skuffelse blandt vælgerne og blev effektivt udnyttet af medierne til at bagvaske Podemos som et rent og skært protestparti. På den baggrund mener Guijarro, at det seneste samarbejde med PSOE også har betydning på den måde, at det ”demonstrerer Podemos’ evne til at indgå aftaler” og giver partiet mulighed for at positionere sig bedre som en ”regeringsspiller.”

 

Efter sin fædreorlov i sommers fremstår Iglesias med voksende indflydelse i forhandlinger mellem partierne – nogle vil endda sige med en dominerende rolle – især i de sidste par uger, efter at det første finanslovsudkast blev forhandlet. Han har besøgt ledende politikere fra Catalonien og Baskerlandet (nogle i fængsel) og har talt i telefon med den eksilerede catalanske præsident Carles Puigdemont. Selv om regeringen udelukkende består af medlemmer af PSOE, er kredse på højrefløjen begyndt at referere til Iglesias som den nye regerings ”statsminister”, og en tidligere PP-minister gik så vidt som at omtale ham som den nye regerings ”fucking boss”. Hans rolle er blevet nedtonet i pressemeddelelserne fra Sanchez’ lejr, og de catalanske partiers endelige stillingtagen til finansloven vil blive en lakmusprøve på hans reelle indflydelse. Uanset udfaldet ser det ud til, at Iglesias gør, hvad han kan for at vinde den offentlige mening over til den opfattelse, at han og hans parti skal stå ved roret.

 

Men for Guijarro er det også nødvendigt, nu hvor Podemos nærmer sig forårets lokale og regionale valg, at betone to elementer, som går ud over dette ønske om at komme med i en regering – at distancere sig fra PSOE. For det første at fremhæve de seneste måneders resultater og kommunikere ud til vælgerne, at dette er den bedst mulige aftale med PSOE ved magten. Det er så langt, en socialdemokratisk ledet regering kan gå. Hvis du vil have mere, så stem på os! Du skal stemme på os! Sørg for, at vi vinder, så vi kan gennemføre et mere konsekvent skifte [væk fra nedskæringer].

 

Dette vil så igen være nemmere, hvis der er et forstærket pres fra neden, som kan udbrede de folkelige krav. Men Guijarro tror, at ”selv med gennemførelsen af denne aftale” vil PSOE’s begrænsninger i forhold til sociale fremskridt blive åbenlyse.

 

For det andet vil svagheden i Spaniens institutionelle styre betyde, at PSOE også vil blive konfronteret med mere grænseoverskridende spørgsmål, når krisen uundgåeligt skærpes. Partiet kan ikke give nogle klare svar på disse, eftersom det er bundet op på de eksisterende magtstrukturer. Guijarro tror, at disse spørgsmål vil blive en anden central åbning for Podemos og refererer til den aktuelle ballade om korruption i kongehuset som et eksempel på denne type af opportunisme.

 

Med tanke på PSOE’s afvisning af en undersøgelse af skandalerne omkring den tidligere konge Juan Carlos de Borbón, og det catalanske parlaments beslutning om at censurere den nuværende kong Felipe VI, mener Podemos, at tiden er moden til at fremtvinge en debat om monarkiets fremtid. Meningsmålinger viser, at et flertal af PSOE’s vælgere er tilhængere af en ny republik, mens 71 procent af spanierne forbinder monarkiet med enten højrefløjen eller den yderste højrefløj. Det er et område, hvor Podemos tror, at de kan vinde opbakning i de kommende måneder.

 

Selv om de seneste meningsmålinger giver grund til nogen bekymring for Podemos, er Guijarro alligevel optimistisk og tror, at partiets bredt forankrede basis i Spaniens arbejdsløse ungdom ikke er rimeligt repræsenteret i målingerne. Faktisk gør målingen fra CIS Podemos til det største parti blandt vælgere under 35 år.

 

Selv om Podemos vil gå i kampagnestemning, så snart der bliver udskrevet valg [som partiet gjorde i 2015], så er der altså et tydeligt behov for allerede nu at tage initiativet og gå i aktion med denne finanslovsaftale som afsæt. Denne aftale, hvis den bliver vedtaget, udgør ”en konkret mulighed for at forbedre [det arbejdende] folks liv,” ifølge Belarra, og et vigtigt skridt fremad i forhold til et nyt parlamentarisk billede. Den centrale udfordring for Iglesias er nu at teste grænserne for Podemos’s aktuelle arrangement med PSOE, uden at det få det til at falde sammen som et korthus.

 

Bragt 17. november 2018 i Jacobin og oversat af Åge Skovrind. Noter (på engelsk og spansk) er udeladt.

 

Eoghan Gilmartin er forfatter, oversætter og bidragsyder til Jacobin, bosat i Madrid og medlem af Podemos. Tommy Greene er freelance-journalist og oversætter, bosat i Madrid.