Den 25.-29. oktober deltager SUF sammen med KlimaaktionDK og Klimakollektivet igen i det tyske aktionskoncept Ende Gelände. I år har denne bevægelse allerede gennemført protester i Tjekkiet, Lmity Jsme, og i Holland, Code Rood. Den sidste planlagte aktion er mod kulminerne omkring Hambacher-skoven, der ejes af den tyske energigigant RWE. Enhedslisten bakker også op, bl.a. med økonomisk støtte til transporten derned.

af SAPs Forretningsudvalg

Hambacher-skoven er en af Europas ældste. Den indeholder unikke økosystemer og er hjem for omkring 142 beskyttelsesværdige arter. Skoven er truet af udvidelsen af brunkulsminerne i området, og kun 10 procent af den oprindelige skov er tilbage.

 

Denne del af skoven er siden 2012 blevet beskyttet af aktivister, hvoraf nogle har besat skoven, bygget huse i træerne og gjort den til deres hjem. Andre har kæmpet lokalt i de landsbyer, der også står til at blive opslugt af minen.

 

Juridisk sejr må følges op 
Den 5. oktober i år vedtog Forbundsdomstolen en udsættelse af fældningen til 2020. Dette blev tre dage efter fejret af 50.000 mennesker, der forsamledes fredeligt for at kræve bevarelse af skov og lokalsamfund, samt et stop for udvindingen af brunkul.

 

Aktionen den 25.-29. oktober sigter mod at stoppe udvindingen af kul i minen. Der vil være en lang række forskellige måder at deltage på; alle er ikke-voldelige. Deltagelsen vil sprede sig fra demonstrationer til forsøg på at besætte minen og forhindre udvindingen og transporten af brunkul. Ethvert kilo kul, der ikke brændes af, er en sejr for klimaet og et lillebitte skridt i retning af en omstilling væk fra fossile brændstoffer. Alle initiativer i denne retning må mødes med entusiastisk opbakning.

 

Vi må ikke hvile på juraen og udsættelsen af fældningen. Det er en midlertidig sejr, men den vil kun blive vedvarende og sikker, hvis den følges af en energisk mobilisering – og i sidste ende hvis udvindingen af brunkul stopper, og minearbejderne omskoles til andre funktioner – for eksempel inden for vedvarende energi og ift. genopretning af naturen, hvor minedriften har fundet sted.

 

International klimakamp! 
Ydermere vil deltagelse i denne store bevægelse give mulighed for at knytte forbindelse til aktivister fra hele Europa. Forbindelser, der kan blive vigtige i modstanden mod rørledninger og naturødelæggelse i Danmark og resten af Skandinavien.

Netop i denne uge kom en ny, stærkt foruroligende rapport fra FN’s klimapanel, der gør det klart, at en fortsættelse af den nuværende kurs vil få katastrofale konsekvenser for livet på planeten. Lige så klart er det, at klimakampen om nogen er en kamp, der kun kan vindes internationalt.
Deltagelse og møder på klimakampens frontlinje er vores vigtigste redskaber til opbygningen af international solidaritet og en international bevægelse, der kan udfordre og standse kapitalismens ødelæggelse af vores planet.

Nærmere oplysninger om, hvordan man kommer med findes, på SUF’s hjemmeside

Klima Aktion DK har startet en crowdfunding til yderligere støtte til transport til Ende Gelände

SAP’s forretningsudvalg, den 14. oktober 2018

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com